Trusler fik Sara og hendes mand til at flygte ud af Danmark

Her i tredje og foreløbig sidste del af fortællingerne om trusler mod advokater skal det handle om en  advokat, der gerne vil være anonym. Det vil hun, fordi de i alt 11 trusler, hun har modtaget, har været så voldsomme og har haft så store konsekvenser for hende og hendes familie, at hun ikke vil genkendes af nogen. Samtidigt kører en del af sagen stadig i Tyskland, og den vil hun ikke påvirke.

Vi kalder den anonyme advokat for Sara. Redaktionen kender hendes identitet og har efterprøvet detaljer i historien.

I 2021 bliver Sara beskikket i en sag i Danmark. Hun skal være bistandsadvokat for en kvinde.

Kvinden er på flugt fra sin eksmand og bor derfor på et krisecenter med sin på det tidspunkt niårige søn. Kort efter Sara bliver beskikket på sagen, bliver kvinden flyttet til et nyt krisecenter, fordi kvindes og sønnens adresse er blevet afsløret ved en fejl.  

Sagen er ifølge Sara en meget dramatisk samlivsoplevelse mellem kvinden og hendes nu eksmand.

Ikke særligt langt henne i forløbet søger faren om forældremyndighed over deres fælles søn, som kvinden har taget med sig på krisecenteret. Her bliver Sara også beskikket som kvindens advokat. Og egentligt er det nok her, at Saras historie rigtigt starter.

En historie, der løber over flere år, og som har fået den konsekvens, at Sara i dag har besluttet sig for at stoppe som advokat. Lige nu arbejder hun på at afslutte de sager, hun har i gang, men når det er færdigt, så stopper hun. 

”Det har taget meget hårdt på mine kræfter,” siger hun og tilføjer: ”Jeg lukker stille og roligt ned. Jeg skal ikke opleve mere af den her kaliber. Det har kostet mig nattesøvn og mange kræfter, og det har været alarmerende ikke at kunne gå på sine to ben af bare angst.”

Første møde

Sara møder sin klient – kvinden – i efteråret 2021. Hun fortæller, at hendes førstehåndsindtryk er, at hun er en bange kvinde med en voldsom historie.

”Da er det min opgave at være støttende og lyttende og prøve at finde ud af, hvor vi er henne i juraen,” siger Sara og tilføjer:

”Støtte hende i alle sammenhænge, som hun skal støttes i rent juridisk og selvfølgelig også have en forståelse for, at det er sådan, hun ser sit liv.”

Derudover så Sara en meget omsorgsfuld mor.

Kvinden får i foråret 2022 tilkendt midlertidig forældremyndighed i Familieretshuset, imens en straffesag mod eksmanden kører. Hun bliver flyttet til et nyt krisecenter sammen med sin søn af årsager, Sara ikke kender. Men Sara og kvinden er i løbende kontakt, og kvinden fortæller, hvordan hendes eksmand og hans familie hele tiden sender trusler til hende.

”Vi får at vide, at det faktisk er to familier, der kæmper om, hvem der skal have retten til det her delebarn,” siger Sara og uddyber, at det blandt andet også handler om, at eksmanden vil have sønnen omskåret. Og det vil kvinden ikke.

”Vi bliver oplyst, at der er frygt for, at barnets far kan finde på at flygte til udlandet med barnet og en masse dramatiske forhold, som man naturligvis tager ret alvorligt. For der er tale om en lille dreng, der er dansk statsborger, og han skal ikke være i risiko for at blive flyttet til et andet land for at blive omskåret. Så da det blev et af temaerne, så fik hun ekstraordinær god beskyttelse, samtidigt med at de er beskyttet på krisecenteret,” fortsætter Sara.

Kvinden hjemmeskoler derfor også sin søn. Ifølge Sara, er hun rigtig god til det, og det bliver oplyst, at sønnen trives godt i hjemmeskoling og ved sin mor.

”Hun tager opgaven meget seriøst, og vi får at vide, hvor godt han trives i det, selvom det er en usædvanlig situation for ham. Han er tryg, og han er glad,” siger Sara og tilføjer:

”Han er meget, meget glad for sin mor og omvendt.”

Et opkald fra Tyskland

En dag i december 2022, altså godt et år efter Sara blev beskikket klienten, ringer telefonen på hendes hjemmekontor. Da hun tager telefonen, er der en tysktalende mand i den anden ende af røret.

”Han ringer på min klients vegne og fortæller, at hun er taget til Tyskland, “siger Sara og fortsætter:

”Jeg bliver fuldstændig paf.”

Efterfølgende finder Sara ud af, at det krisecenter, hvor kvinden har opholdt sig, har kontaktet kvindens hjemkommune om, at hun har forladt krisecenteret. Samtidigt finder Sara også ud af, at eksmanden - faren til barnet - bor i kvindens hjemkommune, og han har fortalt kommunen, at kvinden er psykisk syg.

”At hun skulle have medicin for nogle alvorlige diagnoser, at hun kan finde på at slå sit barn ihjel,” tilføjer Sara.

Det reagerer hjemkommunen på. De laver en ny afgørelse, og starter en ny sag, der skal prøves i Børne- og Ungeudvalget. Sara kan også huske, at kommunen var specielt bekymret for kvinden, fordi det krisecenter hun boede på, før hun flygtede til Tyskland, fortalte, at kvinde havde klippet sig skaldet.

Det har været hårdt ikke at sove om natten. Det har været hårdt at skulle tænke på; er mine børnebørn sikre.

Kvindens egen forklaring til Sara, da hun endelig ringer fra Tyskland, er at hun har fået noget medicin, der giver sår i hovedbunden.

”Derfor har hun klippet håret af for, at de her urenheder skulle holde op,” fortæller Sara.

Afgørelsen i Børne- og Ungeudvalget ender med at konkludere, at sønnen skal fjernes fra kvinden.

”Den pågældende kommune gør så det, at de efterlyser hende internationalt, og dansk politi og Europol leder efter hende,” uddyber Sara og fortæller også, at hun ikke kan ringe til sin klient, men det altid er kvinden, der ringer til hende.

De er dog fortsat i kontakt med jævne mellemrum.

”Jeg prøver at sige, at jeg synes, hun skal komme hjem, så vi kan få det her klarlagt. Det vil hun så ikke,” siger Sara om en af samtalerne i den periode.

Fordi Sara ikke kan få kvinden til at rejse tilbage til Danmark, tænker hun, at den bedste måde hun kan hjælpe sin klient, er ved at begære aktindsigt i den psykiatri, kvinden har været tilknyttet. Så det gør hun.

Sara fortæller, at hun fra psykiatrien får tilsendt et dokument fra en speciallæge, som slår fast, at kvinden ikke fejler noget. Altså udover, at hun er PTSD-ramt på grund af konflikten med sin eksmand. 

I mellemtiden har de tyske myndigheder dog fundet kvinden, og de har tvangsfjernet hendes søn.

Sara tager fat i kommunen i Danmark og fremlægger aktindsigten om kvinden. Den danske kommune trækker deres afgørelse tilbage.

Sønnen som nu bor ved en plejefamilie, har dog i mellemtiden ringet til sin mor og grædt, derfor har kvinden hentet sin søn, og så er hun flyttet fra Midttyskland til Sydtyskland, fortæller Sara.

Ifølge Sara får kvinden etableret sig godt i Sydtyskland. Hendes dreng starter i skole, og ifølge kvindens oplysninger til Sara, klarer han sig godt.

Sara ved ikke, hvorfor kommunen ikke selv søgte indsigt i kvindens psykiske tilstand hos psykiatrien. Sara ved heller ikke mere detaljeret, hvordan det lykkedes kvinden at få sin søn tilbage i Tyskland.  

Jeg ved, hvor du bor

I sommeren 2023 kører tvisten om den permanente forældremyndighed mellem kvinden og hendes eksmand stadig i Danmark.

Der er meget information at indhente, for der er flere politikredse involveret. Og processen tager tid.

Men imens tvisten kører, begynder sagen at tage endnu en drejning. For det er i løbet af sommeren 2023, at Sara selv bliver trukket endnu længere ind i sagen.  

Sara har en sjælden fridag. Det er helt præcis den 8. juni. Sara og hendes mand er på vej til dyrlægen med deres hund, der skal vaccineres.

Hun kan huske, at solen skinner, det er en varm, døsig sommerdag.

”Hunden blev vaccineret, alt gik godt, og vi var glade for, at vi ikke skulle lave noget,” fortæller Sara om junidagen.

Men lige da de har sat sig ind i deres blå Audi, ringer Saras telefon.

