Praksis omkring varetægtsfængsling peger på et alvorligt problem ved domstolene

Foto: PR

Opdateret d. 12 april.

Thomas Brædder oplever det tit. Faktisk er det ofte mere reglen end undtagelsen, at Anklagemyndigheden i de straffesager, han fører, opfordrer dommeren til at varetægtsfængsle den sigtede, før sagen kan komme for retten.

”Mit indtryk er, at der er en tendens til, at man fra Anklagemyndigheden agerer ud fra, at hvis man kan varetægtsfængsle, så gør man det, mere end at man overvejer, om det reelt giver mening og er nødvendigt. Det er i højere grad blevet standardiseret og i stedet for at lave en konkret vurdering i hver sag, så er det blevet en mere generel vurdering,” siger han til K-NEWS.

Thomas Brædder oplevelser flugter med de tal, som vi på K-NEWS kunne berette om i sidste uge. I et svar til EU-kommissionen fra Justitsministeriet fremgår det, at man i Danmark i 2021 havde 36 procent af det samlede antal arrestanter varetægtsfængslet. Svaret, sammen med svar fra en række andre europæiske lande, afstedkom en henstilling fra EU-kommissionen om kun at bruge varetægtsfængsling som en sidste udvej. Og det er derfor bekymrende, at vi har så stor en andel af frihedsberøvede i Danmark, som endnu ikke er blevet dømt for noget, mener Thomas Brædder.

”Det er ikke tilfredsstillende. Det er det korte svar. Der er jo en grund til, at man fra EU’ side siger, at det er en last resort. Og det er jo fordi, det er yderst skadeligt og ødelæggende for folk at være varetægtsfængslet. Både på grund af de fysiske rammer vi tilbyder dem, men også fordi at frihedsberøvelse er noget af det voldsomste, man kan udsætte mennesker for her i landet. Det er jo folk, som ikke er dømt for noget endnu, skal vi huske.” Noget vi på K-NEWS tidligere har kunne fortælle.

Varetægtsfængslede hungrer efter at komme i rigtigt fængsel

I den danske retsplejelovs paragraf 762 fremgår det, at man fra domstolenes side kan varetægtsfængsle en sigtet, hvis der er ’bestemte’ grunde til, at den sigtede for eksempel enten vil påvirke efterforskningen eller måske endda flygte fra landet. Men netop ordlyden -  ’bestemte’ grunde – kalder på en revision, mener Thomas Brædder, fordi praksis efter hans mening har ændret sig i en sådan retning, at tolkningen simpelthen er blevet for bred.

De, der er varetægtsfængslede, er jo de dårligst behandlede af alle i vores fængselssystem. De hungrer jo nærmest efter at komme i afsoning i et fængsel

”Det, der står i loven, er, at der skal være en begrundet mistanke om, at du har gjort dig skyldig i den sigtelse, politiet har rejst. Og sådan som praksis er i dag, skal der meget lidt til. Et enkelt vidne kan være nok. Men derudover skal der også være bestemte grunde til at frygte, at du – hvis du er på fri fod – vil flygte, påvirke efterforskningen, eller gøre det samme igen og så videre. Og her synes jeg faktisk, at man er begyndt at yde lidt vold mod bestemmelsen. For ’bestemte grunde’, mener jeg, må betyde, at der skal være konkrete eksempler eller tegn på – at den her frygt er reel. Du har måske allerede købt en flybillet til syden, du har måske allerede haft fat i et vidne, eller noget andet konkret. Og derfor kan varetægtsfængsling i dag bruges utrolig bredt og i rigtig mange sager. ” 

Siger han og fortsætter:

”Men så også kigge på hvordan vi opbevarer de varetægtsfængslede, for jeg mener simpelthen ikke, vi har nogen som helst grund til at behandle vores varetægtsfængslede så dårligt, som vi gør i dag,” siger han og henviser til, at vores arresthuse er overfyldte og nedslidte. 

”De, der er varetægtsfængslede, er jo de dårligst behandlede af alle i vores fængselssystem. De, der sidder varetægtsfængslet, hungrer jo nærmest efter at komme i afsoning i et fængsel. Der er sager, hvor folk er i udlandet, og hvor de ikke vil komme hjem før selve domsdatoen, fordi de for alt i verden vil undgå varetægtsfængsling. Og det, mener jeg, slet ikke er rimeligt – de sidder her jo ikke som en straf, de sidder der kun, fordi vi skal passe på nogle helt konkrete ting, for eksempel at du ikke flygter. Men det bør jo ikke forhindre dig i at have omgang med venner og familie i mellemtiden. Hvis du sidder for påvirkning af efterforskning, jamen så er det jo det, vi skal sikre – så samkvem med alle andre, dykning af sport, omgang med andre indsatte og fritidsinteresser, det giver jo ikke mening, at man ikke må det.”

Skred i retssikkerheden

Udviklingen bekymrer forsvareren, der ser det som et skred i retssikkerheden, at tendensen til at varetægtsfængsle blot er stigende.

”Det er jo sådan set et brud på uskyldsformodningen, men det er jo noget, man er gået med til at gøre. Man bryder jo ikke nogen love ved at varetægtsfængsle, skal det siges, men man bryder med det grundliggende princip om, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Selvom man ikke kalder varetægtsfængsling for en straf, så er det jo de facto det samme, som vi gør, når folk så er dømt – vi frihedsberøver dem. Man straffer jo nogen for noget, de endnu ikke er dømt for.”

I Justitsministeriets svar til EU-kommissionen beskrives det, hvordan man i Danmark også kan bruge kaution som alternativ til varetægtsfængsling, med henvisning til paragraf 765 i retsplejeloven. Men det er ikke retvisende at henvise til den bestemmelse, mener Thomas Brædder, da men ikke har gjort brug af kaution de sidste 35 år.

”Jeg oplever aldrig, at man bruger kaution som mulighed. Der står i Karnovs noter, at bestemmelsen udnyttes yderst sjælden i praksis, i alt syv gange i perioden 1973-1987. Og jeg har aldrig i mine snart 15 år som først anklager og siden forsvarsadvokat haft en sag, hvor det er sket. Så det er så sjældent, at det slet ikke er værd at nævne. Jeg synes ikke, det er retvisende at nævne som mulighed, i hvert fald ikke uden samtidig at tydeliggøre, at den i praksis ikke anvendes. For ellers får man jo som læser indtryk af, at det er en reel mulighed. Det er det ikke.”

Til spørgsmålet om, hvad der er skyld i den stigende tendens til at varetægtsfængsle, peger Thomas Brædder på flere faktorer.

”Jeg tror, det skyldes en flerhed af faktorer – dels travlhed hos Anklagemyndigheden og også i retten. Fordi med travlhed følger også et behov for noget, der er meget nemt, hurtigt og generelt. Det tager tid at gå i dybden og foretage konkrete og individuelle vurderinger. Sådan er det med grundighed. Men tid er en mangelvare i et presset system,” siger han og uddyber:

”Min fornemmelse er også, at man hellere vil varetægtsfængsle én for meget end én for lidt. Man ser ingen politikere, der råber op og beder om redegørelser over, at en uskyldig mand har været varetægtsfængslet et år. Ingen. Til gengæld ser vi hele tiden politikerne kaste sig over enkeltsager og bede om redegørelser, hver gang retssystemet ikke har været ”tough nok” eller for eksempel ikke har udvist. Eller har givet en udgang, til en person, der efterfølgende begår kriminalitet og så videre. Der er i min optik ingen tvivl om, at det påvirker systemet. Hvis du kun risikerer ”skæld ud”, hvis du ikke er hård nok, så er det mere opportunt at vælge den ”sikre”, og hårdeste, tilgang: Kan vi varetægtsfængsle, så varetægtsfængsler vi”.

For Thomas Brædder er det vigtigt at påpege, at han ikke ønsker offentlig sympati for hans klienter. Hans bekymringer beror på et større ønske om at holde fast i de gældende retssikkerhedsgarantier.

”Ofte vil man blive skudt skoene, at man blot er en forsvarsadvokat, der ønsker sympati for sine klienter. Men jeg mener, at vi, der arbejder i systemet, har et ansvar for at fortælle, hvordan vores retssamfund er indrettet og fungerer. Jeg er ikke bare forsvarsadvokat, men også en helt almindelig samfundsborger og far. Jeg ønsker lige som alle andre et trygt og sikkert samfund. Men jeg ønsker også et retssikkert samfund, hvor vi gør, hvad vi kan for at begrænse statens indgreb mod borgerne til det allermest nødvendige, og sikrer nogle ordentlige forhold for alle.  Og jeg mener, at det kalder på en revision af området. Også for at komme på linje med de standarder, andre lande, vi normalt sammenligner os med, har.”

K-NEWS har sendt Thomas Brædders kritik med uddybende spørgsmål til Rigsadvokat Jan Reckendorff, ligesom vi også er i dialog med Justitsministeriet om en uddybning af deres svar til EU-kommissionen.

I en mail til K-NEWS oplyser rigsadvokaten følgende:

”Rigsadvokaten kan oplyse, at anklagemyndigheden altid foretager en konkret vurdering af sagen, inden en sigtet begæres varetægtsfængslet. Det sker bl.a. ud fra en afvejning af den sigtedes forhold og den forventede straf. Derudover vurderer anklagemyndigheden løbende, om retsplejelovens eller hjemrejselovens øvrige betingelser for varetægtsfængsling fortsat er opfyldt. Det indebærer bl.a., at varetægtsfængslingsperioden altid skal være så kort som muligt og højest kan forlænges med 4 uger ad gangen. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at der også er løbende domstolskontrol med, om betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt – herunder at varetægtsfængslingen ikke står i misforhold til den forventede straf.”