Den franske politiker Julien Sanchez skal betale en bøde på 30.000 kroner for ikke at moderere et kommentarfelt under et opslag på hans egen Facebook-profil. Det har både en fransk domstol og nu altså to kamre ved EMD afgjort.
Afgørelsen er et klokkeklart eksempel på, at EMD ikke forstår, hvad ytringsfrihed er. Sådan lyder det fra direktør for tænketanken Justitia Jacob Mchangama. Han er aktuel med bogen 'Ytringsfrihed - fra Sokrates til sociale medier', som er en historisk gennemgang og analyse af ytringsfrihedens udvikling fra antikkens Grækenland til nudtidens digitale forsamlingshuse.
I det nyeste afsnit af podcasten ’Magtens Tredeling’ gennemgår Jacob Mchangama, hvorfor det er essentielt, at vi værner om ytringsfriheden. For ytringsfrihed er ifølge Jacob Mchangama en af de aller vigtigste rettigheder, vi som mennesker overhovedet har. Og derfor skal passe på med at regulere, hvem der må sige hvad.
"Før i tiden kunne vi gå i krig og debattere med vold. I dag har vi jo frie rammer til at tage den åbne debat,” siger han i det nyeste afsnit af podcasten ’Magtens Tredeling’, hvor han går i dybden med, hvordan ytringsfriheden har udviklet sig historisk.
Ytringsfrihedens forkæmper
Jacob Mchangama har i mange år markeret sig som en varm fortaler for en meget fri og liberal tilgang til ytringsfrihed, der i hans optik ikke skal reguleres. Med undtagelse af truende ytringer, der måske endda burde reguleres endnu hårdere end de bliver i dag.
"Der er nok mange, der vil synes, at jeg har sådan en lidt ekstremistisk holdning til ytringsfrihed. Jeg synes i virkeligheden, at man bliver nødt til at have en meget robust og principfast ytringsfrihed for at kunne komme frem til kompromisser og en pragmatisk politisk virkelighed, hvor man kan debattere alle mulige forskellige emner", siger han i udsendelsen.
Som eksempel på den ekstremistiske tilgang, som han nogle gange skydes i skoene, mener Jacob Mchangama blandt andet, at vi med nuværende lovgivning allerede er for restriktiv, når det kommer til ytringsfrihed.
Ifølge Jacob Mchangama bør der slet ikke være en racismeparagraf i dansk lovgivning. Han mener, at det er vores egne grænser og respekt for hinanden, der skal definere, hvordan vi ytrer os.
"Der er da selvfølgelig ting, jeg ikke siger - det vigtigste for mig i forhold til, hvor grænser er for selvcensur, jamen det er, hvor du selv trækker dem i forhold til respekt for andre,” siger han i udsendelsen og tilføjer:
"Problemet er, når nogle skal definere, hvilke situationer man ytre sig i og have retten til også at håndhæve det og straffe det. For så bliver det politisk."
Og derfor synes han, at det er problematisk, når EMD med afgørelsen fra Frankrig går ind og diktere, hvem der må ytre hvad.
"Lad mig provokere lidt her - Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol forstår basalt set ikke, hvad ytringsfrihed er. Det er min påstand. Selvom ytringsfriheden er stærkere beskyttet i den europæiske menneskerettighedskonvention eller i den danske grundlov, så er den danske politiske kultur sådan, at den beskytter mod alle mulige former for ytringer som ikke juridisk set er beskyttet i den europæiske menneskerettighedskonvention. Og jeg synes, at selvom den danske beskyttelse ikke går lige så langt som den amerikanske, så har vi et langt bedre demokrati, end hvis vi var indrettet fuldstændig efter den europæiske menneskerettighedsdomstol," siger han og henviser til en tidligere sag, som udstiller, hvordan man fra domstolens side ofte har politiske intentioner.
"De har jo sagt god for, at man kan straffe folk, der har skrevet bøger om religionskritik, og domstolen har sågar i en afgørelse fra 2018 sagt, at der var en russisk journalist, der gik for langt, da han sammenlignede den russiske fremfærd i Tjetjenien med psykopater og massemordere. Prøv lige at tænk på, hvor absurd det er, at domstolen siger, at man ikke må sammenligne den russiske hærs ageren, og at det er hadsk tale. Den afgørelse set i lyset af Ukraine er jo fuldstændig håbløs."
Du kan høre hele udsendelsen med Jacob Mchangama via din foretrukne podcast-app eller via ovenstående player.