Dette blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
Lørdag den 27. juni 2020 kl. 12 blev Rådhuspladsen i København rammen for en demonstration med overskriften “Nu er det nok - Retssikkerhed på handicapområdet”.
Omkring 60 pårørende og mennesker med handicap var mødt fysisk op. Rundt om dem stod 400 par sko med navne på de familier, skoene repræsenterede. Helt stille og tavse stod de 60 mennesker og de 400 par sko og “larmede” i en hel time for at udtrykke deres sorg og bekymring over, hvordan mennesker med handicap og deres pårørende bliver behandlet af det offentlige system i Danmark anno 2020. Én politiker var mødt op. Ingen medier var mødt op til trods for, at der var udsendt invitationer og pressemeddelelser.
Demonstrationen var arrangeret på baggrund af den nyeste rapport fra Embedsværket fra 2. juni 2020 “Retssikkerhed for udsatte borgere” samt Social- og Indenrigsministeriets offentliggørelse af Ankestyrelsens omgørelsesprocenter på socialområdet for 2019. På børnehandicapområdet blev 51 % af kommunernes påklagede afgørelser omgjort på landsplan. På voksenhandicapområdet var det 46 % af de påklagede afgørelser på landsplan. Stikprøver i ikke-påklagede afgørelser viste lige så mange fejl.
Tallene viser, at kommunerne fortsat laver uhyggeligt mange og alvorlige fejl på handicapområdet og har gjort det i årevis. Bag tallene og fejlene gemmer sig menneske-lige skæbner. Hvor mange andre områder kan smykke sig med så høj en fejlprocent uden, at det skaber en medieorkan og uden, at politikere og en minister straks må stå skoleret? Hvor mange fejl er det acceptabelt at lave i sager, som handler om menneskers liv og eksistensgrundlag? Nu er det her jo ikke byggetilladelser til en carport eller lignende.
Det handler om mennesker og vores velfærdssamfund. Derfor er det yderst relevant at tale om retssikkerhed på handicapområdet.
”Retssikkerhed” er kort og godt det, der skal beskytte hver enkelt borger mod vilkårlige og uforudsigelige overgreb og indgreb fra de offentlige myndigheder. Begrebet dækker over en række garantier og principper, der er beskrevet i flere internationale konventioner samt i flere danske love. Et af de centrale principper er lighed for loven, hvilket vil sige, at loven gælder på samme måde for alle uanset social status mv.
På handicapområdet findes fire øvrige grundlæggende principper for tildeling af støtte, som skal ses som en vigtig del af retssikkerheden på dette område.
Ligebehandlingsprincippet tager udgangspunkt i FN’s standardregler om lige muligheder for handicappede og er centralt i bestræbelserne på at skabe et samfund for alle.
Solidaritetsprincippet er udtryk for, at alle har et ansvar for at sikre, at mennesker med nedsat funktionsevne får de nødvendige ydelser, når behovet opstår.
Sektoransvarlighedsprincippet fastslår, at den offentlige sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et produkt, også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne.
Kompensationsprincippet betyder, at en person med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang får kompensation for følgerne af den nedsatte funktionsevne.
Disse fire principper skal suppleres af grundlæggende principper for god forvaltningsskik, som for eksempel hurtighedsprincippet og officialprincippet. De tre primære love er retssikkerhedsloven, forvaltningsloven og serviceloven. Love og principper skal tilsammen sikre borgernes rettigheder og indflydelse i forholdet til de offentlige myndigheder.
Blev handicapområdet forvaltet i overensstemmelse med lovene og deres formål og i tråd med de grundlæggende principper, ville demonstrationen den 27. juni 2020 på Rådhuspladsen have været unødvendig.
Men desværre stemmer love, principper og virkelighed ikke overens, hvilket de høje omgørelsesprocenter i Ankestyrelsen vidner om år efter år.
Som medstifter af bevægelsen #enmillionstemmer, der kæmper for netop retssikkerhed på handicapområdet, er jeg dagligt i kontakt med mennesker, der oplever, hvad den manglende retssikkerhed betyder konkret. De mest udtalte problemer er følgende:
• Der mangler ofte afgørende oplysninger i sagerne, eller der sker tilsidesættelse af afgørende lægelige erklæringer.
• Der er ingen sikkerhed for en konkret og individuel vurdering ud fra behov.
• Der er ingen sikkerhed for, at man kan beholde sin hjælp, selvom behovet for hjælp er uændret.
• Partshøring undlades.
• Klagevejledninger er mangelfulde eller er udeladt, for eksempel fordi afgørelsen leveres som telefonbesked.
• Flere må hyre advokater både for at kunne finde rundt i love og regler og få den rette vejledning, men også som modsvar på den magtfordrejning, der finder sted.
To aktuelle sager giver et godt billede af, hvad der foregår i praksis.
Den første sag handler om en ung fyr med diagnoserne Asperger, ADHD og OCD, som lige er blevet 18 år. Indtil den dag han blev 18 år, har han fået dækket udgifterne til medicin som en merudgift, fordi han lider af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Inden han begyndte at få medicin, var han selvmordstruet og havde selvskadende adfærd. Da han blev 18 år, skulle han søge på ny om at få dækket udgifterne til sin medicin, fordi det nu skal bevilges efter en anden paragraf. Men i et partshøringsbrev har kommunen skrevet, at kommunen agter at meddele afslag på ansøgningen, da kommunen ikke mener, at ADHD og OCD kan anses for at være varige lidelser, og fordi der findes behandlingsmuligheder i form af kognitiv adfærdsterapi, socialpædagogisk støtte og medicinsk behandling. Hertil skriver kommunen: “Ud fra dette og efter en konkret og individuel helhedsorienteret vurdering, vurderer kommunen, at det ikke vil være akut livstruende eller medføre umiddelbar risiko for varig eller væsentlig funktionsnedsættelse, hvis den medicinske behandling for ADHD og OCD ophører”. Brevet var udfærdiget af en administrativ sagsbehandler. Jeg kan tilføje, at kommunen ikke har indhentet en udtalelse fra behandlende psykiater, inden dette skrives og sendes til den 18-årige dreng.
Den anden sag omhandler en voksen mand med senhjerneskade, som de sidste 20 år har modtaget 30 ugentlige socialpædagogiske støttetimer. Hans bevilling er pr. 1. juli ændret til følgende: Til personlig pleje udmåles der ugentlig 5 timer og 45 minutter. Til praktisk hjælp udmåles der ugentlig 40 minutter. Til socialpædagogisk støtte bevilliges 90 minutter om ugen. I afgørelsen fremgår følgende:
“Du oplyser, at du ikke er enig i den udmålte tid, og du ikke kan se på hvilket grundlag denne udmåling har fundet sted. Udmålingen er vurderet på baggrund af VUM, dine løbende sagsakter, besøg af visitator, sygeplejerske, sagsbehandler og afdelingsleder i dit hjem, modtagne funktionsbeskrivelser, udtalelser fra dit §103 tilbud samt lægelige oplysninger. Du skriver, at du ønsker forklaret, hvordan du skal kunne klare dig med mindre udmålt tid. X kommune har foretaget en konkret og individuel vurdering af dit behov for hjælp i hverdagen. Det, at du tidligere har modtaget en ikke korrekt udmålt hjælp, gør ikke, at X kommune kan fortsætte med en bevilling, der ikke er mulig inden for den eksisterende lovgivning på området.
X kommune beklager, at du tidligere er blevet overkompenseret i forhold til dine funktionsnedsættelser, dette ændrer dog ikke på resultatet af afgørelsen.”
Lige nu er retssikkerheden på handicapområdet baseret på sagsbehandleres mavefornemmelser, forvaltningschefers kyniske økonomiske prioriteringer og politikernes spekulationer i chancen for genvalg. Jeg sidder ofte tilbage med en fornemmelse af, at afgørelserne på dette område træffes ud fra “flip-a-coin”-metoden. De to ovennævnte eksempler er desværre ikke enkeltstående eller unikke. De giver dog et fint indblik i den lovløse tilstand, mennesker med handicap og deres pårørende befinder sig i.
Kommunerne begrunder de mange fejl på området med, at der er tale om komplicerede regler. Et område, der omhandler nogle af landets svageste borgere, der er ringe stillet, hvis de ikke har ressourcerne til at tage kampen op. Netop derfor burde retssikkerheden vægtes højere end højt.
Politikere og jurister burde være retssikkerhedens vogtere, også på handicapområdet. Politikerne glimrer ved deres fravær, bortset fra nogle få. Det samme gælder juristerne. I forhold til politikerne er min teori, at det skyldes manglende indsigt kombineret med, at der ganske enkelt ikke er lige så mange stemmer at hente i handicap som i andre områder. Men hvad er juristernes undskyldning for at vende det blinde øje til? Det må handle om prestige. Men Fru Justitia, retfærdighedens gudinde, vogter også over retfærdigheden på handicapområdet.
Der er brug for en hær af advokater, der vil kæmpe denne kamp for og med mennesker med handicap og deres pårørende om retssikkerhed i vores allesammens velfærdssamfund, så der kan blive gjort op med lovløsheden og magtfordrejningen.