Chefen reagerede, som hun håbede, han ville gøre – del 1

Billedet: Agnes, der ikke er hendes rigtige navn, ønsker anonymitet mens hun fortæller sin historie. Andre kilder og sms-korrespondancer bekræfter i  hendes fortælling.

”Du er ikke så god til det, du laver, men du er rigtig sød”.

Sådan lyder en af de sætninger, Agnes siger igen og igen. Det var dét, advokaten, hun udførte opgaver for, gentog i forskellige varianter i de sidste måneder, hun var på kontoret. Efter hun havde meddelt, at hun skulle på udvekslingsophold i USA og derfor skulle stoppe, startede kommentarerne om hendes faglige uformåen.

Hun har ellers arbejdet på kontoret som studentermedhjælper i næsten to år, da han begynder at hakke på fagligheden. Tidligere er hun ikke blevet kritiseret for sin opgaver.

Og så har han i øvrigt løbende, i den tid hun har været ansat, også ofte lagt hånden på hendes ryg – altså langt nede ad ryggen.

Skal bare væk

Men det var først den 30. december 2018, det kulminerede. Hun skulle egentlig slet ikke have været der den dag, for hun havde haft sidste dag på kontoret lige inden juleferien.

Men der blev lagt en besked på hendes telefonsvarer i juledagene, hvor han spurgte, om hun kunne komme og hjælpe en sidste gang. Hun var blevet stillet ekstra betaling i udsigt og havde sagt ja selvom – som hun siger til K-News her små to år senere:

”Jeg er pisse træt. Jeg har sagt stop. Og jeg skal bare væk”.

Dagen slutter med, at hun går grædende fra kontoret. Hun har ”reageret ret voldsomt overfor ham”, og det har hun ”ikke gjort ellers”.

Det kræver sin forhistorie at forstå reaktionen.

”Jeg bliver næsten nødt til at tage optakten til det her, for det er sådan en dag, hvor det kulminerer lidt for mig”.

Agnes er i dag i midten af tyverne. Hun var 20, da hun startede i sit første job som studentermedhjælper – et job hun havde i de næste to år. Hun hedder ikke Agnes rigtigt, eftersom hun ønsker at fortælle historien anonymt. Hvorfor hun gør det, og hvorfor hun godt kan høre, det lyder mærkeligt og nok er lidt paradoksalt, runder hun i sidste del af interviewet.

Jeg er pisse træt. Jeg har sagt stop. Og jeg skal bare væk

Mange af detaljerne om, hvad der er sket, når hun har været på tomandshånd med advokaten, er baseret kun på hendes ord – dem, hun fortæller, og dem, hun kort efter situationerne skriver til andre. K-News har set korrespondancer og talt med flere andre kilder end Agnes, der grundlæggende bekræfter hendes fortælling.

De mange små ting

Hun har i måneden op til jul haft flere dage med en for hende uvant stor ulyst til at gå på arbejde. Hun har enkelte gange grædt på vej til kontoret. Hun har andre gange, på vejen til job, ringet til sin studentermedhjælperkollega og vendt de problemer, der gjorde, at hun aftenen inden en arbejdsdag havde svært ved at falde i søvn.

Hun er ramt, som hun er, fordi der bliver hakket på hendes faglighed, som der aldrig er blevet gjort før.

Og det pres bygger ovenpå de mange andre mindre grænseoverskridende begivenheder, der gennem to år er blevet en – kan hun se i dag - almindelig del af hendes hverdag, hvor hun udfører opgaver for ham.

Begivenheder, som hun med lige så stor almindelighed har opbygget taktikker til at prøve at undgå eller se gennem fingre med.

Kritikken af hendes faglighed begyndte, kort efter hun havde meddelt, at hun stoppede. Og samtidig var hun ikke længere den eneste studentermedhjælper på kontoret:

”Da den anden student, der havde været på orlov, kom tilbage, og vi havde fået en anden ny student ansat, begyndte han at hakke mega meget på mig”.

Det var kritiske ord som:

”Du skriver for langsomt på computeren.”

”X, der er kommet tilbage fra orlov, gør det meget hurtigere end dig.”

”Kan du overhovet ikke finde ud af det?”

”Uanset, hvad jeg lavede, var det bare ikke i orden. Han var hele tiden sådan. Og jeg havde ellers været alene der et år og havde det sådan, hey, det her har jeg gjort en milliard gange for dig, du har aldrig sagt noget til det”.

Kritikken bliver også brugt som en anledning til fysisk kontakt.

”Når han siger sådan, at jeg er dårlig til det, jeg laver, så har han lige åbenbart en mulighed for at komme hen til mig og have sin hånd et sted, lige her på ryggen ved taljen og længere nede på lænden og så sige ”men du er en rigtig sød medarbejder””.

Møgfaldet og de første grænser

Agnes bliver sat til opgaver, der er uden for hendes arbejdsområde, som hun siger ja til, da hun ”jo bare er student”, som hun siger.  Og hun får på den konto et decideret møgfald, en dag hun er sat til ordne et problem med mailsystemet. På et tidspunkt ser det ud, som om alle mails er væk, og han skælder hende voldsomt ud, på trods af at hun fra kontorets IT-support har fået at vide, at systemet bare skal have lidt tid. Han er i lang tid skumlende vred og svær at tale med.

Et par dage efter beder han hende fortsætte med IT-opgaven, men hun siger, at hun ikke har lyst til det, fordi han forleden var ”super ubehagelig” over for hende, og at hun i øvrigt ikke er uddannet inden for IT.

”Der siger jeg for første gang fra – i hvert fald lidt fra”, fortæller hun og griner midtvejs i sætningen.

Hun griner med en hovedrysten af sig selv og nogle af de absurditeter, hun fandt sig i uden at sige klart fra.

”Det var første gang, jeg faktisk satte en grænse for ham sådan arbejdswise. Jeg satte en grænse, og han accepterede det”.

Og så er der alt det andet, der er blevet almindeligt.

”Det er sådan lidt standardagtigt efterhånden, at han kommer med henkastede kommentarer om seksuelle ting. De der sædvanlige småting med, om jeg skal gå tidligt, fordi jeg skal ud at danse med meget lidt tøj på foran andre”.

Der er mange eksempler på den slags kommentarer. K-News har fået bekræftet, at også andre har hørt den slags – og oplever det som grænseoverskridende. Fra Agnes’ fortælling nævner vi herunder billedet af hende blot et par stykker fra den tidlige fase.

Tak for småkager,” siger jeg, mens han glider hånden ind under min jakke til min lænd og kysser mig på panden

”I første del af min ansættelsesperiode derinde havde jeg en kæreste. Advokaten kommenterede på, at hvis han havde været min kæreste, så havde han ikke turdet lade mig tage af sted på en tur med andre unge. Så ville nogen knalde udenom”.

”Og nå ja, mine allerførste dage på arbejdet, der spurgte han mig, hvordan en 70-årig så sexet ud. Jeg svarede bare, at det ved jeg sørme ikke. Så sagde han, at han bare lige ville finde ud af det, så han – når han bliver halvfjerds – ved, hvordan man ser godt ud over for kvinder. Er det sådan her, som han er trænet? Han gik meget op i, at han trænede meget”.

”Det der med, at han allerede der sætter den seksuelle tone. Når jeg kigger tilbage, så er det vildt, at han siger det som noget af det allerførste til mig”.

Agnes fortæller, at hun de første tre måneder var vildt bange for at blive fyret. Hun var nervøs for ikke at være god nok ”derinde på kontoret”.

Og det havde, kan hun helt åbenlyst se i dag, betydning for, hvordan hun agerede og reagerede. Både på ordene, tonen og de fysiske episoder – både dem med og uden berøring.

Den flydende grænse for fysisk kontakt

Hun griner igen, undervejs i næste eksempel, der også stammer fra hendes prøvetid.

”Jeg kan (grin) godt synes, det virker helt absurd, når jeg siger det her højt, men der er en dag, hvor jeg også er der alene med ham, og jeg skal ind og gennemgå nogle ting for ham på hans kontor. Han skal til at smutte og skal lige skifte tøj. Han skal cykle eller så noget. Han siger så: ”Den anden studentermedhjælper plejer bare at stå her, mens jeg skifter tøj. Men hun er også lidt hardcore, du kan bare lige stå med ryggen til”. Og så står jeg jo faktisk inde på hans kontor, mens han står i underbukser. Og det har jeg gjort mange gange siden.

Det endte med at være en flydende grænse – altså jeg kiggede væk, der hvor jeg stod. Det var ikke altid med ryggen til. For jeg ved jo godt, han ser det. Og det er da ikke mig, der skal fremstå som en, der ikke kan klare sådan noget, den, der pludselig står udenfor, hende den bløde. Jeg vil ikke være den, der ikke kan tage det.”

K-News spørger hvorfor. For hvad er det for en uønsket konsekvens, som følger med ved at være den, der ikke kan tage det?

”Jeg følte, at det sådan ville blive spredt ud på mig – arbejdspersonen mig, at jeg ikke kunne klare de her ting, der måske ikke lige var sådan helt nemme eller ligetil. Eller at jeg var for fintfølende, nærtagende.”

Ovenstående er en fysisk oplevelse uden berøring. Og så er der dem med.

”Hvis jeg stod inde på hans kontor for at gennemgå ting, så sagde han ”kom her, tættere på”, og så skulle jeg stå ved siden af bordet. Og så skulle han nogen gange lige sådan rundt om mig for at finde et eller andet og sagde ”bare bliv stående, bare blive stående”. Og det var ikke særlig bredt det sted, han skulle forbi.

Nogle gange flyttede jeg mig. Men i starten så turde jeg ikke. Der er i hvert fald nogle gange, hvor jeg ikke helt har følt, det var ok at gøre det, altså flytte mig, fordi han sagde ’bare bliv stående’. Fordi han siger det. Fordi han er min chef.”

Andre eksempler på konkret fysisk kontakt er de gange, han vil med ned i depotrummet, der er småt, og han kan stå tæt.

Og der er den dag, han rører hende med flad hånd direkte på maven. Han sidder ned, hun står op. Han fortæller et eller andet om en operation og rækker pludselig ud og lægger sin hånd på hendes mave.

”Det er bare lige på. Et meget intimt sted. Og det har jeg aldrig tænkt over, før jeg blev rørt på maven af ham”.

Agnes kan ikke huske, hvordan hun reagerede på maveberøringen. Hun kan kun huske, at det skete.

Der er også oplevelsen helt i starten af hendes ansættelse. Hun kommer ind på hans kontor, han skal vise hende noget på hendes computer, og han siger, at han kan sidde på hendes skød, eller hun kan sidde på hans. Det bliver sagt lidt i sjov.

Hun husker det i øvrigt, som om det blev mere intensivt med berøringer, da det gik op for ham, at hun ikke længere havde en kæreste.

Og så er der de mange gentagne gange, han blødt lægger hånden på hendes lænd. Det er også det, han gør den 30. december, da han til et farvelkram lader sin hånd glide ind under hendes åbne vinterjakke og samtidig giver hende et kys på panden.

Fucking dråben

”Det gjorde du bare ikke det der”, er ifølge Agnes hendes udbrud, da de står der alene på kontoret den 30. december.

Der har i minutterne inden været en optakt, som, i interviewet hun giver til K-News, bliver fortalt i mange brudstykker. Blandt andet fordi vi afbryder med mange spørgsmål undervejs.

Sammenstykket og baseret på hendes hukommelse og de sms’er hun sender til forskellige folk umiddelbart efter, er det, der sker følgende:

Da hun er færdig med sine opgaver, går hun ind for at sige farvel og ordne det sidste med sin løn – hvor hun jo er stillet noget ekstra i udsigt for at komme ind i ferien og reelt efter sin sidste arbejdsdag, inden hun skal rejse til udlandet.

Han har tidligere sagt, at det nok skal blive let for hende i arbejdslivet, for hun er en rigtig sød kollega. Hun har tidligere sagt, at hun da også håber, han synes, hun kan andet end bare at være sød.

Nu, på denne sidste dag, lægger han an til en snak, som hun med det samme fornemmer ikke handler om noget fagligt.

Han siger: ”Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal sige det”.

Hun tænker, at der er noget dumt på vej, og hun burde have sat en optager til, inden hun gik ind på hans kontor.

”Jeg kan rigtig godt lide dig”, siger han og tilføjer, at han ikke rigtig ved, om han bør fortælle hende det.

Hun ”gider det ikke”, sådan formulerer hun det i dag, og prøver at køre snakken over på arbejde. Det ville være rart, hvis han bare ville komplimentere hendes arbejde i stedet, siger hun.

Som svar til det fortsætter han den kritiserende stil, han på det her tidspunkt har kørt i flere måneder: ”Arh ja, men der var nogle ting, der ikke var så godt”, ”der har været nogle problemer i vores samarbejde”, ”du gik en time for tidligt en gang”, husker hun som brudstykker. Men det var, som om det var mange små ting, der blev ved med at komme ud af munden på ham.

Agnes pointerer overfor ham, at han kun kigger på det negative, at han fokuserer på en time, hun gik for tidligt, men hvad med alle de gange, hun blev længere, og hvad med denne dag mellem jul og nytår, hvor hun er kommet ind.

På sin telefon fremviser Agnes sms-trådende med en kollega, der bekræfter hendes fortælling, samt beskeden hun fik fra chefen, der reagerede som hun håbede, da hun kontaktede ham om problemet med hans kontorfælle.

Han svarer: ”Sådan har jeg ikke tænkt på det før”. Og begynder igen at dreje det ind på noget andet ved at sige:

”Jeg kan godt mærke, at du er sur på mig, så skal vi ikke bare sige, det var det og give hinanden et sidste knus”.

Agnes tænker, at det er fint nok, og forsøger at normalisere stemningen lidt. Hun modtager en af de småkager, han har med, som hans kone har lavet.

”Tak for småkager,” siger jeg, mens han glider hånden ind under min jakke til min lænd og kysser mig på panden.

Nu var det hele bare nok, og jeg reagerede ret voldsomt. Det har jeg ellers ikke gjort.

Han stivner, da jeg siger, ”det gjorde du bare ikke”. Han kan mærke, at jeg er megarasende. Det her var fucking dråben, for han har kørt mig ud af så mange parametre. Han siger, han godt kan lide mig, hvilket er vildt grænseoverskridende. Og samtidig bliver han bare ved med at kritisere mig for mit arbejde, og jeg skal forklare ham, hvorfor jeg er dygtig til det, jeg gør”.

Da Agnes kommenterer hånden på sin lænd under jakken, siger han, at hun nu er lidt for meget. Og for første gang siger hun det direkte:

”Det er dig, der går over grænsen her, og det har du gjort mange mange gange”.

En gave som ekstra løn

Agnes forlader hans kontor, men kommer i tanker om, at hun ikke har fået afklaret det med den ekstra løn. Det går hun tilbage og står fast på.

Han fortæller, ifølge Agnes, at han havde tænkt, at han kunne følge hende lidt hjem og køre forbi en butik på vejen og finde en gave til hende. ”Men det er nok ikke en god ide nu”, siger han.

Nej, svarer Agnes og går, mens hun hører ham spørge, om de kan holde det her mellem dem.

Da hun har taget sine ting og går fra kontoret, bryder hun grædende sammen og ringer forgæves først til en kollega og derefter sin søster.

K-News: Hvad bliver du ked af?

”Jeg har prøvet at opretholde et normalt arbejdsmiljø. Har prøvet at gøre alt for, at det skal være professionelt. Og han bliver ved og ved og ved at gøre tilnærmelser. Igen, jeg afviser det ikke explicit, når han siger, han godt kan lide mig. Men jeg er tydeligvis ikke interesseret. Hvorfor er det mig, der skal ødelægge den gode stemning. Han burde bare ikke stille mig i den situation, synes jeg. Han bliver bare ved og ved og ved med at presse den, indtil at man enten siger sådan nej”, siger hun, mens hun slår hånden i bordet og afrunder sætningen med

”eller han får lov til at gøre det”.

Fortæller det til chefen

Søsteren ringer som den første tilbage efter noget tid, og Agnes får styr på sig selv. Hun taler derefter med sin studentermedhjælperkollega om det, der er sket. Og hun sender en sms til sin chef på advokatkontoret. Han er kontorfælle til ham, Agnes mener har overskredet hendes grænser gentagne gange.

Sms’en er relativ kortfattet. Enkelte sætninger ser sådan her ud:

’Da jeg skulle til at gå, ville han fortælle mig lidt om, hvordan han følte for mig. At han synes rigtig, rigtig godt om mig...’

’...de ting, han sagde, virkede meget mærkelige og kun med god vilje kunne kobles på noget kollegialt...’

’Jeg reagerede ret voldsomt...’

Artiklen fortsætter efter fotoet her, der viser de første 22 linjer af den besked, Agnes sendte til chefen.

Beskeden som Agnes sendte til chefen.

Chefen sms'er og ringer kort efter til Agnes og spørger ind til forløbet og forsikrer sig, at han har forstået det rigtigt. I den samtale får han også forhistorien – eller forhistorierne.

Som udløber af det, han får at vide, opsiger chefen  samarbejdet med sin kontorfælle.

Del 2 af denne historie finder du HER.

Anden del beskriver reaktionerne hos både Agnes og chefen.

Ligeledes i del 2 reflekterer Agnes over, hvor og hvornår grænsen egentlig blev overskredet; hvilke eftervirkninger forløbet har haft på hende, og om oplevelsen kan være en hærdning, man naturligt skal igennem, hvis man vil arbejde som advokat.

Også her henvisning til en artikel fra 13.oktober 2020, hvor skriver vi om overvejelserne bag artikelserien Krænket nok?!

Anonymitet og dokumentation

Selvsagt er alle episoder, der er sket, hvor kun Agnes og advokaten har været til stede, svære at dokumentere. Men K-News har i arbejdet med denne artikel talt med flere kilder, der grundlæggende bekræfter forløbet, og vi har set korrespondancer, der ligeledes tegner et klart billede af det foregåede.

Som konsekvens af, at Agnes er nervøs for om advokaten, der i dag er ansat i et andet firma, vil kontakte hende, såfremt han ved, at hun fortæller sin historie, har K-News truffet beslutning om ikke at kontakte ham og forelægge ham historien.

Den normale rutine med at forelægge en historie for alle involverede parter, har vi valgt at sætte til side af hensyn til vores kilde, hvis historie vi anser for troværdig og så vidt muligt veldokumenteret. Hensynet til kilden, i kombination med at alt og alle i artiklen er anonymiseret 100 procent, ligger til grund for beslutningen. Advokatens identitet er os bekendt. Agnes er ikke kildens rigtige navn.