Sara, der blandt andet er familieretsadvokat, blev i sommeren 2023 udsat for trusler fra ukendte stemmer, der ringede hende op og truede med at slå hende ihjel - slå hendes børn ihjel. De ringede til hende, selv efter hun skiftede telefon og nummer flere gange.
Truslerne kom på baggrund af, at Sara var beskikket advokat for en kvinde i først en samlivssag, der senere også blev til en forældresag, hvor Sara repræsenterede kvinden. Kvindens eksmand ville have forældremyndighed over deres fælles søn.
Gennem hele forløbet har kvinden nærmest været på flugt fra sin eksmand, og Saras opfattelse var, at manden var meget farlig.
Her i tredje afsnit af Magtens Tredelings miniserie Truet, får du første del af Saras fortælling.
Hendes fortælling viser sammen med de to tidligere afsnit, hvordan trusler og chikane mod advokater er et reelt problem i Danmark. Og hvordan det kan debatteres, om det er forkert, at de er ikke beskyttet af §119 i straffeloven, der beskytter offentlige tjenestepersoner mod trusler og chikane. Flere advokater mener, at det er problematisk.
For mange oplever trusler, specielt familie- og strafferetsadvokater. En undersøgelse fra november 2024 fra Advokatsamfundet viser, at 35% inden for de sidste to år har oplevet trusler eller chikane. 7% har overvejet at opgive deres arbejde som advokat af samme årsag.
Ofte er straffe- og familieretsadvokaterne endda beskikkede eller beneficerede og dermed i første omgang betalt af staten.
I denne uges episode af Magtens Tredeling, får du afsnit tre af K-NEWS’ miniserie Truet, og det afsnit er første del af Saras historie om truslerne, hun oplevede den sommer i 2023.
For hende har truslerne været så voldsomme, at hun er nødt til at lukke sin virksomhed ned nu. Hun kan ikke klare mere.
”Det har taget meget hårdt på mine kræfter,” siger hun og tilføjer:
”Jeg lukker stille og roligt ned. Jeg skal ikke opleve mere af den her kaliber. Det har kostet mig nattesøvn og mange kræfter, og det har været alarmerende ikke at kunne gå på sine to ben af bare angst,” siger hun blandt andet til K-NEWS.
Sara er ikke advokatens rigtige navn, men Sara vil gerne være anonym. Redaktionen kender til hendes rigtige navn og har ud fra dokumentation vurderet, at hun er en troværdig kilde.