/IMG_5539.jpg)
Dette er en replik på den kritik, som Mike Niemann fremsatte i dette blogindlæg, vedrørende Tobias Stadarfeld Jensens medvirken i podcasten Magtens Tredeling, episode 188. Nærværende indlæg er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.
I et indlæg den 5. september 2024 kritiserer Mike Niemann en podcast med overskriften ” Når politikere skriver bøger om domstole”, som undertegnede medvirkede i på K-NEWS.
Det første kritikpunkt, han rejser, drejer sig om programmets tilrettelæggelse. Altså, at jeg burde være mødt med flere eller andre kritiske spørgsmål, alternativt fra en jurist med modsatte synspunkter. Programmets tilrettelæggelse og format overlader jeg trygt til journalisterne på K-NEWS.
Formatet synes dog for mig ikke fremmed, og jeg havde da håbet, at Stoklund havde ønsket at deltage.
Vedkommende gæst vil i en sådan podcast i sagens natur få lejlighed til at udlægge sin egen faglige vurdering og holdning til de spørgsmål, der stilles. Det synes jeg tydeligt fremgår af podcasten, og jeg får også indtil flere gange understreget, at dette er tilfældet, når jeg udtaler mig. Niemann fæstner ved sin kritik under alle omstændigheder ikke megen tillid til podcastens lyttere, som jeg antager i vidt omfang udgør et velinformeret publikum.
Et kritikpunkt af indholdsmæssig karakter, som Niemann fremfører, er, at jeg ved at kommentere Stoklunds egen udlægning af en sag om den danske statsborger Mohamad Tarek Younes, som invaliderede en anden borger med sin hensynsløse bilkørsel, ”skøjter” henover diskussionen om, hvorvidt kriminelle personer med dobbelt statsborgerskab kan få frataget det danske statsborgerskab.
Det er givetvis en diskussion et eller andet sted i den offentlige debat, men det er bare ikke et synspunkt, som Stoklund fremfører i sin debatbog. Af samme grund giver det derfor heller ikke mening at diskutere dette indgående i podcasten.
Jeg vil i den forbindelse frabede mig urigtige citater, såsom: ”Tobias Jensen udtaler, at spørgsmålet om fratagelse af statsborgerskab ikke har noget med menneskerettigheder at gøre."
Ønsker Niemann at indlade sig i en sådan debat, står det ham selvfølgelig frit for. Jeg vil i den forbindelse frabede mig urigtige citater, såsom: ”Tobias Jensen udtaler, at spørgsmålet om fratagelse af statsborgerskab ikke har noget med menneskerettigheder at gøre..”. Dette siger jeg ikke i podcasten. Jeg forholder mig derimod til den konkrete sag om Mohamad Tarek Younes, hvor der under retssagen ingen menneskeretlig problemstilling var at diskutere, og at der derfor ikke er nogen kobling mellem denne sag og bogens kritik af EMD’s praksis.
Skulle man alligevel indlade sig i en debat om mulighederne for at fratage personer dansk statsborgerskab, vil det hurtigt stå klart, at fratagelse af dansk statsborgerskab ifølge dansk ret kun er muligt, hvis den dobbelte statsborger begår forbrydelser, der kan anses for at skade statens vitale interesser. De internationale forpligtelser, der normerer dette område, er hovedsageligt statsløsekonventionen og Den Europæiske Konvention om Statsborgerret og i et meget begrænset omfang afgørelser fra EMD. Det er muligvis også årsagen til, at problemstillingen ikke rejses i Stoklunds debatbog, og det synes derfor en anelse malplaceret at diskutere problemstillingen i podcasten, uagtet Niemann gerne så, at dette var tilfældet.
Niemann laver i sit indlæg endvidere følgende sammenkog af et citat: ”Tobias Jensen ytrer indledningsvist noget i retning af, at domstolen ikke er aktivistisk, fordi den flere gange har givet udtryk for, at den ikke vil skride ind, hvis bare medlemslandene overholder dens praksis...”
Også denne tilskæring, som efter min opfattelse grænser til det uhæderlige, må stå for Niemanns egen regning. Det siger jeg ikke tilnærmelsesvist.
Som svar på værtens spørgsmål om, hvorvidt jeg kan genkende Stoklunds udlægning af, at der er sket en udvikling i praksis hos EMD, svarer jeg, at der ”hele tiden er en udvikling” herunder i den forstand, at ”man udvider rettigheder”. Jeg anerkender således uden videre, at der selvfølgelig er en udvikling i praksis, hvor rettighederne også udvides. Jeg afholder mig fra at anvende ladede ord såsom ”aktivistisk” – også dette må stå for Niemanns egen regning. I et forsøg på at nuancere debatten om udvisningspraksis, nævner jeg herefter en dom fra 2017, som Institut for Menneskerettigheder og juraprofessorer på området er enige om, er et udtryk for en tilbageholdende domstol, der tilgår udvisningsspørgsmålet mere processuelt.
Meningen er, at skønsafvejningen af, hvorvidt det er rimeligt at udvise den pågældende udlænding, i udtalt grad overlades til de nationale domstole, og hvor EMD kun vil gribe ind, hvis de nationale domstole slet ikke har inddraget praksis fra EMD. Denne praksisændring anses af førnævnte eksperter at være på linje med de erklæringer, medlemsstaterne har afgivet, hvor staterne kræver større spillerum på udvisningsområdet uden EMD’s indgriben.
I sit indlæg efterlyser Niemann også, at journalisten f.eks. foreholdt mig juraprofessor Mads Bryde Andersens kritik af Menneskerettighedsdomstolen, senest ifølge Niemann fremsat i et indlæg i Berlingske den 21. august 2024. Igen må jeg lade dette være op til journalisten at vurdere relevansen af. Ønsker Niemann mit ’take’ på professorens ideer og argumenter, der efterhånden rækker nogen år tilbage, skal jeg henvise til den udveksling, jeg havde med professoren i Weekendavisen i juni og oktober 2017, i Altinget i december 2018 og i Berlingske Tidende i marts 2019. Alternativt kan henvises til rækken af i besvarelser fra december 2018 fra Justitsministeriet vedrørende professorens forskellige kritikpunkter og løsningsforslag, hvor ministeriet må siges at affeje professoren.
Selvfølgelig skal der være plads til at diskutere EMD’s praksis på forskellige områder. Det bidrager Stoklunds bog bare ikke til.
Niemann nævner (måske af gode grunde) ikke den anden sag (Savran-sagen), vi drøfter i podcasten, som Stoklund i bogen udlægger stik imod sagens reelle udfald. Stoklund anvender Savran-sagen til at underbygge sin pointe om, at domstolens praksis er for aktivistisk. Med denne fejlslutning in mente går Stoklund i bogen videre og fremturer med et postulat om, at den pågældende klager (Savran) i dag nyder”et liv med masser af privilegier i det danske samfund”, uagtet myndighederne rent faktisk udsendte Savran til Tyrkiet.
En anden pointe, jeg i podcasten forsøgte at få igennem, er i denne henseende også, at EMD kun i meget få sager udtaler sig om, hvordan en dom skal implementeres af medlemsstaten. Dette spørgsmål afgøres af ministerkomiteen i Europarådet. Selv hvis dommen havde fået det udfald, som Stoklund fejlagtigt konkluderer, er det med andre ord ikke ensbetydende med, at vedkommende nødvendigvis ville have krav på at indrejse igen.
Om korrekt udlægning af EMD’s retspraksis udgør et tilstrækkeligt juridisk dogme, hvilket Niemann også efterlyser i sit indlæg, må han gøre op med sig selv.
Selvfølgelig skal der være plads til at diskutere EMD’s praksis på forskellige områder. Det bidrager Stoklunds bog bare ikke til. Jeg vil til enhver tid insistere på, at en debat om EMD’s praksis hviler på faktuelt korrekt grundlag, og det samme synes jeg, at Niemann bør tilstræbe i sine fremtidige indlæg.