Stadig flere kommer i klemme i det kommunale jobcentersystem

Billedet:  Jurist og socialrådgiver Louise Schelde Frederiksen (PR-foto +  Shutterstock)

”Jeg har en historie at fortælle, og det er min fars. Og den personlige historie, det er ikke nogen succeshistorie.”

Historien er Louise Schelde Frederiksens. I hendes arbejde som jurist og socialrådgiver har hun på egen krop oplevet den manglende retssikkerhed, der er i det kommunale jobcentersystem, når såvel ressourcesvage som ressourcestærke mennesker kommer i klemme i systemet. Ifølge hende er det en illusion, at man som borger kan forvente at få en objektiv og hurtig sagsbehandling i forbindelse med beskæftigelse, hvis man bliver ramt af sygdom.

Erfaring på egen krop

Louise Schelde Frederiksen trækker problemerne med den kommunale sagsbehandling tilbage til starten af 00’erne, hvor hun for første gang kom i kontakt med systemet. I 2002 gik hendes far nemlig ned med stress, hvorefter en lang rejse gennem jobcentersystemet startede. En rejse, som skulle ende med at knække ham. Louise Schelde Frederiksen må se magtesløs til, mens hendes far bliver trukket gennem jobcentersystemet uden nogen endelig afklaring.

Det er jurister, det er kokke, det er frisører, det er tømrere, det er murere, det er ingeniører, det er os alle sammen

Hun beskriver, hvordan hendes far bliver nedbrudt i systemet, blandt andet fordi han ikke får ro til at passe sin sygdom. Hendes far ender med at blive indlagt på psykiatrisk afdeling, og det bliver så slemt, at psykiatrisk afdeling må meddele jobcenteret, at jobcenteret bliver nødt til at stoppe med at presse på, fordi farens sygdomstilstand er blevet kraftigt forværret over tid.

”Og der skrev de jo så en erklæring, at hvis ikke de stoppede nu, så måtte de finde ud af, hvem der skulle finansiere begravelsen,” fortæller hun.

Det er imens Louise Schelde Frederiksen er vidne til sin fars mangeårige kamp, at det går op for hende, at der er noget grundlæggende galt med systemet, og at der i høj grad er et fravær af retssikkerhed.

Dette er også drivkraften bag, at Louise Schelde Frederiksen i 2021 stifter den velgørende fond, Human Rise, sammen med sin familie. Fonden skal tilbyde gratis juridisk bistand til såvel fysisk som psykisk syge, som mangler rådgivning og støtte i forhold til deres jobcentersag. Louise Schelde Frederiksen fremsatte desuden et borgerforslag i foråret 2021, der skal sikre sagsbehandlingsgaranti med nationale tidsfrister og tværfaglig kvalitet for syge i jobcenteret. Borgerforslaget venter lige nu på at blive behandlet i Folketinget.

En illusion om et velfungerende system

Et socialt sikkerhedsnet og et velfungerende jobcentersystem, der vejleder og hjælper med opkvalificering for at man kan komme i arbejde igen, hvis man bliver syg, er for mange en selvfølge. Denne opfattelse er imidlertid blot en illusion, hvis man spørger Louise Schelde Frederiksen. Hun mener, at kommunen for sygdomsramte er blevet en modstander i stedet for at være en medspiller.

”Forvaltningslovens §7, der finder man vejledningspligten. Det vil sige, hvis nu jeg bliver syg, så regner jeg jo med, at jeg kan gå ned på kommunen og få en helt reel, objektiv og saglig rådgivning. Det er jo derfor, vi har det administrative system. Det kan jeg ikke forvente i dag. Det kan jeg ikke tillade mig at forvente. For det sker simpelthen ikke. Og det er derfor, jeg tillader mig at sige, det er altså blevet en illusion,” siger hun.

En af de væsentligste grunde til dette problem er, ifølge Louise Schelde Frederiksen, at der ikke er nogen sagsbehandlingsgaranti, uanset hvilken kommune man bor i. Man kan være heldig at få sin sag afklaret forholdsvis hurtigt, men vi kan ikke basere retssikkerhed på held, forklarer hun og tilføjer, at det er hinandens modsætninger.

I klemme i et komplekst system

Denne problemstilling er bestemt ikke ny for Louise Schelde Frederiksen, som mener, at det system, der hedder forsørgelse, hvis man bliver syg og i den forbindelse har brug for afklaring, har været forsømt i mange år. Borgernes frustration med systemet møder Louise Schelde Frederiksen nærmest på daglig basis, blandt andet gennem hendes Facebookkanal, som har knap 20.000 følgere. Hun understreger, at der er rigtig mange mennesker klemt i systemet lige nu, og at folk er desperate.

”Jeg får beskeder på Messenger og mails, og folk sender sagsdokumenter: ’jeg kan ikke mere. Nu har jeg siddet fast her i otte år, vil du ikke godt hjælpe mig? Jeg ber, jeg ber, jeg ber’. Det er frygteligt. Det er hård kost. Det er hård kost for dem, men det er så svært at blive ved med at være vidne til, at der er så mange mennesker, der bliver ødelagt i vores velfærdssystem,” fortæller hun.

Det er også på baggrund af disse oplevelser, at Louise Schelde Frederiksen kan konkludere, at der et stort behov for den hjælp, som fonden, Human Rise, skal tilbyde. Faktisk så stort et behov, at hun frygter, at hele deres system eksploderer, når fonden er klar til at tilbyde konkret hjælp.

Manglende retssikkerhed og et system, som svigter

Den uretfærdighed, som Louise Schelde Frederiksen oplever som jurist, er en manglende retssikkerhed blandt andet på beskæftigelsesområdet, som også hænger sammen med den store uforudsigelighed, som præger hele systemet. Ifølge hende kommer den manglende retssikkerhed især til udtryk, når borgerne ikke er sikret mod vilkårlige indgreb fra statens side, hvilket er med til at skabe en uforudsigelighed. Hun fortæller om de mange borgere, hun er i kontakt med, som siger til hende, at de aldrig ved, hvad kommunes næste træk er.

Et andet vigtigt aspekt af den manglende retssikkerhed handler om, at mange borgere sidder fast i systemet i meget lang tid, og at de generelt ikke får den hjælp eller sagsbehandling, de er berettiget til. Hun pointerer, at som det nuværende system ser ud lige nu, så aner man ikke, om man er fanget i kommunens jerngreb i 5, 10, 15 eller 27 år, hvis man bliver sygemeldt.

”Der er rigtig mange, der står i jobcenteret uden at blive afklaret i 5, 10 og 15 år. For nylig snakkede jeg med Lene fra Brøndby, hun havde modtaget kontanthjælp i 27 år,” fortæller Louise Schelde Frederiksen og kommer med endnu et eksempel:

”En tidligere it-chef i en stor dansk virksomhed blev syg, fik en stor rygskade. Det endte med, at han var fem år i jobcentersystemet, inden han fik et fleksjob, hvor han kunne arbejde i 12-15 timer. Hvorfor skal det tage fem år? Altså, vi skriger på arbejdskraft lige nu. Men hvad med alle dem, der bliver fastholdt i jobcentrene, som godt kan arbejde lidt? Slip dem fri. I stedet for, at de skal rundt og samle hundelorte op og møde op for at udfylde blanketter inde i jobcenteret, for at der er nogen, der har noget at lave. Hold op med det.”

Det kan jo være befordrende set i forhold til kommunens økonomiske kasse at holde folk længere tid end at give dem den ydelse, de er berettiget til. 

Citat: Louise Schelde Frederiksen

På jobindsats.dk kan man læse, der i dag er knap 22.000 personer, som er visiteret til et ressourceforløb, men at det reelt kun er 11.000, der er i en aktivitet i ressourceforløbet, hvoraf blot omkring 2000 af disse er fuldtidsaktiveret. Louise Schelde Frederiksen fortæller, at dette betyder, at de får ydelsen men ingen afklaring, og derfor sidder de fast.

Én af løsningerne er ifølge Louise Schelde Frederiksen at indføre en sagsbehandlingsgaranti i alle kommuner og nogle klare fælles regler på området for netop at skabe noget retssikkerhed og forudsigelighed for den enkelte borger. Hun erkender, at det vil tage lang tid at 'rydde op i systemet', men det er et sted at starte.

Kan ramme alle

Det er en udbredt misforståelse blandt mange, at det kun er ressourcesvage mennesker, som bliver en del af jobcentersystemet, mener Louise Schelde Frederiksen. Hendes pointe er, at det handler om os alle sammen, og at der ikke er nogen, der er skånede mere end andre.

”Det er altså ikke kun Børge, der har haft en hård barndom, der er en del af jobcenterregi. Det er dyrlægen, det er psykologen, der blev fastholdt i 11 år i Københavns Kommune, inden hun fik en pension. Det er læger, det er jurister, det er kokke, det er frisører, det er tømrere, det er murere, det er ingeniører, det er os alle sammen,” siger hun.

Derfor håber Louise Schelde Frederiksen på at kunne bryde med tabuet omkring pludselig at blive afhængig af hjælp fra det offentlige system og at gøre op med den gængse forståelse af, hvad det vil sige at være udsat. Hendes pointe er nemlig, at alle kan blive udsat, og hun bruger sin egen historie som et eksempel på en ressourcestærk familie, der pludselig blev udsat for et misforstået system.

Hun fortæller desuden, at det ofte er ressourcestærke mennesker, der får et chok over, hvordan systemet fungerer, da mange af dem ikke tidligere har været i kontakt med det administrative velfærdssystem.

Risiko for økonomisk magtfordrejning

Ifølge Louise Schelde Frederiksen har systemet lukket sig om sig selv, og der er blevet skabt en borg af bureaukrati, hvor alle har travlt med at udfylde dokumenter – alt imens borgerne står uden om borgen og bløder. Hun baserer dette ud fra sin erfaring igennem 17 år på beskæftigelsesområdet. Dette fokus på bureaukrati har flyttet fokus fra selve kerneopgaven, som handler om at hjælpe borgere videre i livet, når de bliver ramt af sygdom, mener hun. Hun italesætter imidlertid også en anden central problemstilling, nemlig at der ikke bliver lyttet til den lægefaglige ekspertise i jobcentrene.

”Vi bliver simpelthen nødt til at forstå, at der er noget, der hedder sygdom, som man ikke kan trylle væk. Og så bliver vi nødt til at lytte til lægerne. Og det er jo noget af det, man bliver trænet i som jurist på det juridiske fakultet. At tage de faktiske omstændigheder alvorligt, så de der afgørelser ikke bliver én stor gættekonkurrence eller forgodtbefindende,” siger hun og fortsætter:

”De kliniske funktioner i regionalt regi skal mere ind over, så det bliver en fælles afgørelse. En afgørelse truffet på baggrund af en fælles indstilling, så kommunerne ikke kan opretholde deres nuværende veto og ignorere lægefaglig ekspertise.”

Ud over mængden af bureaukrati og den manglende anerkendelse af lægefaglig ekspertise mener Louise Schelde Frederiksen, at problemerne også bunder i en interessekonflikt på beskæftigelsesområdet. Hun problematiserer, at dem, der skal bevillige sygedagpenge, også er dem, der skal betale for dem, da dette kan lede til økonomisk magtfordrejning.

”Man kan ikke tale om rendyrket objektivitet, når dem, der skal bevillige, også er dem, der skal betale. Det kan jo være befordrende set i forhold til kommunens økonomiske kasse at holde folk længere tid end at give dem den ydelse, de er berettiget til. Det er i hvert fald med risiko for økonomisk magtfordrejning,” siger hun.

Blot endnu en stemme i koret

K-NEWS har tidligere bragt historier, hvor jurist og forfatter, Monica Lylloff, og jurist, Sanne Møller, har udtalt sig om fejlbehæftet sagsbehandling og de store retssikkerhedsmæssige udfordringer, der er i det kommunale system. I 2020 vandt Monica Lylloff Karnovs Nytænkerpris for hendes kamp for socialt udsattes rettigheder i kommunernes sagsbehandling. Hun har med bevægelsen #enmillionstemmer sat spot på kommunernes fejlagtige sagsbehandling på handicapområdet, og bevægelsen har for alvor fået vind i sejlene på de sociale medier, hvor også fremtrædende politikere støtter op om bevægelsen.

Artiklen, vi skrev, da Monica Lylloff vandt nytænkerprisen, kan du læse HER.

Også Sanne Møller, som er forfatteren bag en rapport fra Foreningen Embedsværket om kommunal sagsbehandling, har udtalt sig til K-NEWS om netop dette emne. Rapporten viser, at mange borgere, der døjer med fysisk og psykisk handicap, fanges i en fejlbehæftet kommunal sagsbehandling. 

Alt dette tegner efterhånden et billede af et krakeleret kommunalt sagsbehandlingssystem, hvor alt for mange borgere kommer i klemme i systemet. Selvom Sanne Møller og Monica Lylloff omtaler kommunal sagsbehandling på handicapområdet, og Louise Schelde Frederiksen problematiserer sagsbehandlingen på beskæftigelsesområdet, taler de alle tre ind i en større fortælling om manglende retssikkerhed i det kommunale sagsbehandlingssystem. 

Dette emne bliver ved med at være højaktuelt, og for to uger siden kunne man læse i Berlingske, at jobcentre i København ikke har henvist én eneste ledig til job de seneste to år.