"Jeg kidnapper dine børn"

Dette er anden del - læs første del HER

Godt et halvt år efter Liv Dyrhauge-Klargaard har modtaget den første trussel fra moren, er hun i foråret 2018 på familieretskonference i Island. I en pause kigger hun tilfældigvis på sin mobil. Der er 20 ubesvarede opkald fra Livs mand, rigtig mange fra retten i Svendborg og også nogle fra hendes kontor.

Hun ringer tilbage til sin mand med det samme.

Livs mand fortæller, at retten har ringet. De har modtaget en trussel fra moren om, at hvis hun ikke får sit barn udleveret, så vil hun sørge for, at Liv ikke får sine børn at se igen.

Livs mand har hentet børnene på deres skoler.

Da hun hører, hvad der er sket, bliver Liv først chokeret og så vred. Vred fordi hun så mange gange har kontaktet politiet for at anmelde moren og er blevet afvist. Chokeret fordi situationen er voldsom.

“Jeg enormt vred og havde følelsen af, altså magtesløshed, at jeg havde forsøgt at anmelde, forsøgt at gøre noget mod hende, stoppe hende, og der var ikke nogen, der kunne hjælpe,” fortæller Liv.

Samtidigt bliver hun også rigtigt bange for første gang i det cirka halvandet år, hvor moren har truet og chikaneret hende.

“Jeg kan mærke alle andres reaktioner. Det var helt ude af min kontrol. Jeg sad et helt andet sted. Jeg kunne ikke engang tage fat i mine børn og være sikker på, at de var der,” siger Liv Dyrhauge-Klargaard og tilføjer:

”Min mand, han var jo rasende, både på hende og på mig. Han var frustreret, og så kunne jeg pludselig mærke hans frygt, og så tænkte jeg, at hvis der skete børnene noget, så begyndte jeg at blive bange. Sådan rigtigt, tror jeg.”

Selvom Liv er bange og vred, beslutter hun sig for at blive i Island. Hun tænker, at nu hvor hendes mand har hentet børnene, og de er sammen, kan der ikke sket dem noget.

“Man har hele tiden en følelse af, at jeg skal gøre mit arbejde ordentligt. Så jeg tænker, når børnene de er hos min mand, så kan der ikke ske dem noget, så nu gør jeg mit arbejde færdigt,” siger hun.

Men selvom hun vælger at blive i Island for at gøre sit arbejde færdigt, har hun svært ved at koncentrere sig.

“Jeg kunne slet ikke indgå i noget juridisk arbejde. Jeg kunne slet ikke arbejde. Jeg var helt færdig og kunne slet ikke tænke,” siger Liv Dyrhauge-Klargaard og tilføjer:

“Samtidigt med at jeg forsøger at få ordnet en hemmelig adresse og få styr på, hvem der skal hente børn.”

Hun ved, at retspræsidenten har politianmeldt moren. Og denne gang tager politiet også anmeldelsen seriøst. Ifølge Liv, fordi det er retspræsidenten, der sender anmeldelsen, og retspræsidenten er omfattet af § 119.

Da Liv igen er tilbage i Danmark fra Island, venter der hende en rigtig vred og bange familie på Fyn.

“De er bange, og så synes de alle sammen, at nu er det dråben, nu skal jeg skifte arbejde. Altså det var ligesom om, man kunne fornemme, at min mor og min mand havde talt sammen og tænkt, det går ikke mere, nu skal hun lave noget andet,” fortæller Liv om familiens reaktion.

Hun fortæller også her efterfølgende, at hun nok havde grebet situationen anderledes an, hvis hun kunne gøre det om.

”Så var jeg da nok fløjet hjem med det samme, men fordi jeg ikke havde prøvet det før, og igen min hjerne blev ved med at sige, der sker ikke noget, hun er bare skør. Altså forsøge at normalisere det i virkeligheden. Jeg reagerede ikke normalt. Det er ligesom om, jeg hele tiden forsøgte at tænke - nu stopper det. Nu bliver det normalt. Nu kan det ikke blive værre.”

”Alle synes, jeg var træls”

I løbet af det godt halvandet år med klager og de efterfølgende trusler, flytter der en form for stress og følelse af at være til besvær ind i Liv Dyrhauge-Klargaard. Udover stressen over at skulle besvare de mange klager på en ordentlig måde, føler hun sig også meget ensom.

“Jeg var meget stresset. Jeg følte mig meget alene. Jeg havde også følelsen af, at har jeg gjort noget forkert? Den havde jeg hele tiden,” siger hun.

Samtidigt bliver hendes familie irriteret på hende, og på kontoret opstår der også dårlig stemning.

“Sekretærerne bliver bange, og så bliver de jo irriteret på mig,” siger hun og tilføjer:

“Folk synes, det var synd for mig, men det var også min egen skyld, at jeg nu havde skaffet kontoret det her bøvl.”

Hun fortæller, at på grund af at morens opkald forstyrrede kontoret så meget, begyndte hun at føle sig som en belastning for sine kolleger.

“Jeg kunne mærke på kontoret, at de var trætte af mig.”

Da truslerne mod Liv begynder at komme, bliver hendes mand også irriteret på hende.

“Fordi han (Livs mand, red.) tænker, du sidder med familieret. Jeg har sagt, at du skal skifte branche og lave noget andet. Nu går det ud over vores familie,” siger hun og tilføjer:

“Så der var hele den der med, du generer os.”

Livs børn bliver også trætte af hende og hendes arbejde, for da Liv får tilholdet efter Island-episoden, hvor retspræsidenten anmelder moren i foråret 2018, får hendes børn det også, og de får også allesammen hemmelig adresse og navnebeskyttelse. Det har blandt andet den konsekvens, at børnene på deres klasselister i skolen ikke står nævnt med navn.  

Jeg er jo på arbejde for staten. Det er staten, der betaler. Det er staten, der bestemmer, om jeg må træde ud. Hvorfor er jeg så ikke beskyttet på samme måde som en p-vagt eller en retssekretær?

Det betød, at alle børnene flere gange blev bedt af deres lærer om at forklare, hvorfor de stod som anonyme på klasselisten. Og altså foran hele klassen måtte forklare, at deres mor var blevet truet.

“Det blev de jo irriteret på mig for,” siger Liv og fortæller, at hun også blev mere forsigtig i forhold til at lade børnene gå hjem selv eller tage til fest.

“Altså jeg var enormt kontrollerende overfor dem.”

“Alle synes, jeg var træls.”

Ved siden af det oplevede hun også, at kollegaer ikke helt troede på, at hun ikke selv havde en aktie i konflikten med moren.

“Dem, der er meget ærlige overfor mig, de siger, ej, du må have sagt et eller andet, eller du må have haft en dårlig dag,” siger hun.  

Derfor blev Liv selv på et tidspunkt i tvivl om, om hun havde gjort noget forkert, og hun føler sig ensom og isoleret.

“Da det ligesom begyndte at køre af sporet, så brugte jeg meget tid på at kigge tilbage og sige, jamen, har jeg selv gjort noget? Har jeg sagt noget? Har jeg provokeret hende?” fortæller Liv Dyrhauge-Klargaard.

Følelsen af at stå helt alene med det hele, følelsen af, at hun måske selv var skyld i konflikten med moren og følelsen af, at hun burde kunne tåle det, fordi hun er advokat, blev hos Liv, indtil hun talte med Advokatsamfundet, der anbefalede hende at gå til psykolog.

“Jeg begyndte også at tænke, har jeg fået PTSD? Jeg er træt, jeg er underlig,” fortæller hun og uddyber, at det sagde psykologen hurtigt nej til.

Du er ikke syg, og du behøver ikke flere snakke med mig, du er helt fin, men du er vred, og det skal du have lov til. Og du skal holde op med at sige, hvad kunne jeg have gjort anderledes. Du har ikke gjort noget forkert, fortæller Liv, at hun husker psykologen sagde til hende.

“Og det havde jeg bare, uden at vide det, brug for, at nogen havde sagt - at det var ikke mig, det var hende. Men det tog to år, før jeg fik den besked,” siger hun og tilføjer:

“Så jeg kan huske, at jeg var træt. Meget træt.”

Må træde ud af sagen

Efter retspræsidenten anmelder moren, sker der endelig noget.

“Så reagerer politiet, fordi så er de nødt til det,” siger Liv Dyrhauge-Klargaard om hendes oplevelse med politiets håndtering af sagen. Et par måneder efter Island-episoden i maj 2018 får hun tilkendt et tilhold til moren.

Faren i sagen har i mellemtiden søgt om at få fuld forældremyndighed over barnet, og derfor kører sagen stadig. På grund af tilholdet er Liv Dyrhauge-Klargaard dog nødt til at træde ud af sagen, og det er egentligt ikke med sin gode vilje, at hun skal det.

“Jeg blev jo presset ud af den her sag. Hvis du har en klient igennem længere tid, vil du rigtig gerne hjælpe dem. Vi havde en meget tæt relation, så det er også det der med, at man siger, jeg kan desværre ikke hjælpe dig mere, jeg kan ikke være din advokat, for nu i stedet for at varetage dine interesser, så er jeg nødt til at varetage mine interesser. Så man føler også, at man svigter et menneske,” siger hun om den følelse, hun havde, da hun trådte ud og måtte fortælle faren, at hun ikke kunne repræsentere ham mere.

Fordi hun var beskikket til at repræsentere faren i sagen, blev hun nødt til at bede dommeren i retssagen om, at få lov til at træde ud.

“Så igen skal jeg ind og fortælle om sagen,” siger hun og tilføjer: “Og nu snakker vi også tavshedspligt, så du må heller ikke påvirke dommeren og sige grimme ting om modparten, uden modparten ved, du siger det. Så du kommer i alle mulige etiske problemer.”

Liv Dyrhauge-Klargaard fortæller, at hun kommer helt i tvivl om, hvad hun må sige til dommeren, og hvornår hun siger for meget, så det påvirker sagen. Men hun får sagt det, hun skal og får lov til at træde ud af sagen. I stedet overtager hendes mandlige kollega.

K-NEWS har talt med Livs mandlige kollega, der bekræfter, at han overtog sagen efter Liv træder ud. Samtidigt fortæller kollegaen også, at moren også truer ham.

Heldigvis generer hun en politiker

Det ender med, at der bliver rejst en straffesag mod moren. Hun bliver varetægtsfængslet den 31. juli 2018.

Selve retssagen kan Liv ikke deltage i som vidne, fordi hun har en sag, hvor hun er beskikket samme dag.

Hun forsøger at få rykket begge sager, men uden held.

Fra dommeren i straffesagen mod moren, får hun at vide, at hendes vidneudsagn ikke vil have en betydning for strafudmålingen. Det har den ikke, fordi sagen primært bliver båret af nogle trusler og chikane mod en politiker i Odense. Altså mod en §119-person.

K-NEWS har kontaktet denne politiker, der ikke vil udtale sig om sagen, men bekræfter at hun kender til den.

Fordi Liv hverken kan deltage som vidne i sagen, eller har fået tilkendt en bistandsadvokat, kan hun først læse om udfaldet i avisen dagen efter.

Her kan hun læse, at moren er blevet dømt og skal fængsles i et år.

“Jeg kan huske, at da hun blev fængslet, så tænkte jeg, at det er dejligt. Altså når hun er der, så kan jeg ånde lettet op,” siger Liv Dyrhauge-Klargaard, der også lægger vægt på, at det var heldigt for hende og hendes kollega, at moren også havde truet en politiker.

“Vi var to advokater, der blev truet med vores familie, som var en del af straffesagen, men det var det andet, der bar den igennem,” tilføjer hun og henviser til, at det var truslerne mod politikerne, der gjorde morens handlinger strafbare.

Du må ikke være svag

I dag er det godt seks år siden, at moren blev dømt. Men hun spøger stadig i Liv Dyrhauge-Klargaards tanker. Både hende som person, men også som eksempel på et større samfundsmæssigt problem.

Liv Dyrhauge-Klargaard har fortalt sin historie til andre medier, men det har ikke været uden en hel del overvejelser. Udover at hun selv var i tvivl første gang, hun udtalte sig til pressen, så sagde hendes mand også, at han syntes, det var en dårlig ide. Livs mand var, ifølge Liv, bange for, at hun ville blive hende den skøre familieretsadvokat.

“På den anden side, hvis jeg ikke siger det, så er der jo ingen, der siger det. Og vi er måske flere kolleger, der har været udsat for sådan noget her,” fortæller Liv om de tanker, der blandt andet gjorde, at hun på trods af sin tvivl valgte at stå frem.

Hun forklarer, at det at tale om at føle sig truet er lidt tabubelagt i branchen, for du skal jo helst være den stærke advokat.

“Der er ikke nogen, der vil gå hen til den svage advokat,” siger hun og uddyber, at hvis du siger, at der er noget i en sag, der påvirker dig psykisk, så vil folk jo tænke, så kan den pågældende advokat nok ikke klare en retssag.

“Der lå hele tiden den der, er du svag, når du siger, jeg kan ikke lide det her,” tilføjer hun og peger på, at hun nok også har reflekteret sig frem til, at det netop er nogle af de ting, der har spillet ind i forhold til den måde, hun har håndteret situationen. For når hun kigger tilbage, er der mange ting, hun ville have håndteret anderledes. Hun ville gerne have sagt fra noget før. Men hun tænkte hele tiden, at hun skulle være hård.

“Fordi igen, klienten må ikke frygte, om du kan håndtere en retssag. Fordi hvis jeg ikke kan håndtere deres problemer, så kan de jo ikke bruge mig,” siger hun.  

Udover at Liv Dyrhauge-Klargaard gerne vil normalisere, at man som advokat har ret til at sætte en grænse og sige fra, når trusler og chikane bliver for meget, så vil hun også gerne rejse en debat om, hvorfor familie- og strafferetsadvokater ikke er omfattet af §119. Specielt, når førnævnte advokater arbejder på beskikkede sager.

'“Jeg er jo på arbejde for staten. Det er staten, der betaler. Det er staten, der bestemmer, om jeg må træde ud. Hvorfor er jeg så ikke beskyttet på samme måde som en p-vagt eller en retssekretær?" siger hun og fortsætter:

“Og når man sidder på de der børnesager, så er alle i rummet omfattet af §119 undtagen advokaterne. Det kan jeg simpelthen ikke forstå!”  

I Liv Dyrhauge-Klargaards tilfælde ville en omfattelse af §119 have betydet, at politiet skulle tage hende seriøst første gang, hun ringede, altså efter første omgang af trusler.

I Justitsministeriets argumentation for, hvorfor de har givet afslag på Advokatsamfundets ønske om at omfatte familie- og strafferetsadvokater af straffelovens § 119 bliver der blandt andet sagt, at det kan ende med at blive en glidebane, der fører til, at flere privatansatte vil ind under den særlige beskyttelse i straffeloven, som §119 repræsenterer. Til spørgsmålet om hun forstår det argument, siger Liv Dyrhauge-Klargaard:

“Nej, faktisk overhovedet ikke. For man kan sige, du kunne jo dele den op og starte med at sige, skulle vi så tage de beskikkede og beneficerede advokater først? Altså skulle vi tage dem, hvor de er udpeget af retten, betalt af retten til at udføre et offentligt hverv? Det er jo ikke en glidebane.

Jeg kan faktisk overhovedet ikke forstå Justitsministeriets afgørelse omkring det. Og slet ikke, når man er beskikket. Fordi du kan ikke træde ud af sagen, hvor hvis du ’bare’ var privat-advokat, så kunne du sige, jeg gider ikke repræsentere dig mere. Men igen, det her var jo ikke engang min klient. Det var modparten.”

For Liv Dyrhauge-Klargaard handler det om en af de helt grundlæggende sten i vores samfund, når man ikke vil beskytte familie- og strafferetsadvokater bedre. For moren - i Livs sag - endte jo med at true sig til, at modpartens – altså farens - advokat trak sig. På den måde fik moren trukket sagen om forældremyndighed i langdrag. Og hvor er retssikkerheden i det, hvis man som part i en sag kan true modpartens advokat til at gå af sagen og dermed udskyde afgørelsen i en given sag?

Når tilholdet udløber

Selvom det meste af stormen af trusler og chikane har lagt sig i forbindelse med tilholdet, så dukker moren stadig op i Livs tanker en gang imellem. Det gør hun blandt andet, når Livs børn bliver konfronteret med at stå som anonyme på deres klasseliste, fordi hele familien har navne og adressebeskyttelse, eller når Liv ser kameraet på sit hus.

“Jeg vil sige, hun popper op i mine tanker en gang om ugen eller hver 14. dag,” siger Liv Dyrhauge-Klargaard og fortsætter:

“Jeg bliver irriteret på hende.”

Men udover irritationen, er der også en lille frygt. For om to år udløber det tilhold, som Liv har fået til moren. Og hvad sker der så?

“Jeg tænker, at det bliver nøjagtigt samme forløb. Jeg tror ikke en dyt på, at Fyns Politi er klar. Jo, måske fordi hun har en dom, kan det være at de reagerer,” siger Liv og fortæller, at hun ikke som sådan er bange på sine egne vegne, for moren har ikke før været fysisk over for hende. Det er mere kontakten og chikanen, som hun frygter starter forfra.

“Så det er mere i det skjulte, for eksempel at hun forsøger at komme ind i min Snapchat,” siger Liv og viser hendes telefon, hvor en maskulin avatar med et mandenavn har anmodet om kontakt med Liv.

K-NEWS har kontaktet Fyns Politi og spurgt:

Hvor meget der skal til, for at Liv kan få et nyt tilhold til X?

Og kan Liv forvente et hurtigere forløb, fordi X har en dom allerede?

Til det svarer Fyns politi:

“Vi kan desværre ikke udtale os om, hvad der skal til i en konkret sag. Sager om tilhold kan være komplekse, og der sker derfor altid en konkret vurdering af behovet i den enkelte sag, også når det handler om evt. forlængelse af et allerede gældende tilhold. Vi kan dog tilføje, at hvis politiet skønner, at der er et behov for at opretholde et allerede gældende tilhold, så kan det iværksættes relativt hurtigt. Vi vil gerne understrege, at tilhold er et prioriteret område, og at de medarbejdere der arbejder med tilholdssager, er særligt uddannet til det.”

Hvis du ikke har læst første del af Livs fortælling, kan du finde den HER. 

Du kan også læse om Jesper Håkonssons oplevelse med trusler og chikane HER. DE inkluderer blandt andet en falsk anmeldelse til politiet om, at Jesper har voldtaget sine egne børn.