Velmenende humanisters film om jura

Et billede fra filmen Anamnesis, der viser den til lejligheden byggede dukke, som repræsenterer den livstidsdømte Stefan.

”Om det er meningen i filmen eller ej, så får de det meget godt delt op sådan at mange af de spørgsmål, de bruger mest tid på, er det, der vil interessere en jurist mindst”.

Sådan siger Nikolaj Sivan Holst, lektor på Aarhus Universitet og Karnovforfatter inden for strafferetten, efter have set Anamnesis, en af filmene i Justicekategorien fra cph:dox 2021.

Det gode er det, den ikke får behandlet

Han påpeger flere emner, han gerne havde set filmen grave sig mere ned i, men fremhæver samtidig at den både berører nogle interessante store spørgsmål og gør det på en måde så den får dig til at reflektere.

"Jeg synes, dens største kvalitet er alle de ting, den ikke får behandlet. For så tænker man selv, hvorfor forfølger de ikke det. Så, den er en samtale værd, hvis man giver sig lov til at tænke. Men det er ikke sådan en film, der binder sløjfe på noget”.

Et af de ikke-forfulgte emner handler om fængsel versus behandling.

”En ting jeg godt kunne tænke mig, filmen beskæftigede sig med, hvis man altså skal reflektere, er den interessante sondring mellem straf og behandling. Den sidste del af hans (den livstidsdømte Stefan, red.) forløb, skal foregå i en behandlingsfløj, og hans prøveløsladelse til sidst, er betinget af noget behandling.
Og hvis man kigger lidt mellem sprækkerne i den behandling, han er i, så er der en interessant diskussion af hvad er egentlig mest ubehageligt – straf eller behandling.

Elementer i hans behandling er, at han skal erkende, han er en fæl person", opridser Nikolaj Sivan Holst og udpeger hvilken reflektion Stefans historie prikker til.

"Straf er berøvelse af ens bevægelsesfrihed, vi bestemmer, hvor du må stå og gå, men vi går ikke ind og piller ved din sjæl eller din menneskelighed. Og behandling, hvor vi vil arbejde med dig som menneske - og hvor vi ofte har sådan, at det er den bløde version - det er tilgengæld dér vi går ind og piller på hvem du er. Og hvad er egentlig den største straf.”

Dukken, Stefan

Filmens start gør det åbenlyst nødvendige. Den etablerer hvad det er for en dukke, viser os de to kvinder, der laver dukken og udvikler hvordan den skal tale, så det passer til de filmoptagelser de har set med Stefan. De optagelser er lavet over tre år af filmens to instruktører - fotografen og lydmanden, som også begge vises i filmens start. Scenen omkring kvindemorderen Stefan er sat.

Stefan er idømt livstid og som person præsenteres han første gang i dokumentaren via oplæsning af nogle af de første noter, der er taget om ham i fængslet.

Noterne siger: Han taler meget om mad og sammenligner sig selv med en brun bjørn. ‘Faulpelz’ er det værste skældsord han kender. Stille, Reserveret. Mumler. Virker naiv. Virkelig rar. Og derefter bliver det sagt at han er en iskold kvindemorder.

Faupelz betyder i øvrigt dovenpels. Og ja, dokumentarfilmen er på tysk. Vi, der har set den, har set den med engelske undertekster.

Men i flere af de scener hvor dukken føres og taler, giver det rigtig god mening at tvinge øjnene væk fra teksterne, og overgive sig til sit måske rustne tysk og på den have sit blik koncentreret på dukken. For det er nogle gange en velfungerende dramatisk måde, at blive ført ind i tankerne om en morder.

For det er i høj grad det filmen gerne vil handle om - vores tanker om en morder og hvordan de tanker bliver til. Det bliver ihvertfald sagt i filmen tydeligt af instruktøren: “Dette er ikke en film om Stefan, det er en film om hvordan vi skaber vores billede af ham.”

Det er dog ikke den oplevelse Nikolaj Sivan Holst tager med sig ud af hjemmebiografen. Det bliver - trods af instruktørens ord - en film om morderen.

"Filmen er et godt eksempel på, at det er svært at fokusere på det hele billede. Det er sådan en film hvor nogen vil kritisere at det her er endnu en film om en gerningsmand, det er synd for ham og hvor er offeretperspektivet. Hun fylder ikke noget hun er en rekvisit. Og det er filmen et ret godt billede på.

Det her er velmenende – nu kalder jeg dem bare humanister – humanister, der vil det bedste og med et intellektuelt overskud, de har adgang til ham, og det er det de gør. Og så kommer de til at reducere hende til at være en meget lille del af historien.”

Det er andre sætninger, andre informationer og andre enkeltscener, der satte sig fast hos både Nikolaj Sivan Holst.

Livet før han dræber

Mange omstændigheder, der har skabt Stefan og som sætter rammen for det billede, vi har af Stefan, og som vi får af ham gennem filmen, bliver skåret i korte præcise sætninger og forudsætninger for filmen:

Stefan får betaling for at medvirke. Stefan ønsker ikke at hans ansigt bliver vist. Instruktørerne er Stefans eneste kontakt med omverden udover hans forældre. Hans opvækst har ikke været nem. Han havde en sjælden sygdom med blod der var for tykt til at flyde naturlig, så han har tilbragt meget tid på hospitalet. Han kunne lide dyr, og han fik et nyt på hver hjemtur efter en hospitalsindlæggelse.

Buret var aldrig tomt. Herunder et billede fra filmen, der viser hvordan netop det fortælles med den gennemgående dukke.

Om musene fortæller han også om en nat, han vågner og ser, at nogle af hans mus på en eller anden måde er kommet ud af buret og sidder ovenpå det og spiser af hans plakater på væggene.

Creepy. Og der er mere dårligdom endnu.

Som barn talte han ikke i otte år af hans skoletid. Han var udsat for mobning og fysiske overgreb. Han har autistiske træk, er social isoleret og sexuelt totalt uerfaren. Som voksen har han levet for 15 euro om måneden, fordi han fik det meste af sin mad fra supermarkeders containere. Kun brød stjal han, fortæller han.

Han har haft gode jobs. Et på fabrikken hvor også hans far arbejdede i det gamle Østtyskland, der lavede fiskesnører. Og et andet i Bavariaregionen, da Østtyskland ophørte med at eksistere, hvor han møder den kvinde han bliver fascineret af, følger i smug, bliver besat af, stjæler undertøj fra og ender med at slå ihjel i hendes lejlighed.

Erkendelsen og mangel på samme

“Mordet skete fordi jeg blev slået i hovedet med en flaske” og “jeg slap først da min hånd gjorde mere ondt end mit hoved”, er nogle af de sætninger morderen sætter på i sin beskrivelse af den skæbnedag, hvor han afsluttede en andens liv og ændrede sit eget.

Han fik ondt i hånden af det tryk han brugte til at kvæle den dræbte. Det var den dræbte, der slog ham i hoved med flasken. Hun gjorde det i et forsøg på selvforsvar hjemme i sin entre.

Mod filmens slutning bliver morderen konfronteret med dukkeførernes billede af ham – som han afviser med sætninger, der fremkalder yderligere reflektioner hos Nikolaj Sivan Holst, som forklaret om et øjeblik.

Og det er egentlig i denne scene at dukkens funktion træder tydeligst frem. Gennem den og dukkeførernes arbejde med den, udlægger de deres hans tanker om mordet. Men da Stefan ser deres udlægning, korrigerer han dem og siger de tager handlingen for let.

Dukkeførerne siger, at mordet ikke var tilsigtet, at handlingen svarer til, at komme til at smadre et glas ved et uheld. Stefan bliver spurgt om den udlægning er fyldestgørende, til hvilket han - efter en pause - svarer nej.

For han, siger han, tog jo også valget inden da, om at kravle ind gennem hendes vindue.

”Det er en af de bedst fungerende scener. Jeg tænkte over den scene, og så nåede jeg til en ny erkendelse", siger Nikolaj Sivan Holst.

"Han gør en ting, som man ser rigtig tit ved drab. Det er at selve drabsituationen, der har han ikke nogen hukommelse, siger han i hvert fald. Det er svært at lave statistik på men der er ligesom to versioner. Den ene er, at man ser på sig selv ude fra, som en anden person der gør det, og den anden er, at det hele er sort. Og han siger egentlig begge ting.

