19/07/2022 - Retouchering

Minister vil indføre ny lov mod manipulerede reklamebilleder


Urealistiske kropsidealer på sociale medier kan påvirke børn og unges selvværd og øge presset til at skulle se ud på en bestemt måde. Et mærkat skal derfor tydeliggøre, når reklamebilleder er retoucheret, lyder det i et nyt lovudkast fra Erhvervsministeriet. Hvis ikke, kan det i særligt grove tilfælde betyde fængselsstraf, skriver Ritzau.

Tekst: Joachim Ploug Hansen


Billedet: Fra shutterstock

 

Når vi scroller igennem vores feed på sociale medier, er det ikke vanskeligt at finde billeder af mennesker uden rynker og bumser og med fyldige læber og veltrænede kroppe. Noget, som spejlbilledet derhjemme måske kan have svært ved at leve op til.

Derfor vil erhvervsminister Simon Kollerup (S) indføre en obligatorisk statslig mærkningsordning for manipulerede, også kaldet retoucherede, reklamebilleder.

”Det er Erhvervsministeriets vurdering, at en sådan ordning må formodes at bidrage til at reducere det pres i forbindelse med urealistiske kropsidealer, som ikke mindst børn og unge udsættes for,” står der i lovudkastet ifølge Ritzau.

Mærkningen skal gælde alle reklamer på alle platforme - også influencere, der reklamerer for tøj, sko, rejser og meget andet. Og selvom det oftest er børn og unge, hvor kropsidealer fylder, så skal lovgivningen også gælde reklamer målrettet voksne. Nederst i artiklen kan du læse mere konkret om, hvordan loven skal praktiseres.

 

Børns Vilkår hilser ny lov velkommen

Børns Vilkår har længe efterlyst en lovgivning på området, og i en nylig undersøgelse, som de står bag, kan man læse, at 38 procent af piger i 9. klasse ændrer på billeder, inden de lægger dem op på sociale medier.

Samtidig har cirka hver anden pige i både 6. og 9. klasse slettet billede på de sociale medier, fordi de ikke mente, de havde fået nok likes, hjerter eller kommentarer.

Kropsidealer fylder så meget, at det er nødvendigt at beskytte med lovgivning, siger Camilla Mehlsen, der er digital medieekspert hos Børns Vilkår:

"Der er så meget indhold, som handler om at gøre sig smukkere, flottere og mere muskuløs. En lov vil gøre det nemmere for børn og unge at se, når virkeligheden er redigeret," siger hun.

 

Sådan skal loven om billedmanipulation praktiseres

• Er kroppens facon, størrelse eller hud ændret ved manipulation, skal det fremgå af billedet eller videoen.

• Pligten skal gælde markedsføring på alle medier og platforme.

• Den skal også gælde markedsføring rettet mod voksne.

• Influencere og bloggere vil være omfattet, hvis de modtager direkte eller indirekte betaling for at reklamere for et produkt.

• Det er Forbrugerombudsmanden, der skal vurdere, om et billede eller en film er retoucheret.

• Forbrugerombudsmanden skal kunne kræve at få indsendt originalbilledet eller filmen.

• Overtrædelse af loven kan straffes med bøde. I særligt grove tilfælde lægger Erhvervsministeriet op til fængselsstraf.

Kilde: Erhvervsministeriet

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak