I sager om kopiering af design, taber den krænkede uanset hvad

Billedet: Screenshot af Kasper Würtz' keramik fra hans hjemmeside (tv.) og  screenshot af Atelier Sardins' design fra hendes hjemmeside (th.)

Der er Würtz versus Bitz, Anne Black versus Netto og for nyligt Atelier Sardin versus Bestseller.

De tre eksempler har som fællesnævner, at det handler om små virksomheder, der har oplevet, at deres designs er blevet efterlignet af store brands, masseproduceret og solgt langt billigere.

Samtidig har de det tilfælles, at de nærmest ingen chance har for at kæmpe tilbage, for ifølge professor i ophavsret ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet Morten Rosenmeier så “taber designere uanset, hvad de gør.”

“Det særlige ved både Anne Black og Kasper Würtz er, at de tog en for holdet og tog kampen op. Men det har haft enorme omkostninger for dem, både økonomisk og på det menneskelige plan,” siger han og forklarer, at små, men også større virksomheder, der oplever, at deres designs bliver kopieret af en anden virksomhed, enten kan stille sig på skuldre af ophavsretsloven, designretten eller markedsføringsretten.

Ikke desto mindre bliver de ved med at fastsætte vederlag ud fra krænkerens priser

Problemet er bare, ifølge Morten Rosenmeier, at det, at føre en retssag på området, er enormt dyrt, tager rigtig lang tid og i sidste ende ikke udløser særligt store økonomiske sanktioner.

“Typisk er det, man får ud af at føre en sag om krænkelse af et produkt efter de her regelsæt, så lav en erstatning, at det næsten ikke er det værd,” siger han.  

Vederlag og erstatning

Morten Rosenmeier forklarer, at et af problemerne på området er den måde, hvorpå domstolene vurderer størrelsen af det vederlag en krænket part kan få udbetalt ved et medhold.

“Vederlaget, der er et beløb, der skal svare til en rimelig betaling, bliver af domstolene i meget vidt omfang beregnet ud fra ikke rettighedshavers pris, men krænkerens pris på produktet,” siger han.

Det vil eksempelvis sige, at hvis en bluse designet af en lille designvirksomhed bliver solgt til 1.800 kroner, men kopien sælges til 350 kroner, så beregnes vederlaget på baggrund af de 350 kroner og ikke de 1.800 kroner.

“Det er noget, man fra branchens side opfatter som noget af en udfordring,” siger Morten Rosenmeier.

Den anden mulighed for økonomisk kompensation for kopiering af et designprodukt er erstatning. Morten Rosenmeier forklarer, at man som krænket virksomhed kan kræve en erstatning for det tab, man må have lidt, og som ikke er dækket af vederlaget. Men her er domstolene meget tilbageholdende. Ifølge Morten Rosenmeier giver domstolene normalt kun erstatning i det omfang, de tror, at de krænkende produkter har fortrængt de krænkede produkter fra markedet.

Et af de argumenter, Morten Rosenmeier ofte ser hos domstolene, er, at de kun vil give gevinst for det antal produkter, som de tror, at rettighedshaveren har solgt mindre på grund af krænkeren. Men det er ifølge ham problematisk, fordi der ikke særligt tit er noget en-til-en-forhold mellem hvor mange krænkede produkter, der er solgt, og hvor mange beskyttede produkter, der er solgt.

“For hvis man forestiller sig, at der bliver solgt 1.000 krænkende produkter, er det jo ikke sikkert, at dem, der har købt de krænkende produkter, også ville have købt de beskyttede produkter, og det præger domstolene,” siger han og tilføjer:

“Det kan være ret svingende, hvad den krænkede part får ud af det. Det betyder, at rettighedshaveren ofte får meget mindre, end de synes, de har krav på.”

Igen peger Morten Rosenmeier på keramikeren Anne Blacks sag mod Netto som eksempel. Her mener Anne Black, at Netto med deres kopiering af hendes produkter var skyld i, at firmaet måtte lukke. Og hun mener, at virksomheden har lidt tab på tre millioner kroner. I Sø- og Handelsretten fik de 1,5 millioner kroner i økonomiske sanktioner, da sagen blev taget videre til landsretten, fik de kun 300.000 kroner. Lige nu venter den på afgørelse ved Højesteret.

Sagsbehandlingstiden

Udover at den økonomiske gevinst i en sag, hvor en virksomhed mener, at de har fået kopieret et design af en anden virksomhed, ikke er særlig prangende, så er sagerne også dyre at føre.

For lige nu er sagsbehandlingstiderne også lange. Som eksempel har Anne Blacks sag mod Netto kørt i omkring 7-8 år, fortæller Morten Rosenmeier. Og selvom krænkelsen af et produkt ofte stoppes med et foreløbigt forbud, mens sagen kører ved domstolene, så ser den krænkede designer ind i et scenarie med retssager, der i nogle tilfælde kan strække sig ud over ti år.

Det i sig selv kan virke demotiverende og uoverskueligt for en lille virksomhed.

“Og lægger man så oveni, at man betaler 3.500 kroner i timen til advokater hele tiden, så er der måske mange, der giver op og bare tænker, at de ikke orker at kæmpe for deres rettigheder,” siger han og peger på, at sammenfaldet af lange sagsbehandlingstider, for små vederlag og for lille erstatning er en cocktail, som både de små virksomheder, men også de større finder temmelig problematisk.

“Men spørgsmålet er, hvad man skal gøre ved det?” siger han.  

Designnævnet

Et bud, som Morten Rosenmeier selv kommer med som en del af løsningen på problemet, er ‘Designnævnet’, som blev født sidste år og så småt er løbet i gang.

Nævnet skal kunne afgøre sager om, hvorvidt et produkt er beskyttet af ophavsretten, designretten eller markedsføringsretten, eller om et produkt krænker et andet produkt, der ikke nødvendigvis er magen til. Nævnet består af landsretsdommere, byretsdommere, juraprofessorer, arkitekter, designere med flere.

“Det er planen, at Designnævnets afgørelser skal være af sådan kvalitet, at domstolene vil acceptere dem, hvis sagerne skulle ryge videre, hvilket gerne skulle have den konsekvens, at folk lader være med at indbringe sager for domstolene, når Designnævnet har talt,” forklarer Morten Rosenmeier, der selv er en af initiativtagerne til nævnet.

Inspirationen til nævnet er kopieret direkte fra Sverige, fortæller Morten Rosenmeier, og her har det stort succes.

“Når ”Svensk Forms Opinionsnämnd” i Sverige har talt, så er der som regel ikke nogen, der orker at indbringe det for domstolene, for det er ikke umagen værd. Så vi håber meget at kunne gøre kunsten efter i Danmark,” siger han.

Nævnet er dog stadig afhængigt af domstolenes praksis i forhold til de økonomiske sanktioner, og i de fleste sager ved Designnævnet vil det være op til parterne i tvisten, at blive enig om en erstatning.

“Nævnet er primært sat i verden for at løse problemet med sagsbehandlingstid, og afgøre om der er en krænkelse. Det, Designnævnet skal, er at træffe afgørelser, i forhold til det der er gældende ret. Altså på samme måde som man vil formode, at Højesteret ville gøre i sidste ende. Og så længe Højesteret fastsætter lave erstatninger, så er Designnævnet også nødt til at gøre det,” siger han.

Politisk kursskifte 

Vil man derimod gøre noget ved de lave økonomiske sanktioner, mener Morten Rosenmeier, at man skal kigge mod politikerne.

For selvom domstolene i teorien har magten til at kræve større økonomisk erstatning til de virksomheder, der har fået produkter kopieret, så tror han ikke på, at de kommer til at lave om på den praksis, der er på området nu, af sig selv.

“Hvis du spørger mig, så tror jeg ikke på, at domstolene ændrer det her af sig selv,” siger han og tilføjer:

“Jeg tror ikke på, at det er muligt, for man har prøvet at råbe dem op i mange år, men ikke desto mindre bliver de ved med at fastsætte vederlag ud fra krænkerens priser og erstatning ud fra et skøn om den substitution, der har været. Og typisk har den været lav.”

Derfor mener han, at man skal have politikerne på banen, hvis man ønsker en forandring her.

“Hvis man vil have de økonomiske sanktioner sat op, så bliver politikerne nødt til på et eller andet tidspunkt at lave om på, at vederlagets priser skal beregnes ud fra krænkerens priser. Man er nødt til at beregne det på en anden måde,” siger Morten Rosenmeier.