14/10/2022 - Ansættelsesret

Ansatte tillades ikke at oplade deres mobil på jobbet


Mobiltelefoner må ikke lades op på arbejdspladsen, og samme melding har medarbejderne fået, når det gælder elcykler og elløbehjul. Hvis de gør det, sammenlignes det med tyveri. Det fremgår af en mail, der er sendt fra en chef til en større gruppe medarbejdere i Frederiksberg Kommune.

Ekspert i ansættelses- og personaleret, advokat Peter Breum, kalder det legitimt men meget rigidt.

Tekst: Joachim Ploug Hansen og Dan Poulsen


Billedet: Udsnit af shutterstockfotos

 

Kan tiltag på en arbejdsplads for at spare strøm gå for vidt? Kan det gå over en grænse, selvom det er inden for loven? Det er spørgsmål, der kan springe op fra kølvandet af den mail, der i denne uge er sendt i en af hovedstadskommunerne.

I mailen, der blev sendt tirsdag, skriver en afdelingschef for Frederiksberg Gartner- og Vejservice, sådan her til sine medarbejdere:

”Jeg kan forstå, at der er enkelte medarbejdere, der oplader deres private elcykler, løbehjul, diverse batterier til telefoner, iPads og lignende.”

Og - fortsætter mailen:

”Det er ikke tilladt – faktisk på linje med tyveri.”

 

Legalt men meget rigidt

Mailen, som K-NEWS har en kopi af, er sendt fra afdelingschefen til en række driftsledere, der får besked på at kommunikere det videre til medarbejderne.

K-NEWS har spurgt Peter Breum (H), partner og advokat hos SIRIUS advokater med speciale i arbejds- og ansættelsesret, hvad han tænker om mailen med advarslen om at oplade private ejendele – altså alt fra cykler til mobiler.

Han slår fast, at forbuddet i Frederiksberg Kommune er legitimt.

”Kommunen er berettiget til at gå ud og sige, det vil man ikke have,” siger han og tilføjer:

”Det er en meget firkantet måde at kommunikere det på, og det kan godt gå hen og blive meget rigidt, specielt med mobiltelefoner.”

 

Det handler om forebyggelse

Afsenderen, af det ifølge Peter Breum rigide budskab til medarbejderne, er afdelingschef Ole Philip.

K-NEWS har talt med ham, og spurgt hvad det handler om, og om det virkelig kan være rigtigt, at de ansatte ikke må oplade f.eks. deres telefoner, når de er på arbejde.

Han forklarer, at mailen er sendt, da Frederiksberg Kommune skal spare på energien. Og så ser han ingen grund til, at batteridrevne privatejendele, som ikke skal bruges i arbejdsøjemed, skal lades op på kommunens regning.

”Jeg kan jo heller ikke bare sige, at nu er dieslen dyr, så bruger jeg bare kommunens dieseltanke til at fylde min bil op.” 

Ole Philip fortæller dog også, at der godt kan være tilfælde, hvor man må oplade sin telefon:

”Som udgangspunkt gælder det, der står i mailen, men der kan være tilfælde, hvor det er okay. Vi er ganske fornuftige mennesker, og vi kan have brug for, at medarbejderne bruger deres telefon på arbejdet,” siger han.

- Hvordan vil I holde styr på, hvilke tilfælde der er okay?

”Det finder jeg ud af.”

- Hvordan?

”Det vurderer jeg i den enkelte situation.”

Ole Philip nævner dog, at det ikke vil være okay at tage hele familiens mobiltelefoner med på arbejde for at oplade dem.

- Har I set eksempler på det?

"Jeg har ikke set nogle eksempler på det, men det er for at forebygge det, for det kunne godt forekomme."

- Hvad betyder det ret ansættelsesretligt, hvis en medarbejder oplader sin mobil på arbejdet, når det står skrevet så tydeligt i mailen, at det er tyveri? Er det et fyringsgrundlag?

"Som i alle eventuelle afskedigelsessager vil det ske ud fra konkret vurdering af hver enkelt sag i samarbejde med vores HR-afdeling."

Opladning-ikke-tilladt

Ovenfor: Udsnit af den sendte besked

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak