Olieselskabernes redningstraktat i en klimatid.

Billedet: Alessandro Monti på Københavns Universitet.

 
190 millioner euro plus renter, så det samlet løber op i, hvad der svarer til små 1,8 milliarder kroner, skal den italienske regering betale til det engelsk firma, der havde koncessionen til at udvinde ressourcerne fra Ombrina Mare-oliefeltet ud for Italiens østkyst. Det er Rockhopper, som er den glade modtager, og som excellerer i den sorte frem for den grønne energi. Det er dette års dugfriske resultat af den på mange måder forældede europæiske energitraktat.

Det kan godt at være, at traktaten blev til under andre forhold, med andre formål og med fokus på andre verdensdele, men det er virkeligheden i 2022.

I et årti, hvor klimaet står så højt på den politiske agenda, som det gør, kan det virke overraskende, vanvittigt eller skandaløst, som en kilde om lidt kalder det, at et firma som Rockhopper, der lever af at udvinde fossile brændstoffer, kan få tildelt en så kolossal kompensation, fordi de bliver forhindret i at udvinde olie.

Kompensationen er tilkendt i et lukket internationalt voldgiftstribunal. Og netop det lukkede system påkalder sig kritik fra Alessandro Monti. Som forsker ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, savner han åbenhed og proces, argumenter og sådan set også viden om, hvordan den slags afgørelse offentliggøres. Da K-NEWS spørger ham om kompensationen, henviser han til en firmapressemeddelelse.

”According to the information that has been published by Rockhopper itself […] the award was one hundred ninety million euro, covering mostly lost profits. And I’ll get back also to the significance of this.”

It was the European Union wanting to exploit that type of energy sources, then 20 years later, due to climate change and different geopolitics, everything is different

Vi vælger i denne artikel om en international sag at lade kilderne stå på det engelske, som Alessandro Monti talte, da vi interviewede ham. Og Paul De Clerk fra Friends of the Earth gør det også på engelsk, da han i august tydeliggjorde, hvad han synes om kendelsen truffet bag lukkede døre.

“It is scandalous that Italian citizens are now expected to pay Rockhopper €250 million for not destroying the Italian environment and the climate. It is all the more perverse that they get 8 times more than what they invested.”

De 190 miollioner USD, 250 miollioner euro eller altså rundt regnet 1,8 milliarder kroner er kompensation for reelle udgifter, men også kompensation for en manglende forventede profit. Altså de penge, som firmaet Rockhopper havde forventning om at tjene på Ombrina Mare-feltet, i øvrigt via en koncession, de havde overtaget fra et andet firma kort inden 2015.

Og her er det, at den italienske forsker Alessandro Monti med base på Det Juridiske Fakultet i København rynker på næsen af den europæiske energitraktat. For det beløb fastsættes i en lukket voldgift og efter nogle retsprincipper, han anser for forældede og forkerte.

Og for lige at få et par detaljer på plads.

Rockhopper siges at have haft udgifter for, hvad der cirka svarer til en sjettedel af den kompensation, de nu har fået stillet i udsigt med afgørelsen fra ICSID, International Centre for Settlement of Investment Disputes.

Udsigten er dog lige blevet forstyrret ved, at den italienske regering her i slutningen af oktober har meddelt, at de nu formelt er gået til angreb på beslutningen og forsøger at få den ændret hos selvsamme institution.

Lad os også få slået fast, hvem Alessandro Monti er. Skæbnen, tidens politiske og forskningsmæssige klima, vil, at vi i Danmark på Københavns Universitet har en gruppe forskere siddende på Det Juridiske Fakultet, der dykker ned i netop det her område – klimaet og den jura, som vi har trukket ned over vores forhold til klimaet. Og minsandten om der ikke blandt dem er denne italiener, der kender godt til både traktaten, Ombrina Mare-sagen og de lokale protester, der gik forud for, at Italien i 2015 ændrede deres lovgivning, så en eksisterende koncession blev værdiløs.

Alesandro Monti har været på det københavnske fakultet siden 2018, hvor han har færdiggjort sin Ph.d om renewable energy, climate change og international trade law.

Han anser København og fakultetet for at være et godt sted at forske i det her emne, med mange gode tiltag. Og han har så sent som i september stået for forberedelsen og organiseringen af en større event, hvor repræsentanter for forskning, virksomheder og institutioner debatterede emnet og moderniseringsprocessen.

Konflikter med rod i en anden tid

Hele balladen handler om olieudvinding ud for Italiens østlige kyst – i det felt, der altså hedder Ombrina Mare.

Det forretningsmæssige perspektiv for Rockhopper med at udvinde olie forduftede, da Italien i 2015 forbød olieudvinding tættere end 12 mil på kysten. Ombrina Mare ligger tættere på. Forud for lovændringen med de 12 mil var der tydelige folkelige protester blandt andet tydeligt i Abruzzo-regionen med kystlinie lige ud til oliefeltet.

Det italienske forbud karambolerede altså dermed med den koncessionsaftale, der var Rockhoppers, og dermed med de rettigheder den Europæiske Energy Traktat giver Rockhopper.

Og her er det, at det hele så kan forekomme lidt tragikomisk og omvendtslevsk.

For den traktat – formål såvel grundliggende præmisser og sanktioner - er fra en på mange måder helt anden tid.

Det er en aftale fra den kolde krigs afslutning med muren, der faldt.

Det er en aftale, der lidt firkantet sagt skulle give firmaer, der investerede i energiressourcer og -udvinding i de stabilitetsskrøbelige nye stater øst for Vesteuropa, en form for økonomisk sikkerhed.

Med aftalens indbyggede sanktionsmuligheder kunne det blive særdeles dyrt, hvis en stat rig på olie eller andre naturressourcer lader et privatfirma rykke ind med store investeringer, for at staten derefter ændrer mening, så indsats og investeringer går tabt på grund af et politisk skifte.

“The original consideration behind this treaty was the dissolution of the Soviet Union. Suddenly there was not longer a wall, so it was possible to make cross boarder investments,  and especially European institutions and Member States saw an opportunity there to invest in oil and gas fields especially in Russia and the neighboring countries. And that was what led to the creation of the treaty.”

Traktaten tjente ikke kun dem, der ville investere i sorte fossile energikilder. Da vi forlader de buldrende 90’ere og bevæger os ind i 00'erne, bliver traktaten også brugt af firmaer, som vil lave forretning baseret på grønne energikilder

Og påfaldende nok flytter tvisterne sig fra lande i øst til Vesteuropa og høj grad lande som Spanien og, ja, Italien. Som Alessandro Monto fortæller:

“It was interestingly not due to fossil fuels but renewable energy and both Italy and Spain had been the states that received the largest amount of claims by renewable energy investors who had taken advantage of the public incentives given after the financial crisis 2007-2008 and they have invested massively in especially solar energy in Italy. The government then realized that it was becoming too expensive so they made some changes in the law reducing the amount of incentives and that was what many of these investors claimed against it - that they were promised certain amount of incentives and then they were cut”.

Og, som han opsummerer de sidste tredive års energiforretningshistorie i en enkelt sætning:

“So, it was first the European Union wanting to exploit that type of energy sources, then 20 years later due to climate change and different geopolitics everything is different of course”.

Italien er et af “the founding members”, som var med fra starten i 1994. Anno 2022 er traktaten underskrevet af 53 lande. Men nogle har trukket sig. Det gælder eksempelvis Rusland og – ikke uinteressant for denne artikel – derefter Italien som stat nummer to.

Da Italien trak sig, argumenterede de med, at det var for dyrt at være en del af traktaten. Men Alessandro Monti påpeger, at beløbet på omkring 300.000 euro, som udgør ’medlemsgebyret’, er småpenge i et statsbudget som Italiens, og at en anden overvejelse kan formodes at have været med i overvejelserne om at trække sig: Nemlig det faktum, at Italien frem mod 2015, hvor de meddeler de vil ud, er et af de lande, der har modtaget mange krav fra investorer.

I 2016 trak Italien sig fra traktaten. Altså året efter de indførte 12 mil-forbuddet, der fik den 1,8 milliarder dyre konsekvens ved kysten omkring Abruzzo og Ombrina Mare-feltet færre end 12 mil ude i Adriaterhavet.

Men traktaten sørger for, at stater ikke bare kan trække sig uden at have et økonomisk ansvar, der rækker mange år frem.

Helt aktuelt går det i øvrigt ret stærkt på den front - altså med at melde sig ud.

Flere af de allerstørste og vigtige lande, har de seneste uger gjort netop det. Og det endda lige efter at alle signerende stater på to et halvt år har afsluttet den modernisering af traktaten, flere efterlyste.

Den seneste nation, der har trukket stikket, er Tyskland. Det meddelte de i fredags, den 11. november. Regeringskoalitionen dér, der går under navnet "the traffic light coalition", gjorde det med ordene:

"“With Germany’s exit, Germany is taking a huge step towards more climate protection. By withdrawing from the treaty, we are showing that the traffic light is ready to make tough and clear decisions to protect the climate."

Før Tyskland har Spanien, Polen, Holland, Slovenien og Frankrig inden for de seneste måneder lagt afstand mellem sig og ECT, Energy Charter Treaty.

Og lad det være sagt direkte. Tysklands aktuelt udbasunerede argumenter for at trække sig rammer ganske godt de pointer, Alessandro Monti udpeger, som det uambitiøse i den moderniserede traktat.

Kampen for at ændre traktaten

De signerende stater ved godt, at traktaten i sin nuværende form har sine problematiske sider. De seneste år er der presset på for at få lavet ændringer. At få ”moderniseret” traktaten som processen helt præcist kaldes.

Alessandro Monti siger, at der har været en bevidsthed om behovet i 10-15 år. I starten af 10’erne blev det særligt tydeligt, da The Energy Charter Treaty blev ”the most used international investment treaty for disputes”, hvilket skete efter de tidligere nævnte sager om ”renewable energy subsidy”.

Men det er reelt de sidste par år, det på mellemstatsligt niveau har taget fart.

Første ”Negotiation Round on the Modernization of the Energy Charter Treaty” blev afholdt i begyndelsen af juli for to et halvt år siden i 2020. Tre runder blev afholdt det år.

I 2021 fra marts til december mødtes staterne i forhandlingsrunderne fire til ni – altså seks gange.

Og fra januar i år blev tempoet holdt med møder i januar, marts, april, maj og to gange i juni. Femtende og indtil videre sidste ”Negotiation Round” var den 23. juni, hvor arbejdet blev afsluttet, sådan at det dagen efter, altså den 24.juni, kunne offentliggøres og forklares, hvad der var lavet af ændringer.

At det to måneder senere kommer frem, at det engelske olie- og gasfirma Rockhopper har fået tilkendt 1,8 milliader-kompensationen, har sådan set ikke noget med moderniseringsarbejdet at gøre. Den kompensation er blot resultatet af den kolossale effekt og en effekt med en lang hale, som traktaten har.

Men hvordan er moderniseringen så endt?

Alessandro Monti kalder det en delvis succes. Bare det, at der kom en aftale i hus, hvilket ikke kunne tages for givet, er en succes. Der er grønne aspekter - men kun indirekte - i aftalen, og indholdet kunne være væsentlig mere ambitiøst.

"What is less good is that it could be more ambitious. It definitely doesn’t solve the issue entirely," som han siger.

Der burde være en langt mere grøn tilgang til, hvilke investeringer der berettiger til og fortjener kompensation, og størrelsen på kompensationen bliver stadig fastsat ud fra retspraksis i et tribunal, der burde være ændret.

Hvad der konkret er ændret på, og på hvilke punkter Alessandro Monti (billedet nederst) kalder moderniseringen uambitiøs, kan du læse i artiklens anden del, som du finder her via overskriften

Den nye energitraktat, der falder fra hinanden.