”Det er klokken 11.05. Jeg glemmer det aldrig. Der bliver sagt på iskoldt og formfuldendt engelsk - Jeg ved, hvor du bor, og jeg slår dig ihjel, hvis du ikke bringer XX (red. sønnens navn) tilbage til Danmark,” fortæller Sara. 

Sara kan hurtigt identificere, at det handler om hendes kvindelige klient og kvindens søn, for sønnens navn er ret specielt.

”Det farer gennem hovedet på mig, at nu er hans far og hans netværk, som kvinden jo har forklaret os, er meget, meget farligt, nu er han på vej til at bruge nye midler for at få drengen til Danmark,” husker Sara og fortæller, at det første, hun gør, er at ringe til sin kvindelige klient for at fortælle, hvad der er sket.

Vi levede som nomader.

Efter hun har ringet til sin klient, der virker skræmt og opkørt over opkaldet til Sara, ringer Sara til det danske politi. Imens hun sidder i telefonkø ved politiet, bliver der indtalt endnu en trussel på hendes telefonsvarer, der næsten er identisk med den første, hun modtog.

”Jeg er bange for, at nu udvikler det drama, der er mellem far og mor sig rigtigt alvorligt, og at eksmanden og hans familie vil gøre alvor af at bruge sit netværk,” siger Sara, der også fortæller, at kvinden ofte har fortalt hende om mandens netværk og om, at manden kender ”folk som er it-kyndige og hackere.”

Da Sara endelig kommer igennem til politiet, får hun forklaret, hvad der er sket, og lidt tid efter samme dag, står politiet på hendes hjemmekontor for at afhøre hende.

I første omgang er Sara ikke rigtigt bange på sine egne vegne. Det er først senere på dagen, at hun kommer i tanke om, at det jo faktisk var hende, der blev truet.

To dage senere den 10. juni skal Sara sammen med sin mand til familiefest.

På vej i bilen, ringer Saras telefon igen, samtalen går på højtaler i bilen, så hendes mand også hører samtalen. Stemmen i telefonen siger, at den ved, at Sara har snakket med politiet. Det er en ny stemme, i stedet for at tale et fint engelsk, taler stemmen et mere ”gebrokkent engelsk” og nogle gange slår den over i en blanding af noget, Sara tror, er forskellige østeuropæiske sprog og italiensk.

”Der bliver vi virkelig bange. Hvor ved de det fra?” siger Sara og fortæller, at de har kørt cirka 20 minutter, da hun modtager opkaldet.

I samme opkald truer stemmen med at slå hendes tre børn ihjel, hvis Sara ikke bringer sønnen til eksmanden, som der også blev sagt i den første trussel, hun modtog.

”Jeg undrer mig over, at man ved, at jeg har tre børn. Et af mine børn, kan man slet ikke se på sociale medier,” siger hun og tilføjer: ”Vi er rystede, og vi er bange.”

Sara vælger efter opkaldet at kontakte hendes gode bekendte, advokat Helle Hald, samt politiet.  

Efterfølgende kører de videre til familiefest, da de tænker, at det er sikrere hos Saras mands familie.  

Men det er ikke den eneste trussel, de modtager den dag. Da de er hjemme igen om aftenen, kan Sara se, at der er endnu en besked på hendes mobils telefonsvarer.

Da hun lytter til den, er det igen en anonym stemme. Men denne gang snakker stemmen ikke kun engelsk, og det er igen ikke samme stemme, som ved de tidligere trusler.

Sproget, der bliver talt i den lagte besked, lyder som en blanding af forskellige østeuropæiske sprog og italiensk. Sara forstår nogle af ordene som kaput og Italien.

Da hun har planlagt en ferie til Italien lidt senere på sommeren, med sin mand, tolker hun truslen, som om, at stemmen ved, at de skal på ferie til Italien.

”Hvor ved han det fra,” siger Sara, der fortæller, at truslerne bare fortsætter de næste dage.

Hun er på det her tidspunkt sikker på, at de bliver overvåget. Samtidigt holder hun hele tiden sin klient i Tyskland opdateret både på truslerne fra stemmerne, men også på hendes samtaler med politiet.

”Jeg tænker hele tiden på, at det er hende, der er i fare, og det er drengen, der er i fare,” forklarer hun.

Saras mand køber en ny telefon til Sara, fordi de tænker, at så stopper truslerne nok, for den kan de jo ikke også overvåge.

Tag på krisecenter

Den nyindkøbte telefon er med taletidskort, og Sara giver kun nummeret til sine tre børn og sin klient.

