Det er en bjørnetjeneste ikke at prioritere bedre forhold i arresthusene  

Billede: Et sammenklip af Shutterstock, privat foto af Mette Grith Stage tv., Erbil Kaya th. og Anders Schønnemann i midten. 

Der er mange huller i velfærdsstaten, som lige for tiden kalder på flere ressourcer, for at de kan lappe sig selv. Og de danske arresthuse er ikke en undtagelse. 

På K-NEWS har vi tidligere skrevet om, hvordan knap tre fjerdedele af de danske arresthuse er fyldt til randen eller ligefrem overfyldte.

Men hvis man spørger en række forsvarsadvokater, der i forbindelse med deres arbejde bevæger sig meget rundt i de danske arresthuse, er pladsmangel ikke det eneste problem. 

For selvom prioriteringen af flere ressourcer til arresthusene ligesom fængslerne nok ikke er det valgløfte, der giver flest klapsalver, mener flere af de forsvarsadvokater K-NEWS har talt med, at det er vigtigt, det bliver prioriteret. 

”Problemet er, at når forholdene er så dårlige, som de er nu, så gør man sig selv en bjørnetjeneste. Dels er der risiko for, at de kriminelle forhærdes. Men samtidig bliver det jo sværere og sværere at se sig selv i øjnene som samfund, hvis vi ikke kan tilbyde vores udsatte kriminelle ordentlige forhold. Og i arresthusene er de endda alle uskyldige, fordi de jo endnu ikke er dømt for noget. Hvilket vel kun gør vores forpligtelse til at behandle dem ordentligt endnu større,” siger forsvarsadvokat ved Schønnemann Advokatfirma, Anders Schønnemann. 

Og lidt i samme dur lyder det fra en anden forsvarsadvokat Mette Grith-Stage fra Stage Advokatfirma:

“Det der med, at vi skal have flere i fængsel, det er jo noget som normalt er godt valgstof, og vi ser mange politikere bryste sig af , at de er ”though on crime”. Men så hører det altså naturligt med, at der også skal kanaliseres nogle ressourcer ud i fængselsvæsenet, hvilket politikerne glemmer, og det synes jeg ikke er okay. Mange af politikerne ville have godt af, at komme ud og se, hvordan det rent faktisk fungerer i arresthusene, og hvor pressede personalet er,” siger hun og tilføjer, at ressourcemanglen også er et problem i fængslerne, og at formålet med højere straffe er misforstået, hvis man ikke tilføjer flere ressourcer til både arresthuse og fængsler, så der er overskud til at resocialisere de indsatte. 

“Ellers ender de bare med at blive endnu større banditter. Og det er et samfundsmæssigt problem,” siger hun. 

Mangler ressourcer

K-NEWS har forsøgt at afdække forholdene i arresthusene gennem samtaler med fem forskellige forsvarsadvokater, der frekventerer mange af landets arresthuse i deres daglige arbejde, og alle fem beretter om knappe ressourcer og dårlige forhold. 

De er blevet til en i mængden af får, man bare skal tolerere i stedet for at se dem som mennesker

Citat: Erbil Kaya

Karina Skou fra Juul Eriksen og Ernst Advokatfirma fortæller blandt andet, at hendes oplevelse er, at forholdene er ret forskellige i arresthusene. Hun vil ikke komme med konkrete eksempler, men siger at: 

“Der er nogle, hvor jeg synes, forholdene fungerer tilfredsstillende, men der er også nogle, hvor jeg synes, der er hårde vilkår. Men der er ingen tvivl om, at der mangler ressourcer.”

Også Anders Schønnemann har en oplevelse af, at det er svært at få enderne til at mødes i arresterne rundt omkring i landet. 

“Overordnet er det meget dårlige vilkår for arrestanterne. Fængselspersonalet forsøger virkelig at få enderne til at mødes, men der mangler næsten 2000 mand, og det gør, at vilkårene bliver dårligere,” siger han og fortæller også, at den overbelægning, der er, i mange af arresterne blandt andet betyder, at besøgslokalerne i arresten i Vestre Fængsel er inddraget og omgjort til celler. 

“Så overbelægningen er så massiv, at der nu ikke er mulighed for besøg for arrestanterne i Vestre Fængsel i samme grad som før,” siger han og uddyber: 

“Så hvor standarden før var, at man kunne få besøg en gang om ugen, er den nu hver anden eller hver tredje uge.”

Fra Ali og Johnny til nummer 7 og nummer 24 

De færre betjente i arresterne og den høje belægningsgrad i mange arresthuse har stor betydning for de indsattes ophold, imens de venter på deres endelige dom. Blandt andet fortæller forsvarsadvokat hos Advokatfirmaet Erbil E.G. Kaya, Erbil Kaya, at restriktionerne og nedskæringerne, som Kriminalforsorgen har oplevet, har haft en effekt på den måde, hvorpå fængselsbetjentene møder de indsatte. 

“Det, der gjaldt tidligere, var dialog og en samarbejdsbaseret tilgang til de indsatte. Det er nu erstattet med en kontrolbaseret tilgang. De er gået fra at være Johnny, Brian, Ali og Mohammed til at være nummer 7, 19, 23 og 35. Det er det, man kalder dem, når jeg ringer derind og skal tale med en klient,” siger han.

“De er blevet til en i mængden af får, man bare skal tolerere i stedet for at se dem som mennesker og behandle dem som mennesker, som man gjorde før i tiden,” tilføjer Erbil Kaya. 

Han nævner blandt andet, at det før i tiden var kutyme, at betjente stillede op, når der skulle fejres fødselsdage, en indsats bekendt skulle begraves, eller hvis andre vigtige og store ting skete for en indsat. Men de ressourcer er væk nu, så den slags er ifølge ham i vidt omfang skåret fra. 

Og så fremhæver han, at de forhold der beskrives i Lars Findsens bog, om at tisse i håndvasken og gå på toilettet i skraldespanden, er klassiske historier fra arresthusene. 

“Selvom det er ekstremt groft, så tænker vi ikke over det mere. Vi tager det nærmest for givet,” siger Erbil Kaya.

Lidt samme historie kommer Anders Schønnemann med. Han bakker op om fortællingen om, at de indsatte kan risikere at vente i lang tid, når de gerne vil på toilettet, fordi betjentene ikke har tid til at assistere dem derhen. Det samme gælder ifølge ham, når det handler om at komme tilbage fra et eventuelt bad eller toiletbesøg.

“Hvis de er i bad, og der opstår et eller andet, må de blive ude på badet eller toilettet, hvilket er ydmygende for dem, for de bliver låst ude og kan risikere at stå der i halve og hele timer,” siger Anders Schønnemann blandt andet. 

Han påpeger også, at han oplever, at de indsattes mulighed for at tale med pårørende også er blevet indskrænket. 

“Når de nu kun har tid til at dele mad ud, slukke ildebrande, skælde arrestanter ud, hvis de slås og andre praktiske ting, så forsvinder alt det, de også brugte tid på før. Såsom at give omsorg, tage en sludder for en sladder og tale med dem om, hvad der er op og ned i livet. Det er der ikke tid til nu, og det er medvirkende til, at den resocialisering, man kunne håbe på, var en del af det at blive sat i fængsel eller arresthus, det går fløjten,” siger han. 

Mette Grith Stage mener også, at de knappe ressourcer har store konsekvenser for både de indsatte og personalet i arresthusene. Og hun peger på en risiko for et optrappet konfliktniveau. 

“Rundt omkring i arresthusene er der så knappe personaleressourcer, og det betyder, at der ikke er meget overskud til at opretholde en god stemning. Jeg ved fra indsatte og personale, at der kommer relativt mange konflikter imellem dem, fordi det hele er så presset,” siger hun og uddyber, at det eksempelvis kan være frustrationer over at skulle vente på at komme på toilettet og være nødt til at tisse i håndvasken samt den manglende tid til, at fængselsbetjenten kan tage den gode snak med den indsatte, som betyder, at det kan eskalerer i konflikter. Både mellem personale og indsatte, men også de indsatte imellem. 

“Der er ikke overskud til lige at tale problemer igennem med de indsatte, der sidder og har det særligt dårligt eller er meget frustrerede over deres situation. Jeg synes, det store problem er, at personaleressourcer er knappe. Tilføjer man, at der ikke er plads nok til de indsatte. Det skaber også konflikter,” tilføjer hun. 

Kan ikke få fat i klienter

En anden konsekvens af de knappe ressourcer i arresthusene, er ifølge flertallet af forsvarsadvokaterne, at det er svært for advokater at få fat i deres klienter. Og at det jo på den helt store klinge er en retssikkerhedsmæssig udfordring. 

Amalie Starch, der er forsvarsadvokat ved &Foldschack Advokatpartnerskab, skriver blandt andet til K-NEWS:

“Det er mit indtryk, at der er en massiv overbelægning og personalemangel i både fængsler og arresthusene. Det betyder blandt andet, at personalet er så presset, at det kan være svært at komme i kontakt med klienterne - både telefonisk men også i forhold til besøg i fængslet. Og det er jo problematisk ikke mindst i forhold til forberedelse af sagerne inden retsmøder.”

Og den fortælling bakker Erbil Kaya op om. 

“Det er ikke nogen kritik af fængselsbetjentene, for jeg tror helt sikker, at mange af dem er rigtigt kede af den udvikling, der er. Men nogle gange, når vi ringer til dem, så er der mange arresthuse, hvor vi ikke kan komme i kontakt med dem, og hvor de ikke ringer tilbage. Det er ikke af ond vilje, men på grund af ressourcemangel,” siger han og fortæller, at han før i tiden altid kunne komme ind hos Vestre Fængsel for at tale med en klient. Men at det nu er fuldstændigt umuligt. Ofte skal man nemlig ifølge Erbil Kaya bestille en tid en uge i forvejen.

“Så hvis jeg har noget presserende, jeg skal tale med en klient om, skal jeg stå i kø og håbe, at der er en advokat, som har en tidsbestilling, der ikke kommer. Så kan man hurtigt vente i 3-4 timer, som jeg gjorde forleden” siger han og tilføjer: 

“Det er virkelig et retssikkerhedsmæssigt problem, for så får klienterne ikke gennemgået deres sagsakter i tide.”

Anders Schønnemann mener også, at muligheden for at kunne besøge sin klient er reduceret på grund af ressourcemangel og overbelægning. 

“Det faktum, at der er færre besøgslokaler også til advokaterne og færre ressourcer til at bringe klienter fra celler og ned til advokaten, det forringer hele muligheden for at besøge klienten. Og det udgør jo i sidste ende, at der er et retssikkerhedsmæssigt problem, fordi arrestanterne så får ringere mulighed for at forberede sagerne sammen med deres advokat,” siger han. 

Den underprioritering har både menneskelige og retssikkerhedsmæssige konsekvenser

Citat: Anders Schønnemann

Mette Grith Stage kender også til problematikken med ikke at kunne få et besøgslokale, når hun skal tale med en klient eller problemer med ikke at kunne ringe ind. 

“Jeg oplever også, at det bliver stadig vanskeligere at få kontakt til klienterne i arresten, når vi advokater ringer til dem, fordi personalet er nødt til at gå på nathold og dermed nedsat bemanding meget tidligt på aftenen, og så har personalet simpelthen ikke ressourcer til at overbringe telefonen til den indsatte. Det skete for mig så sent som i går kl. 17.35, hvor jeg ønskede at tale med en klient i Aalborg Arrest,” forklarer hun og tilføjer 

“Det er højst problematisk, at det skal være så svært at komme i kontakt med en klient for en advokat, fordi det burde være sådan, at der er uhindret kontakt. Det er bare ikke realiteten. Det er helt fair, at man ikke kan ringe klokken 23 om aftenen, men det dur ikke, at man som advokat ikke kan tale med sin klient kl. 17.30. Det giver ikke mening. Og det er ikke personalet skyld; de vil sådan set gerne være behjælpelige – men de har ikke tiden."

Had til systemet

Udover at ressourcemanglen og overbelægningen i arresthusene er et retssikkerhedsmæssigt problem ifølge forsvarsadvokaterne, så har den måde arresterne fungerer i dag også konsekvenser for de indsatte på andre måder. 

“Jeg er med på, at det ikke skal være et hotel, men man skal huske, at dem, der sidder i varetægt, ikke er fundet skyldige endnu. Man oplever at nogle frifindes, og der er ingen tvivl om, at det har været hårdt at sidde i en arrest under sådan nogle vilkår,” siger Karina Skou blandt andet. 

Erbil Kaya supplerer med en oplevelse af, at der kommer et had til systemet og samfundet hos de indsatte. 

“De føler sig som undermennesker, de føler sig ydmyget og nedværdiget,” siger han og peger på, at det også kan have konsekvenser for betjentene, fordi der på grund af travlhed og ressourcemangel bliver skabt en dårlig relation mellem indsat og ansat, hvilket øger utrygheden for betjentene. 

“Derfor har vi set flere og flere angreb og overfald på fængselsbetjente. For de indsatte har ingen relation til dem. De ser dem som et symbol på et system i forfald og et symbol på noget imod deres lyst til at leve så frit, som det nu engang kan lade sig gøre i arresterne,” siger han og tilføjer: 

“Det er en ond spiral, fordi så hedder det sig, at de indsatte ikke kan opføre sig ordentligt, og så skal de i de særligt sikrede arresthusene, som er endnu værre.”

Anders Schønnemann mener også, at det faktum, at mange indsatte ikke kan få besøg særligt ofte, har den konsekvens, at de indsatte bliver mere afsondrede fra det samfund, som vi gerne vil have dem tilbage i. 

“Hvis man kun har halvt så meget kontakt med verden udenfor, bliver man vel dobbelt påvirket af fængslet,” siger han og fortsætter: 

“Det er desværre et meget underprioriteret område. Og den underprioritering har både menneskelige og retssikkerhedsmæssige konsekvenser, både for de indsatte, betjentene og forsvarsadvokaterne.”

Flere penge, mindre bureaukrati og nyt syn 

Alle fem forsvarsadvokater ser et område, der kan bruge flere ressourcer, og ansvaret ligger både hos Kriminalforsorgen og politikerne.

“Alle har et ansvar. Det er samfundet, der skal få styr på det her. Vi må som folketingsvælgere stemme på politikere, der vil gøre noget ved det her. Det skal jo være politikerne, der bevilger flere penge til området. Eller politikerne, der får lavet en plan, som tilføjer flere ressourcer til området. Det er jo en prioriteringsopgave,” siger Anders Schønnemann.

For Mette Grith Stage handler det også om, at få tilført flere ressourcer til området, men hun mener også, at der er et bureaukratisk problem, der skal løses. 

“Det handler både om flere penge, men også om at der er meget bureaukrati. Og ansvaret, det tænker jeg er Kriminalforsorgens og politikernes,” siger hun og forklarer, at hun blandt andet ofte oplever at betjentene i arresthusene, skal bruge tid på en masse bureaukratisk arbejde, som tager tid fra nogle af de vigtigere ting.

Erbil Kaya mener dog ikke, at alt er løst ved blot at afskaffe en del af det for Mette Grith Stage unødvendige bureaukrati og give flere ressourcer til området. 

Han mener også, at selve samfundssynet på kriminelle og kriminalitet er nødt til at blive ændret. For lige nu, handler det ifølge ham om, at det skal være hårdere og sværere for de kriminelle. 

“Hele den her dagsorden har haft indvirkning på politikernes indstilling til resocialisering og fængslernes rolle i samfundet. Det har måske gjort, at man har været ligeglad med, hvordan det står til i fængslerne og i arresterne. Hvis vi skal ændre det, så skal synet på kriminelle ændres,” siger han.  

Stort fokus på mere bemanding 

Kriminalforsorgen er blevet forelagt kritikken fra forsvarsadvokaterne og skriver til til K-NEWS at: 

”Det er åbenbart, at vi har store udfordringer med at få hverdagen i vores institutioner til at hænge sammen. Vi har det højeste belæg i årevis, og vi mangler betjente. Det eksakte omfang af personalemanglen er vanskeligt at opgøre, men vi har et massivt fokus på at rekruttere alle dem, der vil være en del af fællesskabet. Blandt andet via nye kampagner. Samtidig har vi fokus på at fastholde medarbejdere, eksempelvis ved at gøre hverdagen mere smidig samt tilføje 35 millioner til tillæg og bonus som en anerkendelse for deres store indsats i en svær situation. Fængsels- og transportbetjentene er uundværlige for kriminalforsorgen og trygheden i Danmark. Og vi SKAL have flere. Det påvirker alt arbejdet i kriminalforsorgen. Det er også derfor, at den politiske aftale, der blev lavet om kriminalforsorgen i december 2021, er så fokuseret på bemanding og kapacitet.

Det høje belæg har gjort det nødvendigt at tage ekstra lokaler i brug, ligesom at nogle indsatte må bo to på en celle, der ikke er beregnet til det. Det er hverken optimalt for de indsatte eller ansatte, da det udfordrer både hverdagen og det kriminalitetsforebyggende arbejde. Alligevel gør vores fængselsbetjente en stor og afgørende indsats for, at hverdagen hænger sammen. Vores medarbejdere – både civile og fængselsbetjente –  har fokus på sikkerhed og praktik, men der findes også tid til at hjælpe med lektier og de nødvendige samtaler. Samtidig blev der iværksat en såkaldt krisepakke med det sigte at frigøre årsværk for at kunne opretholde den mest nødvendige sikkerhedsbemanding hen over efteråret. 

De ansattes faglighed er samtidig afgørende for, at vi de seneste år har holdt antallet af konflikter og episoder med vold og trusler nede og, at det i øjeblikket er faldende. Én episode vil altid være én for meget, og vold eller trusler mod vores ansatte vil aldrig blive accepteret. Derfor fortsætter det forebyggende og konfliktnedtrappende arbejde ufortrødent, selvom hverdagen er udfordret.

Retssikkerheden er afgørende for en samfundsbærende institution som kriminalforsorgen. Derfor har vi fokus på, at alle love og krav overholdes, og at de indsatte får de opkald og samtaler, de har krav på, herunder med advokater. Manglende tid og bureaukrati kan dog udfordre, og derfor har vi i løbet af det seneste år inddraget vores medarbejdere i at finde mere tid til kerneopgaven. Konkret betyder det, at vi har afviklet eller forenklet omkring 40 konkrete procedurer på tværs af kriminalforsorgen, der ikke tilførte tilstrækkelig værdi – og arbejdet fortsætter. Arbejdet løser ikke de strukturelle udfordringer, men det bidrager til at få kriminalforsorgen tilbage i balance, hvilket er afgørende for tilliden fra både indsatte, advokater og befolkningen.”