Største uenighed om Justitias rapport – er domstolene blevet for sløve, eller er sagerne blevet mere komplekse?

Der er langt fra enighed mellem Domstolsstyrelsen og Justitia om vægtningen af konklusionerne i Justitias netop udgivede rapport om erhvervslivets adgang til domstolene.

Af analysen afledes flere konklusioner – f.eks. at sagsgodtgørelsestaksterne i civile sager er for lave, at sagsbehandlingstiderne for civile sager er for lange, at domstolene burde have mandatet til at føre sagerne frem ved retterne, og også at der er sket et produktivitetstab hos domstolene, der ifølge rapporten ikke modtager lige så mange civile sager som for blot ti år siden.

Enigheden først. Både Justitia og Domstolsstyrelsen er enige om vigtigheden af at diskutere omstændighederne ved rammerne for godtgørelsestakster og sagsbehandlingstider. Så langt så godt.

I forhold til det ændrede mandat, møder vi første knast. Som tidligere skrevet her på K-News udtaler hovedforfatter på rapporten Henrik Rothe, at det ville give et tiltrængt pusterum for advokaterne, hvis de udelukkende skulle forholde sig til at være klientens mand og altså ikke blive klemt i systemet ved også at skulle tage hensyn til retssystemet.

"Med den rolle, dommeren har i dag, er det en noget passiv rolle som forhandlingsleder – hvis en advokat beder om udsættelse, er der jo sjældent indvendinger. Der kan jo være interesser i at trække en sag i langdrag. Vi foreslår derfor, at dommeren bliver den gatekeeper, der skal overholde retningslinjerne."

Direkte adspurgt, hvorvidt Domstolsstyrelsen deler denne anbefaling om et udvidet mandat til domstolene, har de valgt at være tavse.

Og der, hvor uenigheden for alvor bliver udtalt, er på spørgsmålet om produktivitetstab. Tal fra Domstolsstyrelsen, og som også Justitia bruger i deres analyse, viser, at antallet af modtagne civile sager ved byretterne er faldet fra 68.239 i 2009 til 52.939 i 2019 – et fald på 22 %. Uden at konkludere stålfast, at dette forhold skyldes et entydigt produktivitetstab hos domstolene, anfører Justitia dog på analysens side 57, at tallene "synes (...) at indikere et bemærkelsesværdigt produktivitetstab ved domstolene for så vidt angår behandlingen af civile sager."

I rette med rapportens konklusioner

Hos Domstolsstyrelsen har man i et såkaldt faktanotits gået til modværge mod denne konklusion, som, de mener, hviler på en fejlagtig præmis. Ifølge dem har Justitia nemlig udelukkende forholdt sig til antallet af sager og altså ikke skelet til tallet for vægtede sager – altså forholdt sig til, hvor komplekse sagerne er. For der kan være stor forskel på, om en civil sag omhandler et kompliceret juridisk problem eller blot er en inkassosag.

Domstolsstyrelsen henviser til en vægtningsoversigt, en såkaldt regnemodel, som er styrelsens egen målestok for, hvordan man måler og vejer sagernes kompleksitet. Ifølge Klaus Rugaard, økonomi- og analysechef hos Domstolsstyrelsen, som har leveret flere datasæt til Justitia under tilblivelse af analysen, ærgrer sig over, at styrelsens model ikke er taget med, for det forplumrer det reelle billede. Han henviser til, at Justitia var opmærksomme på, at denne model fandtes. 

”Det undrer os, at analysen ikke har gjort brug af domstolenes sagsvægtningsmodel eller forholder sig mere nuanceret til denne, idet projektgruppen har været vidende om de udviklede vægtningsmodeller for bl.a. byretterne samt Sø- og Handelsretten. Derfor mener vi, at kritikken af netop forholdet om produktivitetstab nævnt i rapporten hviler på en fejlagtig præmis, da nogle sagstyper er mere ressourcekrævende end andre, og der derfor ikke kan drages den slutning, at der er sket et fald ved kun at kigge helt overordnet på tallene. En sådan tilgang ville således medføre, at der havde været en samlet produktivitetsstigning på ca. 15 % fra 2008 til 2019 ved behandlingen af civile sager og straffesager og i øvrigt have været relevant at informere om i rapporten.” 

Hos Justitia afviser man brugen af regnemodellen. I et korrektiv til Domstolsstyrelsens faktanotits skriver Henrik Rothe, at

"dette metodevalg er (...) ikke udtryk for en fejl, men derimod et fravalg af en opgørelsesmetode, som er udviklet for at fordele ressourcer mellem byretterne og ikke for at måle på reel produktivitet. Metoden bygger efter styrelsens oplysninger i notatet af 25. maj 2020 ikke på objektive kriterier, men på subjektive skøn over tyngden af forskellige civile sager, ekstra ressourcekrævende processer og ekstra aktiviteter forbundet med nogle sagstyper, uden at disse elementer er beskrevet endsige dokumenteret."

Og så hæfter Henrik Rothe sig ved, at regnemodellen ikke har været tilgængelig nogle steder, ligesom Domstolsstyrelsen ikke har sendt data om regnemodellen til tænketanken, hvor de ikke finder anledning til at inddrage den i deres konklusioner.

K-News har modtaget den omtalte vægtningsmodel fra Domstolsstyrelsen. Og her står det anført nederst, at de anførte vægte på de forskellige sagsområder ikke kan sammenlignes – altså kan vægtene fra civile sager ikke sammenlignes med vægtene for straffesager. 

Uenigheden ærgrer manden bag rapporten, Henrik Rothe. Han ville hellere diskutere de ting, der faktisk fylder mest i rapporten.

”Jeg synes, det er sørgeligt, at vi skal være uenige om ganske få linjer i en rapport, hvis hovedkonklusioner er nogle helt andre – nemlig at der er store retssikkerhedsmæssige problemer ved de nuværende godtgørelsestakster og den lange sagsbehandlingstid. Jeg mener, at det er det, vi burde diskutere i stedet for at hænge fast i en diskussion om et metodevalg i rapporten, hvor vi i øvrigt forholder os antagende og ikke konkluderende", siger han til K-News.

Rapporten har nu fået justitsministeren til at bede Retsplejerådet kigge nærmere på komplekset omkring faldet i civile retssager.