04/08/2022 -

Partner tror på, at fremtiden kræver ny ledelsesstil


Mange unge og nyudklækkede jurister og advokater leder efter noget andet, end det de store advokathuse typisk tilbyder. Derfor tror Kromann Reumert-partner Christel Teglers på, at branchen bliver nødt til at gøre noget nyt og indse, at alt ikke kan måles og kvalificeres i timer. Det siger hun i Lederskabet.

Tekst: Cecilie Uhre


Billedet: Screendump fra Lederstof.dk

 

Det ulmer ude i advokatbranchen. På en måde har det både været undervejs og efterlyst i lang tid. Og selvom normen, ifølge partner i Kromann Reumert Christel Teglers, stadig er den samme, så vil den nye generation noget andet.

For mange af de nyuddannede jurister og advokater vil ikke have et job, hvor arbejdspresset i perioder er massivt, og de udelukkende måles på den indtjening, de generer til firmaet.

Og når man lægger de jobønsker sammen med faktummet, at advokatvirksomhederne lever af at tiltrække de bedste i faget, så har branchen et problem, fortæller Christel Teglers i podcasten Lederskabet, hvor ledelsesrådgiver Michael Uhrenholt hjælper ledere med at løse et problem eller dilemma.

“De unge, der kommer ind i vores branche i dag, leder efter nogle helt andre ting. Derfor tror jeg, at vi bliver nødt til at gøre noget anderledes ledelsesmæssigt, og vi må se i øjnene, at alt ikke nødvendigvis kan måles og kvalificeres i timer; vi skal finde en mere værdibaseret model, der tapper ind i en ny og mere bæredygtig virkelighed,” siger hun.

 

Mere individualitet og sårbarhed

Christel Teglers fortæller i Lederskabet, at normen i 2010, da hun blev færdiguddannet advokat, var at lidt blodsmag i munden talte som succeskriterie.

“For du arbejdede solen sort. Det viste jo, at du var en succesrig og eftertragtet advokat.”

Det er den norm, hun stadig mener hersker. En holdning hun ikke står alene med.

Blandt andet har tidligere jurastuderende Victoria Sobocki til K-NEWS sagt, at karakterfokusset på jurauddannelsen og ved advokathusene måske har en indvirkning på, at de studerende på jurastudiet frygter at fremstå svage.

Noget Victoria Sobocki selv ser som et problem, der både påvirker lysten til at spørge om hjælp, og indrømme at alt ikke altid er nemt.

Til K-NEWS fortæller hun blandt andet:

“Der var nogle, der spurgte: Hvorfor poster du om eksamensangst, tror du ikke, at dine arbejdsgivere vil se det i fremtiden og så ikke ansætte dig?” fortæller hun og fortsætter:

“Til det tænker jeg, at det er jeg da ligeglad med, så vil jeg ikke arbejde der jo. Hvis de fravælger mig, fordi jeg er normal og tør spørge om hjælp.”

Hos Lund Elmer Sandager fortæller partner Linea R. Conforti til K-NEWS, at de også arbejder mod en fremtid med et andet fokus, der både skal skabe mere diversitet og indrettes, så der er plads til mere individualitet og fleksibilitet.

For hende er det blandt andet måden man aflønner på, der skal op til revurdering.

“Når man sidder og kigger på aflønninger - både grundløn, men også bonus - er det vigtigt at have nogle fleksible systemer, der kan tilpasses den enkelte. Så der er mulighed for, at man i nogle år kan gå lidt ned i tid og i andre perioder give den max gas,” siger hun til K-NEWS.

For på den måde bliver der ifølge hende også plads til de advokater, der ikke passer ned i kassen ‘meget fremadstormende’.

 

En tilpasning til tiden

Christel Teglers fortæller til Lederskabet, at hun blandt andet ser en stor udfordring i den måde, firmaet sætter værdi på medarbejdernes tid og arbejde. For som hos så mange andre, opererer Kromann Reumert også efter en incitamentsmodel.

Det vil sige, at jo mere du arbejder, jo mere tjener du. Og her så Teglers gerne en fornyelse, der passer til tidsånden.

“Skulle vi ikke tage en dialog om, hvorvidt vi skal arbejde mindre og arbejde på andre måder, og om vi skal begynde at belønne dem, der arbejder meget teambaseret og uden rundsave på albuerne, eller om vi fortsat skal honorere en adfærd, der dybest set ender med at blive ret egoistisk,” siger hun i podcasten.

For Christel Teglers handler det både om at skabe bedre trivsel, men samtidigt er det også et udtryk for, at kunderne efterspørger noget andet og mere af advokatfirmaerne i dag. Ifølge hende lægger flere klienter nemlig vægt på det værdimæssige.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak