13/10/2020 - Krænket nok

Ikke krænket nok - definition af en arbejdskultur


I den kommende tid undersøger K-NEWS i en række artikler, hvad det er for en kultur i advokatbranchen, der kaldes alt fra ‘krænkelser’ over ‘manddomsprøver’  til ‘åbenlys sexisme’ eller nødvendig ‘træning’ og ‘hærdning’. Det, der satte os i gang, var, at flere kilder nikkede genkendende til en hverdag, hvor de egentlig ikke følte sig krænket nok til at ville kalde sig krænket.

Tekst: Cecilie Uhre og Dan Poulsen


Debatten og historierne er ikke til at undgå.

Men da vi på K-News i midten af september begyndte arbejdet med og overvejelserne om, hvordan vi kunne bidrage til dækningen af krænkelser på arbejdspladsen, blev vi overraskede. 

De første svar, vi fik, da vi spurgte rundt blandt flere advokater, kvinder, vækkede nemlig vores nysgerrighed og sendte os på jagt efter nogle andre detaljer, end dem vi først søgte. 

For i stedet for blot at konstatere ’ja, jeg er blevet krænket’ eller ’nej, jeg er ikke blevet det’, så fik vi flere svar a la ’jeg er ikke blevet krænket nok’.

Hvad i alverden betyder det egentlig? Hvornår er man krænket nok? Hvordan er det endt med en oplevelse af, at noget nok er forkert, men ikke er forkert nok? 

Og hvordan hænger det sammen, at man i sit erhverv som advokat kæmper for retfærdighed og ligestilling for loven for alle sine klienter, men i sit eget (arbejds)liv har vænnet sig til, at noget, der sker, ikke er i orden, men det er ok?

Forklaringerne findes måske i, som Therese Kemp, der er partner i NJORD Law Firm, siger, at advokater skal have spidse albuer og skal 'thoughen up'. Specielt de kvindelige:

“Jeg arbejder sammen med mange meget dygtige partnere – de fleste af dem mænd – sådan er kønsfordelingen jo desværre stadigvæk. Mit indtryk er, at mandlige partnere ikke i samme grad behøver at ”thoughen up” på samme måde, som kvinder gør for at blive anerkendt,” siger Therese Kemp.

Måske er det bare sådan, det er, part of the game, kæmp, vind eller forsvind.

 

Magtspil

Vi på K-News er nysgerrige på spørgsmålene: Hvorfor er det sådan? Hvem rammes af det? Og hvad er det for forhold, der går igen ved krænkelserne? Hvad er HR-afdelingens rolle i de her sager på advokatkontorerne?

Flere kilder fortæller, at de ikke har nogen magt. Men hvis ikke en, der mener sig krænket, kan gå til en HR-afdeling, hvor går man så hen?

Det er nogle af de spørgsmål, vi de kommende uger bringer artikler om.

Vi taler med og skriver om navngivne og anonyme kilder. Vi kommer til at fortælle om både enkelthistorier og større sammenhænge i en artikelserie, der løbende udvikler sig. Vi har en fornemmelse af, hvor den bevæger sig hen, da flere kilder sætter fingeren på strukturer, der kan være en stor del af årsagen.

En anonym, tidligere advokat, der i mange år har været ansat på et større advokatkontor, fortæller blandt andet om en en klar fornemmelse af, at der ikke var behov for kvinder i partnerkredsen.

Hun fik også engang at vide af en chef, at han generelt ikke ansætter kvinder, fordi de bliver gravide.

Therese Kemp fortæller om en episode, fra før hun blev partner, hvor hun var i et andet advokatfirma som advokat. Her havde hun en stor skilsmisseklient, der var direktør i en stor virksomhed. 

“På et tidspunkt ringede klienten og oplyste mig om, at deres firmaadvokat, som var partner i et andet stort advokatfirma i København, havde fortalt ham, at jeg alene havde så mange velhavende klienter, fordi jeg knaldede med dem,” siger Therese Kemp.

Hun understreger, at den kommentar mere end at krænke hende i højere grad gjorde hende vred og endnu mere tough. Hun skulle ”dælme vise den elendige partner, at han ikke kunne ødelægge mig eller min forretning med sådanne idiotiske historier”.

 

Detaljerne og de store linjer

Hvad der kan udledes af de mange eksempler, vi allerede har mødt i vores research, og dem vi yderligere vil støde på, og hvad der kan konkluderes om kulturen og arbejdsmiljøet i branchen og det rum for krænkende opførsel, der åbenlyst findes, vil tiden vise.

Det kommer både til at handle om, hvad der er åbenlyst over grænsen og oplevelser, der ikke var krænkende nok. Og vi søger svar på, om det er markant anderledes i dag sammenlignet med tidligere, eller om der fortsat er en kultur med et – skal vi sige –umoderne syn på kvinder.

Den anonyme, tidligere advokat, som vi bringer en artikel om senere, fortæller også om en detalje til en afskedsreception på hendes tidligere arbejdsplads, der umiddelbart kan virke harmløs. To af hendes kvindelige kolleger stoppede, fordi de begge to havde fået job som advokater på et andet advokatkontor. Kvinderne blev omtalt som skønne piger i afskedstalen. 

Detaljen skal forstås som et ikke harmløst symptom på en branche, der trænger til forbedringer.

“Der foregår et kæmpe magtspil, der skal holde andre ude. Det føles lidt som om, at de har en magt, de gerne vil sørge for at beholde imellem de hvide, midaldrende mænd,” siger hun og tilføjer: 

“Den klientgruppe, jeg sad med som advokat, bestod af 95 % mænd. Det, tror jeg, fremmer et bestemt adfærdsmønster.”

Allerede i sidste uge skrev vi en artikel om debatten og kritikken af toppen i Danske Advokater. K-News har tidligere skrevet om den internationale undersøgelse, der har kortlagt, hvor mange der har oplevet grænseoverskridende adfærd i deres arbejdsliv. Og vi har skrevet om den manglende undersøgelse herhjemme.

 

Kontakt

Hvor mange artikler vi kommer til at skrive, og over hvor lang en periode vi skriver om ’Krænket nok’, er ikke noget, der er besluttet. Som alle kan se, er det en bølge af historier, der glider gennem alle brancher, og hvordan det udvikler sig, hvornår det er slut, hvad der er det rigtige at skrive hvornår, er ikke til at sige præcist på nuværende tidspunkt.

Kontakt os gerne, hvis du har input, på mailadressen: dan.poulsen@karnovgroup.com

 

 

 

 

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak