05/09/2023 - Greenwashing

Fri proces til den første greenwashing-sag af sin slags i Danmark


Civilstyrelsen har bevilliget fri proces til en række grønne NGO’er, der har anlagt sag mod Danish Crown, fordi de mener, at kødvirksomheden har vildledt forbrugere med grøn markedsføring. 
 
K-NEWS har fulgt sagen siden 2021, og vi giver dig her et samlet overblik over sagens forløb indtil nu.
 

Tekst: Cecilie Uhre


Tilbage i efteråret 2021 stævnede Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen Danish Crown for vildledende markedsføring i forbindelse med to udsagn som Danish Crown brugte om deres svinekød.

Udsagnene er:

”Vores grise er mere klimavenlige, end du tror,” og ”klimakontrolleret”.

Advokat Marc Malmbak Stounberg, der dengang arbejdede for SIRIUS Advokater, men i dag har startet sit eget kontor – Kontra Advokater  – og fører sagen, forklarede dengang, at sagen helt overordnet handler om, hvornår man lovligt kan markedsføre noget som klimavenligt eller -kontrolleret, og hvornår det vil være greenwashing og altså ulovligt.

Du kan læse om Marc HER.

“Det er den første sag af sin art ved de danske domstole, og det er det, der gør den principiel,” sagde han blandt andet dengang.

Du kan læse meget mere om sagen HER, og om hvorfor Marc Malmbak Stounberg mener, udsagnene er i strid med markedsføringslovens §5.

I januar 2022 blev sagen så henvist fra byret til landsretten, mere specifikt Vestre Landsret.

Godt et år efter at stævningen mod Danish Crown fandt sted, altså i efteråret 2022, træder både Dansk Industri samt Landbrug og Fødevarer så ind i sagen for at biintervenere.

Landbrug og Fødevarer gjorde det blandt andet, fordi de fandt det vigtigt for hele fødevareerhvervet og forbrugerne, at den juridiske ramme og dokumentationskrav for at omtale grønne tiltag i fødevareproduktionen bliver afklaret hos domstolene.

Til K-NEWS skrev Charlotte Bigum, der er områdedirektør for Jura og Fonde hos Landbrug & Fødevarer blandt andet at:

”Der er efter vores opfattelse en tendens i dag til at skærpe kravene mere, end hvad en vejledning og EU-reguleringen kan bære. Det er på alle måder uhensigtsmæssigt og vil ikke fremme den grønne omstilling, hvis der ikke må kommunikeres om initiativerne undervejs.”

Fra Dansk Industri lød svaret blandt andet, at det er fordi det er vigtigt at få afklaret i hvor høj grad, man kan reklamere for at lave grøn omstilling. 
Du kan læse mere i artiklen HER.

Et par måneder efter anmodede Forbrugerrådet Tænk om at biintervenere på de grønne NGO’ers side med en begrundelse, der blandt andet lyder således:

“Vi mener, at vi kan komme med vægtige udsagn og indlæg fra et andet perspektiv end erhvervsorganisationerne. Sagen er helt i tråd med vores arbejde for forbrugerne, og det er helt afgørende at få stoppet greenwashing, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling.”

Det kan du læse mere om HER.

Den sidste nyhed om retssagen, der kommer til at finde sted i slut-november og start-december, lyder nu, at der er bevilliget fri proces fra civilstyrelsen.

Og til det siger generalsekretæren i Dansk Vegetarisk Forening i en pressemeddelelse, Rune-Christoffer Dragsdahl, ifølge Ritzau, at han er lettet over afgørelsen og:

” At vi nu har fået fri proces til sagen viser, at sagen er berettiget, fordi den er principiel.”

Følg med her på K-NEWS, hvor vi blandt vil følge sagen fra Vestre Landsret i december.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak