NJORD Laws klient gør ikke nok til, at de kan påberåbe sig ophavsretsloven

Billedet: Udsnit fra den første dom, der er fældet i piratbrevssagskomplekset efter NJORD Law i december blev sigtet af SØIK for groft bedrageri, og de i januar tog til genmæle med både en formel klage over og en skarp offentlig kritik af Retten på Frederiksberg.

Definitionen på en ’copyright troll’ kan variere en smule, men kernen er den samme. Det er en part – et individ eller et firma – der håndhæver copyrights udelukkende med det formål at indkræve penge gennem retssystemet, og uden at de – som udgangspunkt – selv har nogen andel i selve skabelsen af produktet. Rettighederne har de erhvervet sig.

Ved Retten i Lyngby var det netop kernen, der endte med, at sagen mod sagsøgte Anni Pape blev afvist og sagsomkostningerne på kr. 26.250 pålagdes MIRCOM, der er en af de gennemgående klienter hos NJORD Law i det omfattende kompleks af fildelingssager, som vi her på K-NEWS dækker under serieoverskriften Piratbrevenes Årti.

Det er sagsøgte Anni Pape og hendes advokat Henrik Hein, der bringer begrebet ’copyright trolling’ ind i sagen. Men i dommens ordlyd bliver det fastslået, at det, der foregår, svarer til definitionen på netop den slags trolling.

Sagen kort og den manglende dokumentation

Sagen blev anlagt i juni 2019. Ved en kendelse i september 2020 – efter at landsretten havde afgjort, at påtaleretten ikke ligger hos NJORD Laws klient – blev sagsøgers påtaleret og søgsmålskompetence udskilt til særlig afgørelse. Det var den, der faldt fredag.

Som en del af sagen har NJORD Law fremlagt den aftale fra 2016, som de mener giver MIRCOM rettighederne over et større katalog af film – i Anni Papes konkrete tilfælde endnu en af de mange pornofilmtitler, filmen ’Big Tits Only’ – og licensen til retsligt at forfølge krænkere af ophavsretten.

Big Tits Only er produceret af firmaet New Sensations, som altså har overgivet licensen eller rettighederne til MIRCOM. Sådan skriver advokat Henrik Hein i et opslag i den Facebook-gruppe, der er samlingssted for en større gruppe danskere, der alle har modtaget breve med anklager om krænkelser og forslag om forlig fra NJORD Law.

Henrik Hein har ført mere end 90 fildelingssager, hvoraf 1/4 har vedrørt pornofilm og med MIRCOM som sagsøger. Sagen i fredags var den sidste. For som Henrik Hein skriver:

"ALLE sager – på nær sagen mod Anni – blev hævet af NJORD efter Østre Landsrets domme af 8. april 2020".

Sagsøgtes advokat ser dommen som principiel

Henrik Hein skriver videre i sit opslag i gruppen:

"Dommen er principiel, idet dommen – for første gang i dansk ret – fastslår, at MIRCOM [...] overhovedet ikke har som formål at beskytte filmrettigheder."

Derimod drejer det sig om copyright trolling. Den konklusion laver Henrik Hein ud fra, at sagsøger har en licens, som de slet ikke udnytter til fulde.

I licensaftalen giver – eller som det formuleres ’indrømmer’ – ejeren af filmen ’licenstager (altså MIRCOM, red.) eksklusiv ret til at stille værkerne til rådighed for offentligheden’ gennem internettet, og derudover gives også ikke-eksklusiv ret til at distribuere kopier af værkerne i fysisk form som f.eks. på DVD og BluRay.

I rettens afgørelse begrundes der blandt andet med, at MIRCOM ikke har fremlagt dokumentation for, at de har stillet noget som helst til rådighed for offentligheden – hverken ud fra den eksklusive eller ikke-eksklusive ret – men at de udelukkende iværksætter retsforfølgning. Mere udførligt om det til sidst i denne artikel.

At det er en pornofilmtitel er i forhold til de juridiske aspekter selvfølgelig irrelevant, som Jeppe Brogaard Clausen, partner hos NJORD Law og gennemgående advokat i dette sagskompleks, tidligere har påpeget i K-News. En krænkelse af ophavsret er en krænkelse, uanset om det handler om en dansk film som Flaskepost fra P, en Oscar-kandidat fra Hollywood som Dallas Buyers Club eller en fjollet pornofilmtitel.

Men, som vi i artikelserien Piratbrevenes Årti har kunnet fortælle, er det med pornoen relevant i fortællingen om sagskomplekset i flere henseender.

Betydningen af den irrelevante porno

Flere kilder, vi har talt med, fortæller, hvordan det er intimiderende at blive anklaget i et brev spækket med juridiske henvisninger for at downloade og dele en pornofilm og i brevet blive opfordret til at tale med sin familie om, hvorvidt der er andre i husstanden, der har gjort det. Altså, hvis du – som modtager af brevet, fordi det er dig, der er registreret som ’ansvarlig’ for den involverede ip-adresse – ikke mener, du er skyldig. Blot som eksempel: lad os forestille os snakken ved middagsbordet i familien med 2-3 hjemmeboende børn i alderen – skal vi sige – 7 til 15 år med far eller mor, der spørger ”er der nogen af jer der kender til et download af filmen ’Big Tits Only’?” I brevene er det i øvrigt sjældent et enkelt, men mange downloads, der henvises til, sådan som vi har beskrevet i artikelseriens start for ca et år siden.

Derudover handler det, som vi også har beskrevet, for en stor dels vedkommende om filmtitler og produktioner af varierende eller tvivlsom kvalitet og værdi, der må have været billige at erhverve sig licenserne til. Kort sagt film, hvor der kan være langt mere værdi indhentet ved en systematiseret jagt på ophavsretskrænkere, og via breve – der af advokater vi har talt med omtales som truende og krænkende og reelt givende et billede af omvendt bevisbyrde – presse folk til at indgå forlig, så de undgår det for dem uoverskuelige i at skulle i retten.

Endnu en detalje, der gør det relevant at nævne pornofilmtitelforholdet, er, at nogle af filmene er lagt på nettet på de servere, der fungerer som afsæt for deling af den slags filmbidder ud i torrent-netværk.

Det er også i udlandet påvist, at der via samme servere er plantet det stykke software, som følger filmbidderne rundt på nettet og sørger for at registrere involverede ip-adresser.

At der stilles spørgsmål ved disse ip-adressers værdi som bevis, har vi også gennemgået.

Der var endda i et enkelt tilfælde et amerikansk advokatfirma – der kørte sager i stil med dem NJORD Law har med MIRCOM og firmaet CMS – som både selv producerede og uploadede pornofilm.

Tilbage til dommen fra i fredags.

Ligesom Jeppe Brogaard Clausen anser Retten i Lyngby det selvfølgelig for irrelevant, om en film med titlen ’Big Tits Only’ er kunst eller ej. Det konkrete værk i den konkrete strid sættes i juridisk kontekst som et hvilket som helst andet 'kunstnerisk værk'. 

Og det er selvfølgelig også sådan, Anni Papes advokat Henrik Hein er gået til sagen.

Kun at retsforfølge krænkelser er ikke nok 

I sit påstandsdokument henviser sagsøgte Anni Pape til forløberen for den ’nugældende’ § 53 i ophavsretsloven – nemlig ’§ 27 i Forslag til Lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker’.

I forløberteksten står der om licenshaverens – han eller det firma, der har fået overdraget ophavsrettens – ret:

”Ved licensaftalen opnår erhververen ingen eneret; han […] kan ikke selv påtale krænkelser af ophavsretten.”
Dette i kombination med, at MIRCOM på nogen vis har foretaget sig noget, der handler om at give offentligheden adgang til værkerne, det være sig distribution via nettet, DVD eller på Blueray-disk, fører til dommen. I den korte begrundelse, der fører til THI KENDES FOR RET, skriver Retten i Lyngby:

’Mircom har ikke under sagen – heller ikke vedrørende den i sagen omhandlede film – fremlagt nogen dokumentation for, at de har stillet værker ”til rådighed for offentligheden i fjernnetværk via computer, såkaldte peer-to-peer-netværk og internetbaserede fildelingsnetværk” eller har distribueret ”kopier af værkerne som fysiske audiovisuelle lagringsmedier”, som nævnt i aftalen mellem licensgiver og licenstager. Det bemærkes hertil, at den påståede krænkelse vedrørende den i sagen omhandlede film er sket samme dag, som filmen er udgivet og forud for registrering af rettighederne i USA.
M.I.R.C. Mircoms primære formål efter licensaftalen må herefter anses for at være at ”iværksætte retsforfølgning af krænkerne i eget navn […]” og at ”opkræve licensgivers pengekrav fra krænkerne […]”.
Herefter, og da M.I.R.C. Mircom ikke er en organisation, der kollektivt forvalter rettigheder og er berettiget til at påtale krænkelserne på rettighedshavernes vegne, kan M.I.R.C. Mircom ikke i eget navn påberåbe sig de i direktiv 2004/48/EF kapitel II anførte foranstaltninger og retsmidler, der i dansk ret er inkorporeret ved ophavsretsloven, hvorfor sagen afvises.’

Radikal udvikling de sidste måneder

I Danmark er sagskomplekset omtalt som det største massesøgsmål nogensinde. Og lignende sager findes over det meste af Europa, ligesom de har rullet – og advokaternes fremfærd har mødt hård  kritik – i både England og USA.

EU's generaladvokat har i sin anbefaling til afgørelsen i en relateret belgisk sag kaldt advokaternes fremgangsmåde for misbrug af retssystemet og sammenlignet det med afpresning.

Og herhjemme har udviklingen de sidste måneder været ganske dramatisk ved, at NJORD Law er blevet sigtet for groft bedrageri, og at NJORD Law efterfølgende har klaget over retspræsidenten og dommer Dan Bjerring ved Byretten på Frederiksberg. En byret, der i 2019 og 2020 var afsender af en række skelsættende afgørelser i sagskomplekset.

K-NEWS bringer senere i denne uge en artikel, hvor vi taler med managing partner hos NJORD Law Lars Lokdam, der for nogle uger siden gik til direkte modangreb mod Byretten på Frederiksberg både med en klage til Den Særlige Klageret og markante udtalelser i Berlingske om, at rettens og dommerens opførsel blandt andet ligner et personligt korstog.