På DRTV kan man lige nu se dokumentaren Fie. Her samler DR3 fragmenterne af kendis Fie Laursens liv til et noget krakeleret billede. Fie Laursen fortæller i dokumentaren, at hun har borderline, PTSD, angst og nu bor i Spanien, fordi hun får så meget ‘hate’ i Danmark. Ifølge hende selv har hun brugt ti år på at ødelægge sit navn, og nu skal hun nok bruge de næste 20 på at bygge det op igen.
For nettet glemmer jo aldrig.
Fie Laursen kan på mange måder ses som det første danske eksempel på, hvad der sker, når man deler ud af sit liv online. Hun har gjort det i omkring ti år. Der er ingen, der har sagt stop.
Katrine K. Pedersen, der er ekspert i medieudvikling og forfatter til bogen De Digitalt Udsatte, ser Fie Laursen som en klassisk skæbne i det kulturelle fænomen – børnestjernen.
”Barnestjernen har altid været et populært fænomen. Men lige så populære de kan være, fordi de er søde og uskyldige, lige så populær er fortællingen om den feterede barnestjerne, der ender på afvænning. Med Pusle Helmuths ord er det ”at være barneskuespiller en voksenrolle”. Børn og unge er beskyttet af forbud mod børnearbejde. Men vi har som samfund endnu ikke haft den grundige og vigtige snak om beskyttelse af rettigheder, når det gælder børneperformere – børn og unge under 18 år, der tjener penge på digitale platforme som YouTube og Instagram,” siger Katrine K. Pedersen og tilføjer:
“Mange mener måske, det er Fie Laursens egen skyld, at hun har været udsat for den eksponering, som hun har, men hun var 14 år, da hun blev berømt og skulle vel egentlig have haft den samme beskyttelse, som enhver anden 14-årig, der arbejder.”
Katrine K. Petersen peger på, at det grundlæggende problem er, at det er svært at placere, hvor ansvaret for børn, der går online, ligger.
“Hvor ligger ansvaret for den psykiske nedtur, som man vist godt kan sige, at hendes rejse har taget?”
Uigennemskuelige konsekvenser – også for de voksne
Hvis du vil arbejde i Netto, skal du være fyldt 15 år ifølge lovgivningen for forbud mod børnearbejde, men reglerne for at reklamere for et tøjmærke eller en forlystelsespark på YouTube er et langt større ingenmandsland, som K-News også har beskrevet tidligere her.
Børn, der går online, er nemlig ikke beskyttet direkte i lovgivningen, da grænserne for deres arbejde er flydende. Er et barn under 15 år, må barnet ikke modtage direkte transaktioner af penge i betaling for arbejdet, men en aflønning kan tage form af andet end penge, pointerer Lisbeth Kiel, der er formand for Danske Bloggere, i ovenstående artikel.
Så hvor ligger ansvaret for barnets tarv i situationer som disse?
For det at blive eksponeret og gå fra ukendt til kendt kan hverken barn eller forældre forberede sig på.
”Hvis man vælger at lade sit barn tjene på eksponering, kan der være alvorlige konsekvenser, som det er umuligt for forældre, der er amatører og uvidende, og selvsagt børnene selv at kende til,” siger Katrine K. Pedersen.
Hun mener, at de psykiske konsekvenser, der er risiko for, når man blive kendt og tjener på eksponering, kan beskrives som en arbejdsskade, og i mange tilfælde vil folk sige, at det er forældrene, der har ansvaret for denne arbejdsskade, når barnet er umyndigt.
“Men det er problematisk at lægge alt ansvaret på forældrene, for de har heller ikke forudsætninger til at se, hvilke konsekvenser det har i fremtiden,” siger hun.
Katrine K. Petersen mener ikke, at man kan pege fingre af hverken forældre eller barnet i en sådan situation, det kan man kun, hvis man vælger at isolere problemet til kun at handle om individet, og det ville man, ifølge hende, aldrig gøre i andre arbejdssituationer.
“Hvis du eksempelvis går ned med stress eller brækker benet på arbejde, fordi du falder ned fra en stige, så er det jo ikke bare din egen skyld, der bærer din arbejdsplads en del af ansvaret. Jeg tror, vi skal til at kigge på og forstå de her nye forretningsmodeller, der ligger indenfor de digitale platforme, og som oftest drives af enkeltpersoner, der er amatører,” siger hun.
Børnearbejde
Fie Laursen er 24 år og ikke et barn længere, men hendes karriere som influencer fik luft under vingerne, da hun stadig var under 18 år. Hun bloggede, reklamerede og delte ud af sig selv online.
Ifølge Katrine K. Pedersen er hun en af de første, der på ingen måde har fået den hjælp, som samfundet skylder den type arbejdskraft, som hun er og har været.
“På den anden side skal vi overveje, om det overhovedet er lovligt. For hvis man applicerer det forbud mod børnearbejde, som vi ville gøre uden for internettet, ville der jo have været mange bøder at give de virksomheder, der har benyttet sig af Fie Laursen, før hun blev myndig,” siger hun.
Katrine K. Pedersen mener, at en måde at passe bedre på de børn, der går online, er at bruge den samme lovgivning, der bruges, når børn arbejder udenfor internettet. Altså de internationale regler, der er for børnearbejde, og som er lavet til at beskytte folk under 18 år.
“Min pointe er, at vi har et forbud mod børnearbejde, der tjener formålet at beskytte de mest udsatte i et samfund som det danske, men også for at sikre – det var den oprindelige årsag til indførelsen af forbuddet – at alle har lige adgang til uddannelse. Men den ophører – eller håndhæves i hvert fald ikke – når det bliver digitalt,” siger hun.
Katrine K. Pedersen er klar over, at reglerne ikke kan overføres én til én, men hun mener, at det er et allerede eksisterende system, det ville være godt at tage udgangspunkt i.
Det, der igen bliver svært, er at placere ansvaret for at reglerne overholdes. Forretnings- og indtjeningsmodellen samt ansættelsesforholdet digitalt er nemlig ret anderledes end det i den fysiske verden.
Miriam Michaelsen, der er partner og advokat med speciale i blandt andet digitale krænkelser og ansættelsesret i Njord Law Firm, er enig i, at der i den grad bør sættes fokus på, om den eksisterende lovgivning passer til den her nyere forretningsmodel, som ikke er markedsføring i den klassiske forstand, som vi kender til det i den fysiske verden.
“Man skal opføre sig ordentligt begge steder. Det er ikke to paralleluniverser – en fysisk og en digital verden. Udfordringen er, at hvis du åbner en butik, der sælger sko på Strøget, så er du som ejer – aktøren. Men hvis du åbner en ”butik” som influencer på sociale medier, så er der både dig som aktør, men der er også andre muskeltunge spillere med,” siger hun og peger blandt andet på tech-virksomhederne og de influencerbureauer, som i mange tilfælde indgår aftalerne med de virksomheder, som ønsker at sælge et produkt via en influencers markedsføringskanal.
Miriam Michaelsen mener ikke, at en influencer er totalt frataget ansvar, men det er vigtigt også at kigge på både influencerbureaurene og ikke mindst tech-aktørernes aktie i den digitale form for forretning.
“Hvad bliver der genereret af data, hvad bliver der solgt, hvem er modtagerne, og hvad bliver der købt. Hvilke aktier har de i de målgrupper, der bliver ramt af det markedsføringsmateriale, der sendes ud?” siger hun.
Hun mener, at de danske politikere har et ansvar for at sikre både forbrugerne og influencerne, som i nogle tilfælde er meget unge mennesker, og kigge på, hvordan man får lavet en tidssvarende lovgivning, der forholder sig til onlinemedier som forretningsmodel.
“Den digitale verden er uigennemskuelig for dig som forbruger. Hvordan kan et almindeligt menneske gennemskue, hvad de giver væk, når de går ind i influencerverdenen. Jeg er advokat og har beskæftiget mig rigtigt meget med det her område, og jeg synes fortsat, at det er svært at gennemskue. Så hvordan kan vi forvente, at helt almindelige unge mennesker kan. Jeg synes, vores retssamfund har ansvaret for at oplyse og lave tidssvarende lovgivning. Men det kræver, at der sidder nogle folk i Justitsministeriet og graver sig ned i tech-aktørernes virksomheder, for man er nødt til at være helt nede i materien for at lave en tidssvarende lovgivning,” siger hun og fortsætter: "Ellers bliver den nemme løsning at angribe og kritisere den part, man kan se, når det går galt – influenceren – og ikke forholde sig til de bagvedliggende aktører."