Jeg skal møde advokat og partner Sys Rovsing i hendes familieejede advokatselskab Rovsing Advokater, som har eksisteret siden 2017.
Vi skal snakke om kvindekvoter, og om hvorfor hun engang ikke mente, de var nødvendige, men har ændret mening og i hvert fald synes, man skal gøre et eller andet for at få flere kvinder ind i partnerkredsene.
Sys Rovsing kommer direkte fra et andet møde, da vi støder ind i hinanden på trappeafsatsen i bygningen på Poul Ankers Gade.
Hun er iført en sennepsgul kjole med små neongrønne, -røde, -lilla og -pink plamager og en halskæde med store træperler i forskellige farver. Hun ligner ikke rigtigt de advokater, jeg normalt taler med, og jeg tænker på, om hun mon altid går sådan klædt.
Senere i vores samtale, fortæller hun mig, at det gør hun.
“Jeg har altid sådan noget mærkeligt på. Det har aldrig været et problem, og det er faktisk ret dyrt. Det man kan sige er, at du skal helst klæde dig sådan, at det ikke er for påfaldende, men det er ikke i relation til dine kolleger, det er i relation til klienterne. De skal jo ikke bruge alt deres energi på at sidde og kigge på underligt tøj. Det er dem, der er i centrum. Det er en begrundelse for ikke at se alt for mærkelig ud,” siger hun.
Og så fortæller hun en lille anekdote om et foredrag, hun holdt for en masse kvindelige studerende på Aarhus Universitet. Hvor hun kiggede ud over forsamlingen og tænkte, at hun overhovedet ikke kunne kende forskel på dem, fordi de allesammen havde sort tøj på.
“Jeg sagde til dem, at det altså ikke var en nødvendig kvalifikation for at blive advokat, at man kunne gå i sort jakkesæt og sådan noget,” siger hun til mig med et blink i øjet.
Har altid selv kunnet
Sys Rovsing voksede op på en gård på Djursland i et lille lokalsamfund, med en far, der var selvstændig bondemand og engageret i alt fra den lokale brugs, mejeriet og banken til kommunalbestyrelsen og venstre, en mor, der var husmor og en lillesøster og -bror.
Som barn, brugte hun en stor del af sin tid på at lege soldater og røvere og spille rundbold med de andre børn i byen.
“Vi havde sådan et ret frit liv, det mindede på nogle måder om Alle vi børn i Bulderby. Det var ikke så idyllisk, men det var et lille samfund, hvor børnene var meget ude,” siger hun.
Selvom Sys Rovsing selv sammenligner barndommen med Astrids Lindgrens fortælling om Mellemgårde, Sydgården og Nordgården, er det en anden karakter fra Lindgren-universet, jeg tænker på, når hun fortæller om sig selv.
For Sys fortæller mig både om, hvordan hun i folkeskolen fik to af sine kammerater overbevist om, at de skulle tage latin, så skoleinspektøren blev tvunget til at oprette et hold, fordi hun ville på den sproglig linje på gymnasiet og derfor skulle bruge latin. Hun fortæller om, hvordan hendes far synes, det var bedre, hvis hun blev socialrådgiver, måske fordi det var nemmere, men hvordan hun holdt fast i, at hun skulle læse jura. Og hun fortæller om, hvordan hun blev talskvinde for hele årgangen af førsteårsstuderende, da hun startede på jura i Aarhus. Nok fordi hun rakte fingeren i vejret.
“Jeg synes ikke, jeg var et stridt barn, men jeg har stået på min ret,” siger hun selv og fortsætter:
“Jeg har altid været sådan en, der har siddet i elevrådet, fordi jeg synes, det er sjovt at have indflydelse.”
Gåpåmodet og Sys Rovsings fandenivoldskhed, i forhold til hvad andre tænker om hende, får mig i højere grad til at sammenligne hende med Pippi Langstrømpe end med Britta fra Nordgården.
Selvstændig efter et år
Siden Sys Rovsing så Perry Mason-filmene som ung, har hun været sikker på, at hun skulle læse jura.
“Perry Mason forsvarede alle, og jeg elskede ham. Jeg tænkte sådan en forsvarer, vil jeg også være,” siger hun og fortsætter:
“Det har jeg så aldrig været, men advokatfaget, det fangede mig. Det der med, at det er knald eller fald, og at det er en kamp for retfærdighed.”
Og advokat, det blev hun. Efter blot tre år som fuldmægtig og et enkelt år som advokat, var hun endda også partner i det advokathus, hvor hun havde været advokatfuldmægtig.
“Det er ikke så normalt, at man bliver det så hurtigt. Men jeg tror, de var nødt til at gøre det, hvis de ikke ville have, at jeg skulle flytte mig,” siger Sys Rovsing.
Hun er selv overbevist om, at hun havde et behov for at blive selvstændig så hurtigt, fordi hun kommer fra en selvstændig baggrund med en far med eget landbrug.
Siden hun første gang var partner i Norsker og Jacoby, har hun ikke kigget tilbage på livet som ansat og er forsat i selvstændigsporet.
“Nogle gange har jeg været alene, andre gange har jeg været partner. Jeg har eksempelvis været partner i Bech-Bruun i mange år,” siger hun.
Og for blot et par år siden blev det så til et advokatselskab med sine to børn som medpartnere.
“Hvis du først én gang er selvstændig, så kører du videre i selvstændig-regi,” siger Sys Rovsing.
"Det rykker sig jo ikke"
På advokatkontoret på Poul Ankers gade er der højt til loftet, en gammel, smuk, turkis brændeovn i hjørnet og så ligger det i Indre By.
Og som Sys Rovsing sidder der midt i lokalet, tænker jeg, at hun har klaret sig rigtigt godt - også uden kvindekvoter.
Selvom hun har oplevet at blive diskrimineret i branchen, fordi hun er kvinde, og har oplevet at skulle arbejde hårdere for at blive anerkendt, er det gået godt. Men Sys Rovsing er heller ikke et forsigtigt eller bange menneske.
“Tværtimod er jeg rigtig god til at sige fra, hvis der er noget, jeg ikke synes, er godt nok. Og det kan man sagtens. Det er så muligt, at nogen synes, jeg er en rappenskralde. Men det er jo det klassiske,” siger hun.
En af grundene til, at Sys Rovsing har ændret tilgang til kvindekvoter og ikke altid har tænkt, at de var nødvendige, er at hun altid har ment, at hun godt kunne klare sig selv.
“Det har jeg egentligt også altid gjort. Men jeg er kommet til den konklusion, at hvis man kunne finde på noget andet, så skulle man nok gøre det. For det rykker sig jo ikke. Der bliver ved med at være skæve fordelinger i ejerkredsene. Og det kan jeg ikke forstå, hvad forklaringen er på. Er det kvinderne, der ikke vil være med? Er det mændene, der ikke vil lukke dem ind? Det, synes jeg, man skal arbejde med. Og selvfølgelig er det ikke kun kvinder, det er også andre former for forskellighed,” siger hun.
Hun synes, det er vigtigt, at få mere forskellighed ind i branchen, fordi hun tror på, at man får en bedre arbejdsplads og gode resultater, hvis arbejdspladsen er mere divers. Men Sys Rovsing er ikke sikker på, at kvoter er den perfekte løsning.
“Jeg har ikke noget imod kvoter, men det går jo ikke som selvstændig. Du kan ikke sige, at der skal være 40% af ejere i en virksomhed, som skal være kvinder. Det kan man jo ikke lovgive om. Du kan måske lovgive om noget med ansættelse og bestyrelsesarbejde, men jeg kan ikke se, hvordan man kan gøre det med ejere,” siger hun.
Hvis der nu kom kvindekvoter til på en eller anden måde, ville der så ikke være en risiko for, at nogle ville sige, at kvinderne kun blev ansat, fordi de var kvinder, og ikke fordi de var kompetente?
“Men man har jo i mange år, kun ansat mænd på grund af, at de er mænd, så jeg kan ikke se, at problemet er så stort. Man skal selvfølgelig ikke ansætte nogle, der er ukvalificerede, og det gør man jo heller ikke,” siger Sys Rovsing.
Hun tror ikke, det kniber med at finde kvalificerede kvinder at ansætte, for der er mange om buddet. De tager bare ikke det sidste skridt til toppen af advokathusene og bliver medejere.
“Så kan man sige, at det er ligegyldigt. Det er det bare ikke, for det er jo ejerne, der er med til at sætte udviklingen i formatet og bestemme, hvad der skal satses på. Det betyder noget, at man har ledelsesretten. Derfor synes jeg, man skal kæmpe noget mere for at få nogle flere kvinder frem,” siger hun og tilføjer:
“Det er i øvrigt også meget sjovere at være leder end ansat. Så kan man selv bestemme.”
Tænker I over ansættelse af kvinder versus mænd her?
“Vi er næsten kun kvinder. I Rovsing er Troels og en af studentermedhjælperne de eneste mænd. Det er tilfældigt. Måske skulle vi tænke over at have lidt flere mænd,” siger hun.