Sara og hendes mand har et sommerhus på Sjælland, som de bestemmer sig for at køre til.

De tænker, at de er mere sikre der, fordi det virker som om, at stemmerne overvåger deres hjemmeadresse.

Den 22. juni 2023 er Sara og hendes mand på vej over Storebæltsbroen i deres blå Audi, da Saras nye telefon ringer. Samtalen går igen ud i bilen gennem bilhøjtaleren. Det er stemmen, der snakker engelsk.

Stemmen siger – Now it is time, now you must die. The time has come. Now it is time. We know you are not home.

”Vi er rystede over, at de kan ringe til det her nummer, som jo er et taletidskort, som ingen har,” siger Sara og fortæller, at de med det samme kontakter politiet på Sjælland. De kontakter det sjællandske politi, fordi de er på Storebæltsbroen, og det er en del af den Sjællandske politikreds. Politiet tager det meget alvorligt, og kommer forbi Sara og hendes mands sommerhus.

I løbet af deres ophold på Sjælland modtager Sara flere trusler på sin nye telefon. Blandt andet den 25. juni, hvor den engelsktalende stemme siger, at Sara skal vide, at de har været i hendes hus, og at de ved, hvor kameraerne sidder, at nu skal hun dø, og de ved, hvor hendes søn og datter er.

Truslen kommer to gange kort efter hinanden og Sara kontakter politiet på Sjælland igen.

Politiet afhører Sara og hendes mand, og med sig har Sara også Helle Hald, som hun har bedt om at få beskikket som bistandsadvokat på det her tidspunkt.

Det har ikke været nemt at få hende beskikket, Sara har prøvet to gange ved en domstol i den del af landet, hvor hun har hjemmeadresse.

Begge gange fik hun afslag på grund af personlige forhold. Først i Vestre Landsret fik Sara tilkendt Helle til at bistå som hendes advokat.

”Underforstået, du er selv advokat, det må du selv klare,” siger Sara om de to afslag og uddyber, at hun er ret sikker på, at de personlige forhold, som hun ikke har kunnet få uddybet, må betyde, at hun ikke kan få beskikket en bistandsadvokat, fordi hun selv er advokat.

”Men sagen er, at det kan man ikke klare, når man er potentielt på flugt. Vi er rystede. Vi er bange,” siger hun og tilføjer:

”Vi taler med hvert af vores tre børn, som er dybt påvirkede af det også. De er jo påvirkede, fordi de har jo også børn. Vi har 9 børnebørn, så selvfølgelig påvirker det vores voksne børn.”  

Kort efter vender Sara og hendes mand hjem til deres hjemmeadresse. På vej hjem kører de forbi Fisketorvet og køber igen nye telefoner.

Helle Hald anbefaler Sara at kontakte Eagle Shark, der er et privat sikkerhedsfirma. De scanner bilen for overvågningstegn, og finder ikke noget. Samtidigt aflyser Sara og hendes mand deres ferie til Italien på grund af truslerne, som de har modtaget tidligere på ugen.

Samme dag den 28. juni, hvor de igen er hjemme på deres hjemmeadresse, sætter Sara sin nye telefon op. Med det samme tikker der en besked ind, hvor der står – Kurban Bayrami 2023.

Sara finder ved hjælp fra sin klient frem til, at det er en islamistisk festdag, hvor det fejres at en af profeterne ofrede sin førstefødte søn.

”Det bliver jeg jo meget, meget rystet over, og der ringer jeg til politiet, det er om aftenen. Der går to minutter, så står de her på mit kontor,” siger Sara, der som sagt har kontor på hjemmeadressen.

Hun viser politiet beskeden. De siger, hun skal tage på krisecenter.

På flugt ud af Danmark

Politiet har foreslået Sara at tage på krisecenter, men det vil hun ikke.

”Jeg har klienter på krisecenter. Vi er frygteligt bange, men det skal vi ikke,” siger hun og forklarer, at hun ikke føler, hun hører til på et krisecenter. Og fordi mange af hendes klienter også bor på krisecentre, vil det være for mærkeligt, synes hun.

Sara og hendes mand beslutter sig for at blive, hvor de er, og det beroliger dem, at politiet altid kommer så hurtigt, når de anmelder noget.

Samtidigt har Sara inddraget Advokatsamfundet, og de har hjulpet hende med at få en overfaldsalarm fra politiet.

”Jeg er virkelig bange. Jeg er bange på mine egne vegne og mine tre børns vegne, for det er meget personlige trusler, som jeg egentligt synes understøtter, at dem, der truer, vil gøre alt for at få fat i det her barn og få ham bragt til Danmark,” siger Sara og tilføjer:

”Jeg er ked af det på mine børns vegne og mine børnebørns vegne. Mine børn måtte gå ned til deres børns skole og fortælle, at vi har den her situation, så der skal passes ekstra godt på børnebørnene, som jo har samme usædvanlige efternavn som mig. Så frygteligt bange.”

Næste dag synes Saras mand alligevel, at de skal gøre noget, og han foreslår, at de forlader Danmark. Og det kan ikke gå hurtigt nok, fortæller Sara, at han siger.

Dagen efter er de ude af Danmark.

Først kører Saras mand hende og deres hund til et hotel i Flensborg, og efter en nat på hotellet, kører han hjem for at skifte bil.

”Så er vi stort set taget afsted med næsten ingenting. Lige toilettaske, taske og næsten ingen tøj,” siger hun og tilføjer: ”Jeg har det ganske forfærdeligt.”

Sara fortæller, at om morgenen, da hendes mand efterlader hende i morgenmadsrestauranten på hotellet for at køre tilbage for at skifte bil, sidder hun bare og ryster over hele kroppen.

”Jeg må bede restaurantchefen om at sætte sig ved siden af mig og tale med mig. Det var så vildt. Det var så vanvittigt. Pludselig dér får jeg en kropslig reaktion,” siger Sara og fortsætter:

”Jeg rystede simpelthen og tænkte; hvad skal der blive af os? Hvor skal vi tage hen? Hvordan skal man kunne forklare det her til nogen? Det var så forfærdeligt.”

Af det private sikkerhedsfirma får de at vide, at de ikke må booke noget over nettet eller gå på nettet i det hele taget. Derfor ender de med at køre fra hotel til hotel og sove, hvor der er plads.

De kører ned igennem Tyskland og Europa og videre til Italien

”Vi levede som nomader,” siger Sara.

”Vi stoppede, hvor der var plads og talte ikke med nogen,” tilføjer hun.

De er i løbende kontakt med det danske politi, men efterforskningen er belastet af, at politiet har sommerferie, og at flere af anmelderens, som Sara og hendes mand har lavet, er i forskellige politikredse, så der sker ikke vildt meget i den periode.

Den 6. juli, imens de stadig kører rundt i Europa, modtager Sara endnu et opkald. Det er den østeuropæiske stemme, der både taler gebrokken engelsk og det, Sara opfatter, som forskellige østeuropæiske sprog. Stemmen siger på engelsk, at de har taget Saras betalingskort, og at hun får problemer med mafiaen og banken.

”Vi skynder os at ringe til vores bank og fortæller banken, hvad det er, vi er udsat for. Banken siger, at der ikke er nogle problemer,” siger hun.

”Men igen en trussel til at gøre os urolige og fastholde os i, at vi befinder os i en farlig situation.”

Dagen efter modtager Sara endnu en trussel om, at hvis Sara ikke sender kvindens søn til Danmark, dræber de Saras datter.

Udover at Sara har videresendt alle truslerne til politiet og holdt Helle Hald opdateret, så er hun også hele tiden i kontakt med retspræsidenten i den kreds, hvor kvindens civile sag skal køre – altså den om forældremyndigheden.

Sagen har været udskudt på grund af truslerne mod Sara, men efter den sidste trussel, som er rettet mod Saras datter, beslutter Sara sig for, at hun gerne vil afbeskikkes i sagen. Så det anmoder hun retspræsidenten om. Og det får hun lov til.

”Det var jeg jo ked af i sig selv. Så sætter jeg min klient i en forfærdelig situation,” siger Sara om valget.  

Sara har på det her tidspunkt haft kvinden som klient siden foråret 2022 og altså i lidt mere end et år.

Nogle dage efter Sara er blevet afbeskikket sagen, beslutter Sara og hendes mand sig for så småt at køre hjem igen.

”Det gør vi, fordi nu er sommerferien ved at være slut i Danmark, og vi bliver ringet op af en meget, meget dygtig efterforsker hos politiet,” forklarer Sara.

Efterforskeren oplyser dem, at han - efter at have undersøgt telefonopkaldene med trusler mod Sara - har fundet en masse ip-adresser, og så et telefonnummer, som det danske politi gennem det tyske politi har fundet ud af, hvem tilhører. 
Og hvem det er, fortæller han i samme opkald til Sara.

En tilståelse

Nummeret viser sig at tilhøre en tysk mand. 
For at det ikke skal være nok, så er det en tysk mand, der bor i samme by, som Saras kvindelige klient.

”Så siger efterforskeren til mig – Det må være din klient.”

”Nej, det er det ikke. Hun er jo i livsfare,” husker Sara, at hun svarede efterforskeren.

”Jeg kunne slet ikke få det til at hænge sammen oppe i mit hoved,” tilføjer hun.

Da Sara og hendes mand er tilbage i Danmark den 21. juli, kører de hen på den politistation, hvor efterforskeren arbejder, for at se et billede af manden, der ejer telefonen, hvorfra en del af truslerne er kommet.

”Han så uhyggelig ud,” siger Sara om manden.

Det tyske politi anholder ham i den by, hvor Saras kvindelige klient også bor, i løbet af efteråret 2023.

Sara oplyser ikke sin tidligere klient, at hun nu har mistanke om, at det er hende, der står bag truslerne. Og derfor kontakter den kvindelige eksklient Sara flere gange, efter Sara er afbeskikket sagen, blandt andet for at få hjælp til at finde en ny advokat.

Der er også flere af de advokater, kvinden prøver at få til at repræsentere sig, der kontakter Sara for at høre, hvorfor hun er trådt ud af sagen.

”Så har jeg jo en kollegialt pligt til at fortælle dem, hvorfor jeg er trådt ud. Og så siger den ene advokat efter den anden – det vil vi heller ikke. Så derfor er det en katastrofe for hende,” siger Sara, der uddyber, at hun på det her tidspunkt ikke 100% ved, at det er kvinden, der står bag truslerne, da ingen er dømt. Hun fortæller også, at kvinden ender med at blive tildelt en beneficeret advokat.

I januar 2024 tilstår manden, der blev anholdt i Tyskland, overfor efterforskeren, at han har truet Sara.

”Men så siger han så, og det er næsten lige så uhyggelig,” siger Sara og fortsætter:

”Han fortæller til det tyske politi, som jo så afrapporterer til det danske politi, at det er min egen klient, der står bag truslerne mod mig.”

Langsomt begynder Sara og hendes mand at forstå, at det formentligt er hendes kvindelige klient, der står bag alle de trusler, der har præget deres liv siden starten af juni 2023. Altså i mere end et halvt år.

”Vi er – undskyld udtrykket – næsten vantro. Man kan næsten ikke tro, at noget kan være så raffineret som det her,” siger Sara.

”Jeg har læst hendes akter i næsten to år fra politi, fra læger, fra psykologer, fra krisecentre.

Jeg har læst, hvad drengen har sagt om sin far. Jeg kan simpelthen ikke fatte, at det her ikke skulle være sandt. Det har aldrig strejfet mig,” tilføjer hun.

”At hun kunne stå bag det her, jeg har haft så svært ved at acceptere det.”

Oplysningen er chokerende, men samtidigt kan Sara og hendes mand endelig få lidt ro.

Kvindens civilsag er afsluttet i Danmark, men hun er sigtet i Tyskland for dødstruslerne mod Sara. Sagen kører i Tyskland, fordi truslerne er afsendt derfra. Manden, der påstår, at det er kvinden, der står bag truslerne, er ikke dømt endnu.

K-NEWS har ikke kunnet få andet dokumentation på, at den tyske mand har tilstået til politiet og påstået, at Saras klient står bag truslerne, end Sara og hendes ord på det. Vi har dog set dokumentation på, at der kører en straffesag mod kvinden i Tyskland. Hverken det danske politi, eller den tyske advokat Sara har på sagen i Tyskland har ønsket at udtale sig i detaljer om sagen, da den stadig kører.

Lukker og slukker

I dag – omkring et år efter truslerne startede og et halvt år efter manden i Tyskland tilstod og påstod, at Saras tidligere klient står bag det hele – er der faldet lidt mere ro på hos Sara. Men selvom hun har fået psykologhjælp gennem Advokatsamfundet, lever oplevelserne stadig i hende, og når sagen på et tidspunkt skal for retten i Tyskland, skal Sara og hendes mand vidne.

Flere gange undervejs i Saras fortælling, siger hun, at hun bliver svimmel af at tale om oplevelserne. Hun fortæller også, at hun i perioden, hvor truslerne stod på, ikke gik på gaden, selvom hun havde en overfaldsalarm.

Hun har ikke turde gå tur med sin hund, og hun turde heller ikke selv køre bil.

”Jeg hyrede chauffør til at køre mig. Jeg har mange sager rundt i hele Danmark, og der har jeg også hyret en chauffør, for jeg er bange for at blive opsøgt af mænd på motorvejen,” siger Sara og tilføjer, at der ikke har været én nat, hvor hun og hendes mand ikke har været vågne.

”Det har været et mareridt, og du kan også mærke, at det påvirker mig meget at tale om det,” siger hun.

Hun er ikke længere bange for at blive dræbt, men hun frygter at chikanen kan komme igen, og hvilken betydning det vil få for hendes liv.

”Forstået på den måde, at man mister sine kræfter, både de psykiske og de fysiske kræfter. Det har været hårdt ikke at sove om natten. Det har været hårdt at skulle tænke på; er mine børnebørn sikre,” siger hun og fortæller også, at hendes søn ventede barn med sine kone, og i perioden med truslerne, talte de om at bryde kontakten, for at give hans kone den nødvendige tryghed.

Sara var efter hun kom hjem fra flugten i Europa sygemeldt i et par måneder, fordi hun simpelthen var svimmel hele tiden.

”Jeg kunne ikke gå på gaden uden at falde, fordi jeg var så overtræt,” siger hun.

Derfor har hun også bestemt sig for, at hun vil stoppe sin advokatpraksis. Hun er i den sidste tredjedel af sit arbejdsliv og har valgt at færdiggøre de sager, hun har lige nu, men hun tager ikke nye klienter ind.

”Min plan er at stoppe nu. Det har taget meget hårdt på mine kræfter. Og jeg kan ikke bare stoppe fra det ene øjeblik til det andet, for så efterlader jeg en hel masse klienter i nogle aktive sager, som har tillid til mig, og som regner med mig. Så der vil jeg gøre mine sager færdige, og så tager jeg bare ikke nye sager ind,” siger hun og tilføjer:

”Jeg har besluttet mig for, at nu lukker jeg stille og roligt og afleverer mine sager godt, og så håber jeg, at alle får det godt bagefter.”

Hvorfor skal man diskrimineres, fordi man kender juraen?

Ligesom de to andre advokater – Jesper Håkonsson og Liv Dyrhauge-Klargaard, der har fortalt om deres oplevelser med trusler og chikane, mener Sara, at man bør omfatte forsvars- og familieretsadvokater af straffelovens §119, og specielt de beskikkede.

I Saras sag lykkedes det hende at få beskikket en bistandsadvokat, men det var ikke nemt. Byretten afviste hendes ønske to gange, som sagt med en forklaring, der lød; ”personlige forhold”, og som Sara kun kunne tolke som betydende, at hun ikke måtte få en bistandsadvokat, fordi hun selv er advokat. Med argumentet at hun selv kender juraen, og det gør hun selvfølgelig også, men:

”Sagen er bare, at vi var så belastede af angst, og vi skulle forlade Danmark,” siger hun og tilføjer:

”Jeg havde brug for, at der var nogen, der gjorde det."

Først da hun som nævnt gik til landsretten og formulerede en klage over afgørelsen i byretten, fik hun beskikket Helle Hald som bistandsadvokat.  

K-NEWS har været i kontakt med Helle Hald, der er beskikket på Saras sag. Hun bekræfter forløbet med beskikkelsen. Afgørelsen fra landsretten, hvor Sara får beskikket Helle Hald kan også findes på Karnov.

”At man næsten skal tigge og bede om – i så alvorlig en situation - at få beskikket en bistandsadvokat. Det skulle bare være der med det samme. Hvis jeg havde været offentligt ansat, så havde jeg fået det næsten on the spot. Men fordi man er selvstændig, og man ikke er en del af den persongruppe, som er beskrevet i straffelovens § 119, så er det meget besværligt,” siger Sara og fortsætter:

”Og det, synes jeg, er forkert, fordi i og med, at man er en del af en offentlig retssag, og man bliver beskikket - det er en offentlig beskikkelse – så er man jo en del af den offentlige jura, og derfor bør man ikke diskriminere. Og så skal man have den samme retsstilling som dommere har eller anklagere for den sags skyld. Og det har vi ikke fået.”