19/01/2022 - Diversitet

Accura går i rette med diversitets-kritik


Et opslag fra advokatfirmaet Accura på LinkedIn, der ville fejre udnævnelsen af otte nye directors, er blevet mødt af en decideret storm af kommentarer, der efterlyser repræsentationen af bl.a. flere kvinder. Opslaget, der portrætterede otte unge mænd, har nu fået Accura til at svare på kritikken, og i en redigeret version går de i rette med kritikken.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg. Foto: Screendump fra LinkedIn


Den danske advokatbranche er glade for nyudnævnelser. Over halvdelen af de 20 mest læste artikler i 2021 hos Advokatwatch handlede enten om jobskifte eller forfremmelser. Kigger man ned over advokatfirmaernes LinkedIn-sider, så er det da også nyudnævnelser, jobskifte, karrierefremme og forfremmelser, som driver meget af trafikken.

Kommentarerne i de sammenhænge er mestendels positive - for hvem vil ikke gerne sige tillykke, når en i netværket har fået nyt job? 

Men et opslag fra advokatfirmaet Accura lige efter årsskiftet har fået en lidt anden modtagelse. I opslaget kan Accura stolt fortælle, at de har udnævnt otte nye directors. Der er bare ét problem - alle otte directors er unge, hvide mænd.

Og det har altså fået både LinkedIn og Twitter til at gå i selvsving over, hvad mange i kommentarsporet kalder 'mangel på diversitet'.

Bl.a. skriver Nordic Head of FinCrime hos EY Mette Slotved Thomsen, at "jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde". Professor Mikkel Flyverbom skriver:

"Jeg tror, I er kommet til at bruge det samme billede otte gange i træk. Eller ansætte alt for mange mænd? Den var ikke gået i 2021", mens flere andre udtrykker mere eller mindre ironisk afstandtagen til opslaget. 

Den megen kritik har nu fået Accura til at tage til genmæle - i en redigeret udgave af opslaget skriver advokatfirmaet bl.a.:

"Vi er ærgerlige over, at opslaget her, hvor vi ønsker at markere velfortjente udnævnelser af dygtige kollegaer, resulterer i nogle meget negative kommentarer om diversitet og i nogle tilfælde tilmed personlige kommentarer om de enkelte medarbejderes udseende og påklædning."

Accura uddyber derefter, hvordan de som virksomhed har en "klar og naturlig interesse i at fremme diversiteten blandt vores medarbejdere" og at rekruttering og forfremmelser altid sker "så objektivt som muligt og uafhængigt af køn, religion, etnicitet o.lign."

Opslaget taler sig ind i en tilbagevendende diskussion om netop manglende diversitet i advokatbranchen. I 2020 viste rapporten 'Fremtidens Jurist' fra Karnov og Djøf Advokat, at 59% af de adspurgte advokater mente, at der var for lidt diversitet i topledelsen hos landets advokatfirmaer. Derudover er forsker Pernille Slots Lysgaard i gang med en erhvervsPh.D, bestilt af Advokatsamfundet, der skal undersøge, hvorfor der ikke er flere kvinder ansat i topledelsen hos landets advokathuse.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak