”Det er politiseringen af juraen, som jeg finder problematisk”

Billedet: Udsnit fra cphdox.dk.

Denne artikel med Dan Moalem, der på vores opfordring gæsteanmelder og kommenterer den svenske dokumentar Children of the Enemy, har ikke tidligere været publiceret. Men de kommende dage og hen over nytåret genopfrisker vi en række film fra CPH:DOX i maj - nemlig de dokumentarfilm med juridiske perspektiver, der blev vist under kategorien Justice.

I den kategori blev også Children of the Enemy vist.

På K-NEWS håber vi, at Dan Moalems kritiske ord og blik vil fungere som en kickstarter af denne lille nytårsserie om juridisk snittede filmanmeldelser. For det er både paradoksale, interessante, rørende og vedkommende problematikker, de seks film tager under lup - eller kalejdoskop, hvis man synes, det er en bedre beskrivelse. For dokumentarfilminstruktørernes valg lægger jo altid det afgørende snit.

Ligesom vores øvrige ’gæstefilmanmeldere’ så Dan Moalem faktisk filmen i maj måned i forbindelse med CPH:DOX. Og vi fik hans meninger. Men på grund af forskellige forsinkelser, der gjorde, at vi fra redaktionens hånd først havde artiklen færdigskrevet, efter filmfestivalen var slut - den løb fra 21. april til 12. maj - valgte vi på K-NEWS at gemme artiklen til sidst på året og lave denne ’artikelpremiere’ som kickstart på de andre repremierer. Dermed afslutter vi året med nogle af de store perspektiver - og så endda pakket ind i kultur.

De øvrige gæsteanmeldere er ombudsmand Niels Fenger, advokat Mathias Rose Svendsen, Justitia-vicedirektør Birgitte Arent Eiriksson, lektor på Århus Universitet Nikolaj Sivan Holst, lektor på Københavns Universitet Søren Stig Andersen og professor på Københavns Universitet Trine Baumbach. 

Du finder link til deres gennemgange af film nederst i denne artikel.

Juridisk ligetil

”Jeg har set filmen, og jeg har tænkt en del over den. Jeg er stadig i tvivl, om jeg kan lide den. Det synes jeg nu ikke er negativt. Så har den i hvert fald provokeret mig.”

Sådan indleder Dan Moalem sin mail til K-NEWS, efter han har set den 95 minutter lange film om den svensk-chilenske morfars kamp for at hente sine syv børnebørn til Sverige fra den fængselslejr, de sidder i.

Og om det faglige, også selv om det ligger uden for de specialeområder Moalem til daglig beskæftiger sig med, er dommen klar.

”I relation til juridiske problemstillinger så synes jeg faktisk, at det er ret ligetil. Skal børn bøde for deres forældres gerninger? Skal den svenske stat få børnene hjem?”.

Dan Moalem, partner i Moalem Weitemeyer Advokatpartnerselskab, svarer selv på de spørgsmål om lidt. Og det er værd at notere sig, at hans svar er afleveret til K-NEWS, længe inden Rigsretssagen overhovedet var i gang.

Men først kort nogle linjer om dokumentarfilmfestivalen, der har vokset sig til en af de store i verden på sit felt. Gennem de seneste år har de med kategorien Justice valgt at vise en række værker, der - med alle filmmediets virkemidler og ført af instruktørens hånd - smækker spørgsmål om retssikkerhed helt op i ansigtet på os. På den måde tager CPH:DOX enkelthistorier, der kan være stærkt følelsesladede i øjeblikkene, hvor de foregår, og folder dem ud så større, underliggende spørgsmål bliver synlige og fastholdt. For den indsats var CPH:DOX i øvrigt indstillet til Karnovs Nytænkerpris.
Filmfestivalen måtte dog tage til takke med at være med i finalefeltet, da nytænkertitlen og maleriet, der fulgte med æren, gik til Miriam Michaelsen.

Det efterlod et usmageligt indtryk hos mig. Også selvom hans gerninger naturligvis har et nobelt formål i dag.

Dan Moalem om fortællingen og hovedpersonen, morfaren i Children of the Enemy

Også i Danmark har omdrejningspunktet for Children of the Enemy været særdeles nærværende i 2021. Prøv at spørge Knud Foldschack, om det er en type historie, han har brugt tid på i det forgangne år. Eller du kan lytte, når han fortæller om det i en af vores podcast på K-NEWS, som vi udgav i juli måned.

Sekteriske bedsteforældre

I Children of the Enemy er børnene svenske - født af en svensk ung kvinde, der ligesom sin svenske, radikaliserede mand er blevet dræbt, efter de tog til Syrien og deltog i krigen på Islamisk Stats side. Filmens hovedperson er morfaren, svensker, musiker med chilensk baggrund. Tidligere gift med en svensk kvinde - børnebørnenes mormor. Mormoren er også med i filmens sidste dele, da hun kommer til det hotel, hvor morfaren opholder sig med børnene, efter han - efter en lang tålmodighedskrævende kamp om og med økonomi, muligheder og myndigheder - har fået dem fri af den lejr, de boede i som forældreløse.

Mormoren har ikke som morfaren et ønske om at få dem væk fra den religion, som hun og børnenes nu døde mor konverterede til. Fremstillingen af mormoren er noget, der hænger ved.

”Hans ekskone og datterens moder finder jeg direkte afstumpet og forfærdelig. Hende er der ikke noget formildende at sige om. Hende rammer dokumentaristen helt præcist. Tonedøv, egoistisk, ekstremistisk. Hun gjorde faktisk det største indtryk på mig.”

Den for - nok de fleste - læsere og seere svært forståelige trang hos mormoren til at holde børnene i en verdensforståelse, som børnene i alderen et til otte år netop er ved at slippe ud af, fylder ganske meget i filmens slutning.

Hvor mormor fremstår radikal på den ene side, står morfar lige sådan på den anden.

”Sådan set igen en ret usympatisk fremstilling af dem begge. De er jo lige tonedøve. Bedstefaderen overfor, at religion kan rumme noget skønt, og bedstemoderen overfor, at et sekulært liv kan være det rigtige for børnene. De er lige ”sekteriske” i deres tro på, at de har valgt den rette vej. Det er nemt at få sympati for bedstefaderen, men også kun nemt”.

Siger altså Dan Moalem, der grundlæggende ikke bryder sig om filmens hovedperson - eller i hvert fald den måde, han fremstilles i dokumentarfilmen.

”Jeg finder hovedpersonen voldsomt provokerende. Gennem filmen og hans udsagn står det klart, at der er tale om en giga egoist. Et menneske, som har levet sit eget liv i Sverige, og så har konen og børnene måttet klare sig selv. Hans manglende tilstedeværelse er i mine øjne vel en af grundene (men absolut nok heller ikke alle grundene) til, at datteren og moderen er søgende efter noget mening med livet og finder det i radikal islam. Derfor er han som person utroværdig, og hans jagt på sine børnebørn virker søgt og konstrueret.”

Dan Moalem refererer til hovedpersonen Patricio Galveys egne beskrivelser af sig selv og livet som - fraværende far - og musiker i Sverige.

”Hvor kommer den pludselige overflod af kærlighed og omsorg til børn, han ikke kender, og til sin datter, som han var ligeglad med? Som scenekunstner er han vant til og har nydt hele livet, rampelyset. Og jeg sad med en fornemmelse af, at det havde han nu fået igen. Det efterlod et usmageligt indtryk hos mig. Også selvom hans gerninger naturligvis har et nobelt formål i dag, så er jeg nødt til at fremhæve, at jeg oplever hovedpersonen som utroværdig. Men hans formål er nobelt.”

Brev fra den døde mor

Et tema, der gentages og er gennemgående i filmens slutning, handler om tilgivelse og forståelse. Et brev fra den unge nu afdøde mor til de syv børn læses op mod slutningen. Familien skal forstå, at hun er glad, der hvor hun er - altså hos Islamisk Stat - fordi, som hun skriver, ”her er vi frie til at være dem vi er uden problemer”.

Den unge kvinde skriver før sin grav om, at hun med sin - og sin mands - tro ikke føler sig velkommen i Sverige. Og K-NEWS spørger Dan Moalem, der er praktiserende jøde, om ikke netop de referencer ekkoer med det jødiske folks velbeskrevne, ikke imødekommede trang til at føle sig accepterede gennem historien. Og det sat ind i en nutid af, at vi i Europa har konstitutionel ret til at tro, hvad vi vil, men måske ikke er så vanvittigt gode til at skabe rammerne for det.

Dan Moalem svarer.

”Jeg synes ikke, at den gav mig nogen association til jøderne og forfølgelserne af dem. Jødernes ønske om fred til at tro er et introvert ønske – et ønske om, at netop den frihedsrettighed også gøres tilgængelig for jøderne. Datterens udsagn synes jeg er patetisk, fordi hun kunne være flyttet til Saudi Arabien og levet der. Eller Egypten. Nej, hende og hendes skøre mand meldte sig frivilligt og åbent (med egen YouTube-kanal) til at tage til Syrien for at slå ihjel, udrydde, voldtage, torturere og dræbe. Den slags fascistisk udleven af egen ret på bekostning af andres har jeg kun foragt tilovers for. Derfor også for datteren.”

I filmen går snakken også om det frustrerende ved, hvor svært det er at bryde historiens gentagelser af vold og den svære afklaring af om, hvem der slog først, hvem slog sidste gang, og hvem skal være de første til strække våben og tilgive. Opsummeret i filmen med sætningen ”I en cirkel af had kommer det aldrig til at slutte”.

I filmen optræder også den svenske stat og dermed interessen i at blande sig eller ikke blande sig i en betændt sag. Det politiske og diplomatiske system er tøvende, henholdende og fremstår ikke som de store hjælpere. Men de har dog alligevel afgørende positiv betydning for resultatet af morfarens kamp for at få børnene ud af lejren og hjem til Sverige.

Og interessant er det, at filminstruktørens og kameraernes tilstedeværelse tilsyneladende får en stor betydning. Det er i hvert fald det, K-NEWS sidder tilbage med, da en person fra ambassaden på et tidspunkt tydeligt overraskes over, at en tidligere telefonsamtale er optaget af kameraet. Med den dokumentation er systemet tæt på at vikle sig ind i et løftebrud - nogen vil måske sige en løgn.

Det er umuligt at sige, hvad den optagelse præcist har af effekt. Men instruktøren har i hvert fald valgt at tage den scene med i filmen, og det ender med, at det går den rigtige vej for børnene og morfaren. Og det er i øvrigt ikke den eneste gang, at filmens instruktør, der også filmer, er tydelig som en, der hjælper, og ikke bare er objektiv iagttager.

Ikke i vore landes interesse

Vi spørger Dan Moalem, hvad han tænker om, at morfaren har trangen til at hjælpe nogen, der er fanget i en uretfærdighed, men at han oplever at blive bremset af den politiske situation og politikere, for hvem det at hjælpe ikke er opportunt.

”Ethvert familiemedlem burde have gjort det samme. Det er en etisk fordring.”

Og derfra videre til det juridiske, han tager med sig fra filmen.

”I relation til juridiske problemstillinger, så synes jeg faktisk, at det er ret ligetil. Skal børn bøde for deres forældres gerninger. Det skal de naturligvis ikke. Skal den svenske stat få børnene hjem. Det skal de selvfølgelig. Uden at være ekspert udi den slags jura så er der næppe nogen tydelig hjemmel til at lade dem blive dernede. Derfor finder jeg det ikke så kompliceret juridisk. Det er politiseringen af juraen, som jeg finder problematisk. At der heller ikke i Sverige er et tydeligt juridisk embedsværk, som siger fra overfor politikerne og siger her til og ikke længere – det kan ikke være i Sveriges, eller Danmarks, interesse. At noget er svært eller ubehageligt gør ikke, at problemet – konkret med børnene – ikke skal løses indenfor retsstatens rammer. Det er naturligvis usmageligt, at svenskerne mener, at det er kurderne, der skal tage sige af de forældreløse, svenske børn. Det er det naturligvis ikke. I en retsstat”.

Afslutningsvis til dig, kære K-NEWS-læser, der kan overveje, om du vil bruge halvanden time på at se dokumentaren Children of the Enemy, når den kommer forbi en skærm nær dig, lyder ordene fra Dan Moalem:

”På spørgsmålet, om jeg vil anbefale den til andre, der er jeg faktisk i tvivl af de grunde, som er angivet ovenfor. Emnet er relevant og interessant. Hovedpersonerne er bare usympatiske. Det synes jeg, at dokumentaristen får dårligt frem. Vinklen er tydeligt, at her er en bedstefar, som forsøger at make wrong right. Han er bare ikke specielt troværdig i rollen. Det virker mere som om, at det er rampelyset, der driver ham frem.”

At noget er svært eller ubehageligt gør ikke, at problemet – konkret med børnene – ikke skal løses indenfor retsstatens rammer

Dan Moalem

Screenshot af en af de få forløsende scener - sent i filmen Children of the Enemy. 

Ombudsmand Niels Fenger ser United States vs. Reality Winner.

Advokat Mathias Rose Svendsen ser Monopoly of Violence.

Justitia-vicedirektør Birgitte Arent Eiriksson ser Enemies of the State.

Lektor på Århus Universitet Nikolaj Sivan Holst ser Anamnesis.

Søren Stig Andersen, Københavns Universitet, ser The Tiger Mafia.

Professor Trine Baumbach ser Krænket under casting.