Den nye energitraktat, der falder fra hinanden

Billedet: Alessandro Monti ved Københavns Universitet samt udsnit fra europeanlawblog.eu og den diskuterede Energy Charter Treaty

Inden vi lader Alessandro Monti udlægge teksten, først en opsummering af forhistorien.

For han kalder det egentlig en delvis succes, når han taler om de sidste års politiske projekt med at tilrette Energy Charter Treaty til den nye tid med mere fokus på, at klimaet har brug for juridiske rammer, der hjælper. 

”I think the modernization is a partial success.”

Sagde han til K-NEWS, da han netop havde afsluttet et større event på universitetet, hvor repræsentanter for forskning, virksomheder og institutioner debatterede emnet og moderniseringsprocessen. Eventet blev arrangeret under Faculty of Law, Centre for International Law and Governance – for at blive i det engelske, som der kommer mere af.

Ovenstående citat skal læses med stort tryk på ”partial". For ambitionsniveauet er utilstrækkeligt.

“What is less good is that it could be more ambitious. It definitely does not solve the issue entirely.”

Vi bad ham under interviewet, som er lavet i slutningen af september, fredag den 30. for at være helt præcis, vurdere den moderniserede traktat på en skala fra nul til ti. Hans bud var i den nedre halvdel.

Dette er den anden og sidste artikel ud af to om den traktat.

En traktat, der i august ved det lukkede tribunal, som er traktatens tvistløsningsorgan, udløste en kompensation på 1,8 milliarder kroner til olie-gas-firmaet Rockhopper.

En kompensation de skal have fra den italienske stat, fordi oliefeltet Ombrina Mare, som Rockhopper havde erhvervet sig koncessionen til, havde fået udvandet sit forretningspotentiale med indførelsen af en ny italiensk lov i 2015. Men den lov satte en grænse på 12 mil for, hvor tæt en olieudvinding måtte foregå. Ombrina Mare lå tættere på.

Kompensationen dækker ikke blot de udgifter, Rockhopper havde haft i forbindelse med feltet. Langt størstedelen får de for ikke-opnået forventet profit. Ikke-opnået profit anslås til at udgøre 5/6-dele af kompensationen.

The treaty simply doesn’t really put any boundary to how far a tribunal can go in calculating the lost profits

Alessandro Monti om den retspraksis, der med årene er opbygget i den relevante voldgiftsret, investor-State dispute settlement (ISDS). Den fulde version af svaret, som citatet er et uddrag fra, kan sammen med flere længere analyserende svar læses i slutningen af denne artikel 

Og ja, firmaets værdi steg betragteligt, da de i en pressemeddelelse oplyste om den ventende kompensation.

Men ja, nu må de og vi lige afvente, hvad det hele egentlig ender med på den front, for Italien forsøger at få ændret afgørelsen.

Alt dette inklusive nogle links til kilder kan findes i artikel et, der blev publiceret tirsdag. Du finder den via linket under overskriften ”Olieselskabernes redningstraktat i en klimatid”.

I denne anden artikel overlader vi i høj grad ordet til Alessandro Monti, der har været på det københavnske juridiske fakultet siden 2018. Her færdiggjorde han sin ph.d. om renewable energy, climate change og international trade law. Og her er han en del af en forskergruppe med fokus på juraen, der – lidt firkantet sagt - skal hjælpe med at redde klimaet.

Vi har i øvrigt - for diverse nuancers skyld - valgt at publicere hovedparten af citaterne i denne artikel på engelsk, det sprog interviewet er lavet på.

Ukendte dokumenter

Da vi taler med Alessandro Monti i slutningen af september, var det offentliggjort, at medlemsstaterne efter to et halvt års intenst politisk arbejde var nået til enighed om en moderniseret traktat. Men den nye version havde ikke på det tidspunkt været tilgængelig for læsning, dog kendte Alessandro Monti hovedtrækkene.

Aftalen, the agreement, vedrørende Ombrina Mare v. Rockhopper, der udløser kompensationen, the award, var ikke offentliggjort 30. september. Som tidligere nævnt er den aftale indgået i bedste voldgiftstil i det lukkede rum ved ICSID, International Centre for Settlement of Investment Disputes, som det står i traktaten, at den slags tvister skal.

Som han fortalte:

“The agreement itself is still not officially published, it has been leaked actually a couple of weeks ago to some news outlet, but it’s still not really available for public circulation.”

K-NEWS: But you have seen it?

“No, actually not yet. I’m very curious, I would like to see it."

Der skulle altså efter sigende, der i september, være nogle lækkede versioner af den indgåede aftale, men dem havde Alessandro Monti ikke læst.

Det har han i dag. Og han står efter læsningen ved alt det, han sagde, da vi talte med ham i september.

Og lad så også lige det storpolitiske få sin sløjfe. Som nævnt i første artikel, har der været et markant frafald af stater siden den moderniserede traktat blev offentliggjort.

23. september skrev den hollandske professor Christina Eckes, der i sit arbejde ligesom vores italienske kilde i København har fokus på jura, et blog-indlæg. Hun skriver det blandt andet med afsæt i Ombrina Mare-afgørelsen. Og hun diskuterer spørgsmålet: Er den bedste vej fremad egentlig ikke at melde sig ud af den moderniserede traktat?

Og en ting står klart her i midten af november. I løbet af de sidste måneder har flere vigtige nationer meddelt, at de trækker sig fra traktaten: Frankrig, Spanien, Polen, Holland, Slovenien og, senest i fredags, Tyskland.  

Og dermed har vi afsættet til at spørge, hvad det er, der er gjort og ikke gjort godt i moderniseringen af traktaten.

Artiklen fortsætter efter billedet, der viser udsnit af artikler fra The Guardian og magasinet Investigate Europe.

Moderniseringen

Hvad har der været fokus på i moderniseringsprocessen?

Den er gjort grønnere. De enkelte nationer har nu mulighed for at lave grønne kriterier, men det er valgfrit. Sagt med Alessandro Montis ord:

“What has been done is introducing some provisions, reinforcing the role of climate commitments and also giving countries the possibility to introduce unilaterally, care about for fossil fuel investments, so essentially say, ‘I will stop allowing that this treaty protects fossil fuel investments”, but that’s not part of the treaty, it’s only an option that is given to countries who want to do it. And right now the EU and the UK have both made a pledge that they will stop protecting fossil fuel investments. They will stop any protections for the ones made after a certain date in 2023 and then also the existing ones will no longer be protected after ten years since the date the agreement has been ratified.”
 
Men så kommer vi til det...

Manglerne - 1: Voldgiftsretten

Hvad er manglerne I den moderniserede traktat ifølge Alessandro Monti?

Kort sagt: Den vedtagne tvistløsningsorgan anser han for at være et fundamentalt problem, der ikke er taget fat på.

“Much of the discussion is also about the dispute settlements system itself. I don’t think the modernization has succeeded in that One thing I would add to modernization issue, is this dispute resolution system and the fact that investors like Rockhopper can bring claims to a very special court system, the investor-State dispute settlement (ISDS). Investment arbitration tribunals are able to make decisions that are not subject to appeal. Except for very exceptional circumstances they cannot be scrutinized by the domestic courts. So this is a system which does not lay down perhaps the best premises to make good decisions in the public interest.”

Manglerne - 2: Sort beskyttes som grønt

Definitioner af og krav om at være klimaorienteret er ikke indarbejdet klart nok. 
Skal firmaer, der investerer i fossile brændstoffer overhovedet i 2022, som vi vel godt kan definere som en klimapolitisk opblusset tid, have den samme beskyttelse som investeringer i grøn energi?

”A very interesting aspect is the fact that the same treaty provides pretty much the same level of protection to fossil fuels and to renewable energy investors.”

“The climate provisions could be more clear on what it is supposed to do for an investor. To what extent do they need to be compliant with climate obligations before they can even claim. Because it’s one thing to introduce a reference to the Paris agreement, it’s one other thing to say an investor should really show a certain type of due diligence in terms of the climate impact of the investment before they can even bring the claim. And I do not think the new provisions do that.”

Manglerne - 3: Solnedgangsklausulen

Der er ikke nået et tilfredsstillende resultat om at nedbringe den periode, hvor ’claims’ kan forfølges. Solnedgangsklausulen, som Alessandro Monti kalder det.

“An aspect is also about the sunset clause. The sunset clause is a clause that enables investors to still bring claims against the state for 20 years even after a state has withdrawn from the treaty. Because the real discussion here on the table is, do we want to modernize the agreement, or do we want to withdraw? What happens if some states, like Italy, unilaterally withdraw? In the case of Italy, we see what will happen very clearly. Italy has withdrawn, 2016, Rockhopper has brought the claim in 2017. So how is it even possible after Italy is out they still receive claims, yes it’s possible because of this. Because of the sunset clause that allows an investor for 20 years to still bring claims as long of course as the investment was made when the treaty was in force.”

Manglerne - 4: Retspraksis

Som tidligere nævnt anser han traktatens konstruktion med en lukket voldgiftsret som et et fundamentalt problem, der ikke er taget fat på. Oveni det kommer at kompensationerne er et resultat af en skæv retspraksis, der er uden sammenhæng med den tid vi lever i og de behov offentligheden har.

Kompensationerne for den ikke-opnåede profit, sådan som det ses i for eksempel sagen Ombrina Mare v. Rockhopper, efterlader med andre ord et uudfordret spørgsmål vedrørende selve tribunalets retspraksis.

“The issue of the calculation of damages and compensation which ultimately led to this huge award is something that more than in the treaty it is the jurisprudence of the arbitration tribunal. The treaty simply does not really put any boundary to how far a tribunal can go in calculating the lost profits. And if we look in the Rockhopper case, lost profits were calculated in the 190 million euro because they made estimates with different experts showing how much revenue there would have been if the oil plant would have been operational for so and so many years. But the cost itself for the investor to build the platform they had until they had to dismantle, to decommission, was considerably less.”

“So what was really making the huge award is the projection of revenue that could have been there, but was not there. This is also what many commentators question to what extent is it actually even fair. This is one of the key points in the criticism against the energy charter treaty.”

Hvert skridt tæller men...

Som det tydeligt skinner gennem, havde Alessandro Monti håbet på mere i denne moderniseringsproces. Men han sagde jo trodsalt i starten af interviewet, at han anså den moderniserede traktat for en delvis succes.

“Ultimately in my personal view what is needed here is a rethinking of the system of international investment protection to make it really consistent with climate goals to ensure that investment treaties contribute to climate investments, to green investments and do not incentivize or ideally do not protect at all investments that are not sustainable. This might sound a bit utopistic, but this is the only road that we can think of if we want to be serious about climate ambition”.

“I think, given the divide that we have between investment law system and the climate system we really need to take every little step as a step forward. So action in this sense is always better than inaction.”

Herunder: Alessandro Monti og et udsnit af Rockhopper-dokument hvor firmaet beskriver de i 2014 erhvervede aktiver, der blandt andet omfatter Ombria Mare-feltet. Året efter ændres den italienske lov, så der ikke kan udvides så tæt på kysten, som det oliefeltet er placeret. Året efter igen trækker Italien sig fra Energy Charter Treaty