30/06/2020 - GDPR

Ny rapport: GDPR har styrket det internationale samarbejde og gjort EU klar til den digitale tidsalder


EU-Kommissionen har netop udgivet en ny rapport, der på baggrund af en større analyse af implementeringen af GDPR på tværs i EU konkluderer, at forordningen virker efter hensigten, ligesom den har skabt grobund for et generelt stærkt kulturarbejde i de europæiske virksomheder i forhold til at tænke databehandling ind i forretningen.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg


I en ny rapport har kommissionen kigget nærmere på, hvordan GDPR er blevet implementeret rundt om i de europæiske lande, ligesom man også har kigget på, hvordan GDPR har påvirket virksomhedernes compliance og staternes håndhævelse af reglerne. 

Og konklusionen er næsten entydig – GDPR virker og har stort set opfyldt alle målsætninger.

Det skriver kommissionen i en pressemeddelelse.

Rapporten konkluderer bl.a., at harmoniseringen på tværs af medlemsstaterne er stigende, selv om der er en vis grad af fragmentering, som skal overvåges løbende. Derudover konkluderes det, at virksomhederne er i færd med at udvikle en kultur, hvor reglerne efterleves, og i stigende grad anvender stærk databeskyttelse som en konkurrencemæssig fordel. Rapporten indeholder desuden en liste over foranstaltninger, der skal lette anvendelsen af den generelle forordning om databeskyttelse yderligere for alle interessenter, især små og mellemstore virksomheder, med henblik på at fremme og videreudvikle en ægte europæisk databeskyttelseskultur og konsekvent håndhævelse.

"Europas databeskyttelsesforordning er blevet en rettesnor, som leder os gennem en menneskecentreret digital omstilling og er en vigtig søjle, som vi bruger som fundament for andre politikker, f.eks. datastrategien og vores tilgang til kunstig intelligens. Den generelle forordning om databeskyttelse er det perfekte eksempel på, hvordan Den Europæiske Union på grundlag af en tilgang baseret på grundlæggende rettigheder styrker sine borgere og giver virksomhederne muligheder for at få mest muligt ud af den digitale revolution. Men vi er alle nødt til at fortsætte arbejdet med at sikre, at den generelle forordning om databeskyttelse lever op til sit fulde potentiale", siger Věra Jourová, næstformand med ansvar for værdier og gennemsigtighed

En af de vigtigste konklusioner er ligeledes, at borgerne har mere kontrol og er blevet mere bevidste om deres rettigheder. Ifølge rapporten øger databeskyttelse gennemsigtigheden og giver borgerne rettigheder, der kan håndhæves, såsom retten til indsigt, berigtigelse, sletning, retten til at gøre indsigelse og retten til dataportabilitet. I dag har 69 % af befolkningen over 16 år i EU ifølge de resultater, der blev offentliggjort i forrige uge af EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder, hørt om den generelle forordning om databeskyttelse, og 71 % af befolkningen har hørt om deres nationale databeskyttelsesmyndighed. Der kan dog gøres mere for at hjælpe borgerne med at udøve deres rettigheder, navnlig retten til dataportabilitet.

Du kan læse mere om rapportens konklusioner HER

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak