Når alle med rødt armbånd er krænkere

Billedet: Udsnit af privatfotos samt artikler fra Politiken.

Advarselsarmbåndet på Roskilde Festival har udviklet sig til noget andet, end intentionen var.

Oprindeligt handlede det om, at publikum ikke længere måtte crowdsurfe - en af læringerne fra ulykken under Pearl Jam-koncerten i år 2000. Men de seneste år har det røde advarselsarmbånd også kunnet blive uddelt, når vagter og andre med rette titler har vurderet, at festivalgæster har brudt retningslinjerne om eksempelvis at ryge hash, om at tisse hvor man (ikke) må tisse, kravlen over hegn – eller hvis du har udvist grænseoverskridende adfærd mod andre.

Men idag - sommeren 2022 - har det røde og tydelige bånd, der skal bæres på håndleddet af den festivalgæst, som har fået klippet sit almindelige armbånd på grund af en advarsel, uanset hvad årsagen er, fået et særdeles følelsesbetonet øgenavn i en meetoo-tid: Krænkerarmbåndet.

Efter 2019 har vi set, at der måske var et hul i det meget svære spænd af den her samtale, som handler om – ja, jeg hader ordet – krænkelser

Morten Therkildsen, sikkerhedschef på Roskilde Festival 

Det nye faste øgenavn på advarselsarmbåndet kunne jeg, der skriver denne artikel og som var på festivalen i flere dage, hurtigt registrere. Samme konstatering ramte også festivalens sikkerhedschef Morten Therkildsen:

”Jeg har også været ude på festivalen, hvor folk kalder det et krænkelsesarmbånd. Og det er ikke et krænkelsesarmbånd – det er et advarselsarmbånd, der handler om noget helt andet. Det handler om rigtig mange forskellige ting”.

Utrolig lidt detaljeret viden

Sikkerhedschefen fortæller i et interview til K-NEWS, der er lavet efter Roskilde Festival, at han hader ordet ’krænkelser’. Det har en alt for bred betydning.

Men samtidig er Roskilde Festival, i deres governance, ikke særligt detaljerede i deres registrering af hændelserne. Der logges med sikkerhedschefens egne ord i ”utrolig lidt detaljeret” grad. Og da K-NEWS spørger om et konkret tilfælde, vi har fået genfortalt, svarer Morten Therkildsen, at det er ligegyldigt om et advarselsarmbånd er uddelt for at tisse i en kop eller for at blotte sine kønsorganer.

Det får os til at spørge Roskilde Festival, om de ikke misser en gylden mulighed for netop at kvalificere den debat, de selv kalder er en gråzone. Det vender vi tilbage til senere i artiklen, men der er ikke nogen tvivl om, at de sidder med et konkret problem, som Morten Therkildsen godt kunne ønske sig mere præcise retningslinjer for.

Og samtidig forekommer den gennemførte governance, set udefra som tilskuer - som det tilfældigvis skete for denne K-NEWS-reporter på årets festival - som en ringe tilstand af retsikkerhed for den, der bliver anklaget for krænkelser. For festivalgæster, der anklager en anden for at have opført sig grænseoverskridende, bliver ikke nødvendigvis registreret og kan på den måde anses for at være anonyme anmeldere.

Morten Therkildsen erkender problemet og siger, at man måske bør gå væk fra brug af den type synligt udstillende armbånd af personer som krænkere. 

”Ja, det kan da godt være, at vi skal kigge på det," siger sikkerhedschefen.

For det er tydeligt, at vi er i en anden tid i dag, end da advarselsarmbåndene blev indført, konstaterer også Morten Therkildsen.

”Det, der er så problematisk, er hvis man har en opfattelse af, at jeg kan se, han har et andet armbånd, så han må have været henne og tage på en kvinde. Det er jo ikke det, der er ideen," siger han.

Og deraf kommer erkendelsen:

”Det er jeg da helt med på er problematisk, og det må vi tage til eftertanke, om vi skal køre det anderledes. Det er klart, at det skal vi kigge på.”

Hvem, der anklager

Denne historie starter flere steder. Dels for mere end tyve år siden, hvor advarselsarmbåndene blev indført, og dels foran scenen på dette års Roskilde Festival, hvor jeg ved et tilfælde overværede en hændelse hvor en ung kvinde råbte af en mand, der blev fastholdt af et par store vagter i orange veste.

Hun råbte blandt andet, mens hun pegede på ham, at han var et svin. Og mens mandens gruppe af venner sagde til vagterne, at de da ikke bare kunne tage ham med, forlod den unge kvinde stedet. Så vidt jeg kunne registrere, noterede vagterne ikke noget ned - hverken hvad hun sagde, eller hvad hendes navn og kontaktinfo var. Og så blev manden ført væk.

Det fik mig til at blive nysgerrig. For med hvilken systematik foregår det her? Hvilke retningslinjer bliver der uddelt advarselsarmbånd efter, og hvordan og hvor meget bliver registreret? Hvad er Roskilde Festivals governance? Og hvem har lavet den governance?

Det sidste, altså hvem der står bag governance, slutter artiklen af med. Men vi kan godt slå fast allerede nu, at det ikke er jurister.

Vi har aldrig fået den her kritik tidligere. Og det er måske, fordi man bruger det i en anden ramme nu

Morten Therkilsen

Om den konkrete hændelse, jeg overværede mellem den unge kvinde og lidt ældre mand, udløste et advarselsarmbånd, ved jeg ikke. Men det også ligegyldigt i forhold til de overordnede spørgsmål.

For over tyve år siden blev armbåndene oprindelig indført som en direkte konsekvens af tragedien under Pearl Jam-koncerten i år 2000. Efter ulykken, hvor ni festivaldeltagere mistede livet, blev det besluttet, at crowdsurfing skulle standses. Som redskab til det hentede Roskilde Festival inspiration fra en hollandsk festival, Lowlands, der havde god erfaring med at uddele advarselsarmbånd. Hvis en gæst forbrød sig mod festivalens udstukne regler, fik han/hun klippet sit normale armbånd af håndleddet og i stedet påsat et med en markant anden farve.

I forbindelse med klipningen af det oprindelige armbånd og uddelingen af det røde bånd blev der gennemført en dialog med gæsten om, hvad det handler om, hvorfor det gøres, og hvad der ikke skal gentage sig. Hvis det gentager sig, kan gæsten blive smidt helt væk fra festivalen.

Den model adopterede Roskilde Festivalen.

”Et advarselsarmbånd skal ses som en 'dialogting'. Men det er klart at det kan medføre en bortvisning,” fortæller Morten Therkilsen og uddyber: 

”De første år handlede det egentlig om, at når vi fik crowdsurfere ind, gav vi dem en advarsel, så de lod være. Langsomt har vi så drejet det over på, at det handler om en respekt for frirummet. Men også en drejning om, at det handler meget mere om dialogen end om tildelelsen af armbåndet.”

Og det med dialogen har sådan set virket godt, fortæller Morten Therkildsen. Indtil i år har det først og fremmest været en metode, der i festivalens øjne har fungeret godt til at skabe ’ambassadører’, som er det ord han bruger for den ønskede opmærksomhed på festivalsretningslinjerne.

”I de tidligere år har det været sådan, at vi har været med til at skabe ambassadører for den gode opførsel,” siger han.

'Ambassadør' forstået sådan, at når gæster har fået et rødt armbånd for at crowdsurfe, tage stoffer, tisse op ad den forkerte væg eller andet, har erfaringen været, at de er gået tilbage i deres festivallejre og har talt med deres venner om, hvad der var sket. Og det har fungeret som en positiv måde at sprede kendskab til, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er.

Det har fungeret uden, at der har været nagelfaste offentligt kendte retningslinjer for, hvad der kan udløse et advarselsarmbånd. Det er blandt andet det, der af sikkerhedschefen kaldes en gråzone.

Men i år var snakken på festivalpladsen på ingen måde diplomatisk eller dialogfremmende. Hvordan der blev talt om det ude i teltlejrene har K-NEWS kun fået refereret på anden hånd, men samme billede tegner sig.

Det var ikke positiv ambassadørsnak. Det var forundring over, hvad i alverden der foregår,  når man eksempelvis kan blive udstyret med et krænkerarmbånd for at tisse i et plastikkrus.

”Vi har aldrig fået den her kritik tidligere. Og det er måske, fordi man bruger det i en anden ramme nu”, siger Morten Therkilsen, der også stødte på de forundrede festivalgæster.

Den anden ramme, som sikkerhedschefen kalder det, handler i høj grad om det, der er sket i forlængelse af meetoo.

Her hører det med til nuancerne i fortællingen, at også Roskilde Festival har været ramt af coronanedlukning. To år uden festival – 2020 og 2021 – har betydet, at nogle af de tiltag, der er arbejdet med i sidste halvdel af 2010’erne, aldrig blev afprøvet i virkeligheden. Og for eksempel var der i 2019 et meget omtalt telt, hvor beboerne havde skrevet ”voldtægtstelt” (se billedet – udsnit fra Politiken-artikel) på teltdugen. Teltet, og lejren det var en del af, blev af en anden festivaldeltager anmeldt til festivalens vagter, der endte med at dække ordet med tape.

Billedet: Privat foto. Her vist som udsnit fra en artikel i Politiken.

I år, inden festivalens start, sagde vicedirektør i Roskilde Festivals direktion Christina Bilde til Politiken, at sådan et telt i dag ville i dag udløse et advarselsarmbånd.

"Det er faktisk en af de ting, vi har taget ved lære af og lyttet til. At vi skal blive tydeligere omkring, hvad konsekvensen er for grænseoverskridende adfærd. Og vi kommer til at være meget mere tydelige omkring det i år«, sagde Christina Bilde til Politiken.

Men udover et konkret eksempel på, hvad man ikke må skrive på sit telt, er der åbenbart et stykke vej at gå med den her tydelighed. Det er konstateringen efter dette års festival, der altså i praksis var den første siden 2019.

Og siden 2019, er der mildt sagt sket en del. Sofie Lindes tale, der for alvor sparkede metoo-debatten i gang og startede selvransagelser i mange brancher i 2020.

Der har været krænkelseshistorier fremme, der stammer fra den politiske verden, fra organisationsverdenenen, fra medieverdenen, fra advokatbranchen, og der er indført en samtykkelovgivning. Alt sammen i en tid hvor Roskilde Festival har været på pause, og kun utålmodigt har kunnet vente på at live op igen.

Sikkerhedschefen, Morten Therkildsen, som K-NEWS talte med om onsdagen på bagkanten af årets festival, siger:

”Efter 2019 har vi set, at der måske var et hul i det meget, meget svære spænd af den her samtale, som handler om – ja, jeg hader ordet – krænkelser.”

-Hvorfor hader du ordet?

”Det er fordi, det er utrolig bredt. Krænkelse er alt fra, at du skal ikke spille høj musik, til at du skal ikke befamle mig. Så der er et eller andet i det der spænd, som er fuldstændig… ja ikke så præcist,” siger Morten Therkildsen og fortsætter:

”Der er nogen ting vi ved, det må man ikke. Det er sort-hvidt, og det er ikke dem vi taler om her, når vi taler om advarselsarmbånd. Her taler vi netop om de andre ting, der kan være lidt svært, hvor det handler om dialogen. Så for os handler det mere om dialogen end om advarselsarmbåndet.”

Teltdugen fra 2019 er et udmærket eksempel på dialogen. I samtale med teltejerne, blev der skabt forståelse for, at det måske var en bedre ide at skrive noget om ”god sex”. Og i forhold til indsatsen mod crowdsurfing, som det hele altså startede med, har det været en vigtig del af opgaven, at festivalens vagter og safety-værter ikke per automatik uddeler et rødt armbånd. I stedet spørger de også ind og lytter til, hvorfor en gæst nu gjorde det.

”Vi giver meget færre advarselsarmbånd væk, end vi gjorde i starten. Nu vil vi hellere sige, 'lad være med fremover', og så behøver vi ikke give et armbånd,” siger Morten Therkildsen.

Der er som nævnt i dag – til sammenligning med 2001 – bygget flere elementer på advarselsarmbåndet. Det er gjort ud fra en samlet tilgang, som festivalens arrangører taler om som respekt for frirummet. For en festival i en uge med mere end hundredetusinde deltagere, solide mængder alkohol pakket ind med noget af verdens bedste musik, skaber åbenlyst en form for frirum.

Morten Therkilsen opridser, hvordan festivalen har arbejdet med at få fokus på respekten, og hvordan de så alligevel er blevet overhalet af de sidste års hastige udvikling.

”For flere år tilbage startede vi en undersøgelse på festivalen, som handlede om respekt for frirummet. Vi kaldte den 'Take Care' til starte med, men det endte med, at vi kaldte den 'Orange Together'. Den handlede om at skabe dialogen, også den svære dialog. Den der med: Hvor går mine grænser? Er det okay at blive 'catcallet'? Er det okay, at give kvinderne point, når de går forbi? Nogen synes, det er skæg og ballade, og andre synes ikke, det er skæg og ballade, men bliver stødt over det. Den dialog ville vi gerne tage.”

Og, som han gentager formålet:

”Advarselsarmbåndene er det svære spænd og det handler om at have en grobund for dialogen.”

Men pludselig er det gået stærkt.

”Da vi var klar til at gå live med vores 'Orange Together-indsats' og dialogen om respekt for frirummet, så kom den her metoo-bølge rullende ind over os. Og så vi kom måske lidt på bagkant, selvom vi var på forkant. Man kan jo sige, det er en samfundsudvikling."

Ingen skade sket

En del af udviklingen de sidste år er den allestedsnærværende diskussion om, hvordan vi håndterer krænkelser. Hvordan reagerer vi på anklager om det? Og hvordan sikrer vi, at både den anklagende krænkede part behandles ordentligt, og at den anklagede ikke udpeges uretmæsigt?

Som nævnt tidligere i artiklen var jeg til en koncert (Megan Thee Stallion), hvor der, umiddelbart efter musikkens afslutning på Orange Scene, var en hændelse, hvor en mand blev ført væk efter anklager fra en ung kvinde. Ved den episode blev der tydeligvis ikke taget særlig detaljeret information fra eller om kvinden, der anklagede.

Morten Therkilsen bekræfter, at det langt fra altid er tilfældet, at der registreres kontaktinfo på en anmelder af en krænkelse.

”Men der kan godt være enkelte sager, hvor det bliver skrevet ned. Vi sletter dog alle data inden for tredive dage efter festivalen. Det giver selvfølgelig noget rod, hvis der er nogen, der ringer til os og siger, 'jeg oplevede det og det', for så har vi ikke data, der gør, vi kan tracke tilbage og se, hvem der er involveret. Men det er GDPR der bestemmer, at det må vi ikke.”

-Hvad har I af overvejelser i forhold til, at I ikke tager kontaktinfo på en anmelder?

”Vi kan godt tage kontaktdeltaljer, det afhænger af sagen. Nu er vi jo ikke politi. Så det er for at give info videre til politiet. Der er også mange, der ikke ønsker at anmelde til politiet, men kun ønsker at anmelde til os og mener, at vi som arrangører skal løse det.”

-Det er jo en dialog, hvor den anklagende part er fuldstændig ude af billedet, efter anklagen er afleveret?

”Det er jo ikke sådan, at man bare siger, at vedkommende gjorde det og det, og så er man væk. Vi prøver at tage begge parter ind i dialogen."

-Hvis det var mig, der var den anklagede, og jeg mente, det var uretmæssigt, er det en for mig fuldstændig uacceptabel situation?

”Ja, det ville man godt kunne sige. Så kan man omvendt sige, at det jo er spørgsmålet, hvad konsekvensen bliver efterfølgende? Det kan selvfølgelig være lidt svært. Men er der kun sket en dialog, er der ikke sket en skade.”

Morten Therkildsen siger med andre ord, at de tilfælde, hvor der kun tages en dialog og ikke uddeles et advarselsarmbånd til en der er blevet udpeget for at opføre sig grænseoverskridende - eller krænkende for at blive i det nye armbånds terminologi -  det er der ingen, der tager skade af.

Megan Thee Stallion på Orange scene. Foto: Dan Poulsen

Blot for at understrege det, så kender K-NEWS ikke til udfaldet af hændelsen, der foregik efter Megan Thee Stallion-koncerten. Vi ved ikke om der er uddelt et armbånd til eller blot taget en dialog, med manden, der blev ført væk. Det har ikke været muligt for mig, at spørge manden eller nogle af hans venner, hvad der videre skete.

Vi har spurgt Morten Therkildsen, om han vil undersøge, hvad Roskilde Festival har skrevet ned om episoden. Men festivalen vil som udgangspunkt ikke oplyse om enkeltepisoder. Og det har ikke været muligt for K-NEWS fra ham, at få yderlige informationer.

Han er dog klar over det problematiske ved modellen. En model med uklare retningslinjer, hvor sanktioner baserer sig på en dialog, som varetages af vagter og Safety-værter, der - hvis de er i tvivl - har en overordnet ansvarlig, de kan vende de enkelte hændelser og eventuelle konsekvenser med.

Samlet set stadig en gråzone. Og en gråzone hvor data, der registreres om hændelserne og de involverede er op til de ansvarlige ved den enkelte scene.

”Det er det her spænd, der er virkelig svært at agere i. Det er det også for os. Vi må gøre det bedste vi kan og sige, at der er selvfølgelig en ramme. Men omvendt må vi også lytte. Og så må vi prøve at lave sanktionerne så de fungerer og deraf også sige, at det vigtige for os er dialogen, mere end det i virkelighedens verden er sanktionen,” siger Morten Therkildsen

Underordnet, om årsagen er det ene eller andet

Hvordan man så tager den dialog midt i meetoo-tid, kvalificerer dét, som Morten Therkildsen selv kalder ”svært at agere i”, er næste skridt.

Og efter første år med festival i en metoo-tid må det konstateres, at der skal kigges nærmere på arbejdsgangene. F.eks. er der ikke synderlig detaljeret data at arbejde videre med.

At der, som tidligere nævnt, registreres meget lidt detaljeret data, er der flere årsager til, forklarer Morten Therkildsen. Ikke overraskende er GDPR en af dem.

”For det første har vi respekt for den, der sidder i den anden ende. Vi skal ikke sidde tilbage med personfølsomme data. Og det er heller ikke relevant. Det der er relevant for os, er selvfølgelig en trend i sager og hvordan hænger det sammen.”

-Men hvordan kan I se en trend blandt 130.000 gæster, hvis der ikke er detaljeringer? Hvordan skal dialogen så kvalificeres?

”Der er jo detaljeringer. Vi registrerer, hvad det er for en sag. Vi registrerer bare ikke, hvem det er, der har lavet sagen. Vi registrerer, at nu har vi den her problemstilling, og det ryger ind i et logsystem, hvor vi registrerer hvad det er for en sag. Men vi registrerer ikke persondataene relateret til sagen, fordi det er ikke det, der er det relevant”.

Vi har allerede gennemgået episoden vi ved et tilfælde overværede foran Orange scene efter Megan Thee Stallion-koncerten. Og vi har altså ikke kunne få be- eller afkræftet fra Morten Therkilsen, hvad der i logsystemet er registreret om den.

Men der er en episode mere, som jeg på tredjehånd fik genfortalt om en fyr, der fik uddelt et advarselsarmbånd, da han under Dua Lipas koncert tissede i en kop.

Begrundelsen for det advarselsarmbånd, som jeg fik den videreformidlet, var at han havde blottet sig offentligt. Men en anden begrundelse kunne jo være, at han tissede i en kop tætpakket blandt andre gæster.

Jeg spørger om sikkerhedschefen i den log, der bliver ført af de ansvarlige ved netop den koncert, kan se, om begrundelsen er den ene eller den anden.

Hans svar er nej. Hvad båndet er uddelt for, kan han ikke se. Og så tilføjer han:

”Men er den data så vigtig? Er den relevant for at tage dialogen? Næ, det er den ikke. Jeg er bare nødt til at udfordre dig den anden vej rundt. Det er ikke relevant for at få dialogen. Jeg vender den lige om: Er det okay at stå ude i en menneskemængde og tisse i en kop? Hvad sker der med den kop bagefter? Kommer den flyvende ind over personalet, er der nogen der skal samle den op bagefter. Hvorfor er det vi ikke kan finde hen til et toilet? Gør vi også det, når vi er til koncert i Royal Arena? Jeg kan godt røbe, at der er rigtig mange steder i Danmark, hvor bliver du bortvist, hvis du stiller dig op og tisser. Så der har vi måske en lidt længere lunte, fordi vi ikke bortviser men giver en advarsel.”

Vores logning er ikke nødvendigvis fantastisk.

Morten Therkilsen

På det her tidspunkt har interviewet med Morten Therkildsen været i gang i over en halv time. Og der er talt meget om gråzone, dialog, svær dialog, krænkelser som kan være svære at definere, respekt for frirummet og forskellige grænser. Vi afrunder eksemplet, der kan virke som en bagatel om en, der har tisset i en kop, med dette – lidt lange - spørgsmål:

-I kvalificeringen i den her dialog, der er det vel relevant om et armbånd er givet fordi han har vist sine kønsdele til nogen, der ikke gider se dem, eller fordi han har tisset i et glas?
Du siger selv tidligt i det her interview, at det er svært at lave en specifikation af, hvad krænkelser er. Og er vi ikke lige præcis i en tid, hvor vi virkelig har brug for, at specificere hvad det er, vi snakker om, når det handler om krænkelser?

”Jo, det kunne man godt sige. Så ville det være dejligt at få den vejledning fra samfundet.”

-Hvad mener du med det?

”Jeg mener, vi er en del af samfundet. Så hvem går først?”

-Hvad mener du?

”Jeg mener bare, at hvis du siger, man skal have en klar ramme for, hvad der er en krænkelse i samfundet, så tager vi gerne imod den ramme. Men den findes ikke i samfundet. Og det er det, der måske er udfordringen. At det, den ene bliver stødt af, det er det, den anden synes var sjovt. Mens andre overhovedet ikke kan se, man kunne blive stødt af det”.

-Men har samfundet da ikke defineret, hvad en krænkelse er, ud fra hvad du kan blive straffet for ved en domstol?

”Enig.”

-Men I vælger så at sanktionere – nu vil jeg undlade at sige straffe - nogle ting, der er under den grænse?

”Ja, det kan man sige. Men i nogle tilfælde er det jo også vores festival. Det er jo sådan set okay, at vi i nogle tilfælde er forpligtet til at sige, hvordan det er man skal agere. Det er der også en forventning om.”

Morten Therkilsen henviser her i øvrigt til, at det er ganske normalt i bylivet, at sikkerheds- og service folk laver regler for 'deres' sted. Og Roskilde er på den måde et meget stort gå-i-byen-sted, med deres egne regler. Og her er vi så nede i kernen af den forundring, som jeg mødte hos flere af de festivalgæster, jeg talte med. For hvad er reglerne?

-Hvad er det for nogle retningslinjer festivalens folk har fået, om hvornår de skal eller må udstede advarselsarmbånd?

”Retningslinjerne kan være, og det erkender jeg blankt, lidt svære at have med at gøre. Fordi det er gråzonefeltet.”

Antal og data holdes for sig selv

Festivalen udtaler sig ikke om, hvor mange af de røde armbånd, de uddeler. De synes ikke, fortæller Morten Therkilsen, at det giver det rigtige billede af, hvad det er for en festival, de leverer.

-Ville en mere præcis registrering ikke kunne hjælpe med at give det rigtige billede?

”Det ville stadig ikke give en fornemmelse af, hvad der er acceptabelt, når der 135.000 mennesker samlet. Hvis jeg sagde, der var 100 uddelte advarselsarmbånd, så ville du nok tænke, det var mange. Men hvor mange af dem var crowdsurfing, og hvor mange var det andet og det tredje? Lad os nu sige, at det er 20, der handler om krænkelse, er det så mange eller få?
Og hvis vi næste år har 30 flere ansatte, der skal tage dialogen, har vi så fået flere eller færre krænkelser? I virkelighedens verden er det dialogen, der er det vigtige for os og ikke antallet.”

-Den pointe forstår jeg. Men jo mere detaljeret data I vil kunne hive ud af det her, jo bedre vil I kunne imødegå den her diskussion, og i øvrigt kunne forbedre jeres produkt?

”Helt klart. Og det er jo også derfor, vi logger og dygtiggør os også i at logge, fordi det kan vi også se, vi har et behov for. Vores logning er ikke nødvendigvis fantastisk. Så det dygtiggør vi os også i, fordi vi er nødt til at få viden.
Jo mere viden vi har, om hvor skete det henne, hvad er det for nogle sager, jo mere kan vi designe os ud af det, sætte personale ind og træne vores personale til de problemstilliger, der er.”

Ingen jurister men festivalrutine

Som skrevet helt i starten, anerkender Roskilde Festival problemet med et advarselsarambånd, der synligt adskiller sig i en tid hvor alle, der er udstyret med det, kan blive udpeget som krænkere. Fremadrettet er løsningen måske at lægge information om en givet advarsel i den chip, der allerede på dette års Roskilde Festival var i armbåndet. Informationen vil i teorien ret enkelt kunne aflæses med scannere.

Og så afslutningsvis - som lovet ligeledes i starten af artiklen - svaret på spørgsmålet om hvem, der egentlig står bag at have udviklet og defineret Roskilde Festivalen governance i den her gråzone i en metoo-tid:

Også her er Morten Therkildsen forstående overfor både spørgsmålet fra K-NEWS, og at det måske kan gøres anderledes, end det hidtil har været tilfældet.

”Det er nok i virkeligheden en pulje af mange års Roskilderutiner og -erfaringer, der står bag vores procedure og governance . det tror jeg, vi skal erkende. Vi har jurister der hjælper os med GDPR-ting. Vi har også kameraer på festivalen, og der har vi også haft jurister inde over og kigge på, hvad vi må, og hvad vi ikke må der. Vi har jurister, der også kigger på, hvordan vi arbejder med vores logsystem. Men i forhold til den vinkel du lægger på det, der tror jeg det er mange års erfaring, mere end det er noget andet. Og det må vi jo kigge på, om vi skal gøre noget andet fremover," siger Morten Therkildsen.

Det, der er så problematisk, er hvis man har en opfattelse af, at jeg kan se, han har et andet armbånd, så han må have været henne og tage på en kvinde.

Morten Therkilsen

Efter Sofie Lindes tale, skrev vi også på K-NEWS om krænkelser - blandt andet i artiklerne:

Ikke krænket nok - definition af en arbejdskultur.

I to dele fortalte vi om chefen, der reagerede, som hun håbede, han ville.

Pernille Backhausen gav et længere interview, der blandt andet handler om, at både for krænker og den krænkede kan grænserne være svære at opdage.

Og vi skrev om den undersøgelse Danske Advokater offentliggjorde et halvt år efter Sofie Lindes tale i artiklen med overskriften "Vi har desværre en kultur, hvor vi ikke tør tale om sexisme".