16/03/2022 - Ligelønsloven

Nyere tids største sag om ligeløn


Fagforbundet HK Privat stævner Novozymes for op mod 100 millioner kroner for systematisk at underbetale deres kvindelige laboranter. Ifølge HK Privat udfører virksomhedens laboranter, som primært er kvinder, arbejde af samme værdi som teknikerne i virksomheden, der primært er mænd, som tjener mere.

Byggestenene i sagen er, fra den stævnende part, afgørelser fra 1991 og 1996.

Tekst: Sara Moss Hesse


Billedet: Shutterstock og screenshot af Novozymes' og HK's hjemmeside

 

"Det, sagen baseres på, er sådan set forholdsvis simpelt", siger advokat Jacob Goldschmidt og fortsætter, "fordi den baserer sig på Novozymes’ egne oplysninger".

Og HK Privat, der har hyret ham, siger, ”vi har mistet tålmodigheden".

De fortæller at stævningen er indgivet som følge af, at de siden 2016 - ifølge dem - forgæves har forsøgt at forhandle en aftale på plads med milliardkoncernen Novozymes om kvindernes løn. Det skriver Finans.

"Novozymes er jo ellers en af landets største og mest hypede virksomheder, der plejer at gøre en dyd ud af at have styr på alt muligt, og som vi ikke normalt har sager med. Derfor havde vores tillidsrepræsentanter troet, at sagen selvfølgelig ville blive løst. Men Novozymes har ikke lavet andet end at trække sagen i langdrag,” siger formand for HK Privat Simon Tøgern til Finans.

Kernen i søgsmålet er, at der ifølge HK er en gruppe på 450 primært kvindelige laboranter, som i gennemsnit får 12 procent mindre i løn end en gruppe teknikere hos Novozymes, som primært består af mænd, selvom de to grupper udfører arbejde ”til samme værdi”.

Advokat og partner hos Sirius Advokater, Jacob Goldschmidt, som repræsenterer HK Privat i sagen, uddyber til K-NEWS.

”Det er Novozymes selv, der offentliggør, at gennemsnitslønnen for teknikere er 12 procent højere end gennemsnitslønnen for laboranter. De laver i princippet samme arbejde, selvom det er forskelligt om man arbejder med et reagensglas eller med væsentlig større mængder. HK Privat argumenterer for, at arbejdet skal tillægges samme værdi. Et af argumenterne er, at de to grupper er på samme lønaftale”.

 

§ 1 i ligelønsloven

Det er med udgangspunkt i § 1, stk. 2 i ligelønsloven, at HK stævner Novozymes, fortæller Jacob Goldschmidt. Loven er fra 1976, og bygger på EU’s ligelønsdirektiv fra 1975 og det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv fra 2006.

I lovens § 1, stk. 2 står der:

”§ 1. Der må ikke på grund af køn finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med denne lov. Dette gælder både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling.”

”Stk. 2. Enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige løn, for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi.”

Ifølge Jacob Goldschmidt, som HK Privat har henvist K-NEWS til, da vi kontaktede dem for at høre om juridiske detaljer i sagen, er det helt afgørende ord i sagen ”arbejde af samme værdi”.

”Man har en gruppe på 85 procent mænd, som får 12 procent mere i løn end en gruppe, der er 85 procent kvinder. Det er så signifikant et tal, og HK Privat kan ikke få øje på, at det ikke er arbejde af samme værdi efter helt kendte kriterier, som har været prøvet i tidligere afgørelser mod blandt andet Danfoss og Royal Copenhagen tilbage i 1980’erne og 1990’erne,” siger Jacob Goldschmidt.

 

Næsten samme uddannelsesbaggrund

Begge grupper har en kort videregående uddannelse, men laborantuddannelsen er et halvt år længere end procesteknologuddannelsen, og det er også noget, som Jacob Goldschmidt mener, har betydning i sagen.

”Laboranterne har en længerevarende teoretisk uddannelse, end teknikkerne har. Det vil sige, at hvis man skulle kigge på det ud fra et uddannelsessynspunkt, så kunne man godt finde på at sige, at så burde det være laboranterne, der var de højest lønnede og teknikkerne, der var de lavest lønnede. Men hos Novozymes er det lige omvendt,” siger Jacob Goldschmidt.

Som det kan læses længere nede i artiklen svarer Novozymes blandt andet i en skriftlig kommentar til K-NEWS, at de tilbyder deres ansatte en god og konkurrencedygtig løn for deres arbejde. Et budskab de også har gentaget i flere andre medier.

Men Jacob Goldschmidt pointerer, at det ikke handler om, hvorvidt man bevidst har besluttet at diskriminere på baggrund af køn, og at det ikke er afgørende, når Novozymes går ud og siger, at laboranterne i virksomheden får en højere løn, end laboranter generelt får på det danske arbejdsmarked.

”Det behøver ikke være sådan, at der har siddet nogle på direktørgangen i Novozymes og sagt, ’vi vil gerne give kvinder lavere løn end mænd’. For sådan er det naturligvis ikke. Og det kan godt være rigtigt, når Novozymes siger, at de aflønner godt – det ved jeg ikke. Men det ændrer ikke på, at status i dag er, at der på Novozymes er kønsskæv aflønning. Det er ikke nok at sammenligne med, hvad laboranter får alle mulige andre steder,” siger Jacob Goldschmidt

 

Første store sag i lang tid

Man skal helt tilbage til 1990’erne for at finde en ligelønssag af tilsvarende omfang. I 1991 blev Danfoss dømt til at anerkende, at en gruppe mænd blev aflønnet med en gennemsnitligt højere løn end kvindelige lønmodtagere omfattet af samme overenskomst.

Ligeledes blev Royal Copenhagen i 1996 dømt til at anerkende, at blåmalere, der hovedsageligt var kvinder, lavede arbejde af samme værdi som rolledrejere, der hovedsageligt var mænd.

Det er ifølge Jacob Goldschmidt disse to sager, som HK Privat bygger deres sag op over. 

"Sagen anlagt af HK Privat mod Novozymes bygger på de samme kriterier, som i de to virksomheder medførte, at de skulle anerkende, at de mandlige lønmodtagere blevet aflønnet med en gennemsnitlig højere løn end de kvindelige lønmodtagere. Så sagen baseres på nogle kriterier, som har været prøvet før, og det er dem, laboranterne tager udgangspunkt i for at påvise, at der er en lønforskel,” fortæller Jacob Goldschmidt.

Og det er heller ikke første gang, HK fører en sag om ligeløn mod en dansk virksomhed. Det var også HK Privat, der førte sagen mod Danfoss, ligesom de jævnligt har sager om ligeløn for enkeltmedlemmer ansat i danske virksomheder. Det skriver fagforbundet i et skriftligt svar til K-NEWS.

Vi har spurgt Novozymes til sagen, men de har ikke ønsket at stille op til interview. I et skriftligt svar udtaler koncerndirektør Morten Enggaard Rasmussen følgende til K-NEWS:

”I Novozymes fastsætter vi ikke løn på baggrund af køn. Vi aflønner kvinder og mænd lige og tilbyder vores ansatte en god og konkurrencedygtig løn for deres arbejde. Vi aflønner grundlæggende efter markedsvilkår og vil gerne sikre alle vores ansatte gode vilkår. Laboranter i Novozymes får en højere løn end laboranter generelt på det danske arbejdsmarked indenfor vores sektor, og vi er glade for, at laboranterne i gennemsnit har mere end 20 års anciennitet hos os.

Vi forstår godt, at man som personalegruppe stræber mod den højst mulige løn, og vi mener, den forhandling bør foregå gennem de almindelige lønforhandlingsorganer. I den pågældende sag, som HK har rejst ved retten, sammenligner HK to forskellige personalegrupper med forskellige arbejdsopgaver, ansvar, kvalifikationer og uddannelsesmæssig baggrund, og derfor kan deres stillinger og løn ikke sammenlignes. Vi er derfor kede af, at HK har valgt at føre en sag, som vi helt grundlæggende mener, er uberettiget.”

Novozymes oplyser til K-NEWS, at de ikke har yderligere kommentarer, før der foreligger en afklaring i sagen.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak