Advokat Thorbjørn Thomsen på talerstolen til konferencen i fredags, hvor han fortalte uddrag fra nogle af de anbringelsessager, han har ført for børn og forældre.
”Det vigtigste. Det helt afgørende for et lille barn. Det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres.”
Sådan lød ordene den 1. januar i år i Mette Frederiksens første nytårstale som statsminister. Og det er den udmeldelse og de efterfølgende udkast til en kommende Barnets Lov, der i sidste uge fik Aktivistgruppen for Børns Velfærd til at holde en konference på Christiansborg.
”Et ord, jeg ikke har hørt ministeren tage i sin mund en eneste gang, er ordet retssikkerhed. Og det er det, der er i fokus i dag,” siger Gitte Haslebo, der er psykolog og medlem af Aktivistgruppen, da konferencen bliver skudt i gang.
I slutningen af 2019 var der ifølge Danmarks Statistik 13.600 anbragte børn og unge i Danmark. Men de svære beslutninger, der træffes ude i kommunerne, når det gælder anbringelse af børn, forløber ikke altid uden fejl. En stikprøveundersøgelse i Københavns Kommune fra 2017 viste, at der var fejl i 100 procent af de 77 undersøgte anbringelsessager. Det var fx børnefaglige undersøgelser, der ikke var foretaget, handleplaner, der ikke var gennemført, og lignende processuelle lovkrav, der generelt ikke var overholdt. Det skrev DR.
En anden, nyere undersøgelse fra Foreningen Embedsværket viser, at 42 procent af alle afgørelser i sagsbehandlinger truffet i kommunerne er truffet på et ulovligt grundlag.
”Retssikkerheden har det svært på det her område,” siger Thorbjørn Thomsen, der er familieretsadvokat og partner hos Advodan, og som er med på konferencen for at fortælle om nogle af de sager, han har hjulpet børn og forældre med at føre.
Umyndiggjort af myndighederne
Til konferencen på Christiansborg er der, ud over Thorbjørn Thomsen, andre fagfolk, foreninger og organisationer til stede, der søger at forbedre både børns og forældres vilkår, men også forældre med personlige beretninger om anbringelsessager.
En mor fortæller om, at hendes ene datter er blevet tvangsanbragt på et behandlingshjem, fordi datteren var højt begavet med en IQ på 153 og derfor ikke trivedes i skolen. En anden mor fortæller, hvordan hendes to børn er blevet tvangsanbragt uden for hjemmet, fordi de begge led af svære multihandicap.
På et tidspunkt rejser en fra salen sig og spørger:
”Har forældre overhovedet nogen retssikkerhed?”
For selvom der sker fejl i sagerne, som stikprøveundersøgelsen fra Københavns Kommune og Embedsværkets undersøgelse viser, så føler familierne, at det er utrolig svært at blive hørt, hvis de vælger at tage kampen om mod myndighederne. Som del af konferencen er der blevet indsamlet en række forældrefortællinger, som skuespiller Henrik Birch læser op.
”Mange forældre oplever ikke mødet med systemet som en hjælp, men som et overgreb.”
En far har blandt andet fortalt, at: ”Jeg skulle få et barn, før jeg fandt ud af, hvor retskrænkende socialområdet er.”
En anden far fortæller, at: ”Kommunen handler præcist, som det passer dem, eller efter hvad de antager.”
En mor, der har levet i et voldeligt forhold, fortæller: ”Jeg troede, det sværeste skulle være at flygte fra volden. Men det viste sig, at de næste mange år skulle blive et sandt mareridt. (…) Jeg følte mig umyndiggjort af myndighederne.”
Brug for en kvalitetsreform
På K-News diskuterede vi i sidste uges version af Magtens Tredeling, hvordan myndighedernes beslutninger sjældent bliver udfordret ved domstolene, og vi har også tidligere bragt debatindlæg fra blandt andet jurist Monica Lylloff, der skriver, at det virker, som om kommunerne træffer beslutninger ud fra ”flip-a-coin-metoden”.
Alt dette er også omdrejningspunktet for konferencen, hvor Susanne Munck, formand for Foreningen RIFT (Retssikkerhed I Familiers Trivsel) slår fast, at det ikke er så meget en ny lov, der er behov for, men at den eksisterende lov rent faktisk bliver overholdt – og at det burde koste noget, når den ikke gør.
”Den lov, der er i forvejen, er egentlig fin – men den overholdes ikke, og der er ingen sanktionsmuligheder, når den ikke overholdes. Retsprocesserne fungerer ikke ordentligt. Så det, der egentlig mangler – mere end en ny lovgivning – er en kvalitetsreform. En ny lov kan ikke rette op på det, at dem, der skal overholde den, ikke er ordentligt uddannet til at følge den,” siger hun.
Derfor ligger foreningen også op til, at forvaltningsdomstole kunne være en mulig løsning, eller at beslutninger om anbringelser skulle flyttes hen i en anden instans, end de er nu.
Et enevældigt system
I salen på Christiansborg er der mange frustrerede forældre til stede, der ikke føler sig hørt i en ”af de mest indgribende, frihedsberøvende og invasive foranstaltninger”, som en anbringelse udgør for en familie. Det er også det klare billede, Thorbjørn Thomsen har, når han som advokat skal forsøge at tale netop disse familiers sag.
”Det er et meget følelsestungt område,” siger han og fortsætter:
”Det er nogle tunge sager, hvor man er oppe mod et kæmpe system. Det er svært, fordi man som advokat har svært ved at komme med nye oplysninger, og man har en oplevelse af, at der ikke lyttes særlig meget på hverken børn eller forældre. Der lyttes til, hvad en socialrådgiver eller psykolog siger, det er det, og så har man ellers ikke en chance. Så som advokat skal man være indstillet på, at de fleste sager får man ikke medhold i. Så man skal i stedet som advokat tænke, at det, der er vigtigt, er, at forældrene bliver hørt, og sandheden kommer frem, og så håbe på, at nogle andre ud fra den træffer den rigtige afgørelse i sagen.”
Når man spørger Thorbjørn Thomsen, hvordan han som advokat har oplevet mødet med hele det her system, holder han en lille tænkepause, før han svarer:
”Inden jeg startede med de her sager, troede jeg, at det fungerede bedre. Men nu har jeg siddet med dem i otte-ni år, og det bliver ikke bedre. Nogle gange, når jeg fortæller om, hvordan jeg oplever, at det foregår, og hvordan forældrene oplever det, så er der mange, der ikke vil tro på det. Det her kan lyde firkantet og fortegnet, men i virkeligheden oplever jeg det som et næsten enevældigt system, en kæmpe overmagt, man er oppe imod, hvor der ikke bliver lyttet. Så jeg kan bestemt godt forstå, at der er nogle forældre, der bliver dybt, dybt frustrerede.”