14/12/2022 - Branchestof

Tre pointer fra den nye lønstatistik


Advokater og advokatfuldmægtige tjener mere i Storkøbenhavn, end de gør i resten af landet. Det viser en ny rapport fra Djøf Advokat, hvor det også fremgår, at lønningerne i branchen er steget det seneste år. Og så er der fortsat problemer med at sikre balancen mellem arbejdsliv og privatliv, konkluderer Djøf Advokat i rapporten.

Tekst: Sara Moss Hesse


Foto: Merge af screenshot fra rapporten og Shutterstock

 

Hvor mange penge, du tjener som advokat og advokatfuldmægtig, afhænger ikke kun af dit anciennitetsniveau. Hvor i landet du arbejder, har også betydning.

Ifølge en netop offentliggjort lønstatistik fra Djøf Advokat spiller geografien en væsentlig rolle i forhold til advokater og advokatfuldmægtiges løn.

Om advokatfuldmægtige står der blandt andet i rapporten:

”Den største forskel (red. blandt advokatfuldmægtige) er blandt 3. års fuldmægtige, hvor fuldmægtige fra Storkøbenhavn i gennemsnit tjener ca. 8.500 kr. mere end fuldmægtigene fra de store provinskommuner (Aarhus, Odense og Aalborg) og ca. 9.000 kr. mere end fuldmægtige fra landets øvrige kommuner.”

Den geografiske lønforskel stiger, jo længere tid man har arbejdet som advokat. For ansatte advokater på advokatkontorer, der har været ansat i tre til fire år, er lønforskellen på lidt over 20.000 kroner mellem Storkøbenhavn og resten af landet. For advokater, der har en anciennitet på fem år eller derover, er forskellen på cirka 27.000 kroner.

Ifølge formand for Djøf Advokat, Rasmus Thingholm, kan den geografiske lønforskel forklares med, at de store advokatkontorer i Storkøbenhavn skal rekruttere flere, og derfor er der mindre konkurrence på arbejdstagersiden her end i resten af landet. Der er også højere leveomkostninger i Storkøbenhavn, siger han.

 

Lønudvikling

Af rapporten fremgår det også, at advokater ansat på advokatkontorer har oplevet en lønstigning på 2,9 procent sammenlignet med sidste års 2,8 procent. Fra 2019 til 2020 steg lønningerne med 4,5 procent.

Advokater ansat i øvrige private virksomheder oplever en lønstigning på 1,8 procent, hvilket er markant lavere en sidste år, hvor stigningen var på 5,3 procent.

Advokatfuldmægtige oplever den største lønstigning.

”Lønningerne for de advokatfuldmægtige, der sidste år var 1.-årsfuldmægtige og nu er 2.-årsfuldmægtige, er steget med 15,3 procent i forhold til sidste år, mens lønningerne for dem, der sidste år var 2.-årsfuldmægtige og nu er 3.-årsfuldmægtige, er steget med 15,6 procent. Det er på niveau med lønstigningerne fra 2020 til 2021, der lå på 16,6 procent og 18,2 procent for de tilsvarende grupper,” står der i rapporten.

Om øvrige privatansatte står der:

”De øvrige privatansatte, dvs. djøfere ansat uden for advokatbranchen (både advokater og alle andre stillinger), har fået en lønstigning på 3,2 procent. Det er lavere end sidste år, hvor lønnen steg 5 procent.”

For advokater på advokatkontorer og i andre private virksomheder er der dog samlet sket et fald i reallønnen det seneste år grundet inflationen. Fra 2021 til 2022 steg forbrugerpriserne med 10 procent, og det matcher altså ikke lønstigningerne i branchen.

 

Fortsat problemer med balancen mellem arbejdsliv og fritid

Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid for advokater og advokatfuldmægtige ansat på advokatkontorer ligger på henholdsvis 45 timer for advokater og 46 timer for advokatfuldmægtige.

”29 procent af advokatfuldmægtige og 28 procent af advokaterne ansat på advokatkontorer oplyser, at de arbejder 50 timer om ugen eller mere,” står der i rapporten.

Det er mindre en sidste år, hvor tallene var henholdsvis 33 procent og 37 procent for de samme grupper.

Især for advokater og advokatfuldmægtige på de store advokatkontorer er arbejdstiden ekstra lang. 40 procent af de ansatte på advokatkontorer med over 50 jurister oplyser at arbejde 50 timer om ugen eller mere. I 2021 var tallet på 48 procent.

Selvom andelen, der arbejder mere end 50 timer om ugen, er faldet hos både store og små advokatkontorer, konkluderer Djøf Advokat, at det tegner et billede af en branche, som stadig har store problemer med at sikre sine medarbejdere en fornuftig balance mellem arbejdsliv og fritid. Især hos de store advokatkontorer.

”Uden for de traditionelle advokatkontorer arbejder advokater og advokatfuldmægtige typisk lidt færre timer – her ligger den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid på 42 timer for advokater og 43 timer for advokatfuldmægtige,” står der også i rapporten. 

Tilbage i september udkom Fremtidens Jurist, hvor K-NEWS kunne skrive, at tæt på halvdelen af jurister og advokater på advokatkontorerne vil overveje at forlade deres job for at opnå en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak