Billedet: Shutterstock og screenshot af Landbrug og Fødevarers logo.
Tilbage i september sidste år stævnede en række NGO’er Danish Crown for vildledende markedsføring i forbindelse med en kampagne, hvor Danish Crown blandt andet kalder deres grise for “klimakontrolleret” og siger, at: “Vores grise er mere klimavenlige, end du tror”.
Sagen, der bliver ført af Marc Malmbak Stounberg fra Sirius Advokater for Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening, strøg i begyndelsen af januar i år forbi byretten og direkte i Vestre Landsret.
Dengang sagde Marc Malmbak Stounberg til K-NEWS, at han var glad for, at byretten gav dem medhold i, at sagen skal for landsretten, og at den formentlig vil få stor betydning for udsagn om klima i markedsføring.
I Vestre Landsret er det dog ikke kun Danish Crown og deres advokater, Marc Malmbak skal op imod. For både Landbrug og Fødevarer samt Dansk Industri biintervenerer nu i retssagen til støtte for Danish Crown.
Charlotte Bigum, der er områdedirektør for Jura og Fonde hos Landbrug & Fødevarer skriver i et skriftligt svar til K-NEWS, at de har valgt at biintervenere, fordi de finder det vigtigt for hele fødevareerhvervet og forbrugerne, at den juridiske ramme og dokumentationskrav for at omtale grønne tiltag i fødevareproduktionen bliver afklaret hos domstolene.
“Der er efter vores opfattelse en tendens i dag til at skærpe kravene mere, end hvad en vejledning og EU-reguleringen kan bære. Det er på alle måder uhensigtsmæssigt og vil ikke fremme den grønne omstilling, hvis der ikke må kommunikeres om initiativerne undervejs,” skriver hun og tilføjer, at netop denne sag er vigtig, fordi den efter deres opfattelse er den første af sin karakter ved de danske domstole.
Hos Dansk Industri er Kim Haggren, der er vicedirektør og advokat hos erhvervsorganisationen, enig i, at sagen er vigtig for hele fødevareerhvervet, og han fortæller, at de hos DI har valgt at biintervenere, fordi sagen har nogle helt principielle spørgsmål, som er vigtige at få afklaret.
“Først og fremmest er det vigtigt at få afklaret i hvor høj grad, man kan reklamere for at lave grøn omstilling, og hvornår man må det inden for markedsføringslovens grænser,” siger Kim Haggren til K-NEWS.
Han nævner, at sagen netop er vigtig for dem, fordi de jævnligt får spørgsmål fra deres medlemmer om, hvornår man må gå ud og lave en ”grøn anprisning” i forhold til grønne tiltag, og i den forbindelse mangler Dansk Industri retningslinjer.
“I dag har vi ikke andet end de generelle bestemmelser i markedsføringsloven, og vi kunne godt tænke os, at der kom nogle principielle retningslinjer, og det er grunden til, at vi går ind i sagen,” siger han og uddyber, at de gerne vil være med til at påvirke landsretten til at komme med nogle retningslinjer på, hvornår man må lave grønne anprisninger, og hvor langt man må gå i forhold til anprisningerne.
“Vi rådgiver virksomheder på alle mulige områder, og derfor er det vigtigt for os at vide, hvor langt vi må gå. Vi vil gerne have landsretten til at komme med nogle overvejelser omkring, hvordan man forstår markedsføringslovens regler i forhold til det her,” siger Kim Haggren.
Har du nogen holdning til om Danish Crown er gået for langt eller ej?
“Nej, nu er sagen anlagt ved domstolene, og derfor synes jeg, at Vestre Landsret skal have lov til at lave en vurdering af det. og jeg vil lade det være op til domstolene at lave den vurdering.”
“Det vi vil appellere til, og grunden til at vi går ind i sagen, er, at vi gerne vil have domstolene ved Vestre Landsret til at gøre sig nogle tanker om, hvor langt man må gå i grøn markedsføring, og om man ikke skal give virksomheder mulighed for at markedsføre sig grønt, samt ud fra hvilke parametre man skal have lov til som virksomhed at markedsføre sig grønt.”
“Vi håber på, at domstolen vil strække sig og prøve at komme med anvisninger i deres præmisser i sagen. For eksempel hvad er det, de lægger vægt på? Det, synes jeg, er vigtigt, at man appellerer til, at domstolen gør. Så det vil være vores rolle i forbindelse med sagen at skubbe lidt til Vestre Landsret, så de kan prøve at komme med nogle overvejelser i forhold til, hvad man kan bruge deres afgørelse til i den virkelige verden både i forbindelse med fødevareområdet, men også alle mulige andre områder.”