/Flerereformer.jpg)
Det startede med en undren. Hvordan kan det være, at til trods for alverdens gode intentioner og flere reformer om børns retssikkerhed og retsbeskyttelse gennem de seneste 15-20 år, har der samtidig været en sideløbende tendens med undersøgelser, der påviser markante fejl på området? Og som ikke er blevet synderligt forbedret af de sidste mange års reformer og lovændringer?
Det var de spørgsmål, der nu har ledt ud i et forskningsprojekt, der skal forsøge at give svar på, hvorfor der fortsat er store fejl i kommunernes retsanvendelse på området for udsatte børn og unge. Det fortæller leder af projektet Trine Schultz, der er professor ved Aalborg Universitet og ph.d. i socialret.
Jeg kan ikke umiddelbart se, hvad det skulle hjælpe at samle det hele i én lov, når problemet er, at man har sagsbehandlere, der ikke kan finde ud af at læse lovgivning
Citat: Caroline Adolphsen, lektor Aarhus Universitet
Forskningsprojektet er ikke færdigt, og derfor kan Trine Schultz heller ikke give ét enkelt, præcist svar på spørgsmålet endnu, men hun vil alligevel gerne komme med et forsigtigt bud.
”Der kan være rigtig mange grunde til, at der her område har det så svært. Det er en kombination af mange forskellige forhold, såsom organisering, økonomi, ledelsesmæssig prioritering og uddannelse, og derfor er der også stor kompleksitet i det. Men det afgørende er, at man ikke bare kigger på sagsbehandlerniveau, men også på ledelsesniveau,” siger hun.
Derudover er det vigtigt at have for øje, at det ikke nødvendigvis er reglerne, som de ser ud, der skaber udfordringerne, påpeger hun.
”Den største udfordring ude i kommunerne er ikke så meget de regler, der står i serviceloven, men måden de bliver omsat på i forhold til interne retningslinjer og it-systemer. Det er dér, hvor det bliver kompliceret, fordi man kommer langt væk fra formålet med reglerne. Hvorfor skal vi eksempelvis lave en børnefaglig undersøgelse? Det handler jo ikke bare om at krydse det af i et system,” siger Trine Schultz.
Hun peger ligeledes på, at de mange reformer kan have været med til at gøre området mere kompliceret end højest nødvendigt.
”På grund af de mange reformer og regelændringer, har vi fået en form for kludetæppe af retsregler, som indimellem savner sammenhæng, og som kan være udtryk for knopskydninger, hvor der er dukket enkeltsager op, som har ført til, at man har været inde og lave ændringer uden at tage højde for sammenhængen. I udgangspunktet har vi et godt fundament, for de regler, vi har, men man har fået rokket meget ved det.”
Det er gået den forkerte vej
Spørgsmålet er så om endnu en reform, og endnu en ændring af loven – i dette tilfælde udformningen af en ny Barnets Lov, som den politiske aftaletekst lægger op til – er vejen frem.
Stiller man det spørgsmål til Caroline Adolphsen, lektor ved Aarhus Universitet med fokus på børne- og socialret, er hendes vurdering meget klar.
”Jeg vil faktisk sige, at vi lige præcis ikke skal lave reformer. Hver eneste gang man laver en reform, så putter vi flere regler på, flere ting der skal overholdes, flere ekstra kriterier i loven man skal undersøge. Det betyder, at det selvfølgelig er alt det nye, man løber efter, for det er man jo nødt til. Hvilket vil sige, at man flytter fokus hen på det nye og glemmer de generelle, grundlæggende regler,” siger hun og tilføjer:
”Så der er en risiko for, at man med de reformer, der vil sikre børns retssikkerhed, faktisk risikerer at ende ud med det modsatte resultat.”
Både Caroline Adolphsen, Trine Schultz og andre eksperter på området, som K-NEWS har talt med, er alle enige i, at problemerne, når det gælder børns retssikkerhed, ikke er reglerne på området, men den praksis udførelse af dem. Dette eksemplificeres med følgende citat fra Caroline Adolphsen:
”Problemet med børns retssikkerhed lægger ikke i reglerne. Jeg mener faktisk, at den servicelov vi har, er rigtig god til at sikre den. Men vi må konstatere, at der sker et svigt af børns retssikkerhed. Men det handler altså ikke om, om man har partsstatus fra, man er 12 eller 10 år gammel. Der er nogle helt andre ting, der er på spil. Hvis det var noget, der kunne løses lovgivningsmæssigt, så havde man allerede gjort det med de tidligere reformer.”
Men hvorfor er det så, det går galt i praksis?
Endnu en gang er Caroline Adolphsen leveringsdygtig, når det kommer til at give kontante svar.
”Start med at gå ind og kigge studieordningen på socialrådgiveruddannelsen nu, og så hvordan den så ud før Anbringelsesreformen. Der er bare mindre og mindre jura på uddannelsen. Og mere og mere fokus på sagssystemer ude i kommunerne, men it-systemer kan ikke tage højde for virkeligheden, for det kan ikke gå i detaljen. Så det er gået den forkerte vej i forhold til, hvad man gerne har villet.”
Dette betyder også, at det ifølge hende ikke vil gøre den store forskel, at man nu har tænkt sig at udforme en Barnets Lov, der vil samle samtlige bestemmelser vedrørende børn og deres rettigheder.
”Jeg kan ikke umiddelbart se, hvad det skulle hjælpe at samle det hele i én lov, når problemet er, at man har sagsbehandlere, der ikke kan finde ud af at læse lovgivning. Alle regler i straffeloven står jo også i én lov, men det betyder jo ikke, at det gør den nemmere,” siger Caroline Adolphsen.
Hip som hap
Advokat og stifter af Barnets Stemme, Gitte Leth Thomsen, satte allerede i første artikel i denne artikelserie om Barnets Lov fokus på, at man ikke når særlig langt med politiske intentioner, hvis ikke man løser de praktiske problemer.
”Det er fint, at der nu er mange politiske intentioner. Men erfaringen viser bare, at det ofte ikke fungerer i praksis og at disse intentioner ikke altid bliver efterlevet. Det kan man fx se med Barnets Reform, der har samme ordlyd som den nye aftale. Hvis de politiske intentioner man har i aftalen ikke også bliver efterlevet ude i kommunerne, så det jo i bund og grund lidt hip som hap med en ny aftale og en ny reform” siger hun og uddyber:
”Hvis man ikke følger op på, at myndighederne reelt overholder den lovgivning, der skal sikre børnene deres rettigheder, så har en ny reform jo ikke så meget værdi for børnene”.
Nye regler giver uro
Hos Institut for Menneskerettigheder er man også opmærksom på problemet med, at børns rettigheder faktisk er sikret ganske godt i reglerne, men at de i praksis for ofte bliver tabt på gulvet mellem hænder på pressede socialrådgivere.
”Der er mange grunde, men det handler om, at der er et presset arbejdsmiljø; der er både for mange sager, det er svære sager, der kræver rigtig meget tid og konstant opdaterede kompetencer. Der skal være meget stor kyndighed i de her sager,” siger seniorforsker Anette Faye Jacobsen, der forsker med fokus på børns rettigheder og socialpolitik, og uddyber:
”Jeg siger ikke, at socialrådgiverne ikke er kyndige, men der er stor udskiftning på de her kontorer, og der er mange unge medarbejdere, hvilket betyder, at det er svært at få bygget erfaringen op og skabe kontinuitet.”
Hun anerkender, at politikerne viser gode takter, og hun ser det som positivt, at der er så meget fokus på børns rettigheder, men det kan desværre også vise sig at gå i den forkerte retning.
”Jeg kan godt være bekymret for, at når man planlægger at lægge et område som det her om, så giver det altid en masse uro, bare internt i administrationen med at finde ud af at håndtere en ny lov og nye krav – det har vi også set i Familieretshuset – hvilket fører til, at man ikke kan holde trit med sagsbehandlingen, så sagerne hober sig op, og det bliver det kun værre af,” siger hun.
Det betyder også, at Anette Faye Jacobsen heller ikke nødvendigvis ser reformer som løsningen på de retssikkerhedsmæssige problemer på området.
”Flere reformer kan have den modsatte virkning, fordi man kan risikere at flytte fokus. Det her med at lave nye love er en uroskabende faktor i det sociale arbejde, som i sig selv kan betyde, at man ikke har ressourcerne, som man skal bruge til sin kerneopgave. Særligt når man i forvejen kan se, at det er svært at overholde reglerne, som de er nu,” siger hun.
Hvorfor er det så svært?
Dette er fjerde artikel i en serie, hvor vi på K-NEWS undersøger den nyligt vedtagne aftaletekst Børnene Først, og børns retssikkerhed mere generelt.
I næste artikel ser vi nærmere på en del af aftaleteksten, hvor der står, at man vil luge ud i ”unødige procesregler”, og hvorfor netop disse ord vækker bekymring hos flere juridiske eksperter.