Hvor meget ved vi om rigsretten som juridisk værktøj? Det spørgsmål satte advokat og samfundsdebattør Leif Donbæk sig for at undersøge i umiddelbar forlængelse af, at det stod klart, at Inger Støjberg skulle for en rigsret tilbage i februar 2021.
Det korte svar på det spørgsmål er simpelt – ikke særlig meget. Faktisk faldt Leif Donbæk ikke over meget sammenhængende viden om rigsret i en dansk kontekst. Det fik Donbæk, der selv er lægdommer og politisk udpeget i rigsretten, til at give sig i kast med at skrive en bog om emnet, som altså udkommer de sidste dage af rigsrettens afslutning.
”I forbindelse med at jeg selv skulle være dommer i rigsretten, begyndte jeg at læse op på hvad det var for noget. Og der gik det op for mig, hvor lidt der egentlig er skrevet om det her emne. Jeg fandt intet sted hvor der stod mere end 15 sammenhængende sider om det her. Når man samtidig sammenholder det med at stort set alle jurister og ikke-jurister er enige om at systemet bag rigsretten ikke fungerer og at der skal gøres noget, så kan vi jo ikke have en seriøs samtale om det, når vi ikke ved nok om det. Det er ikke noget nyt problem – fagbladet Advokaten havde et interview med en de tidligere anklagere fra Tamil-sagen, og han beskriver at da han bliver anklager, hvordan han havde svært ved at finde information om hvad en rigsret er, fordi de ikke ved særlig meget om det. Og derfor gav det mening for mig, da jeg i lang tid har arbejdet med at populærformidle jura”, fortæller han.
Hvad vi dog ved med sikkerhed er, at rigsretten skal stå om kort tid, og her stiller Højesteret med 13 dommere. Et tal, der ifølge Leif Donbæk, er eksorbitant, fordi der ikke er andre sager i Danmark, endsige i hele Europa, hvor man ser så mange Højesteretsdommere.
”Rigsretten er sat med 13 højesteretsdommere, de anciennitetsmæssigt ældste, og så 13 lægdommere, som er udpeget af politikerne. Der skulle have været 15 af hver, men på grund af inhabilitet hos to dommere, er der nu 13 på hver side. Fordelingen skyldes paritet: der skal være lige mange af hver. Men det er også Højesteret, der stiller øvrigt personale til rådighed – bl.a. to dommerfuldmægtige, men når selve sagen kører er der jo også administrativt personale. Højesteret har i forvejen ikke særlig mange medarbejdere, i 2020 18 dommere, 12 dommerfuldmægtige, en administrationschef, 11 administrative medarbejdere og 8 studenter. Det er hele Højesteret. Til sammenligning har vi alene i HK Jura, hvor jeg er ansat, er vi ca. 30 i alt.”
I tre måneder vil 13 ud af 18 Højesteretsdommere altså være optaget af rigsretssagen, der har sin sidste retsdag d. 30. november. Og zoomer man ud, så ser Leif Donbæk store udfordringer ved, at Højesteret i hans øjne de facto er sat ud af spil i tre måneder.
Grundlæggende er vores rigsretsopbygning et levn fra Juni-grundloven – det skinner meget klart igennem at det her var et overstået kapitel. Der er ikke nogen der fokuseret har taget livtag med det her system, og det er besynderligt
”De er fem tilbage, og har mulighed for at genindkalde pensionerede for at løse verserende sager. Højesteret har afgjort mellem 335 og 364 sager om året de sidste tre år. Og det lyder ikke af meget, men enormt mange af dem har jo mange nævns-, byrets-, og ankesager, som bare ligger og venter på en afgørelse fra Højesteret. F.eks. piratsagerne, som I på K-NEWS har skrevet om, de venter jo på Højesteret. Og de ligger jo stille lige nu – nu har vi forskellige retsstillinger i Vestre og Østre Landsret, og som venter på Højesteret. Hvis du som sagsøger har 10.000 sager med et krav 5000 kr. pr sag med 8% i procesrente om året, så er det pludselig mange penge. Det er bare ét eksempel.
Der ligger jo også sager i Højesteret som har at gøre med milliarder. Det kan også være folk, der sidder i fængsel, som kunne være blevet løsladt, hvis Højesteret afgør til deres fordel. De har mange sager, som har stor betydning for rigtig mange mennesker – og det bliver interessant at se hvor mange sager der kommer igennem systemer, når vi får Højesterets årsrapport.
De fem dommere tilbage kan jo godt køre kæresager på skriftligt grundlag og mindre principielle sager, men man stiller jo med mindst syv dommere, når det er de store principielle sager. Så man kan godt drage den slutning at Højesteret står stort set stille fra 2. september og tre måneder frem. Og det er i mine øjne et retssikkerheds- og samfundsmæssigt problem”.
Han peger specifik på sagen om udbygning af Amager Fælled, som en sag, der kan risikere have få store konsekvenser i denne periode.
”Der er lige nu en sag på vej gennem systemet om et fogedforbud mod byggeriet på Amager Fælled – den skal i landsretten, og hvis de er enige med byretten, skal byggeriet så stå stille, såfremt den bliver anket, indtil Højesteret får tid. Og det kan jo være om et år, og det kan blive rigtig dyrt for bygherre. Hvis landsretten omstøder byrettens dom og højesteret finder det modsatte, så er hele Amager Fælled måske allerede gravet op til den tid. Så det kan have overstigelige konsekvenser det her.”
Effekterne fra sidste gang
Sidste gang vi i Danmark havde en rigsret var i Tamil-sagen. Men ifølge Leif Donbæk har vi ikke lært særlig meget af den sag, da ingen har evnet at evaluere på processen siden.
”I praksis ved vi ikke konkret, hvad det betyder for retssamfund at føre en rigsret, for der blev ikke målt på det i forbindelse med Ninn-Hansen sagen. Det er sigende for debatten efter Ninn-Hansen, at man skulle gøre noget anderledes næste gang, men jeg har ikke kunne finde en eneste rapport, der har kigget nærmere på, hvilke konsekvenser det havde sidste gang. Så vi ved ikke hvad det koster os – der har været tal fremme, der siger, at selve rigsretten koster i omegnen af 100 mio, men det er jo småpenge i forbindelse med de mange sager, der ligger og venter.”
Kigger man ud over Danmarks grænser er rigsretten som værktøj langt fra et populært værktøj, og de steder hvor man fortsat har rigsretssager, der er setuppet noget helt andet.
”I Norge har man 20 højesteretsdommere, og de bruger fem højesteretsdommere og seks politisk udpegede ved en rigsret. I Sverige droppede man rigsretssager i 1975 og lod Højesteret overtage ansvaret. Rigsretssager er ikke noget vi rigtig ser i den vestlige verden. Vi skal helt til USA, og her er det politikerne, der er dommerne. Grundlæggende er vores rigsretsopbygning et levn fra Juni-grundloven – det skinner meget klart igennem at det her var et overstået kapitel. Der er ikke nogen der fokuseret har taget livtag med det her system, og det er besynderligt”, siger Leif Donbæk.
Han finder det desuden besynderligt, at så mange dommere skal fælde dom i en sag, der er i hans øjne er simpel i sin grundessens.
”Det er besynderligt – man sætter jo Højesteret med mange dommere, når det er store komplicerede sager. Men det her er jo ikke kompliceret – det er et bevisspørgsmål, det handler grundlæggende om nogle vidneafhøringer. Det er meget svært at forstå, hvorfor der skal sidde 13 højesteretsdommere og vurderer det her. Støjberg-sagen handler jo grundlæggende om, hvorvidt man tror på hende, eller på embedsmændene der siger det modsatte – det er jo ikke komplekst på linje med sager som f.eks. Ajos-dommen eller lign. Du sætter heller ikke tre dommere i en sag i byretten, hvis det handler om at vurdere, hvem der gjorde hvad. Støjberg-sagen er jo vildt godt belyst”, siger han og uddyber:
”Hvorfor er det Højesterets dommere, der skal sidde og vurdere skyldsspørgsmål - det er de jo ikke vant til. Højesteret vurderer jo ikke skyldsspørgsmålet, ligesom de heller ikke har vidner med. Så ville en byretsdommer ikke være bedre stillet til denne opgave? Et af de få lande i Europa, der har haft lignende rigsretssager, det er på Island. Og her sidder der en overdommer fra Reykjaviks byret, en professor i statsret, otte politiske udpegede lægdommere og fem højesteretsdommere. Og det giver jo meget mere mening, for den er mere operationel - du har en dommer der vant til at høre vidner, du har en professor til det komplekse, og så har du et flertal af lægdommere, der kan vurdere skyldsspørgsmålet."