Han starter med at sige at det hele går i sort, men senere kan han beskrive det, der er den her ret klamme beskrivelse med smerten i hans hånd, der overstiger smerten i hans hoved.

Og som en rigtig fagskade der kan jeg se, at det må være der, når man hører den sætning, at man finder ud, hvad straffen skal være. I Danmark der har vi ret meget standardiseret hvad drab koster. I andre lande hvor skønnet er mere frit, er det ofte et spørgsmål om hvor nederdrægtigt et drab, der er tale om. Det har en betydning for om du gjorde det med vilje eller ej.

Og man kan sige, at når man først stopper fordi det gør ondt på en selv, så har man i en dansk kontekst forsættet. Og for mange udenlandske afgørelser, hvor man skal finde ud af hvor mange år, der skal gives eller livstid, som er den dom Stefan får, der er det nederdrægtigheden bag, som er afgørende.

Og der er noget særlig selvynkende nederdrægtigt - det er sådan en sætning der giver et ekko – at selv i et drabsmoment, der handler det om ham selv og det er synd for ham."

Sivan holst fortsætter sin udfoldning af morderens forunderlige måde at tage ansvar for noget men ikke det vigtigste.

"Han tager ikke meget ansvar for drabssituationen. De præsenterer ham for, at det er ligesom, når du kommer til at smadre et glas. Og der tager han ansvar og siger nej, det her, jeg har gjort, er en ond handling, og det er det med glasset ikke. Men det han fokuserer på, er ikke drabet, det er at han går ind ad vinduet.

Det ser jeg som et eksempel på noget af den bearbejdning, der er foregået i den terapigruppe, der tales om i filmen. Han er nået til, at tage ansvar for, at han ikke skulle være gået ind af det vindue, men han kan ikke tage ansvar for drabstingen. Den er for stor.

Det onde, forsætlige, bevidste han gjorde det var at gå ind ad det vindue - og så skete det andet."

Selv om Nikolaj Sivan Holst ser både små og store relevante spørgsmål rejst i Amnesis, oplever han ikke filmen som helstøbt.

"Det der kan være lidt svært, synes jeg, er at overføre det til filmens tematik. Altså hvad er det for en pointe i forhold til alt det andet. Men det med graden af erkendelsen og ansvar er superinteressant i forhold til hans adfærd.”

Anbefalingen

Netop manglen på sammenkædning af de mange elementer i en brutal og virkelig historie som denne om Stefan, der vokser op, myrder, fængsles, behandles og løslades, og hvad det (ikke) giver os af svar, ærgrer Nikolaj Sivan Holst.

”Den røde tråd forsvinder nogle gange – den bliver kappet over. Et af stederne er koblingen mellem maskulinitet og kriminalitet og seksualitet og kriminalitet. Det er to bud der bliver kastet op uden at blive kædet sammen. Og de gør meget ud af hans manglende seksualitet. Det kan være forklaringsmodeller uden, at de i filmen binder det sammen.

Den er meget fin. Den skulle være kortere. Det er alle de veje, de ikke når at køre helt ud af, der er rigtig interessante. Dukken skulle ikke have fyldt meget. Jeg tror, at for mig havde det været bedre, hvis det havde været blank kanvas - forstået på den måde at det var en dukke uden så mange udtryk.

Det forhold, at dukken er creepy, kønsløs, barn og voksen samtidig, giver en uheldig effekt. Det går ind og piller ved gyserfilmassociationer. Hvis man kunne have lavet en dukke, som var mere kønsløs, havde det været rigtig fint.”

Billedet viser den livstidsdømte 'Stefan' på gulvet i rummet, hvor han normalt deltager i terapi, igang med at få lavet afstøbning af sit ansigt. Dukkens ansigt forandres fra det oprindelige, da den drabsdømte ikke ønsker hverken sit navn eller udseende kendt. Mens vi ser gipsafstøbningen stiller instruktøren spørgsmålet, som Nikolaj Sivan Holst ikke mener, filmen formår at besvare - fordi den dukke, vi netop ser, er creapy.

Cph:dox 2021 er netop afsluttet. Men vid at filmene kan dukke op i andre sammenhæmnge og på K-NEWS er vi overbeviste om, at filmenes emner er evigt relevante.