"Er det de rette interesser de forfølger, når de udøver deres beføjelser"

Hvad definerer vold? Er volden per definition den samme, når den er udøvet af myndighederne og politiet, som når terrorister udfører voldelige og drabelige angreb på civilbefolkningen? Og hvem har overhovedet mandatet til at udøve vold, hvis sproget er så fattigt, at ordet 'vold' bliver en samlebetegnelser for hele spektret - fra en lussing over kast med brosten til fatale skud med politiets gummikugler?

Det er blot nogle af de tematikker, som den franske instruktør David Dufresne letter på låget for i filmen 'The Monopoly of Violence'. Filmen tager sit udgangspunkt i de sidste tre års massive demonstrationer i Frankrig, der har været præget af voldsomme sammenstød mellem 'De Gule Veste' på den ene side, og det franske politi på den anden. 

Gennem øjenvidneberetninger, udtalelser fra eksperter og mobile optagelser fra demonstrationer viser filmen, hvordan klasse- og raceskel i Frankrig brænder som vågeblus, der blot mangler et lille pust for at tænde op under et buldrende bål under det franske samfund.

Men filmen er også interessant, fordi den italesætter nogle problematikker og tendenser, som mange af os måske allerede har på fornemmelsen eksisterer. Det siger advokat hos Bech-Bruun og lovkommentator på Karnovs Lovsamling Mathias Rose Svendsen.

"Det er en meget observerende og tankevækkende film. Den italesætter en central problemstilling, som mange nok sjældent reflektere nærmere over. At du har de her mange klip og folk der udtaler sig om klippene giver filmen nærvær og problemstillingen og dens budskab går stærkere igennem ", siger han.

De juridiske problematikker

Filmen bevæger sig elegant mellem  mobiloptagelser fra demonstrationer og dialoger mellem sociologer, historikere, politimænd, demonstranter og iagtagere, der alle er delt op i par, og som gennem samtalen med hinanden sætter spot på de menneskelige, samfundsstrukturelle, juridiske og ikke mindst filosofiske aspekter af voldsmonopolets funktion i samfundet. Instruktøren skifter mellem at have de samtalende siddende over for sig, men også stående foran et biograflærred, der viser de voldsomme mobiloptagelser fra demonstrationer, hvor demonstranter mister øjne og hænder i sammenstødet med politiet.

For det er politiet, der har magten, og det taler ind i den naturlige uligevægt, der bør og skal være i et demokratisk samfund, mener Mathias Rose Svendsen. Men som i dette tilfælde bevæger sig langt ud over proportionalitetsprincippet. 

"Først og fremmest siger titlen jo meget – rent juridisk har vi jo forfatninger i de fleste lande, og de forfatninger indeholder almindeligvis en lang række regler, som definerer magten i staten. Men de indeholder også en række regler vedrørende statens indgreb og frihedsrettigheder. Staten over for borgerne er en myndighed, og der er en naturlig ulighed. Staten kan jo anvende fysisk magt og straffe dig og er selvfølgelig til for at opretholde lov og orden. Og det indebærer en retlig ulighed mellem stat og borgere. Det er jo den præmis, vi kommer fra i et hvert samfund. Men netop bl.a. derfor har vi også de her frihedsrettigheder som borger.

Der hvor jeg synes, det bliver alle mest interessant er der, hvor der stilles spørgsmålstegn ved de interesser, som myndighederne de facto inddrager når de udøver deres beføjelser – det er jo der, den bliver rigtig spændende, og der kan sådan en film jo godt rejse spørgsmålet – er det de rette interesser de forfølger, når de udøver deres beføjelser?

Det med om man skal anvende den beføjelse man har fået for en hver pris? Altså et proportionalitetsprincip – helliger målet midlet? Det er en vanskelig størrelse, for hvor er den bedste balance? Man skal jo bruge de mindst mulige indgreb i forhold til situationens alvor", siger Mathias Rose Svendsen.

De mange spørgsmål

Filmen rejser mange juridiske dilemmaer, som også rækker ud over Frankrigs grænser - bl.a. diskussionen om, hvorvidt politiets til tider voldsomme magtanvendelse i bund og grund er et udtryk for et ødelagt system, der ikke straffer de betjente, der agerer uproportionelt. En diskussion, der har været særligt nærværende i relation til den amerikanske retssag mod Derek Chauvin, betjenten, der sad otte minutter på George Floyds hals. 

Men den tager også fat i store filosofiske spørgsmål - inddragelse af franske filosoffer som Foucault og Bourdieu anvendes som pejlemærker i en større strukturel diskussion om magtbalancen i et samfund - om borgerens ret til at ytre sig frit, forsamles i demonstrationer og ikke mindst: skal man udøve volden blot fordi man har legitimitet til at gøre det? Og det gælder både politiet, der via de mange optagelser udstilles som proaktivt voldelige i situationer, der ikke kræver det, men også for demonstranterne, der i antal, ageren og jargon mod ordensmagten samtidig ikke er uden skyld i de endelige sammenstød.

Men er filmen overhovedet anbefalelsesværdig? Mathias Rose Svendsen afsiger her sin dom:

”Jeg ville klart anbefale den. Den har det her observerende præg, hvor den italesætter en central problemstilling – statens magtanvendelse over for borgerne. På en god og tilstræbt objektiv måde forholder den sig til problematikkerne, da den giver lyd til alle synspunkter."