Angst.
Depression.
Og stilstand.
To år og fem forsøg brugte Victoria Sobocki på at bestå eksamen i Sikkerheds- og kreditorrettigheder på bachelordelen af sin jurauddannelse ved Københavns Universitet. Og de to år indebar alle ovenstående ord.
Hun valgte at dele det i et opslag på den største juragruppe på Facebook. For inden sidste eksamensforsøg havde hun desperat brug for hjælp.
“Det var nok den værste periode i mit liv indtil nu både studiemæssigt, familiemæssigt og psykologisk. Blod, sved og tårer bogstaveligt talt og mange mareridt. Det var ligesom filmen Groundhog Day. En film, hvor en fyr vågner op, og hver dag er præcis den samme, og han opdager, at han ikke kan gøre noget, for alle siger det samme, og alt er ens. Og det føltes lidt som den film,“ siger hun og tilføjer:
“Du gør bare det samme hele tiden. Læser de samme sider hver dag. Tager de samme eksaminer, de samme kurser og løser de samme opgaver. Dit liv er gået i stå, og alle andre er bare på vej videre.”
Hun endte med at få hjælp fra en fyr, der skrev til hende over Facebook efter at have set hendes opslag. Han læste jura på Aarhus Universitet.
Det må være os, der sætter kravene nu. Engang var det arbejdsgiverne, men nu må vi tage kampen op.
Med hans hjælp bestod hun sin eksamen. Efter to år, der både havde indebåret perioder med betablokkere, antidepressiva og sovepiller.
Og så en god portion ærlighed, som man måske sjældent ser hos jurastuderende.
Man må ikke fremstå svag
Facebook-opslaget, hvor Victoria Sobocki bad om hjælp, skrev hun tilbage i 2018. Og hun modtog og modtager stadig forskellige reaktioner på det.
Som til en forårsfestival i år, hvor en fremmed pige kom hen og gav hende et kram og sagde, at det opslag Victoria Sobocki havde lavet, betød rigtigt meget for hende, fordi hun fik et indblik i, at alle ikke var lavet af stål på jurastudiet, og det gjorde, at hun kunne slappe mere af.
“Jeg kendte slet ikke pigen, hun var lige startet. Jeg havde slet ikke troet, at det stadig ville have den her effekt,” siger Victoria Sobocki og fortsætter:
“Det må være en syg kultur, der er. Hvis bare det at være normal er en heltegerning.”
Men hun er også blevet mødt med undren over, at hun deler ud af sig selv fra andre studerende.
“Der var nogle, der spurgte: Hvorfor poster du om eksamensangst, tror du ikke, at dine arbejdsgivere vil se det i fremtiden og så ikke ansætte dig?” fortæller hun og fortsætter:
“Til det tænker jeg, at det er jeg da ligeglad med, så vil jeg ikke arbejde der jo. Hvis de fravælger mig, fordi jeg er normal og tør spørge om hjælp.”
Hvorfor tror du, de tænker det?
“Måske har de sat sig i hovedet, at de vil have et job, der er svært at komme ind på, og som har en lidt giftig kultur. Og det må de jo selv om, men jeg har ikke samme ønske i mit liv,” siger hun og tilføjer senere.
“Folk er bange for at fremstå svage for enhver pris.”
Victoria Sobocki fortæller, at frygten for at fremstå svag måske netop kommer fra det karakterfokus, der er både på studiet, hos de studerende selv og hos de store advokatvirksomheder, som mange af de jurastuderende higer efter.
På jurastudiet er der, ifølge Victoria Sobocki en masse rygter, blandt andet om at karaktergennemsnittet skal ligge på noget bestemt for at skabe et kunstigt pres, men der er også rygter om, at folk deler forkerte noter rundt med vilje.
Og selvom det måske kun er rygter, så skaber det stadig et pres på de studerende, mener hun.
“Mange siger, at karaktererne er det eneste, der betyder noget. Der er en del, der ikke ser venner, kærester eller familie, fordi de siger, at hvis de ikke får 10 eller 12, så kan de bare droppe det.”
“Det (at karakterer er det eneste, der betyder noget), synes jeg ikke, er rigtigt.” siger Victoria Sobocki.
Og så er der det med, at ingen vil fremstå svage eller sige, at de har brug for hjælp. For der er næsten ingen, der vil tale om, at det er hårdt at læse jura, eller indrømme, at de ikke får 10 eller 12 hver gang.
Også selvom studiemiljøundersøgelser viser, at flere af de studerende på jura både føler sig ensomme, er deprimerede og får fysiske og psykiske problemer på grund af presset på studiet i forhold til karakterer og prestige, og at gennemsnittet for blandt andet den eksamen, som Victoria Sobocki kæmpede med, har en høj dumpeprocent og et gennemsnit på 4,4 i sommeren 2016 og 3,7 i sommeren 21, hvor faget nu hedder Tings- og kreditorret.
Ansvaret er hos de studerende selv
Hvis man spørger Victoria Sobocki om hvorfor, det er sådan. Hvorfor de jurastuderende ikke har tid til at prioritere venner og familie ved siden af studiet. Og hvorfor de ender med at blive så pressede, at nogle af dem får angst og depressioner, svarer hun udbud og efterspørgsel.
Der er så mange jurister, der kæmper om de samme prestigefyldte arbejdspladser.
“Der er så mange, der gerne vil ind på de få kontorer, og de få kontorer sorterer fra baseret på karakterer - måske også lidt personlighedstest, men for det meste er det karakterer,” siger hun.
Hun mener, at de store advokatkontorer og måske også medierne har været med til at lave et billede af den perfekte branche med advokater i jakkesæt på piedestaler, som arbejder 80 timer om ugen og ikke har noget liv.
Men kulturen ændres jo ikke af sig selv. Man kan ikke bare sætte sig tilbage og sige, at jurist- og advokatkulturen skal ændre sig.
“Hvis man nu lavede et andet portræt af den perfekte advokat, hvor de har familier eller hobbyer. Eller hvor de synliggør, al den stress advokater og jurister ofte er under, så villle mange nok få en anden synsvinkel på det hele,” siger Victoria Sobocki.
Så kunne KU gøre noget for at fremme det?
“Der er jo allerede meget på KU. Der er uni-valg, studiegrupper, studentervejledning og studenterrådgivning og endda en studenterpræst. Der er allerede alle mulige hjælpemidler omkring eksamensangst og det sociale liv, men folk vælger lidt det stressede liv selv. De siger selv, jeg skal arbejde 80 timer om ugen for det her firma og være top lawyer. De deltager ikke i events, hvis de ikke er 100% eksamensrelevante. De vælger selv at være passive. På de sociale medier har folk ikke coverbillede eller profilbillede, for hvad nu hvis en fremtidig arbejdsgiver ser det. Det kunne jo skade deres karrieremuligheder. Man bytter lidt sin identitet ud med noget coporate-venligt.”
Burde de store advokathuse gøre noget?
“Hvordan ville man filtrere i stedet? Mange kan jo fake en samtale. Hvis du ændrer det med karakterer, så bliver det bare noget andet, der bliver gamet. Jeg ved ikke, hvordan det kan løses. Jeg tror, det skal komme fra folk selv, at de siger nej til det, hvis de ikke har lyst til det.”
Og det var også, hvad Victoria Sobocki selv gjorde, da hun skrev Facebook-opslaget. Hun gad ikke holde en facade og se ud som om, at det hele var nemt for hende.
Hun tror, at hvis flere indrømmede, at de også en gang imellem har det hårdt på studiet, kunne kulturen blive sundere.
“Så får vi nok færre problemer med stress, ensomhed, depression og misbrug. Jeg ville sige, at det er en god idé at tale mere om det. Jeg vil opfordre folk til at gøre det. Selvom jeg godt kan forstå, at de er bange. Men kulturen ændres jo ikke af sig selv. Man kan ikke bare sætte sig tilbage og sige, at jurist- og advokatkulturen skal ændre sig, for firmaerne ser ikke ud til at ændre det,” siger hun og fortsætter:
“Det må være os, der sætter kravene nu. Engang var det arbejdsgiverne, men nu må vi tage kampen op. Nu er det måske arbejdstagerne, der sætter kravene.”
Der er andet end jura
Og hun har også selv taget kampen op på sin egen måde. Hun er i dag ansat på deltid som advokatfuldmægtig hos et nyopstartet advokatkontor, der hedder Advora Law Firm.
“Jeg har selv valgt at arbejde deltid, så jeg kan lave nogle andre ting de to dage, hvor jeg ikke arbejder. Det er ikke fordi, jeg er syg eller har børn, som ellers ser ud til at være den eneste grund til deltid i dag. Jeg er 26 år og vil gerne bruge min tid på venner og familie, samt udvikle mig selv og f.eks. tage til udstillinger, konferencer, koncerter og events samt uddanne mig mere. Det er de bedste år af vores liv, som vi betaler med, når vi arbejder hele tiden,” siger hun.
Tror du, at der er flere, der i fremtiden vil komme med samme krav til arbejdsgiver som dig?
“Jeg synes godt, jeg kan se det lidt - især efter corona. De stiller flere krav om hjemmearbejde, hybridarbejde eller fleksible timer. Jeg ser ikke så mange, der kun arbejder tre dage om ugen, men jeg tror, det er fordi, de måske har sat sig nogle dyre steder og har dyre levestandarder. Hvis jeg havde gjort det, så havde jeg nok heller ikke haft råd til kun at arbejde tre dage, men jeg har valgt at bo billigt.”
”Jeg siger ofte for sjov, at jeg ikke vil være den rigeste person på kirkegården, og det tror jeg bestemt, der er noget sandhed i. Samfundet ser ud til at være bygget op omkring spørgsmålet: Hvad arbejder du som? Jeg synes hellere, vi bør vende det om og spørge: Hvem er du som individ? Er du lykkelig?”