/Birgitte%20Arent%20Eiriksson%20banner3.jpg)
Mads Pramming, advokat og formand i whistleblowerforeningen Veron, både roste det nyligt vedtagne lovforslag, der skal sikre flere whistleblowerordninger i Danmark, samtidig med at han udtrykte bekymret for, at ét ord kunne risikere at ødelægge de ellers gode intentioner bag, i en artikel på K-NEWS forleden. I lovforslaget står der nemlig, at loven finder anvendelse på: ”Indberetninger, som i øvrigt vedrører alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold.”
Her var det ordet alvorligt, der vakte bekymring.
”Det er klart mest problematisk i vores øjne. Den her lov beskytter whistleblowere, der ikke bare fortæller om en lovovertrædelse, men en alvorlig lovovertrædelse, og ikke bare kritisable forhold, men alvorlige forhold. Problemet med brugen af det her ord er jo, hvem skal vurdere, hvad der er alvorligt? Hvis risiko er det, hvis man rammer forkert? Jeg har svært ved at rådgive en whistleblower ud fra det her,” sagde Mads Pramming til K-NEWS.
Hos Justitia har man længe været varm fortaler for flere whistleblowerordninger, fordi det vil kunne være med til at løfte borgernes retssikkerhed. Derfor synes de også, at lovforslaget er en grundlæggende god idé, Det fortæller vicedirektør i Justitia, Birgitte Arent Eiriksson. Også hun ser dog, at brugen af ordet alvorligt potentielt kan skabe problemer.
”Det, der er problematisk er, at det ikke er et særlig transparent begreb. Det er så udefinerbart, hvilket giver et uklart anvendelsesområde, som kan gøre det forvirrende for folk, der vil indberette, og måske helt afholde dem fra det,” siger hun og uddyber:
”Vi så gerne, at man både præciserede begrebet, og at der kom et slags service- eller informationssted, hvor man kunne henvende sig som borger, for at blive rådgivet om ens muligheder og lignende, før man beslutter sig for at whistleblowe.”
Birgitte Arent Eiriksson er dog enig i intentionen bag ordlyden, nemlig at det ikke skal være enhver lille fejl, der pludselig indberettes, men at der selvfølgelig skal være en vis alvorlighed til stede, før man går til whistleblowerordningen.
”Hvis det var alle mulige småting og fejl, som folk kom med, som alle sammen skulle undersøges, så ville ordningen miste sin funktion, og hele idéen med whistleblowing ville blive udtyndet,” siger hun og uddyber:
”Vi skal selvfølgelig se, hvordan det fungerer, og hvis det viser sig i praksis, at det virker på en uheldig måde – eksempelvis i forbindelse med formuleringen alvorlige lovovertrædelser – så må vi tage den til den tid. Men der er ikke noget i lovforslagets forarbejder, der får os til at tænke, at det vil virke indskrænkende. Men uklarheden kan skabe problemer.”
Borgerne mangler stadigvæk
Allerede under høringssvarene, inden lovforslaget blev endeligt vedtaget, pegede Justitia på, at borgerne også burde have lov til at benytte sig af whistleblowerordningerne, da det oftest er dem, der støder på eksempelvis systematiske fejl i sagsbehandlingen i kommunerne.
Derfor ærgrer det også fortsat Birgitte Arent Eiriksson, at denne del ikke er kommet med på det endelige lovforslag.
”Men fordelene er større end ulemperne, når det gælder lovforslaget i sin helhed. Vi forventer, at det vil betyde, at langt flere ting bliver håndteret og kommer frem. For indtil nu har der været mange, der ikke tør stille op og fortælle ting, der foregår, som ikke burde foregå i dag. Så hvis man vil bekæmpe ulovlig sagsbehandling, magtmisbrug, nepotisme osv., så er whistleblowerordninger simpelthen en nødvendighed,” siger hun.