Det må du kunne tåle, for du er jo advokat

“Så opdager jeg pludselig, at hun har sendt en kontaktanmodning på Snapchat. Min telefon kan genkende hendes nummer, så jeg kan se, at det er hende, men hun har kaldt sig noget andet. Hun har kaldt sig et mandenavn. Jeg magtede ikke engang at tage fat i politiet og sige, at hun overtrådte tilholdet igen.”

“Jeg kunne bare mærke, at jeg magter det ikke, fordi hvad får jeg ud af at gå i retten? Intet.”

Liv Dyrhauge-Klargaard fortæller om episoden en juni-dag i år nærmest præcis seks år efter kvinden, der chikanerede og truede hende og hendes familie i over et år, blev dømt. Men selvom det næsten er seks år siden, at truslerne og chikanen stoppede, spøger kvinden stadig i Livs tanker.

Det er samme kvinde, der har forsøgt at kontakte Liv på Snapchat under et andet navn. Liv fandt kontaktanmodningen for et par dage siden, og hun er overbevist om, at kvinden forsøger at få Liv til at overtræde tilholdet, som Liv fik nedlagt mod kvinden i forbindelse med truslerne i foråret 2018.

“Når det udløber, så er jeg meget spændt på, hvad der sker,” siger Liv Dyrhauge-Klargaard.

“Vreden (red. kvindens vrede) er så stor, og sagen er teknisk set ikke slut endnu. Den slutter jo først, når hendes barn er 18. Og det er vel om 10 år. Så jeg tænker, indtil barnet er voksen, så er hun sur på mig,” tilføjer hun.

Forældremyndighed til far

Vi spoler tiden tilbage til efteråret 2016. Liv Dyrhauge-Klargaard er blevet beskikket i en sag, hvor en mor har slået et familiemedlem. Det betyder, at moren både skal igennem en straffesag og i Familieretshuset, hvor det skal vurderes, om hun fortsat skal have sit barn boende hos sig hver anden uge. Et barn hun lige nu deler i en 7-7-ordning med barnets far. Det er den del af sagen, som Liv er en del af. Liv Dyrhauge-Klargaard repræsenterer nemlig faren.

Detaljerne i dette afsnit omhandlende sagens forløb i forhold til forældremyndighed, bopæl og samvær er udelukkende baseret på Liv Dyrhauge-Klargaards udsagn. K-NEWS har ikke haft mulighed for at kigge ind i de konkrete afgørelser, idet alle familiesager behandles for lukkede døre, og dermed er det ikke muligt at få aktindsigt i retsbøger eller lignende.

Sagen starter som sagt i Familieretshuset. Her får faren tilkendt midlertidig bopæl. 
Og det er her, Liv første gang møder moren. Allerede ved første møde kan Liv mærke, at moren ikke bryder sig synderligt om hende. Men Liv tænker ikke videre over det, for børnesager er ofte højkonflikt, og det får nogle gange folk til at opføre sig ubehageligt.

“Altså jeg ville overhovedet ikke have tænkt på det. Hvis der ikke var sket noget efter (red. efter første møde i familieretshuset), så havde jeg formentligt glemt det,” siger hun i dag og uddyber, at sagen efterfølgende skulle for retten, hvor det skulle vurderes, om moren skulle have frataget forældremyndigheden permanent.

I ventetiden mellem afgørelsen i Familieretshuset, og at sagen kommer for retten, begynder Liv at modtage beskeder fra moren, hvor moren blandt andet sviner hende til og kalder hende en led kælling, der har ødelagt alt og er skyld i, at moren aldrig skal se sit barn igen.

Men de beskeder slår Liv hen og gør ikke andet end at skrive til morens advokat, at hun gerne vil bede advokaten om at få sin klient til at stoppe med at kontakte hende, for det må klienten ikke.

“Så stopper det normalt,” siger Liv Dyrhauge-Klargaard og tilføjer: 

”Så her registrerer jeg heller ikke, at der er noget, der er ved at være helt skævt.”

Da de tre måneder senere er i retten for at få afgjort, om moren skal miste sin bopæl permanent, kan Liv mærke, at moren hele tiden søger hende. Hendes kropssprog er rettet mod Liv, og hun sender Liv mange “vrede blikke”.

“Som jeg husker det, må dommeren også flere gange sige, at hun ikke skal tale til mig, hun skal kigge op på retten, når hun svarer,” fortæller Liv og uddyber, at hun næsten ikke stiller moren nogle spørgsmål i retten, fordi hun kan mærke, at hun alligevel ikke får noget ud af moren, men det hidser nærmest moren endnu mere op, for moren både kigger vredt på Liv og råber ad hende.

Udfaldet af retssagen bliver, at moren mister bopælsretten, og at barnet nu har bopæl hos faren. Moren får heller ikke noget fast samvær, ifølge Liv.

Men Liv fortæller, at hendes klient - altså faren - synes, at de skal prøve at få en aftale om en form for kontakt mellem barnet og moren. De snakker blandt andet om et overvåget samvær eller noget, hvor bedsteforældrene er inde over. Derfor kontakter Liv morens advokat for at få sat det i stand.

I samme periode får moren det dog rigtigt dårligt, fortæller Liv. Derfor bliver faren bekymret og synes ikke, de skal lave aftalen om samvær alligevel.

“Og jeg tror faktisk, at det er det, der tænder hende, fordi så bliver hun ved med at holde fast i, at jeg har løjet, og jeg har snydt,” siger Liv Dyrhauge-Klargaard og uddyber:

“Så bliver hun ved med at skrive til mig og bede om den her samværsaftale. Og jeg bliver ved med at sige, at min klient ønsker alligevel ikke at indgå den. Og så gik hun bare i selvsving.”

Næsten 100 klagesager

I en kort periode hører Liv Dyrhauge-Klargaard ikke noget fra moren. Hun har haft sagen i godt et år. Men en dag i 2017 bliver hun ringet op af en af de bestyrelser, hun sidder i som advokat. De har modtaget en klage om, at hun har lavet dokumentfalsk. 

Liv finder ud af, at moren har sendt klager til alle de bestyrelser, som hun sidder i. Liv har ikke opdaget det før nu, fordi hun ikke er Cc’et på klagerne. Det betyder, at alle bestyrelserne kontakter hende.

“De havde brug for at høre, at jeg ikke havde gjort det. Jeg følte, jeg var under anklage for noget, som jeg ikke helt vidste, hvad var, og som i øvrigt var skørt,” siger Liv og uddyber, at det først er, da hun kan vise, at moren har klaget til alle bestyrelserne, som Liv sidder i, at de begynder at tro på hende.

Hun truer med at klippe mine fingre af og slå mig ihjel

Udover ubehaget over at blive anklaget for noget uberettiget, så betød de mange klager også, at Liv Dyrhauge-Klargaard var nødt til at involvere hele sin professionelle omgangskreds i sagen om moren og bruge tid på at forklare og bevise, at hun altså ikke havde lavet dokumentfalsk i nogle af bestyrelserne. Samtidigt er moren sygeplejerske, og Liv beskriver hende også som velformuleret og ikke en, man ville mistænke for at true, chikanere eller lyve, hvilket ifølge Liv gjorde folk mere mistroiske overfor hende selv.  

“Jeg skulle hele tiden fortælle - jamen det er en børnesag, mor er syg, det er ikke mig,” siger Liv Dyrhauge-Klargaard og uddyber, at hun brugte rigtigt meget tid på at rense sit eget navn igen og igen.

“Du skal finde alle sagens akter, du skal lave en redegørelse. Og med hendes klager, skulle jeg også prøve at finde ud af, hvad det egentligt er, hun klager over. For det var jo meget lange breve. Og igen, hvordan beviser du, at du ikke har lavet dokumentfalsk. Sådan var det hele vejen igennem. Så jeg brugte så meget tid og mental energi på det,” siger hun og tilføjer:

“Jeg begyndte i perioder at have meget svært ved at huske mit arbejde. Jeg nåede ikke mine ting. Jeg var træt. Og hver gang telefonen ringede, fik jeg til sidst et sug i maven. Altså det der ubehag. Jeg kunne simpelthen ikke mere, for hun blev ved og ved og ved og ved.”

Liv beskriver en følelse af at køre i ring. Klagerne kom konstant, hun skulle besvare dem, og  samtidigt skulle hun også forklare moren, at klagen var sendt forkert, fordi hun som advokat er forpligtet til at orientere, når en klage er sendt forkert. Derfor nåede hun ikke sit eget arbejde. Hun skulle hele tiden fortælle den samme historie og blev hele tiden mødt af svaret - du må jo have sagt noget selv, det kan jo ikke passe - af sin omgangskreds. Fordi hvorfor skulle en udefra set normal kvinde, der er sygeplejerske og velformuleret, lave så mange falske klager?

Perioden med klagerne løber over mere end et år, og da hun senere vælger at anmelde moderen, og klagerne i den forbindelse bliver talt op af Anklagemyndigheden, løber de op i næsten 98 klager til forskellige instanser.

“Herunder Advokatnævnet syv gange," siger Liv.

Jeg klipper dine fingre af

Men i løbet af 2017 udvikler situationen sig yderligere. For ikke nok med at moren prøver at få Liv Dyrhauge-Klargaard til at fremstå som en dårlig advokat, der snyder, hun begynder også at ringe til det kontor, hvor Liv er ansat som advokat. Et mindre kontor med kun en anden advokat udover Liv og to sekretærer.

“Hun begynder at ringe til kontoret og bare skrige af vores sekretærer, og så ringer hun uafbrudt ti gange i streg,” siger Liv og uddyber, at hun har en periode, hvor moren ringer og råber og skriger dagligt og godt ti gange om dagen. Hvilket også betød, at hun blokerer andre indgående opkald.

“Man kunne ikke arbejde, fordi så blev receptionisten hylet ud af den, og så var der ikke nogen til at tage telefonen,” fortæller hun.  

K-NEWS har været i kontakt med Livs tidligere kollega, der bekræfter, at moren i perioden ringede konstant til kontoret. Han tilføjer også, at han på et tidspunkt modtog mellem 50-200 opkald om dagen fra kvinden.

På det her tidspunkt er der gået omkring et år, hvor Liv Dyrhauge-Klargaard har arbejdet med sagen. Et halvt år uden de store chikaner eller trusler, hvorefter klagerne over hende til diverse bestyrelser begyndte. Hun beskriver selv, at hendes grænse for, hvad man skal finde sig i, er rykket allerede her. Derfor er det også hendes kollegaer, der siger fra.

“De andre reagerer mere hensigtsmæssigt,” siger hun og fortæller, at sekretærerne ikke længere vil tage telefonen, når de kan se på nummeret, at moren ringer og til sidst, siger en kollega til Liv, at hun er nødt til at søge tilhold.

Liv Dyrhauge-Klargaard søger et tilhold, men det får hun afslag på hos Fyns Politi.

Fyns Politi og tilholdet vender vi tilbage til, for det er ikke sidste gang, Liv Dyrhauge-Klargaard kommer til at forsøge at få et tilhold, men må gå tomhændet hjem.

Først skal vi tilbage til en weekendmorgen også i 2017.

Liv vågner ved at hendes telefon ringer. På det her tidspunkt har Liv kodet morens nummer ind i hendes telefon, men opkaldet denne weekendmorgen vækker hende, og i hendes forvirring kigger hun ikke på, hvem opkaldet kommer fra. Hun tager den bare.

I den anden ende af røret er moren.

“Hun truer med at klippe mine fingre af og slå mig ihjel. Og fordi jeg er søvndrukken, så lægger jeg på, og så får jeg ikke reageret rigtigt,” husker hun.

Livs mand, der ligger ved siden af hende, spørger, hvad det var. Og da Liv gengiver samtalen:

“bliver han fuldstændig hysterisk,” og siger, at Liv skal politianmelde moren, og det skal være lige nu.

Advokater skal kunne tåle noget

Liv gør som hendes mand siger. Hun ringer til Fyns Politi samme morgen, som hun modtager dødstruslen.

Men igen vil Fyns Politi ikke tage imod anmeldelsen.

“Vagthavende griner nærmest af mig,” fortæller Liv Dyrhauge-Klargaard om, hvordan hun husker sin oplevelse med politiet.

“Jeg bliver enormt vred, og så tænker jeg bagefter, gud, har jeg nu overfuset en betjent, for jeg blev rigtigt vred til sidst og sagde, at det simpelthen ikke kan passe,” tilføjer hun.

Liv kan ikke huske alt, hvad betjenten præcis sagde til hende, da han afviste at tage imod anmeldelsen. Men hun husker, at han sagde: du er jo advokat, du må jo kunne tåle mere.

“Det var ikke det svar, jeg havde regnet med. Jeg havde regnet med, at det tog man alvorligt,” siger Liv.

Omkring en uge efter første dødstrussel modtager Liv én mere fra moren. Denne gang er hun mere beredt. Derfor skriver hun ordret ned, hvad truslen lyder. Hun ringer igen til Fyns Politi for at anmelde moren.

“Da det sker igen, så tænkte jeg, okay, nu er det trods alt anden gang, og jeg ved, at de havde registreret det på mit CPR-nummer. Så jeg tænkte, at det kan de jo også se, når de slår op på CPR-numre”

Da Liv får fat på Fyns politi igen, kan hun huske at betjenten, der tager imod hendes opkald, bliver stille.

Betjenten spørger om Liv ikke er advokat, hvortil Liv svarer, at jo det er hun. - Men så må du jo være vant til den slags - fortæller Liv, at hun husker, betjenten svarer.

“Så siger jeg, at jeg gerne vil anmelde hende,” fortæller Liv og siger, at betjenten afviser hende igen.

“Så tror jeg faktisk, at det er der, jeg opgav det.”

Sideløbende har Liv på opfordring fra kollegaen på hendes kontor arbejdet på at få et tilhold til moren, og det fokuserer hun på, efter andet afslag fra politiet om at anmelde. Derfor registrerer hun alle opkald fra moren i løbet af 2017 og frem til hun får tilholdet i sommeren 2018.  

K-NEWS har kontaktet Fyns Politi og fortalt dem om Livs oplevelser i forbindelse med forløbet.

Fyns Politi er vendt tilbage med nedstående skriftlige svar:

”Fyns Politi modtager alle indgivne anmodninger om tilhold. Anmodninger om tilhold behandles af personale, som har særlige kompetencer i disse sager. I enkelte sager kan det stå klart allerede ved begæringen om tilhold, at der ikke aktuelt vil være grundlag for at meddele et sådan. I disse tilfælde vejleder vi borgeren om, hvordan denne bør forholde sig, samt hvorledes denne sikrer fremadrettet dokumentation ved eventuelle fortsatte henvendelser. I samme ombæring vurderes det, hvorvidt der sikkerhedsmæssigt bør iværksættes særlige initiativer med henblik på at beskytte den udsatte.

Fyns Politi beklager den oplevelse fra 2017/2018, som beskrives fra advokat Liv Dyrhauge-Klargaard. Fyns politi er ikke i besiddelse af optagelser af telefoniske henvendelser så langt tilbage, og vi kan derfor ikke kommentere yderligere herpå. I Fyns Politi tilstræber vi altid, at borgere som henvender sig til os oplever at blive set og hørt på respektfuld vis, ligesom anmodninger om tilhold altid tages alvorligt. Vi tager altid gerne imod feedback, hvis en borger ikke oplever dette.”

Liv Dyrhauge-Klargaard går et år i møde med flere trusler og specielt én oplevelse, der virkelig sætter aftryk. Det kan du læse mere om i anden halvdel af artiklen, som udkommer i næste uge.