Jeg tror ikke der var nogen, der vidste, hvad min kone hedder, men de vidste alle, om hun gik med tørklæde

K-News har talt med to advokater, der begge har været ansat hos nogle af landets store advokathuse, og som har ikke-vestlig baggrund. De tegner begge et billede af en branche, hvor det aldrig har været svært at få job, ligesom de ikke føler, at de er blevet fravalgt på grund af deres navn eller etnicitet. Udfordringerne ligger dog indlejret i kulturen i branchen, der ifølge dem begge er både patriarkalsk, konservativ og til tider snæversynet.

Begge ønsker at være anonyme af hensyn til deres fremtidige karrieremuligheder. Deres rigtige navne er kendt af redaktionen.

Evner den danske advokatbranche at favne kulturel og etnisk mangfoldighed? Det er et tema, der er blevet særligt nærværende ovenpå diskussionen om mangfoldighed flere steder i både journalistiske kredse, i erhvervslivet generelt og ikke mindst i den norske advokatbranche, hvor debatten har raset siden marts. 

K-News har de sidste uger været i dialog med jurister fra både Norge og Danmark og foreholdt tre store advokathuse i Danmark den problematik, der altså startede hos vores nordiske naboer. Hos Bruun Hjejle ønskede man ikke at forholde sig til vores henvendelse, og både Bech-Bruun og Kromann Reumert fremhæver, at diversitet og mangfoldighed er en naturlig del af deres rekrutteringsprocesser, ligesom man selvfølgelig ikke spørger ind til etnicitet, kulturelle forhold, seksuel orientering osv. i forbindelse med en ansættelse. 

Faktum er dog, at der blandt de otte store advokathuses medarbejdere blot er to ansatte repræsenteret på deres hjemmesider, som bærer tørklæde. I alt. Så mens advokathusene, som  tidligere beskrevet, ikke skeler til etnicitet i deres ansættelser, har mangfoldigheden så gode kår i branchen?

”Det var tit i min dagligdag, at min personlige grænse blev overskredet”

For vores første kilde, vi kalder ham Ali, var mødet med advokatbranchen en blandet fornøjelse. Ali, der er født og opvokset i Danmark af muslimske tilflyttere fra Mellemøsten, oplevede tit et arbejdsmiljø og en tone, der havde uforholdsmæssigt meget fokus på hans kulturelle baggrund, mere end hvem Ali egentlig var.

”Det var tit i min dagligdag af min personlige grænse blevet overskredet. Der var sjældent kollegaer, der spurgte ind til min dagligdag, min kone og familie. Men der var tit folk, der spurgte til min afstamning, om jeg var muslim, om min kone havde tørklæde osv. Det er super trættende at høre på hele tiden. Når man ser mig, så vil man gerne vide, om jeg er en af dem eller en af de andre – jeg tror jeg blev målt på, hvor jeg lå på holdningsbarometeret. Var jeg en af dem, man hørte og læste om, eller en af dem, der kunne tåle, at man lavede sjov. Til sidst undgik jeg helst at gå med til frokost for at undgå den her tone.”

Han hæfter sig ved, at tonen i advokatbranchen generelt er hård. Men der er misforhold i måden, man taler til en minoritet, som han selv, i forhold til, hvordan man taler til andre minoriteter.

”Tonen er hård på et advokathus, men det er med grænser. Og her overskred de det tit hos mig – ”hvad så G”, ”hvordan går det på Nørrebro”. Man ville jo aldrig lave lignende jokes om homoseksuelle eller tykke mennesker. Jeg tror ikke, der var nogen, der på det kontor, jeg arbejdede, vidste, hvad min kone eller barn hed, men de vidste alle, om min kone gik med tørklæde, og hvor jeg var fra.”

Han eksemplificerer bl.a. ved en episode, hvor hans chef spurgte ham ind til, om man fortsat omskar kvinder i Mellemøsten.

”Det kom så pludseligt og var så ligegyldigt. Jeg sad på kontoret, han kommer ind og spørger om det her. Jeg følte mig ikke nogensinde tilpas, og så kommer der sådan en ting, som jo sagtens kan være en nysgerrig undren, men som i konteksten var upassende og jo kun pegede på min etnicitet.”

Det er dog ikke kun advokatbranchen, hvor Ali føler sig fremmedgjort. Selvom han er en højtuddannet ung mand, der blot har ikke-vestlig baggrund, så er fremmedgørelsen et grundvilkår.

Det gør mig ærgerlig, at branchen er så gammeldags, når den slår sig op på at være moderne og gerne vil rådgive unge og nye globale virksomheder

”Der er mange, der bare undertrykker det og mener, man skal bide det i sig. Det er ikke bare branchen, det er den generelle hverdagsracisme, som vi jo lever med hele tiden. Jeg bliver altid kigget en ekstra gang på af vagten i Magasin, men det er et livs- og branchevilkår. Du skal vælge dine kampe, for mange af os har måttet kæmpe os ud af en social arv, hvor der ikke var uddannelse og penge. Og det er jo den vigtigste kamp, nemlig at vinde over eget liv, så du kan give noget tilbage til familien.”

Ali ærgrer sig over, at branchen i hans øjne fortsat er så konservativ, når man taler om medarbejdersammensætning. For verden og arbejdsmarkedet er globalt, og det bør afspejle sig i medarbejderne.

”Det gør mig ærgerlig, at branchen er så gammeldags, når den slår sig op på at være moderne og gerne vil rådgive unge og nye globale virksomheder. Det kan jo ikke lade sig gøre, hvis man ikke selv er mangfoldig. Hvis jeg var en stor global virksomhed, så ville jeg også forvente, at den konsulent jeg hyrer, at den afspejler den verden, vi lever i.”

”Allah allah, har du ikke en bombe, du skal springe!?”

Vores anden kilde, vi kalder ham Ahmet, har oplevet, hvordan han ubevidst har været med til at tale ind i en tone og en humor, som retrospektivt ikke hører hjemme nogle steder.

Ahmet, der ligesom Ali er født og opvokset i Danmark med muslimske forældre tilflyttet fra Mellemøsten, har på grund af den igangværende debat om mangfoldighed haft mulighed for at reflektere over sin egen rolle i de strukturer, der hersker på advokatkontorerne

”Jeg har jo, indtil denne debat sprang ud, måske set det som værende en del af humoren og faktisk noget, som jeg selv har spillet med på, og selv har været med til at lave de her jokes. Den her debat har fået mig til at tænke over, om jeg er med til at avle en kultur, når jeg har været med til at grine af det. Og så er der det med, om der er forskel på, hvad jeg kan sige, og hvad andre kan sige.”

Han fremhæver særligt en episode ved en klientmiddag, hvor han virkelig oplevede, at hans grænser blev overtrådt.

”Klienterne havde fået en del alkohol indenbords, da én rejser sig og råber ’allah allah, har du ikke en bombe, du skal springe.’ Og så griner de bagefter. Jeg griner også. Jeg synes, det er ubehageligt og nedladende, men hvis klienten er glad, så har jeg gjort mit arbejde.”

Jeg synes, det er ubehageligt og nedladende, men hvis klienten er glad, så har jeg gjort mit arbejde.

Ahmet føler, at på særlig ét punkt kunne man som branche og som arbejdsmarked generelt tage noget op til overvejelse, og det er i rekrutteringsøjemed, når stillingsopslagene skal formuleres.

”Der er jo nogle af de her opslag, hvor man opfordrer alle upåagtet af seksualitet, køn, etnicitet osv. til at søge, og jeg kan huske, at dengang jeg var studerende blev jeg vildt provokeret over, at man opfordrer mig til at søge en stilling på baggrund af min etnicitet”, siger han og henviser til det problematiske ved at fremhæve etnicitet som en divergens fra normen.

”Selvfølgelig har jeg ret til at søge jeres stilling, når jeg er dygtig og læser jura. Men der sidder mennesker derude, som hele deres liv har fået at vide at de er anderledes, og det er jo vildt, at vi er et sted og i en kultur, hvor man er nødt til at skrive sådan noget.”

Han mener, at det første skridt er, at advokatbranchen tager deres ansvar alvorligt.

”Kigger man på advokatbranchen, så ville det da tyde på, at der er et problem. Hvordan man kan løse det, handler nok om at italesætte det, som I gør nu, og så skal advokatbranchen tale om det og være opmærksom på det. Jeg er ikke tilhænger af kvoter, men første skridt er at være opmærksom på den her problematik”, siger han og henviser til debatten om kønsligestilling i branchen.

”Lidt ligesom med debatten om kvinder – jeg skal aldrig vælges til, fordi jeg er, som jeg er. Men jeg ønsker heller ikke at fravælges, fordi jeg er, hvad jeg. Så alle de diskussioner, man har om kvinder, dem kan du trække ned over samtlige minoriteter. Spørgsmålet er jo, om vi bliver valgt fra, når vi er head to head med en, der har samme kvalifikationer. Vi skal ligne vores klienter, og det gør vi ikke i dag. Klienterne afspejler jo samfundet.”