10/05/2023 - Revner i retsstaten

”Det er vigtigt, at virksomhederne bruger domstolene”


Sådan siger udviklingsdirektør hos Domstolsstyrelsen som svar på både en række advokaters og to erhvervsorganisationers opfordring til, at virksomheder går uden om domstolene og vælge alternative veje i deres tvistløsning.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg


”Domstolene er fundamentet for vores retssamfund og retssikkerheden for alle – også virksomhederne. Det er vigtigt for virksomheder at kunne orientere sig i tidligere domme for at kunne forudsige sin retsstilling gennem lignende sager.” Det siger udviklingsdirektør Merethe Eckhardt hos Domstolsstyrelsen og fortsætter:

”Samlet set er det det, der sikrer trygheden og også det, der er med til at sikre dansk konkurrenceevne. Men selvfølgelig er det også vigtigt, at der er andre private tvistløsninger, herunder både retsmægling og voldgift.”

Udtalelsen kommer efter, at K-NEWS i sidste uge på baggrund af en artikel fra Advokatwatch kunne fortælle, at der ikke er nogle tal eller statistikker, der underbygger, at virksomheder i stigende omfang vælger domstolene fra og voldgift til. Det kan du læse mere om HER

Hos Domstolsstyrelsen anerkender man ikke præmissen. Her har man ikke adgang til data, der skulle underbygge en sådan udvikling, fortæller Merethe Eckhardt til K-NEWS. Hun mener, at domstolene er for alle, også for landets virksomheder. Så når en række advokater til Advokatwatch tilkendegiver, at de foretrækker voldgift som tvistløsning for deres klienter, så er det vigtigt at slå fast, mener Merethe Eckhardt, at domstolene fortsat er det centrale tvistløsningsorgan.

Om det er en egentlig tendens, at virksomhederne vælger domstolene fra, kan altså diskuteres. Advokatwatch kan fortælle, at en række advokater anbefaler voldgift til deres erhvervsklienter. Og I K-NEWS’ nye podcastserie om revner i retsstaten fortæller chefkonsulent hos Dansk Erhverv Betina Schiønning, hvordan man hos interesseorganisationen helt anbefaler medlemmer at gå uden om domstolene. Og også hos Dansk Industri lyder det:

”Vi gennemgår konsekvenserne med virksomhederne om de forskellige veje at gå, og der er vi nødt til at sige, at det tager mange år at få ret, og det kan blive meget dyrt at få ret,” siger vicedirektør Kim Haggren og tilføjer:

”Grundlæggende er det sådan, at man skal have en stor tålmodighed og en stor pengepung til at køre de her sager. Man kan ikke være sikker på at få sine omkostninger hjem igen, selvom man vinder sagen.”

Men det er også bekymrende for retspraksis, mener man hos SMV Danmark, når virksomhederne enten vælger voldgift som alternativ, eller måske helt dropper at løse tvisten gennem retlig proces, fortæller chefjurist hos SMV Danmark Jeppe Rosenmejer:

”Det handler også om retssikkerhed – at hvis man har ret, så kan man også få ret. Og så er der også et aspekt, der handler om fortolkningen af lovgivningen. Loven er sjældent fuldstændig udfyldt og dækkende for alle situationer, og hvis for mange virksomheder fravælger retssystemet, så mangler vi den retspraksis til at udfylde, hvordan vi egentlig skal forstå loven.”

Hos Domstolsstyrelsen anerkender man, at tvister kan løses på anden vis, og at forlig og voldgift også er gode tvistløsningsmuligheder. Men:

”(…) Retssagerne er vigtige for både erhvervsliv og retssikkerhed. (…)  For erhvervslivet er en vigtig bruger af retsvæsenet, og domstolene er et centralt forum for at løse erhvervslivets tvister. Det er vigtigt, at virksomhederne ved det og bruger domstolene,” siger Merethe Eckhardt. 

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak