Med tigerkød i gryden

Det er med afsky i ansigtet, at den schweiziske konservator og naturfotograf Karl Ammann sætter tænderne i en vietnamesisk gryderet med langtidssimret tigerkød. En scene i filmen 'The Tiger Mafia', der slår kompleksiteten og dilemmaerne vedrørende udbud, efterspørgsel og beskyttelse af arter og biodiversitet fast med syvtommersøm.

Igennem årtier har Karl Ammann nemlig rejst verden rundt for at dokumentere nogle af verdens smukkeste naturscenarier - fra de store dyr på den afrikanske savanne til de mere sjældne og skjulte arter i de sydøstasiatiske skove. Men da han efter mange år endnu ikke har set en vild tiger i naturen beslutter han sig for at undersøge, hvor de store stribede kattedyr overhovedet befinder sig. 

Frosne, kogte, kage og vin

Jagten bringer ham dybt ind i nogle lyssky sammenhænge i Vietnam, Laos og Thailand, hvor bagmænd med forbindelse til højtstående embedsmænd driver skjulte konglomerater, der tjener styrtende på salg af tigere. 

Og ikke blot levende tigere - vi ser frosne tigere, kogte tigere, armbånd af tigerknogler, tigerkage, tigervin og altså sammenkogt asiatisk kryddergryde med tigerkød, som han ser sig tvunget til at bestille, for ikke at vække opsigt. Velbekommen.

Og her er vi ved et af de mere interessante emner ved filmen, mener Søren Stig Andersen, der er adjunkt ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet med speciale i dyre - og miljøret, og som desuden er kommentator på dyrevelfærdsloven hos Karnov. For mens filmen fortællemæssigt halter lidt, så er det netop menneskets forhold til dyr, der er særlig interessant, mener han.

"Juridisk sætter den jo spot på en problemstilling, der er meget vigtig. Den meget triste nyhed i den her film er jo, hvordan livet forsvinder fra vores skove på grund af menneskepresset og efterspørgslen på vilde dyr.

Det andet den sætter skarpt på er, hvordan man opdrætter tigere i fangenskab, ligesom vi gør herhjemme med mink og grise. De er nemme at parre og avle, og det er en kæmpe forretning det her. Det var nyt for mig – det kan du og jeg jo ikke gøre så meget ved, men det rejser en masse spørgsmål. Grise er jo mere intelligente end tigere, så hvorfor er det mere okay at opdrætte dem fremfor tigere? Som kineser er tanken måske, hvorfor det skulle være mere slemt at opdrætte tigre end mink f.eks.? De bruger jo hele tigeren, så hvad er værst", siger han.

Hvem og hvad har ret til at leve?

Filmen viser, hvordan man flere steder i grænselandet mellem Vietnam, Laos og Kina har lovløse enklaver, hvor prostitution, gambling og handel med truede dyr har frit spil. Men også, hvordan den nyrige del af den asiatiske befolkning rejser til disse enklaver, slår sig løs og får stillet deres behov, og så tager tilbage over grænsen til bl.a. Kina med købte varer produceret af truede dyr. 

Vi kommer også forbi bagmændene - bl.a. vietnamesiske Vixay Keoxayvang, der har en dusør på 1 mio. dollars udstedt af den amerikanske stat for sine forretninger med truede dyr. 

Og hvis du syntes af Netflix-serien 'Tiger King' med den excentriske Joe Exotic var en øjenåbner, så går 'The Tiger Mafia' skridtet videre og udstiller de juridiske gråzoner ved international handel - bl.a. ved at stille spørgsmålstegn ved gyldigheden af internationale konventioner.

"Første del af filmen handler meget om ulovlig handel med tigere – og det er jo ulovligt i forhold til CITES (Convention on International Trade in Endangered Species of Wild Fauna and Flora). Men det er svært at komme efter de her lande. CITES pålægger ikke dig og mig som borgere nogle forpligtelser, men der ligger en forpligtelse over for de forpligtende stater i at sikre overholdelsen og i at implementere national lovgivning. Det der sker bl.a. i Laos er jo, at de ved godt det er forbudt, så der er jo nogle regler, der kriminaliserer det her. Problemet er håndhævelsen – det med at få staterne til at håndhæve reglerne, det er jo et problem i forhold til alle internationale konventioner. Det er jo rent diplomati, hvor der mangler juridiske sanktioner. Som jeg hører det er der 140 tigre tilbage i naturen, og så er det jo hamrende forkasteligt at man skyder forældrene for at få fat i ungerne", siger Søren Stig Andersen og henviser til et klip i filmen, hvor to vietnamesiske krybskytter laver en bombe med snubletråd inspireret af dem Vietcong-soldaterne lavede under Vietnam-krigen. Blot for at springe løvemor i luften.

For hvad og hvem har overhovedet ret til at bestå?

"Det er en af mine kæpheste. Hvis vi går ind på diskussionen om retten til liv, retten til at bestå som art. Tigeren er jo ligeglad med om tigeren består, det er udelukkende vores interesse i biodiversitet. Så det med om vi beskytter mennesker eller dyr – og det håber filmen jo at belyse. Det handler ikke mere om dyrevelfærd end vores egen svineproduktion.

En anden vigtig pointe er, at CITES siger, at man ikke må opdrætte og handle dele af dyr som er truet, også selvom disse dyr er i fangenskab. Det står dog ikke i selve CITES-konventionen, men det står i en delaftale, hvor man på et møde har besluttet at forbyde dette. Rationalet er, at ved at tillade handel med de her tigerprodukter, så stimulerer man handel med tigere, og så motiverer man behovet for at skyde vilde tigere også. Derfor søger man at lukke al handel ned – og det er super interessant. Eksperterne har fundet frem til, at det er vigtigt at forbyde al handel, og det synes jeg er spændende."

Lad nu vær med at rid på elefanter

Filmen viser et billede af en verdensdel, der hungrer efter de samme luksusvarer, som vi i Vesten har nydt godt af i mange år. Og her er luksus altså lig med et glas nytappet tigervin, en kæleleopard eller et armbånd lavet af røde tigerknogler (de skulle eftersigende ifølge en af sælgerne i filmen blive røde, hvis man skærer knogler af dyret, før det er dødt....)

Selvom Søren Stig Andersen også har lidt ris til filmen - han kalder Karl Ammanns rolle uklar, filmen lidt ufokuseret og ser valget af underlægningsmusik som symptom på, at filmen har svært ved at bære den røde tråd – roser han den for, at den giver en helt konkret opsang til alle os turister, der snart må rejse ud i verden igen.

Sådan her fælder vores filmgæsteanmelder Søren Stig Andersen sin samlede dom:

"Det er en feelbad film. Jeg synes faktisk ikke det er tigerproblematikken der er det værste, men der, hvor den gør noget, er at vise, hvad der foregår i de her lovløse enklaver – det er virkelig tankevækkende. Det er en del af verden, vi ikke hører så meget om. Man får et indblik i de her tigerfarme, og det er selvfølgelig vildt upassende. Så lad nu vær at besøg de her tigerfarme, lad vær med at ride på elefanterne og hold igen med at tage særlige zoologiske haver, når du er i udlandet."

Fra cph:dox's justice-kategori har vi også set:

The Monopoly of Violence, der bliver anmeldt af Mathias Rose Svendsen HER.

Og Enemy of the State der anmeldes af Birgitte Arent Eiriksson HER.