13/05/2020 -

Ny rapport fra McKinsey: Finanskrisen kan være branchens redning


Advokatbranchen er en af de brancher, der historisk klarer sig bedst ud af store økonomiske kriser. Det konkluderer en ny rapport fra McKinsey, der opfordrer branchen til at tage ved lære af de digitale forandringer, der også i advokatbranchen fik vind i sejlene i kølvandet på finanskrisen.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg. Foto: Casimiro PT / Shutterstock.com


Coronaepidemien har sat sine tydelige spor på verdens landes arbejdsmarkeder, og den juridiske branche er da heller ikke gået fri. Alene i USA har over 20 mio. amerikanere mistet deres arbejde, og af dem meldte 64.000 jurister sig ledige bare i april. 

Men advokatbranchen som helhed er faktisk rimelig robust i forhold til at komme ovenpå efter store finansielle kriser. Det viser en ny rapport fra konsulenthuset McKinsey, der bl.a. fremhæver fem hovedpointer fra de sidste tre kriser – 1991, 2001 og 2009.

Rapporten fremhæver bl.a., at advokatbranchen alene i USA er kommet ud af de sidste tre økonomiske kriser med mindre negativ impact end resten af det amerikanske arbejdsmarked. 

Derudover var der under finanskrisens recession en i tifold højere efterspørgsel på juridisk rådgivning sammenlignet med markedet for finansielle transaktioner i samme periode.

Rapporten viser også, at det særligt er de advokatfirmaer, der har et regionalt klient-setup, som er mindst påvirket af kriser. Under finanskrisen var det særligt store advokathuse med stort internationalt engagement, som led under krisen, mens de regionale advokathuse over en bred kam oplevede en lille eller blot en flad udvikling i deres omsætning.

 

It's all about the clients

Rapportens konklusion er entydig – mere end nogensinde er det essentielt for advokathusene at have klientens behov i centrum for sin forretningsudvikling. For med den økonomiske krise i kølvandet på coronaepidemien vil klienternes behov for rådgivning ændre sig, og det vil få enorm betydning for advokathusenes specialeområder – f.eks. forventes det, at der vil ske et fald i rådgivning inden for luftfart og underholdning, mens f.eks. insolvens og it-ret vil vækste. 

Eller som Richard Susskind, forfatter til bogen Online Courts and the Future of Justice, sagde ved British Legal Technology Forum i London tilbage i marts:

"Det her bliver en stresstest for den juridiske branche og dennes digitale løsninger – og forhåbentlig en katalysator for fortsat innovation og digitalisering."

På bloggen legaltech.se har journalist Frederik Svärd talt med tre ledende skikkelser fra den svenske advokatbranche om, hvordan de ser advokatbranchen udvikle sig i kølvandet på krisen. Du kan læse bloggen HER.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak