Det retslige efterspil mellem Vesten og Rusland

Ukrainsk soldat ved checkpoint til byen Irpin (foto: Kutsenko Volodymyr, Shutterstock) og screendump fra Karnovs onlineplatform

Dette er et blogindlæg. Alle synspunkter fremsat er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.

I starten var det nemt at kritisere Rusland for at overtræde det folkeretlige forbud mod at anvende væbnet magt mod andre lande, for invasionen af Ukraine den 24. februar i år var utvivlsomt en klar overtrædelse af FN-Pagtens art. 2, stk. 4 og den folkeretlig sædvaneret – uanset hvilke argumenter Rusland selv anførte til forsvar for sit angreb.

Ifølge de kilder, der har været tilgængelige i offentligheden, baserede præsident Putin sin beslutning om at iværksætte en ”speciel militær operation” i Ukraine med den begrundelse, at Ukraine er en uadskillelig del af Rusland og derfor ikke udgør en selvstændig stat; at Rusland havde ret til at intervenere militært for at beskytte det russiske mindretal i de to regioner Donetsk og Luhansk mod Ukraines postulerede ”folkemord” mod dette mindretal; og endelig at Vesten havde truet Ruslands sikkerhedsinteresser ved at søge at inddrage Ukraine i både EU og NATO.

Alle tre begrundelser forekommer fejlagtige. For det første er Ukraine internationalt anerkendt som en selvstændig stat i FN, og for det andet er der ikke tale om et ”folkedrab” mod de russiske mindretal. Endelig er det for det tredje op til Ukraine selv at bestemme, om landet vil søge optagelse i EU og NATO, og man kan – i lyset af Ruslands anneksion af Krim-halvøen – næppe bebrejde Ukraine at søge den vej; det har Rusland selv et ansvar for. Putins yderligere påstand om at ville ”af-nazificere” Ukraine vil jeg undlade at omtale; den er ganske enkelt grotesk.

Ukraine en del af Rusland?

Ukraine har både efter FN-Pagten og den almindelige folkeret ret til sin selvstændighed og sin suveræne lighed med andre stater, og Ruslands énsidige afvisning af Ukraines suverænitet kan selvsagt ikke underkendes af noget enkelt land – uanset de historiske bånd, der tidligere har knyttet de to stater sammen; Rusland anerkendte tilbage i 1991 Ukraines selvstændighed,  Det ville svare til, at Danmark fx skulle anse dele af Slesvig, eller Skåne, Halland og Blekinge som dele af kongeriget, blot fordi disse engang har tilhørt Danmark. De to regioners selvbestaltede erklæringer om deres ”uafhængighed” af Ukraine kan heller ikke retfærdiggøre Ruslands intervention – navnlig ikke fordi Rusland selv antages at stå bag disse erklæringer. Historiske bånd må varetages på anden vis – gennem samarbejde og gensidig anerkendelse – men kan ikke hævdes ved krig.

Folkedrab?

Efter folkedrabskonventionen fra 1948, som Rusland (Sovjetunionen) ratificerede allerede i maj 1954, består et folkedrab i at ”ødelægge, helt eller delvist, en etnisk, national, racemæssig eller religiøs gruppe, som sådan”. Heri ligger, at et folkedrab skal udføres med den påviselige hensigt at nægte en sådan gruppe retten til at eksistere som gruppe på det pågældende sted på kloden.

Folkedrabsforbrydelsen anses derfor for én af de mest alvorlige internationale forbrydelser, netop fordi den forudsætter, at nogen stat eller person anser sig for at besidde retten til at bestemme, hvem der har lov til at eksistere her på kloden– som gruppe; den ret tilkommer ellers alene de højere magter, og det kan vi mennesker ikke blande os i.

Ukraine har derfor anlagt sag mod Rusland ved FN’s internationale domstol (International Court of Justice, ICJ) med påstand om, at Ruslands postulat om et ukrainsk folkedrab i Ukraine stred imod folkedrabskonventionen. Efter min – og de fleste andre folkeretssagkyndiges – vurdering vil Ukraine få medhold i denne påstand ved ICJ, idet der meget muligt har været tale om ukrainsk forfølgelse af det russiske mindretal i forbindelse med urolighederne i de to regioner, men dette er meget langt fra folkedrab, fordi dette har aldrig haft til formål eller hensigt at nægte disse mindretal retten til at eksistere som gruppe i Ukraine. Bevis for en sådan hensigt skal kunne påvises i form af udtalelser, dokumenter, planer, m.v. fra de ukrainske myndigheder, og sådanne findes mig bekendt ikke. Foreløbig har ICJ den 16. marts 2022 afsagt en kendelse, der forpligter Rusland til at indstille fjendtlighederne med øjeblikkelig virkning. (Domstolen har imidlertid ikke mulighed for at håndhæve sin kendelse).

Forbrydelser mod den humanitære folkeret?

I løbet af krigen har det vist sig, at de russiske styrker konsekvent har forbrudt sig imod én af krigsrettens grundlæggende regler, nemlig at angreb mod civile eller civile bygninger er forbudt; dette klare og ubetingede forbud fremgår direkte både af den 4. Genèvekonvention (artikel 147) og af Tillægsprotokol 1 (art. 50 og 52, jf. art. 85).

Efter folkeretlig sædvane har de krigsførende parter desuden pligt til altid at skelne mellem civile og militære mål, og de har kun lov til at forrette angreb mod lovlige militære mål, jf. Regel 1 i ICRC’s Sædvaneretsstudie fra 2005.
De russiske myndigheder har flere gange fastholdt, at de russiske styrker hverken angriber civile personer eller civile mål og har i den forbindelse forklaret, at de angrebne civile bygninger i virkeligheden var lovlige militære mål, fordi de blev anvendt til at skjule militære installationer eller våben. Det kan ikke udelukkes, at dette faktisk har været tilfældet for visse civile bygninger, men omfanget af russiske bombninger af civile beboelsesejendomme, skoler, hospitaler, musæer, indkøbscentre m.v. er på den anden side så massivt og omfattende, at den russiske begrundelse forekommer helt usandsynlig.

Det er dog selvsagt ingen undskyldning for egne forbrydelser, at modparten også overtræder reglerne; enhver, der har begået eller er ansvarlig for sådanne forbrydelser, skal retsforfølges, jf. straks ndf.

Dertil kommer drabene på de mange tusinde civile mænd, kvinder og børn, herunder tortur og voldtægt, der er angrebet på må og få – uden at der har været tegn på, at de deltog i krigshandlingerne. Disse forbrydelser er klare krigsforbrydelser. Endelig har vi endnu ”til gode” at se, hvorledes krigsfangerne på begge sider bliver behandlet, for disse er særligt beskyttet i den 3. Genèvekonvention; de skal behandles med respekt, fordi de officielt repræsenterer en anden (= modpartens) stat. Drab på eller overgreb mod krigsfanger eller nægtelse af mad og lægelig behandling, m.v., er således også krigsforbrydelser.

Det er imidlertid ikke kun russiske styrker, der har begået krigsforbrydelser – det samme gælder de ukrainske styrker; eksemplet som vi så på TV med en ukrainsk delings koldblodige drab af 6 russiske soldater fra en havareret russisk kampvogn viser klart, at begge sider i konflikten har krænket den humanitære folkeret. Det er dog selvsagt ingen undskyldning for egne forbrydelser, at modparten også overtræder reglerne; enhver, der har begået eller er ansvarlig for sådanne forbrydelser, skal retsforfølges, jf. straks ndf.

Bortset fra overtrædelserne af Genève-konventionerne og Tillægsprotokollen (= krigsforbrydelser) er der imidlertid også tale om overtrædelser af en anden type forbrydelse i den humanitære folkeret, nemlig forbrydelser imod menneskeheden. Denne forbrydelser omfatter omfattende eller systematiske angreb mod en civilbefolkning, når gerningsmanden vidste, at der samtidig foregik sådanne angreb og ønskede at bidrage hertil ved at begå forskellige forbrydelser, herunder drab, udryddelse, slaveri, deportation af civile, ulovlig fængsling eller frihedsberøvelse, tortur, voldtægt eller sexuelle overgreb, forfølgelse af politiske, racemæssige, nationale, etniske, religiøse eller lignende grunde, m.v. Mange af de forbrydelser, vi har set i medierne fra krigen i Ukraine skal rent juridisk retsforfølges som forbrydelser imod menneskeheden snarere end som krigsforbrydelser; dette kan måske forekomme at være en uvæsentlig detalje – ikke mindst fordi strafferammerne stort set er sammenfaldende – men under selve den juridiske retsforfølgning ved domstolene er det alligevel vigtigt at skelne mellem de to typer forbrydelser, dels fordi forbrydelser mod menneskeheden generelt anses for alvorligere end krigsforbrydelser (fordi forbrydelser imod menneskeheden er rettet massivt mod civile), og dels fordi krigsforbrydelserne er mere konkrete og deres gerningsindhold snævrere defineret end tilfældet er for den anden types vedkommende.

”De andre gjorde det osse!”

Ét af de argumenter, der er fremført af Rusland både som retfærdiggørelse af invasionen i Ukraine og som indsigelse imod Vestens sanktioner er, at Vesten – med USA i spidsen – gentagne gange selv har forbrudt sig mod de samme krænkelser, som Vesten nu bebrejder Rusland. NATO’s bombninger i Beograd og Kosovo – uden FN-mandat – samt de vestlige koalitioners interventioner i Irak, Libyen og Syrien var lige så meget i strid med den humanitære folkeret som Ruslands intervention i Ukraine – om end begrundelserne har været forskellige. Vesten har utvivlsomt også selv krænket reglerne, og Rusland her derfor – med nogen ret – beskyldt Vesten for hykleri og kulturel selvhævdelse. I samme ånd har mange – både i Rusland og hos os selv – hævdet, at de sanktioner, som EU og en række lande har vedtaget imod Rusland kun er halvhjertede, fordi de forsøger at ramme den russiske økonomi uden at risikere vores eget behov for import af olie og gas fra Rusland. Men det kan selvsagt aldrig retfærdiggøre Ruslands væbnede angreb mod Ukraine.

Det tjener ikke noget rationelt formål at kaste sig ud i en diskussion om, hvorvidt Vesten selv er skyld i Ruslands overgreb mod Ukraine, men det er vigtigt at fastholde, at alle lande – også i Vesten – har et ansvar for at opretholde international fred og sikkerhed.

Retsforfølgning?

De vigtigste grunde til at retsforfølge gerningsmændene bag disse forbrydelser er, at passivitet – og dermed straffrihed – ikke bare vil undergrave respekten for folkeretten og den internationale retsorden, fordi de ikke giver mening at opretholde en retstilstand, hvis krænkelser alligevel aldrig bliver retsforfulgt, men også vil krænke hensynet til ofrene. Det er nemlig altafgørende for ofrene, at deres lidelser bliver afsløret og dokumenteret og at der bliver placeret et ansvar hos de skyldige; ellers sidder de blot alene tilbage med deres lidelser, som ingen gider høre på ret længe.

Af disse grunde er der allerede ved ICC (International Criminal Court = Den permanente internationale Straffedomstol i Haag) indledt en efterforskning af begge parters forbrydelser i Ukraine. Ukraine har ikke direkte ratificeret ICC-Statutten men alene anerkendt Domstolens jurisdiktion over forbrydelser begået på ukrainsk territorium. Derfor kan ICC alene foretage efterforskninger i Ukraine og rejse tiltale mod de sigtede med efterfølgende retsforfølgning i Haag, men kan herudover ikke forlange, at en sag ved en ukrainsk domstol skal overføres til ICC i tilfælde af, at den ukrainske domstol anses (af ICC) for at være uvillig eller ude af stand til at gennemføre en retfærdig rettergang, jf. Statuttens artikel 17. Dette ville ICC alene kunne forlange, hvis Ukraine havde været et fuldgyldigt medlem af ICC.

ICC’s Anklager har allerede afsendt et efterforskningshold med 5-6 erfarne kriminalassistenter, en retsmediciner, en tolk og en IT-kyndig til nogle af de steder, hvor der allerede er dokumentation for overgrebene. Opgaven her bliver at indsamle tilstrækkelige – og især holdbare – beviser for at kunne rejse en straffesag, hvilket er vanskeligt, fordi det ikke blot skal klarlægges, hvem der rent fysisk begik forbrydelserne, men også – og navnlig – hvem der stod bag og havde det overordnede ansvar. Hovedformålet med ICC’s retsforfølgning er nemlig at stille de øverste ansvarlige til regnskab for forbrydelserne – dvs. officererne, militslederne, ministre, partiledere og sågar Putin selv (fordi han er den øverste ansvarlige for de russiske styrker). At tilvejebringe tilstrækkelige beviser mod fx en general kræver, at anklageren kan fremlægge dokumenter, militære befalinger, video- eller lydoptagelser af offentlige taler eller af radiokommunikation mellem militære enheder, billeder, satellitfotos, vidneudsagn m.m., og disse beviser skal alle tryktestes for forfalskninger, løgn og bedrag. Den typiske vej mod retsforfølgning af toppen er at indlede straffesager mod nogen af de underordnede, hvorved der ofte fremkommer beviser, der peger højere op i systemet, og på den måde kan man – med lidt held og dygtig efterforskning – nå helt til tops. Men det vil tage flere år førend man når derop. Og når det endelig lykkes for ICC at udstede en arrestordre mod en eller flere sigtede personer, skal de pågældende først anholdes og udleveres til Haag. Dette kan nok fungere ved sager mod ukrainske statsborgere, men det bliver meget vanskeligt at forlange udlevering af en russisk krigsforbryder, hvis den pågældende befinder sig tilbage i Rusland, for Rusland har som bekendt ikke ratificeret

ICC-Statutten

Det er imidlertid indlysende, at et enkelt efterforskningshold ikke på egen hånd magter at efterforske de tusindvis af forbrydelser, der er begået, og Anklageren har derfor anmodet en række lande, herunder Danmark, om at stille yderligere efterforskere til rådighed for denne enorme opgave – i samarbejde med ICC-holdet. Det har de fleste lande indvilliget i, og de forskellige efterforskere samarbejder nu med ICC’s anklager gennem de såkaldte ”JITs” (Joint Investigative Teams), der koordineres gennem EUROJUST.

Forhåbentlig ender alle beviser i ICC’s database i Haag, hvorfra de kan videregives til andre landes anklagemyndigheder i forbindelse med det nationale retssager, der samtidig og sideløbende anlægges ved nationale domstole. Hele operationen med indsamling, efterprøvelse og opbevaring af beviser er således en overordentlig kompliceret sag, der endnu er under udvikling.

Vi har allerede set den første nationale straffesag i Ukraine mod en 21-årig russisk soldat, der under flugten fra et gerningssted skød og dræbte en civil person. Soldaten tilstod og tilbød at medvirke ved efterforskningen, så sagen var nogenlunde overskuelig. Den tiltalte blev imidlertid idømt fængsel på livstid – selvom der ”kun” var tale om drab på en enkelt civil, og selvom han efter forlydendet handlede efter ordre fra sin befalingsmand i flugtbilen, og tillige medvirkede til opklaringen, hvilket normalt vil være en strafformildende omstændighed. Efter min vurdering – som gammel dommer ved FN’s internationale straffedomstol for Ex-Jugoslavien – forekommer den meget strenge straf at være alt for hård. For det første er det trods alt – i lyset af hele konfliktbilledet i Ukraine – en relativt beskeden forbrydelse, og for det andet forelå der som nævnt strafformildende omstændigheder. Jeg spørger mig selv, hvorledes man ved de ukrainske domstole så vil udmåle straffen for den næste tiltalte, der måske har dræbt hundrede civile, og den næste igen, der har bombet hospitaler og skoler…? Jeg ved ikke, om dommen er anket (?), men det er vigtigt, at den ukrainske domspraksis i disse sager ikke kommer til at afvige alt for meget fra såvel de internationale straffedomstoles som Ukraines egne domstoles retspraksis – i modsat fald går det ud over tilliden til det ukrainske retssystem, fordi vi efterlades med en fornemmelse af, at dommeren (dommerne?) har været styret af det folkelige had og et i judiciel forstand uacceptabelt hævnmotiv.

Tilbage står, at krigen formentlig kommer til at vare nogen tid, for selvom der med international mellemkomst bliver formuleret en ”fredsaftale”(...) er det tvivlsomt, om Ukraine kan gå ind på en sådan aftale. Selv hvis Ukraine bliver presset hertil, vil der formentlig fortsat være en intern væbnet konflikt i regionen

Men ICC kan som nævnt ovenfor ikke forlange, at sagen overføres til Haag.
ICC vil formentlig også – om en rum tid – kunne indlede sine egne retssager, både mod russiske og ukrainske forbrydere, når der på baggrund af efterforskningerne er udfærdiget et anklageskrift og udstedt en arrestordre. Forholdet bliver formentlig dét, at de ukrainske domstole fortrinsvis vil retsforfølge russiske krigsforbrydere – af frygt for hjemlige vanskeligheder ved at retsforfølge egne statsborgere – således at retsforfølgningen af ukrainske alt overvejende vil blive retsforfulgt ved ICC. Dette er en uhensigtsmæssig fordeling, for det ville i virkeligheden klæde det ukrainske retssystem at retsforfølge både egne og russiske statsborgere, men det kræver nok en omstilling i det ukrainske retsvæsen.

Man kan imidlertid forestille sig, at de ukrainske domstole af egen drift vil vælge at overføre straffesager mod ukrainske soldater til ICC – for at slippe for balladen derhjemme ved at retsforfølge de ukrainske ”krigshelte”. Men det får vi se henad vejen.

Indtil videre har Vesten indskrænket sig til at gennemføre sanktioner mod Rusland og levere våben, penge og efterretninger til de ukrainske styrker. Mange har spurgt, om Vesten ikke derved har krænket sin neutralitet – med den virkning, at Rusland da havde lov til at angribe Vesten som modreaktion eller gengældelse. Dette er imidlertid ikke tilfældet, da det efter 1907-neutralitetskonventionener lovligt for neutrale stater at levere våben til krigsførende lande – uden at de derved mister deres neutralitet. Synspunktet er imidlertid omstridt, og nyere teori går derfor ud på, at neutrale stater rent faktisk har ret til at komme et angrebet land til undsætning, hvis selve angrebet er sket i strid med folkeretten.
Tilbage står, at krigen formentlig kommer til at vare nogen tid, for selvom der med international mellemkomst bliver formuleret en ”fredsaftale” med det indhold, at Ukraine fx skal afstå hele Donbas-regionen – og Krim-halvøen – er det tvivlsomt, om Ukraine kan gå ind på en sådan aftale. Selv hvis Ukraine bliver presset hertil, vil der formentlig fortsat være en intern væbnet konflikt i regionen – simpelthen fordi ukrainerne ikke vil finde sig i at blive frataget en stor del af sit territorium ved anvendelse af væbnet magt. Hertil kommer problemet med at tilvejebringe de enorme ressourcer der skal til for at få genopbygget de mange bygninger, broer, veje, jernbaner og virksomheder, m.v., som russerne har bombet sønder og sammen. Jeg har svært ved at se, hvordan der kan opnås en fredsaftale, som begge parter kan være tilfredse med uden at lide nederlag.

Endelig er det på tide at overveje, hvad krigen i Ukraine kommer til at betyde fremover for den internationale verdensorden – i hvert fald i Vesten? Hvis Rusland ”vinder” krigen (?), vil dele af den hidtidige verdensorden efter Murens fald i 1989-90 – der i hvert fald delvist hvilede på en international retsorden med respekt for grundlæggende folkeretlige retsprincipper, herunder menneskerettigheder, formentlig blive afløst af mere nationalt orienterede interesser. Hvis Rusland omvendt kommer ud af krigen uden vindinger, vil det medføre en øget usikkerhed om fred og sikkerhed i Vesten.

Det bliver ikke let.