04/10/2023 - Ligestilling

Fortsat meget få kvinder i advokatkontorernes ejerkredse


En rundspørge foretaget af K-NEWS viser, at der fortsat er få kvinder i toppen af de store advokathuse. Hos det hus med den største andel af kvinder i ejerkredsen, optager kvinderne stadig mindre end en fjerdedel af stolene. 

Tekst: Cecilie Uhre


Billedet: screenshot fra Fremtidens Jurist 2023 og Shutterstock billede. 

 

I Fremtidens Jurist 2023 oplever tre femtedele (60%) af danske jurister og advokater, at det er sværere for kvinder end mænd at klatre helt til tops på arbejdspladsen. 

Blandt de to køn viser brancherapporten en markant forskel i opfattelsen af ligestilling på de juridiske arbejdspladser rundt omkring. Det har antropolog med speciale i køn, etnicitet og ligestilling fortalt lidt om grunden til her.

Du kan også læse om de mest spændende nedslag i rapporten her.

I forbindelse med rapporten har K-NEWS spurgt rundt i de ti største advokathuse baseret på indkomst for at høre, hvordan ligestillingen ser ud allerøverst. Vi har skrevet til Horten, Gorrissen Federspiel, Bech-Bruun, Bruun & Hjejle, Kromann Reumert, DLA Piper, Kammeradvokaten, Plesner, Lundgrens og Accura.

Horten, Gorrissen Federspiel, Bruun & Hjejle, Kromann Reumert og DLA Piper er vendt tilbage med svar på følgende spørgsmål: 

  • Hvor mange kvinder sidder i ejerkredsen pr. dags dato?
  • Hvor mange mennesker sidder i ejerkredsen i alt?
  • Har I gjort noget aktivt for at arbejde med ligestilling i ejerkredsen?
  • (Hvis ja) Hvordan og siden hvornår?
  • Jeg kan tælle antallet af kvindelige partnere på jeres hjemmeside og får det til X ud af X, er det korrekt? 
  •  Gør I/har I gjort noget aktivt for at arbejde med ligestilling i partnerkredsen? 
  • (Hvis ja) Hvordan? 
  • Er det tilfredsstillende som fordelingen er - både når vi snakker ejerkreds og partnere? 
  • Hvorfor/Hvorfor ikke?  

Bech-Bruun har også svaret, men ønsker ikke at oplyse til offentligheden, hvordan deres ejerkreds ser ud. Poul Schmith/Kammeradvokaten henviser til et interview, som managing partner Jens Bødtcher-Hansen gav K-NEWS tilbage i juni i år om en ny handlingsplan.

Plesner svarer, at de ikke ønsker at deltage, da de anser spørgsmål om ejerforhold som fortrolige. 

Og der er også et svar fra Accura, men de svarer ikke på antal partnere eller partnere i ejerkredsen. 

I bunden af artiklen bringer vi de fulde svar fra de advokatkontorer, der er vendt tilbage på vores henvendelse. Men hvis du læser videre her, får du et overblik over, hvordan det ser ud aller øverst på de største kontorer. 

 

Screenshot 2023-10-03 at 14.54.07

Tal om andel af kvinder fra januar 2023 og 2022 er fra Advokatwatch. Lundgrens er ikke vendt tilbage på vores henvendelse. Accura, Bech Bruun og Plesner ønsker ikke eller har ikke oplyst antal af kvinder i ejerkreds til K-NEWS’ i forbindelse med vores rundspørge.

 

Mindre end en fjerdedel i ejerkredsen

Der er fokus på ligestilling rigtigt mange steder, og ifølge svarene fra advokathusene, så arbejder flere af kontorerne også på at få mere af det - også i ejerkredsene. 

Alle kontorerne, der er vendt tilbage med uddybende svar i forbindelse med kvinder i ejerkredsen (Bruun Hjejle, Gorrissen Federspiel, Horten, DLA Piper og Kromann Reumert) bekræfter, at det er et fokus, de har. Og hos nogle af kontoerne er der også taget reelle initiativer for at imødekomme det. 

