Danmark er et af de lande, der har færrest kontantbetalinger og flest kortbetalinger pr. indbygger. Kontante betalinger udgjorde 20 procent af den samlede omsætning i detailhandlen i 2015, hvilket er langt fra verdensgennemsnittet på 75 procent.
Meget tyder på, at vi bevæger os mod et fuldt kontantløst samfund. Regeringen har foreslået en lovændring, der skal imødekomme det kontantløse samfund og Jyske Banks direktør, Anders Dam, har for nyligt i en kronik udtrykt et ønske om at afskaffe alle kontanter fra 2025. Men der er mange aspekter, som kræver overvejelser og nye løsninger, hvis vi skal afskaffe kontanterne fuldstændig. For hvad betyder det egentlig for samfundet, hvis vi dropper kontanterne? Vil der i så fald være lige muligheder for alle befolkningsgrupper i samfundet? Og hvad betyder det for vores autonomi, hvis alle betalinger gøres kontantløse og dermed digitale?
Vores gæster i studiet er i denne uge CTO hos KMD Hans Jayatissa og partner og advokat med speciale i bank og finans hos Plesner Rasmus Mandøe Jensen.