”Man kan jo overveje, hvor velresearchet bogen egentlig er”

TILFØJELSE 29. august: Dagen efter udgivelsen af denne artikel er Rasmus Stoklund udpeget som skatteminister. 

Rasmus Stoklunds nye bog, Ingen over Domstolen, har fået massiv kritik, siden den kom på gaden for et par uger siden. Både Advokatsamfundet og flere advokater har taget skarpt afstand fra Stoklunds ønske om at udfordre EMD’s praksis og opfordringen til kun at efterleve de afgørelser, som vi er enig i i Danmark.

Men kritikken stopper ikke her. For bogen er også fuld af fejlslutninger og malplacerede argumenter, der fjerner nuancerne fra den vigtige debat, det er, at diskutere forholdet mellem Danmark og EMD.

Sådan lyder det fra advokat Tobias Stadarfeld Jensen, der er advokat hos Bonnez Ziebe i Aarhus i  episode 188 af podcasten om juraens verden, Magtens Tredeling. Han er specialiseret i menneskeretlige sager, og for nuværende har han et par håndfulde verserende sager ved EMD.

Ifølge Tobias Stadarfeld Jensen har Rasmus Stoklund misforstået den danske tilslutning til EMD og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, når han påpeger, at Danmark bør kunne vælge afgørelser til og fra, når det kommer til at forme vores egen retspraksis.

”Enten så er man med i det her. Eller også er man ikke. For ellers vil systemet jo bryde sammen,” siger han i Magtens Tredeling og henviser til risikoen for en dominoeffekt, hvor flere lande vil følge trop og dermed underkende konventionen.

De to sager

Udover den mere generelle kritik af EMD’s afgørelser og beskyldningen om, at domstolen er blevet mere aktivistisk, så fremhæver Rasmus Stoklund i begyndelsen af sin bog to sager, som er symptomer på det, han mener, er det største problem. Det er på bogens første syv sider i det afsnit, Stoklund selv kalder Indledning. Det drejer sig om den danske kompetence og mandatet til at udvise kriminelle udlændinge.

Men de fremhævede sager er skudt helt ved siden af, mener Tobias Stadarfeld Jensen.

Han peger på den første sag, som Stoklund fremhæver som udtryk for en mangelfuld dansk praksis på udvisningsområdet. Problemet er bare, at sagen omhandler en dansk statsborger og har dermed intet med udvisning af kriminelle udlændinge at gøre, påpeger Stadarfeld Jensen.

”Det er jo helt malplaceret. Hvis jeg var et eller andet sted på den politiske scene, så ville jeg finde det værd at fremhæve argumentet om, hvorvidt det er den etniske herkomst, man her er interesseret i, mere end det egentlig er det rent juridiske?" siger Stadarfeld Jensen, der efterlyser nuancer i den juridiske debat, som Stoklunds bidrag burde være en del af.

"For hvis man tænker det til ende, så siger man jo at statsborgerskabet, det har vi ikke ansvar for, det kan ryge, som politikerne synes efter deres forgodtbefindende,” siger han og uddyber:

”Den her sag har intet med menneskerettighedsdomstolen at gøre. Der er end ikke nogen menneskeretlig problemstilling i sagen.”

Den anden sag handler om en udlænding, der ifølge Stoklunds udlægning får medhold i, at den behandling, han er udset til at modtage for sin psykiske lidelse i Tyrkiet, er i uoverensstemmelse med konventionens artikel 3 om tortur og nedværdigende behandling. Men det er direkte forkert, påpeger Stadarfeld Jensen.

”Det er rigtigt, det var der et kammer ved EMD, der kom frem til. Fire dommer nåede frem til det, tre kom frem til det modsatte", siger han og henviser til, at sagen ikke sluttede ved almindelig procedure ved EMD, men faktisk gik hele vejen domstolen Storkammer, der behandler mere principielle menneskerettighedssager.

"Men det er ikke den endelige afslutning på den sag. Sagen slutter egentlig ved Storkammeret, men i bogen slutter sagen ved den afgørelse, der ligger i første kammer. Storkammeret fandt, at det ikke var en krænkelse af artikel 3 i konventionen,” siger Stadarfeld Jensen.

Han undrer sig over, at Stoklund ikke har fulgt sagen til dørs.

”Hvordan Stoklund kan misse det i bogen, der er skrevet i 2024, det er lidt over min fatteevne. Det kan jo også bidrage til at overveje, hvor velresearchet bogen egentlig er, hvis noget så simpelt, som at man refererer til en afgørelse, der ikke er afsluttet, og som første senere finder sin afslutning. For det er simpelthen ikke rigtigt, det der står i bogen.”

Rasmus Stoklund var inviteret i studiet til at debattere bogen og dens pointer med Tobias Stadarfeld Jensen, men han ønskede ikke at deltage.

Du kan høre hele udsendelsen i ovenstående player eller der, hvor du finder dine podcasts.