Hos Gorrissen Federspiel, hvor antallet af kvinder i ejerkredsen er 9 ud af 54 (16,7%) lyder det blandt andet fra Sara Jursic, HR-direktør, at de har “mange og gode indsatser, der har til sigte at skabe mere ligestilling." 

Hun oplyser, at de har et bredt udsnit af initiativer på tværs af virksomheden, der skal være med til at styrke ligestillingen i ejerkredsen. Dette tæller blandt andet: counsellorstruktur, barsel, inklusion og diversitet, flere karriereveje og medlemskaber. 

Hos Bruun & Hjejle, hvor andelen af kvinder i ejerkredsen lyder 18,5%, fortæller managing partner Christian Johansen også, at der arbejdes med ligestilling: 

“I Bruun & Hjejle arbejder vi med ligestilling på flere forskellige måder. Vi mener, at det kræver flere forskellige initiativer at rykke udviklingen hos os og i branchen,” skriver han til K-NEWS og tilføjer, at de hos Bruun & Hjejle blandt andet har fokus på at arbejde med diversitet, inklusion og bias-bevidsthed i ledelsen. 

Hos DLA Piper er de også opmærksomme på at arbejde med kønsbalance. Blandt andet fortæller Head of Communication Helle Honoré, at de har nedsat en diversitets - og inklusionskomite. 

Hos det advokathus med den største andel kvinder i ejerkredsen, Horten, hvor fordelingen lyder 8 kvinder ud af 36, altså en andel på 22,2 %, anerkender managing partner Christian Gregersen dog, at de har haft andre prioriteter og derfor ikke har lavet nye tiltag det sidste års tid.   

“Det er en prioritet for os at arbejde for, at både kvinder og mænd oplever samme mulighed for at blive partner og kapitalejer, og at der kommer en mere ligelig kønsfordeling i vores partnerkreds. Vi må samtidig erkende, at vi har haft en del andre prioriteter og derfor ikke har taget nogle konkrete, nye tiltag på dette område i det seneste års tid. Vi fortsætter dog med en generel opmærksomhed på problemstillingen, og vi afholdt f.eks. International Women Day hos Horten, hvor vi satte fokus på kvinders karriere og vej ind til ledelsesroller,” skriver han til K-NEWS.  

Som sagt er Horten det advokatkontor af de ti største, som er vendt tilbage med konkrete tal på kvinder i ejerkredsen, der har den største andel af kvindelige kapitalejere. En andel, der dog stadig ligger under en fjerdedel, og som er faldet sammenlignet med tal fra 2022, hvor andelen lå på 26% ifølge en optælling lavet af Advokatwatch. 

I bunden ligger Kromann Reumert, hvor kun seks ud af 50 ejere er kvinder, svarende til en andel på 12%. Dog har de ifølge Advokatwatchs tal øget kredsen med 2% flere kvinder sammenlignet med 2022.

Her skriver Annika Krogh Colombo, der er CCO i Kromann Reumert til K-NEWS, at:

“Selvom vi ikke eksempelvis har opsat måltal ift. Kønsfordeling i partnerkredsen, er diversitet noget vi arbejder aktivt med og har gjort i en årrække. Det gør vi dels gennem vores karriereudviklingsudvalg, der løbende sætter lys på bias og anden ubevist forskelsbehandling i forhold til, at de supporterer kvindelige partneremner, og dels gennem en løbende dialog og uddannelse på partnerniveau om samme emner.”

Hun tilføjer, at de hos Kromann Reumert mener at kunne se, at det virker idet optaget af både partnerejerkredsen (37%) og associeret partnerniveau (28,5%) siden 2020 er steget. 

Overordnet lyder fordelingen af partnere ud fra K-NEWS’ egen optælling hos Kromann Reumert i dag på 11 kvinder ud af 66 partnere. Det vil sige at 16,7% af partnerne er kvinder i 2023.  

I Adokatwatchs tal fra begyndelsen af 2023, kan man dog også se andelen af kvinder i ejerkredsen hos Plesner, den ligger på 6%. Et tal, der er faldet med 2% fra 2022. 

Hos Bech-Bruun, der som sagt ikke vil oplyse, hvor stor en andel af deres ejerkreds, der er kvinder, skriver de, at de ikke skelner mellem indehavere og ansatte partnere i ’ekstern sammenhæng’ og oplyser, at fordelingen i partnerkredsen er ni kvinder ud af 64 i alt, altså 14,1%, og at de har sat konkrete mål. 

I et svar til K-NEWS, skriver de, at målet for 2020-2025 er, at hver tredje nye partner skal være end kvinde og fra 2026-2030 skal hver anden være kvinde. 

 

Er det godt nok?

I K-NEWS’ rundspørge har vi også spurgt, om advokathusene er tilfredse med, hvordan fordelingen ser ud. 

Her svarer flere af kontoerne, at de stadig arbejder på at få flere kvinder ind i ledelseslagene. 

“Der er ingen nemme løsninger, når det kommer til at sikre mere ligestilling i toppen af den danske advokatbranche. Det er en udvikling, der tager tid, men i Bech-Bruun er vi indstillet på at skabe den forandring, der skal til for at sikre, at vi kan tiltrække og udvikle de allerbedste talenter, og at flere kvinder kan se sig selv i partnerrollen. For os har det første vigtige skridt været at sætte ord og mål på udfordringen, og nu arbejder vi for at indfri ambitionerne et skridt ad gangen,” skriver Christian Ejvin Andersen, administrerende direktør hos Bech-Bruun. 

Flere af kontorerne mener dog også, at det går den rigtige vej allerede. 

Blandt andet lyder det fra DLA Piper: 

“Vi har en målsætning om 20% kvindelige partnere i 2025. Baseret på en positiv trend og med 17 % kvinder blandt kapitalejerne lige nu ser vi baseret på måltallet en fornuftig udvikling. Omvendt kan man udfordre os på, om målsætningen er ambitiøs nok.” 

Fra Bruun & Hjejles managing partner Christian Johansen:

“I partnerkredsen havde vi med udgangen af 2022 17% kvinder, mens partnerkredsen i 2023 består af 19% kvinder. Vi er således ikke i mål, men udviklingen går den rigtige vej. Vi tror på, at en bred diversitet giver de bedste resultater, og vi arbejder løbende på at få flere kvinder ind i partnerkredsen. Vi har en målsætning om fortsat at øge andelen af kvinder i partnerskabet.”

Og fra en anden managing partner, der også hedder Christian - Christian Gregersen fra Horten. 

“Det er vel ikke så ringe sammenlignet med andre store firmaer i branchen, men det er en udvikling, som gerne skal fortsætte i retning af en mere ligelig kønsfordeling, uden at vi i partnerkredsen har besluttet, præcis hvordan dette skal se ud, da dette også er ret individ- og situationsafhængigt.”

Det eneste kontor, der svarer helt klart og tydeligt nej til, om fordelingen er tilfredsstillende, er Gorrissen Federspiel: 

“Nej, det er det ikke. Vi ser gerne, at ligestillingen forbedres yderligere i partnerkredsen, men det er ikke en forandring, der sker fra den ene dag til den anden. Det er et kontinuerligt arbejde, og vi bestræber os hver dag på at gøre vores bedste for at sikre, at man hos os har lige muligheder. Derfor sætter vi også hele tiden nye tiltag i søen, og vi tror på, at vi med tiden vil lykkes med ambitionen om at skabe øget ligestilling ved at have et kontinuerligt fokus og arbejde aktivt for, at det sker.”

Et hurtigt kig rundt i de allerøverste lag viser, at to ud af de ti huse har kvinder helt i front. Bech-Bruun har Anne Buhl Bjelke som forkvinde i bestyrelsen og hos Kroman Reumert er Christina Bruun Geertsen managing partner. 

 

Advokatkontorernes fulde svar

 

Horten – managing partner Christian Gregersen 

Hvor mange kvinder sidder i ejerkredsen per dags dato?

Pt. 8 partnere/kapitalejere

Hvor mange mennesker sidder i ejerkredsen i alt?

Pt. 36 partnere/kapitalejere

Har I gjort noget aktivt for at arbejde med ligestilling i ejerkredsen?

Det er en prioritet for os at arbejde for, at både kvinder og mænd oplever samme mulighed for at blive partner og kapitalejer, og at der kommer en mere ligelig kønsfordeling i vores partnerkreds. Vi må samtidig erkende, at vi har haft en del andre prioriteter og derfor ikke har taget nogle konkrete, nye tiltag på dette område i det seneste års tid. Vi fortsætter dog med en generel opmærksomhed på problemstillingen, og vi afholdt f.eks. International Women Day hos Horten hvor vi satte fokus på kvinders karriere og vej ind til ledelsesroller. 

(Hvis ja) Hvordan og siden hvornår?

Jeg kan tælle antallet af kvindelige partnere på jeres hjemmeside og får det til 11 ud af 50, er det korrekt?

Det er korrekt.

Gør I/har I gjort noget aktivt for at arbejde med ligestilling i partnerkredsen?

Som ovenfor 

(Hvis ja) Hvordan? 

Er det tilfredsstillende som fordelingen er - både når vi snakker ejerkreds og partnere? Det er vel ikke så ringe sammenlignet med andre store firmaer i branchen, men det er en udvikling, som gerne skal fortsætte i retning af en mere ligelig kønsfordeling, uden at vi i partnerkredsen har besluttet, præcis hvordan dette skal se ud, da dette også er ret individ- og situationsafhængigt. 

 

Gorrissen Federspiel - HR-direktør Sara Jursic 

Hvor mange kvinder sidder i ejerkredsen per dags dato?

9

Hvor mange mennesker sidder i ejerkredsen i alt?

54

Har I gjort noget aktivt for at arbejde med ligestilling i ejerkredsen? (Hvis ja) Hvordan og siden hvornår?

Ja, vi har ligesom mange andre aktører i dansk erhvervsliv mange og gode indsatser, der har til sigte at skabe mere ligestilling i Gorrissen Federspiel, og jeg synes faktisk, at vi er ganske godt med. Vi har siden 2016 haft fokuserede indsatser for at sikre, at vi har en balanceret pipeline af talenter. At arbejde med ligestilling i ejerkredsen kræver et bredt udsnit af initiativer på tværs af virksomheden. Nedenfor ses et udpluk: 

Counsellorstruktur

Det er vigtigt, at man som medarbejder oplever, at man løbende kan have en dialog om trivsel, udvikling og karriere. Derfor har vi introduceret en counsellorstruktur, hvor alle medarbejdere ved ansættelsen bliver tilknyttet en counsellor, som de kan have fortrolige drøftelser med.

Barsel

• Ligestilling af barselsvilkår; mødre og fædre har mulighed for fuld løn i 24 uger efter fødsel – vi ser, at rigtig mange af vores ansatte, der bliver fædre, gør brug af ordningen, så det glæder vi os over. 

• I forbindelse med barsel afholdes der check-ins før, under og efter orlov med henblik på forventningsafstemning af ønsker og behov for at sikre en god overgang ifm. tilbagevenden til arbejdet. Der tilbydes ligeledes en ekstern erhvervscoach, når man kommer retur fra barsel

• Pensionssupplement - udbetaling af fastholdelsesbonus, svarende til det pensionsbidrag GF ville have indbetalt, hvis medarbejderen modtog løn i orlovsperioden

• Barselsnetværk i samarbejde med Inspired Beyond Babies; et community, der faciliterer spændende netværksarrangementer og foredrag, som gør det muligt at holde sig personligt og fagligt opdateret under barslen.

Inklusion og diversitet

• Ny politik for diversitet og inklusion

• Træning i inklusion, diversitet og unconscious bias. 

Vi har i den årlige trivselsmåling altid spørgsmål, der relaterer sig til diversitet og inklusion, og resultaterne viser, at vores medarbejdere, på tværs af køn, i overvejende grad, oplever, at der er lige muligheder for alle i Gorrissen Federspiel. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for, men det betyder ikke, at vi læner os tilbage –tværtimod arbejder vi vedholdende for netop at bibeholde og udvide lige muligheder i Gorrissen Federspiel.

Flere karriereveje

I Gorrissen Federspiel er der flere veje til et godt og spændende arbejdsliv, og det skal være muligt - alt afhængig af livssituation – at tilrettelægge dels fremdriften af karrieren og dels selve karrierevejen i det tempo, der passer bedst for den enkelte. Her kan f.eks. fremhæves vores fleksible deltidsmodel, som omfatter forskellige muligheder for at gå på deltid alt efter, hvilke individuelle behov man måtte have.

Medlemskaber

• Diversity Counsel - Founding partner og medlem siden 2017

• Dansk Erhvervs diversitetspagt - tiltrådt i 2022

• Antropologisk projekt om kønsdiversitet i den danske advokatbranche – ph.d.-projekt af Pernille Slots Lysgaard (Støttet projektet siden 2020).

Jeg kan tælle antallet af kvindelige partnere på jeres hjemmeside og får det til 9 ud af 56, er det korrekt?

9/54

Gør I/har I gjort noget aktivt for at arbejde med ligestilling i partnerkredsen? (Hvis ja) Hvordan?

Se svar til spørgsmål 3.

Er det tilfredsstillende som fordelingen er - både når vi snakker ejerkreds og partnere

Nej, det er det ikke. Vi ser gerne, at ligestillingen forbedres yderligere i partnerkredsen, men det er ikke en forandring, der sker fra den ene dag til den anden. Det er et kontinuerligt arbejde, og vi bestræber os hver dag på at gøre vores bedste for at sikre, at man hos os har lige muligheder. Derfor sætter vi også hele tiden nye tiltag i søen, og vi tror på, at vi med tiden vil lykkes med ambitionen om at skabe øget ligestilling ved at have et kontinuerligt fokus og arbejde aktivt for, at det sker.  

Hvorfor/Hvorfor ikke?

Hos Gorrissen Federspiel arbejder vi i fællesskab ud fra en vision om, at vi fortsat vil være et advokatfirma i en liga for sig, og vi tror på, at mangfoldige virksomheder skaber bedre resultater. Derfor er det naturligvis også et ønske, at vores partnerkreds er endnu mere divers.

 

Bech Bruun  - administrerende direktør Christian Ejvin Andersen


Hvor mange kvinder sidder i ejerkredsen per dags dato?

”I Bech-Bruun har vi ni kvindelige partnere og 55 mandlige partnere.”

(vi skelner ikke mellem indehavere og ansatte partnere i eksterne sammenhænge).

Hvor mange mennesker sidder i ejerkredsen i alt?

”I Bech-Bruun har vi i alt 64 partnere"

(samme kommentar som ovenfor)

Har I gjort noget aktivt for at arbejde med ligestilling i ejerkredsen?

”Vi har som den første advokatvirksomhed herhjemme fastsat konkrete mål for kønssammensætningen i vores partnerkreds. Vores mål for årene fra 2020-2025 er, at hver tredje nye partner skal være en kvinde, mens vores mål fra 2026-2030 er, at hver anden nye partner skal være en kvinde. Disse mål arbejder vi nu for at indfri, og siden 2020 har levet op til vores første delmål. 

”Valget om at fastsætte så konkrete målsætninger er både truffet for at bidrage til at sætte fokus på ligestilling og kønsdiversitet i advokatbranchen, men også fordi vi tror på, at vi som virksomhed står stærkere og bedre rustet til fremtiden, hvis vi lykkes med at skabe balance mellem kønnene i vores partnerkreds.” 

(Hvis ja) Hvordan og siden hvornår?

Jeg kan tælle antallet af kvindelige partnere på jeres hjemmeside og får det til 9 ud af 64, er det korrekt? 

Gør I/har I gjort noget aktivt for at arbejde med ligestilling i partnerkredsen? 

”Sideløbende med vores målsætninger for kønssammensætning i partnerkredsen har vi udviklet og iværksat en omfattende strategi for diversitet og inklusion, der gælder for alle medarbejdere i Bech-Bruun. Med denne strategi ønsker vi at skabe de bedste forudsætninger for alle vores medarbejderes trivsel og udvikling og dermed også for den næste generation af partnere i Bech-Bruun. 

”Blandt de initiativer, der skal gøre os i stand til fortsat at tiltrække og udvikle dygtige medarbejdere, er målrettet talentudvikling, fokus på forskellige karriereveje og på fleksibilitet. Det betyder også, at den måde, vi anskuer talent på, er under forandring, netop fordi vi ønsker en mere divers partnerkreds over tid.”

Vores samlede strategi for diversitet og inklusion i Bech-Bruun kan læses her.

Er det tilfredsstillende som fordelingen er - både når vi snakker ejerkreds og partnere? 

”Der er ingen nemme løsninger, når det kommer til at sikre mere ligestilling i toppen af den danske advokatbranche. Det er en udvikling, der tager tid, men i Bech-Bruun er vi indstillet på at skabe den forandring, der skal til for at sikre, at vi kan tiltrække og udvikle de allerbedste talenter, og at flere kvinder kan se sig selv i partnerrollen. For os har det første vigtige skridt været at sætte ord og mål på udfordringen, og nu arbejder vi for at indfri ambitionerne et skridt ad gangen.”

Hvorfor/Hvorfor ikke?

 

Bruun Hjejle ­– managing partner Christian Johansen

Hvor mange kvinder sidder i ejerkredsen per dags dato?

Der er 5 kvinder i ejerkredsen i dag                                                   

Hvor mange mennesker sidder i ejerkredsen i alt?

Der er 27 partnere i ejerkredsen i dag


Har I gjort noget aktivt for at arbejde med ligestilling i ejerkredsen? Ja, vi arbejder løbende med diversitet i ejerkredsen
                (Hvis ja) Hvordan og siden hvornår?

I Bruun & Hjejle arbejder vi med ligestilling på flere forskellige måder. Vi mener, at det kræver flere forskellige initiativer at rykke udviklingen hos os og i branchen. Derfor har vi blandt andet engageret os i følgende initiativer.
                     

I 2021 påbegyndte antropolog Pernille Slots Lysgaard et treårigt forskningsprojekt, der er igangsat af Advokatrådet og støttet økonomisk af Bruun & Hjejle. Faktum er, at kun 14 procent af partnerne i landets ti største advokatfirmaer er kvinder. Projektet søger derfor at belyse, hvordan advokatbranchen kan fastholde talentfulde kvinder og øge kønsdiversiteten i de øverste ledelseslag. Forskningsprojektet bliver udført som et antropologisk feltstudie, og Pernille Slots Lys- gaard vil løbende lave deltagerobservation og interviewe ledere og medarbejdere på alle niveauer i branchen.                                             

Vi arbejder aktivt med diversitet, inklusion og biasbevidst ledelse. Gennem kurser og uddannelse ønsker vi at give medarbejdere og ledelse en øget indsigt i, hvordan vi minimerer ubevidste bias ved at invitere forskelligheden ind i organisationen. Dette initiativ har til hensigt at skabe fokus på inklusion, så vi undgår klassiske faldgruber i beslutningsmønstre, og der skabes gode rammer for nytænkning. I 2021 deltog partnerkredsen som de første i organisationen i et skræddersyet træningsforløb om biasbevidst ledelse, mens de resterende ledere i Bruun & Hjejle har deltaget i træningsforløbet i løbet af 2022.       

Vi afholder interne foredrag for alle medarbejdere, der bidrager til diversitetsdiskussionen i Bruun & Hjejle. Senest eksemplificeret ved vores besøg af svenske Caroline Farberger, der er tidligere CEO i ICA Insurance.

I forbindelse med vores halvårlige trivselsmålinger og APV-undersøgelser er ligestilling og inklusion et væsentligt tema i de samtaler, som følger af målingerne. Vi tror på, at en stor del af udviklingen sker i faggrupperne i dagligdagen, og derfor forsøger vi at under- støtte dialogen.                 

Jeg kan tælle antallet af kvindelige partnere på jeres hjemmeside og får det til 5 ud af 27, er det korrekt?

Ja, det er korrekt.
     

Gør I/har I gjort noget aktivt for at arbejde med ligestilling i partnerkredsen?


Samme som ovenfor.
                                           

(Hvis ja) Hvordan?

Samme som ovenfor                                             

Er det tilfredsstillende som fordelingen er - både når vi snakker ejerkreds og partnere?

I partnerkredsen havde vi med udgangen af 2022 17 % kvinder, mens partnerkredsen i 2023 består af 19 % kvinder. Vi er således ikke i mål, men udviklingen går det rigtige vej. Vi tror på, at en bred diversitet giver de bedste resultater, og vi arbejder løbende på at få flere kvinder ind i partnerkredsen. Vi har en målsætning om fortsat at øge andelen af kvinder i partnerskabet.
                                     

Det er vigtigt for Bruun & Hjejle løbende at skabe muligheder for kvinder i ledelsesfunktioner. Derfor var vi også glade for, at vi i 2022 kunne byde Liv Helth Laursen og Anne Cathrine (AC) Ingerslev velkommen i partnerskabet. Bruun & Hjejle har allerede opfyldt målsætningen om 30 % kvinder i bestyrelsen, idet Henriette Bjerg og Paula Grønlund indtrådte med virkning fra 2022.

Hvorfor/hvorfor ikke? 

Samme som ovenfor.

 

Kromann Reumert – CCO Annika Krogh Colombo                                            

Som du selv har talt, så har vi i dag 66 partnere hvoraf 11 (16,67 %) er kvinder. Af dem er 50 ejere hvoraf 6 er kvinder (12 %).

Vi har et ønske om, at der skal være diversitet i Kromann Reumert og dermed også i vores partnerkreds, såvel ift. køn som ift. andre parametre. Selvom vi ikke eksempelvis har opsat måltal ift. kønsfordeling i partnerkredsen, er diversitet noget vi arbejder aktivt med og har gjort i en årrække. Det gør vi dels gennem vores karriereudviklingsudvalg, der løbende sætter lys på bias og anden ubevist forskelsbehandling i forhold til at de supporterer kvindelige partneremner, og dels gennem en løbende dialog og uddannelse på partnerniveau om samme emner. Det mener vi at kunne se flytter noget, idet optaget af kvinder siden 2020 er steget. Siden 2020 har fordelingen af optaget af equity partnere været 37,5% kvinder mod 62,5% mænd og på associeret partnerniveau 28,5 % kvinder mod 72,5 % mænd. Det er en trend vi ønsker at se fortsætte, derfor vil vi også fortsat have et fokus på, hvordan vi kan højne vores diversitet på partnerniveau.

 

DLA Piper – Head of Communication & Marketing Helle Honoré

Hvor mange kvinder sidder i ejerkredsen per dags dato?

Vi har 9 kvindelige kapitalejere.

Hvor mange mennesker sidder i ejerkredsen i alt?

Der er i alt 52 kapitalejere.

Har I gjort noget aktivt for at arbejde med ligestilling i ejerkredsen? (Hvis ja) Hvordan og siden hvornår?

Se under ligestilling i partnerkredsen.

Jeg kan tælle antallet af kvindelige partnere på jeres hjemmeside og får det til 10 ud af 67, er det korrekt?

Ja, det er korrekt, idet vi har 15 ansatte partnere, heraf 1 kvinde.

Gør I/har I gjort noget aktivt for at arbejde med ligestilling i partnerkredsen? (Hvis ja) Hvordan?

Vi er på en bred front opmærksomme på og arbejder med kønsbalance. Som eksempler på initiativer har vi tiltrådt DI's Gender Diversity Plegde og tilsluttet os de 16 principper i løftet, der skal fremme kønsdiversitet – herunder aktivt at arbejde med at sætte måltal. Dette gælder alle niveauer - fra nyansatte jurister til partnere og ledelseslag i DLA Piper. 

Vi har også nedsat en Diversity & Inclusion Committee, som arbejder for at fremme diversitet – bl.a. den kønsmæssige balance - og vores partner Marlene Winther Plas er Nordic Lead i LAW, der er et globalt initiativ til fremme af diversitet og ligestilling i DLA Piper.

Er det tilfredsstillende som fordelingen er - både når vi snakker ejerkreds og partnere? Hvorfor/Hvorfor ikke?

Vi har en målsætning om 20% kvindelige partnere i 2025. Baseret på en positiv trend og med 17 % kvinder blandt kapitalejerne lige nu ser vi baseret på måltallet en fornuftig udvikling. Omvendt kan man udfordre os på, om målsætningen er ambitiøs nok. 

Vi deler branchens udfordringer med utilstrækkelig kønsbalance på ledelsesniveau. Flere års fokus viser, at det er komplekse forhold, der ligger til grund for, at både erhvervslivet generelt og vi som branche har en skæv kønsmæssig balance. 

Løsningerne er derfor hverken lette eller ligger lige for. Vores tilgang er ”indsigt før handling" og blandt vores væsentligste indsatser er derfor medarbejderundersøgelsen "Lige muligheder", som gennemføres hvert andet år. Her belyser vi blandt andet om kvindelige og mandlige medarbejdere oplever, at de har lige muligheder, da vi anser det som et grundlæggende afsæt for den kønsbalance, som vi ønsker.

En ligelig kønsmæssig fordeling blandt vores advokater er vigtigt fundament for fremtidens partner- og ejerkreds, og vi glæder os derfor også over, at vi har en næsten lige kønsfordeling blandt vores advokater (kilde: se vores seneste årsrapport s. 28-29).

 

Poul Schmith / Kammeradvokaten 

Henviser til denne artikel.

         

 Accura – Diversity & inclusion manager Natalia Rogaczewska 

Accura har haft særskilt fokus på ligestilling siden januar 2022, og 1. maj 2023 ansatte vi en Diversitets- og inklusionsmanager til at udvikle og drive arbejdet. 

Ligestilling er en kompleks udfordring med mange blinde vinkler, kønsnormer og bias – og den går på tværs af strukturelle og individuelle niveauer.

Derfor går vi fakta- og databaseret til værks, en omfattende kortlægningsopgave, som vi blandt andet arbejder på pt.

I øjeblikket har vi en kønsfordeling på lidt over 30% kvinder i vores ledelseslag, som er fra director og opefter – og i partnerkredsen på lidt over 20% kvinder.

Når vi kigger på director-niveauet alene har vi næsten en 50/50-fordeling. Det skyldes blandt andet, at vi internt arbejder med vores såkaldte pipelines.

Vi forventer at udvikle vores arbejde i takt med, at vi får flere erfaringer.

Derfor er D&I også forankret øverst i vores organisation, vi har et D&I-medarbejderudvalg og D&I er et fast punkt på bestyrelsens dagsorden.

I april 2022 var vi nogle af de første i branchen til at give 24 ugers fuld løn under barsel, og den 1. oktober 2023 fjernede vi som et af de første advokathuse anciennitetskravet til adgangen til løn under barsel. 

Vi har forskellige tiltag til arbejdende forældre, fx et internt barselsnetværk. Vi har en normtid på 37 timer (for en fuldtidsmedarbejder) uden krav til fakturering for den enkelte medarbejder. I forhold til arbejde udover normtid, har vi 1:1 overarbejdsbetaling eller mulighed for afspadsering, uanset om der er tale om debiterbar eller ikke-debiterbar tid. Vi har også opstartet en obligatorisk lederuddannelse for hele vores partnergruppe, hvor blandt andet inkluderende ledelse er et vigtigt tema.

Vi er ikke i mål, men vi gør det bedste vi kan for at komme det.

 

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak