”Vi glemmer, at alle mennesker i en retsstat som Danmark skal have de samme rettigheder.”

Kan en kommune drages økonomisk til ansvar for at træffe en ulovlig afgørelse? Det var det principielle spørgsmål, som tænketanken Justitia og Advokatsamfundet i samarbejde forsøgte at få svar på, da de i februar lagde sag an ved byretten i Nykøbing Falster.

Den såkaldte ’Svømmepigesag’ handler om en synshandicappet elitesvømmer med autisme, der i sine teenageår havde haft en fast ledsager tilknyttet. Da pigen blev 18 år, blev retten til en ledsager taget fra pigen. Hun ankede sagen to gange til Ankestyrelsen, som begge gange gav hende medhold. Alligevel rettede Lolland Kommune ikke ind. Med sagen håbede Justitia og Advokatsamfundet at få medhold i, at sagen skulle være omfattet af en særlig bestemmelse i erstatningsansvarslovens § 26, hvor man kan give en tortgodtgørelse for retsstridige krænkelser af en persons frihed, fred, ære eller person. Og det var altså dette argument, som byretten underkendte.

”Vi vidste godt, at det ville være vanskeligt at ændre retstilstanden her. Tidligere har bestemmelsen kun været anvendt i meget grove sager som f.eks. frihedsberøvelse, voldtægt og alvorlige freds- og æreskrænkelser. I det her tilfælde vidste vi godt, at det ville være svært at få et velfærdstab på det sociale område kategoriseret ind i bestemmelsen. Det er sjældent, at en byretsdommer går ind og ændrer en fast retspraksis. Det kræver, at vi skal op i nogle højere instanser, så nu prøver vi at finde penge til at få sagen indbragt for landsretten”, siger vicedirektør hos Justitia Birgitte Arent Eiriksson.

Afgørelsen er nu anket til Landsretten.

Når retspraksis ikke er for dem, der har mest brug for hjælp

Ifølge Birgitte Arent Eiriksson er ’Svømmepigesagen’ endnu en brik i et større samfundsmæssigt puslespil, som efterhånden er ved at materialisere sig som et Dante-agtigt kunstværk, der viser et helt andet billede af den retsstat, som mange af os er stolte af at være en del af. For trods Danmarks placering som nummer 1 på det netop offentliggjordte Rule of Law Index 2019 over 126 landes retsstatsgarantier, så er der ifølge Justitia mekanismer i gang i Danmark, der svækker retssikkerheden for flere befolkningsgrupper i samfundet.

Hos Justitia har man forsøgt at visualisere forløbet, når en borger skal have prøvet sin ret ved domstolene. Kigger man nærmere på figuren, er det ifølge Birgitte Arent Eiriksson tydeligt at se, at selve processen og adgangen til domstolene er yderst kringlet og for mange mennesker utrolig svær at overskue.

Et af de mest tydelige eksempler er netop ude i kommunerne, hvor der i sagsbehandlingen er en historisk høj omgørelsesprocent, bl.a. på børnehandicapområdet.

”Hos Justitia og i Advokatsamfundet har vi længe vidst, at der er problemer med sagsbehandlingen ude i kommunerne. Og det gælder ikke mindst på børnehandicapområdet. Ca. hver tredje sag fra kommunerne og Udbetaling Danmark, som påklages til Ankestyrelsen, bliver omgjort. Det er et ekstremt højt tal. På nogle områder er det så ekstra højt – på børnehandicapområdet ligger det på 52%”, fortæller Birgitte Arent Eiriksson.

Omgørelsesprocenten betegner andelen af de klagesager, som er blevet omgjort af Ankestyrelsen. Enten bliver sagen ændret, men i mange tilfælde er sagerne så dårligt oplyste, at Ankestyrelsen ifølge Birgitte Arent Eiriksson ikke kan tage stilling til sagen og derfor hjemviser sagen ved at sende den tilbage til den pågældende kommune, der efter indhentelse af yderligere oplysninger skal afgøre sagen på ny. Det var netop de høje omgørelsesprocenter, der var en af grundene til, at Justitia og Advokatsamfundet ville anlægge sag ved byretten.

”En af grundene til, at vi startede vores retssagsprojekt op, var de meget høje omgørelsesprocenter. Det er tegn på en meget dårlig retssikkerhed. Der var samtidig mange borgere og handicaporganisationer, der havde henvendt sig direkte til os med sager, som var blevet behandlet virkelig dårligt. Vi ville derfor prøve at føre nogle principielle sager ved domstolene, som kunne have betydning for mange fremtidige sager. Der er flere centrale problemstillinger at tage fat på, men en af de første fokuspunkter i projektet var – hvad gør man i de situationer, hvor borgeren har lidt et velfærdstab, som ikke kan gøres op i kroner og ører, og hvor borgeren derfor ikke kan få erstatning efter de almindelige regler.”

Hos Justitia er man også bekymret for, om nogle kommuner direkte spekulerer i forholdet mellem bevilling af offentlig støtte og så det faktum, at kommunen kan spare mange penge ved ikke at efterkomme borgerens ønsker.

”Svømmepigens ledsagerordning kan jo ikke gøres op som et økonomisk tab, der kan udløse erstatning. Derfor var det principielle spørgsmål i sagen, om den ulovlige sagsbehandling kunne udløse en anden form for godtgørelse. I så fald kunne vi vise kommunerne, at det ikke rent økonomisk kan betale sig. Fordi det, der er sket i sagen, er, at kommunen i en periode på flere år har sparet nogle penge til en ledsager samtidig med, at pigen har lidt et alvorligt velfærdstab. Hvis dette kan udløse en økonomisk godtgørelse, ville kommunen også fremover få incitament til at gøre sig mere umage.”

Var jeres tese, at kommunen bevidst gjorde det her for at spare penge?

”Det tror jeg desværre, at der er nogle kommuner, der gør. Den her sag er et godt eksempel, fordi sagen blev omgjort to gange i Ankestyrelsen. De kan derfor ikke have været i god tro om, at de ikke behøvede at give pigen en ledsager til svømmestævner.”

Sagen fra Nykøbing Falster viser, at retsikkerheden har trange kår, særligt hvis man er en del af en udsat gruppe.

Man kan stå i en situation, hvor man har fået medhold, men hvor kommunerne alligevel ikke retter ind. Det betyder, at vores klagesystem ikke altid virker. 

”Sagen illustrerer, at der er en dårlig retssikkerhed i den offentlige forvaltning, og at borgerne er dårligt stillede, når de prøver at gøre deres ret gældende. For ikke engang det at gå til klagemyndigheden – som i sig selv kræver mange ressourcer – hjælper i alle tilfælde. Man kan stå i en situation, hvor man har fået medhold, men hvor kommunerne alligevel ikke retter ind. Det betyder, at vores klagesystem ikke altid virker.  Ankestyrelsen er der netop for at holde øje med, at kommunerne træffer rigtige afgørelser, og nogle gange går de også ind og undersøger sager, der ikke er blevet påklaget. Når de gør det, så viser det sig også, at der er rigtig høje fejlprocenter i de sager, som slet ikke er blevet påklaget. Der er mange borgere, der har tillid til deres kommune, de stoler på afgørelsen og har måske ikke ressourcerne til at gå videre med sagen. De lever et liv, hvor de ikke får det, som de har ret til.”

De fleste danskere har en retshjælpsforsikring – vidste du det?

Men kan alle få prøvet sin ret i Danmark på lige vilkår? Sådan burde det være. 95% af alle danskere er faktisk dækket af en retshjælpsforsikring, som følger med familie- og indboforsikringerne. Forsikringen giver dig økonomisk støtte til at få prøvet juridiske tvister ved domstolene. Ifølge Birgitte Arent Eiriksson er ordningen rigtig god. Hvis den altså ikke havde så mange huller og begrænsninger, og borgerne vidste, at de havde en forsikring.

”Danske Advokater har tidligere lavet en undersøgelse af det spørgsmål, som viste, at det er mindre end 4 ud af 10 danskere som ved, at de har en retshjælpsforsikring. Der er samtidig mange begrænsninger i forsikringen. Der er f.eks. en del sagsområder, som ikke er omfattet af forsikringen såsom familieret, arv, skat og erhverv, som også tit er nogle af de områder, som borgerne har mange udfordringer med. Der er også en selvrisiko på 2.500 kr. som minimum, og man kan ikke selv skrive til forsikringsselskabet, det skal man have en advokat til at gøre – det er nemlig en betingelse, at advokaten anmelder det. Der kan også være behov for indledende rådgivning, og her er det op til advokaten, om de vil tage penge for det. Her kan du så lægge ca. 5.000 kr. oveni”, siger hun og uddyber:

”Så kan der være nogle undersøgelser, der skal bruges som bevismateriale – hvis der f.eks. er tale om problemer med gulvene i et nyt hus, så skal du have en faglig ekspert ud og vurdere, om der er svamp eller fugt i gulvene. Det kan nemt koste 20.000 kr. Det betaler forsikringsselskabet heller ikke. Og når du så får prøvet sagen, er der et dækningsloft på 175.000 kr. Det kan lyde af meget, men man kommer hurtigt til kort i nogle sager f.eks. i sager om arbejdsskader – det koster meget mere. Vi har nogle regneeksempler, hvor borgeren står med en regning på 250.000 kr. efter, at forsikringsselskabet har dækket deres del. I sidste ende betyder det, at mange vælger domstolsprøvelse fra, fordi de ikke tør tage chancen. Den offentlige fri proces-ordning har en meget bedre dækning, men man er som udgangspunkt udelukket fra denne ordning, når man har en retshjælpsforsikring.”

Hos Justitia har de bl.a. et eksempel med en kvinde, som vinder en sag i byretten. Forsikringsselskabet anker dommen, men så turde kvinden ikke gå videre, for hvis hun tabte sagen i landsretten, så skulle hun betale sagsomkostninger for både byret og landsret. Sådanne sager fører typisk til et forlig, som ikke er særlig fordelagtigt for borgeren. Eksemplet belyser, hvordan de forskellige støtteordninger har store mangler og ofte ikke har en reel effekt i forhold til de samlede økonomiske udgifter ved at få prøvet sin sag.

”Der er en social slagside i vores adgang til at gøre vores ret gældende. I en retsstat bør der jo være lige adgang til domstolene for alle borgere, men det er der ikke reelt set. De ordninger, vi har, fungerer ikke tilstrækkelig godt i praksis, fordi retshjælpsforsikringen indebærer udgifter for borgerne, som betyder, at mange borgere ikke har råd til at benytte sig af den, og fri proces er kun for de borgere, der opfylder betingelserne, hvilket er et fåtal”, siger Birgitte Arent Eiriksson.

Seksualforbrydere har også rettigheder i en velfungerende retsstat

Det er ikke kun de svagest økonomisk stillede borgere og de ressourcesvage grupper, der er presset i vores retssamfund. Også de mennesker, der allerede er blevet dømt for begåede forbrydelser, får strammet skruen om deres frihed og handlemuligheder. Senest kom det frem i regeringens lovforslag, der skal give seksualforbrydere en række tidsubegrænsede og udvidede forbud (opholdsforbud, boligforbud, besøgsforbud og kontaktforbud), allerede første gang de dømmes. Der skal også oprettes et nyt tilsyn, der gør det muligt for politiet at lave jævnlige uanmeldte kontrolbesøg hos dømte seksualforbrydere.

”Der er ikke nogen, der bryder sig om dem, der begår seksualforbrydelser, særligt ikke når det er rettet mod børn. Derfor er det også let at sige, at de ikke skal have de samme rettigheder. De foreslåede ændringer indebærer dog meget væsentlige indgreb i de dømtes frihedsrettigheder og deres ret til privatliv. F.eks. indebærer tilsynsordningen, at politiet må komme på uanmeldt kontrolbesøg på vilkårlige tidspunkter og undersøge deres hjem, tage computer og papirer med til videre undersøgelser osv. Og de skal komme ret ofte. Hvis man ikke indgår i sexologisk behandling, så skal politiet komme hver 14. dag, og selvom du indgår i behandlingsforløb, skal politiet komme på besøg cirka 1 gang om måneden", siger Birgitte Arent Eiriksson og uddyber:

"Kontrolbesøgene er uden retskendelse. Man skal huske på, at der er stor forskel på disse sagers karakter og grovhed – der kan i princippet være tale om en 18-årig, der har blottet sig for et par 14-årige, det behøver ikke at være en gammel mand, der fysisk har sexmisbrugt små børn. Samtidig glemmer vi, at alle har og skal have rettigheder i en retsstat som vores."

Den digitale retsstat giver panderynker

Regeringen kunne i 2018 præsentere det nye tiltag ’Digitaliseringsklar Lovgivning’, der bl.a. søger at skabe fundamentet for en bedre sammenhæng mellem offentlige instanser via digitaliserede systemer og arbejdsgange. Dengang udtalte innovationsminister Sophie Løhde:

”I dag er der alt for mange eksempler på, at lovgivningen er udformet så komplekst, at den er meget svær at administrere ude i virkeligheden – både for sagsbehandlere og it-systemer. Derfor vil vi med et nyt udspil sikre, at vi får tænkt digitalisering ind i lovgivningen fra start, så vi efterfølgende kan sætte strøm til den. På den måde vil vi i den offentlige sektor hvert eneste år kunne frigøre millioner af timer, som kan bruges på kernevelfærd i stedet for administration.”

Mens tiltaget skal sikre bedre kernevelfærd, så har digitaliseringen af den offentlige forvaltning allerede mødt modstand. Senest i Gladsaxe Kommune, der i et storstilet eksperiment med et dataanalytisk værktøj skulle kunne opspore de familier, hvori børn var i risiko for mistrivsel. Projektet fik kritik af flere juridiske eksperter, og Gladsaxe Kommune har endnu ikke fået tilladelse til at iværksætte ordningen som led i et frikommuneprojekt.

Med digitaliseringen af den offentlige sagsbehandling frygter man ifølge Justitia, at det vil medføre forringelser af retssikkerheden for de svageste borgere.

”Mange udsatte borgere vil blive omfattet af de nye processer, og de er vant til fra tidligere, at hvis de får et brev fra kommunen, som de finder uforståeligt, så kan de ringe og få det oversat og blive rådgivet. Der vil heller ikke kunne laves de samme helhedsvurderinger af personen. Computeren kan kun sige, om vedkommende opfylder betingelserne for en bestemt ydelse, men computeren kan ikke vurdere, om borgeren bare har søgt det forkerte sted eller lignende. Hele den personlige vejledning af borgeren og den personlige kontakt forsvinder, og borgeren bliver overladt til at skabe sin egen retssikkerhed i den digitale proces”, siger Birgitte Arent Eiriksson.

Et andet vigtigt element er retten til privatliv, der med den øgede overvågning af borgere skaber grobund for skarpe profileringer af forskellige befolkningsgrupper.

Det er intens overvågning og efter min opfattelse i strid med retten til privatliv, da det er uproportionalt at overvåge så mange borgere for at finde de få.

”Nogle kommuner vil f.eks. gerne finde ud af, hvem der vil lande uden for arbejdsmarkedet, så man kan starte tidligt med nogle tiltag, der kan sikre, at de bliver god arbejdskraft en dag. Det er intens overvågning og efter min opfattelse i strid med retten til privatliv, da det er uproportionalt at overvåge så mange borgere for at finde de få. Mange borgere tænker ikke over, hvad det betyder, at de har ret til at leve et liv uden at staten følger med og blander sig. Jeg tror, at grunden til det er, at de har en høj tillid til de offentlige myndigheder i Danmark. Men det er uberettiget, hvis myndighederne begynder at overvåge os i denne grad”, siger hun og uddyber:

”Når der laves sådanne forudsigelser - om det så vedrører risikoen for kriminalitet, arbejdsløshed og manglende forældrekompetencer osv., så begiver vi os ud i noget, som vi simpelthen ikke kan overskue konsekvenserne af.”

Birgitte Arent Eiriksson er betænkelig ved at lægge sit liv i algoritmernes hænder. For måske handler teknologien og digitaliseringen ikke kun om smarte løsninger. Måske er det i lige så høj grad et spørgsmål om, hvordan vi som mennesker overhovedet skal leve sammen med disse teknologier.

”Jeg tror, at det er på tide, at det her dataetiske råd skal komme, men det er vigtigt, at det bliver bredt sammensat. Ud over f.eks. teknikere, jurister og repræsentanter for udsatte befolkningsgrupper, skal vi måske også have nogle filosoffer, som kan sige noget om, hvad der sker med menneskeheden, når man anvender teknologien i stor skala. Vi har jo en rigtig flot retsstat i Danmark, det kan vi også se på internationale målinger. Det har jeg altid været glad og stolt over, men jeg synes, at de seneste år har vist, at vi bevæger os i en retning, hvor retsstaten er på en glidebane, og hvor jeg ikke synes, at betænkelighederne ved udviklingen bliver taget alvorligt. Vi hviler på laurbærrene om, at vi i internationale målinger står godt, men virkeligheden ser lidt anderledes ud.”