19/11/2020 - Retssikkerhed

Sag anlagt mod flygtning, fordi hans søn druknede under flugten


Græske myndigheder har lavet et træk, som kritikere betegner som en foruroligende ny præcedens i den indsats, der skal afholde migranter fra at forsøge rejsen over havet til Grækenland. En far er sigtet for at udsætte sin søn for fare ved at tage ham med på turen i gummibåden og for at forlade ham, da den kæntrede.

Tekst: Dan Poulsen


Billedet, taget af Tom Jastram/Shutterstuck, viser en af de flygtningebåde, der har bragt folk over havet til øen Kos i Grækenland.


Det er en seksårig drengs druknedød, myndighederne har brugt som anledning til at sigte drengens far. Det kan næsten ikke forekomme mere tragisk. Den 25-årige afghanske far er sigtet for at sætte drengens liv i fare ved at tage ham ombord i båden, og han anklages af EU-landet Grækenlands myndigheder for at efterlade sin søn.

Drengen blev fundet død ved kysten på øen Samos. Senere blev hans far fundet i live et andet sted på øen.

Det er den ansvarlige for kystvagten, der udtaler sig til New York Times om, at han finder det mærkværdigt, at faren bliver fundet et andet sted end sin søn.

”Vi fandt ham ikke grædende ved siden af sit barn. Hvis det var mit barn, ville jeg have været der. Han havde efterladt ham”, er han citeret for at sige.

vi har aldrig hørt om straffesager som denne mod flygtninge

I forlængelse af de sidste mange måneders rapporteringer, om at tilrejsende mødes med vold ved grænsen til Grækenland, og at hjælpeorganisationer forsøges kriminaliseret, frygtes det, at denne type anklage blot er endnu en måde, myndighederne vil modarbejde migranters lyst og mod til at foretage rejsen mod og over Grækenlands grænser.

Det er ”Just one more way to discourage the journey”, siger Adriana Tidona fra Amnesty International, der over tid har observeret Grækenlands hårdere og hårdere tilgang overfor de tilrejsende – migranter såvel som flygtninge. Citatet er taget fra New York Times.

”Vi er bekymrede over, om dette er en taktik”, udtaler hun.

Den afghanske mands advokat er citeret for at sige, at alle flygtninge kan anklages for det samme, og at myndighedernes anklage er grundløs.

Fra organsiationen HIAS Greece, der leverer juridisk hjælp til asylansøgere i Grækenland, udtaler Vasilis Kerasiotis, at det er en foruroligende præcedens, myndighederne tager skridt til her. Og han noterer, at en kriminalisering af selve rejsen muligvis er i strid med Geneve-konventionen.

 

Må ikke straffe for ulovlig indrejse

På det danske Institut for Menneskerettigheder sidder PhD Nikolas Feith Tan. Han arbejder med de forhold, der rammer indvandrere og asylansøgere – og hvordan det spiller sammen med menneskerettighederne.

Han svarer, adspurgt af K-News, at instituttet før har hørt kritik af flygtningeforældre, der tager farlige ruter med deres børn.

“Men vi har aldrig hørt om straffesager som denne mod flygtninge.”

Han kan ikke kommentere på den enkelte sag, fordi han ikke kender detaljerne. Men generelt kan man sige, udtaler han, at tiltaget er problematisk, og at asylansøgere, som faren i denne sag, er sårbare mennesker, der har brug for en asylprocedure og ikke straffesager.

Til spørgsmålet, om det er i strid med Geneve-konventionen, svarer han:

“Man kan ikke sige, at straffesagen er i strid med Geneve-konventionen, for konventionen omtaler slet ikke situationer, hvor forældre sigtes for medansvar for deres børns død under flugt. Men der står helt klart i Geneve-konventionen, at flygtninge ikke må straffes for ulovlig indrejse, når de flygter fra et usikkert land. Så der er tale om en kontroversiel sag, der har potentiale til at svække retstilstanden for flygtninge.”

New York Times' artikel kan (bag betalingsmur) læses her.

Historien dækkes også i britiske The Guardian.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak