En garvet skatteprofil, der har været med til at innovere uddannelsen på CBS og som ikke mindst har været en markant stemme på den danske skattescene i tre årtier.
Sådan lød nogle af de begrundelserne for, hvorfor netop Jane Bolander torsdag kunne lade sig hylde som vinder af Karnovs Skattepris 2021.
Prisen blev uddelt på den schweiziske ambassade, der i år lagde rammer til det traditionsrige arrangement, hvor landets førende skatteeksperter var samlet, heriblandt skatteminister Morten Bødskov, fremtrædende skatteadvokater og skattechefer fra bl.a. Ørsted, Novo Nordisk og ECCO.
Priskomiteen, bestående af højesteretsdommer Lars Apostoli, professor Jan Pedersen, skatteadvokat Steffen Sværke, Christian Bachmann, Claus Holberg, direktør Winnie Jensen, stats. aut. revisor Flemming Mortensen og skattechef hos Lego Christer Tønder Bell, lagde særlig vægt på Jane Bolanders evne til at klæde fremtidens skattejurister på til fremtidens kompleksitet.
"Kigger man ned over listen over tidligere vindere, så består den af nogle af de mest fremtrædende profiler inden for dansk skatteret. Jane Bollander hører naturligt hjemme i det her felt. Jane er ikke alene professor på CBS med det faglige ansvar for det skattefaglige område, men hun er også forfatter til adskillige skatteretlige udgivelser og formand for Skatterådet. Hun yder et stort bidrag til at skabe interesse for det skattefaglige felt blandt de studerende, bl.a. via hendes Tax Talks på CBS, hvor hun arrangerer spændende arrangementer for de studerende. Men hun er også eminent til at skabe forbindelse mellem mennesker der beskæftiger sig med skat og dermed skabe grobund for spændende samarbejder", siger Lars Apostoli om udnævnelsen.
Hovedpersonen selv er da meget stolt af udnævnelsen:
”Det betyder rigtig meget at vinde den her pris. Det er jo en kæmpe anerkendelse, for med Karnovs Skattepris er det jo fagfællerne, der har indstillet. Og derfor betyder den jo noget ekstra. Det er særlig ærefuldt at få Karnovs Skattepris, og så kommer jeg jo i et meget flot selskab med nogle mennesker, jeg har meget stor respekt for", siger hun.
Specialeprisen går til...
Traditionen tro skulle der også gives en pris til årets skattespeciale. Her var det Christian Hjortshøj, der løb med prisen for sit speciale om problemerne ved værdiansættelse af data.
I udvælgelsesprocessen er alle universiteter blevet bedt om at sende specialer ind, og disse er blevet bedømt på baggrund af karakter, nyhedsværdi, aktualitet og bidrag til skatteretten. En lille komité bestående af professor Jan Pedersen og skattechef hos Lego Christer Tønder Bell har læst alle specialer igennem, og her var der ingen tvivl om, at det var Christian Hjortshøjs speciale, der skulle vinde.
"Fagligheden i årets specialer har været formidabelt, og det er ufattelig svært at komme igennem nøglehullet. Christians speciale laver en præcis analyse af værdiansættelsesproblemer i relation til data, og det er et meget læsevenligt speciale, hvor du har formået at indkorporere humor. Du demonstrerer overblik og stor indsigt i dit felt", sagde Christer Tønder Bell i begrundelsen.
Årets specialeprisvinder Christian Hjortshøj fotograferet til en kommende nummer af det skattefaglige magasin Taxo