/Nikolaj%20linneballe%20web.jpg)
’Et tilbageslag for beskyttelsen af de svageste borgere!”
Sådan skrev Nikolaj Wickenberg Linneballe, formand for Advokatrådets Procesudvalg, på LinkedIn, da det stod klart, at advokatstanden ikke stod på justitsministerens invitationsliste til et lovforberedende udvalg, der skal undersøge, om de nuværende regler om fri proces og retshjælp er optimale i forhold til at sikre, at alle har adgang til hjælp og juridisk bistand i retssystemet. Men når advokaterne ikke sidder med, kan det ende med at blive dyrt for borgerne, mener han.
”Det er problematisk, at advokaterne er udeladt, for det er jo dem, der er tiltænkt at spille en stor rolle i at udføre det her arbejde for borgerne. Det er som at ville bygge et hus og kun tale med banken og ikke inddrage de personer, der har den praktiske erfaring og rent faktisk skal stå for arbejdet!”, fortæller han til K-News.
Ifølge kommissoriet for udvalgets arbejde er ”formålet at gennemgå de gældende ordninger for retshjælp og fri proces, samt ordningernes samspil med de private retshjælpsforsikringer, og fremkomme med anbefalinger til ændring af ordningerne”, står der på Justitsministeriets hjemmeside.
Og det kan da også virke en smule underligt, når der skal designes nye regler på et område, hvor det er advokaten, praktikeren med ’fingrene nede i bolledejen’, der har sin daglige gang og følger processen på nært hold, at de så ikke inviteres med i den lovforberedende arbejdsgruppe.
Nikolaj Linneballe stiller sig i hvert fald meget undrende overfor beslutningen, og til K-News fortæller han, at han frygter, at man mister et meget vigtigt perspektiv, når man kun har ’domstols- og ministeriesiden’ inkluderet.
”Vi har en pligt til at sørge for, at der er retssikkerhed for alle. Og jeg kan være bekymret for, at hvis du misser praktikervinklen og misser dem, der har daglig kontakt med de her borgere, at man så overser nogle problemstillinger, arbejdsgange, inputs, når man skal sætte regelsystemet op for, hvordan hjælpen skal tilrettelægges”, siger han, og eksemplificerer ved at fortælle, hvordan man som udsat borger skal få hjælpen:
”Der er f.eks. blankettvang, som skal indgives til de enkelte retter, der skal afgøre, hvorvidt en person opfylder de objektive betingelser, der er, for at få retshjælp. Det er fysiske blanketter. Det gør ultimativt forretningsgangene så bøvlede, at mange advokater helt opgiver at hjælpe borgeren”, fortæller han.
”Og vi peger på, at det er spild af dommerressourcer, at det er dommere, der skal sidde og gennemgå de her blanketter. Lad os dog få det centraliseret et sted i Civilstyrelsen, som i forvejen håndterer fri proces. Så der er en masse af de her praktikervinkler som kan hjælpe med, hvordan vi kan få reglerne til at spille ordentligt sammen.”
Et usammenhængende system kan tabe udsatte borgere på gulvet
Nikolaj Linneballe lægger stor vægt på ’sammenhængskraften’, som han frygter kommer til at lide, når praktikerperspektivet ikke sidder med ved bordet. Han fortæller, hvordan de regler, der er gældende i dag, stykvis er blevet ændret undervejs, og at man ikke har set på, hvordan hele bestemmelsessystemet faktisk hænger sammen.
”Det har skabt nogle meget mærkværdige konstellationer rent processuelt. Advokaterne sidder med fra starten, hvor borgeren kommer ind og spørger, om de har en sag, til de principielt set er i Højesteret – det er vi de eneste aktører, der er. Så for at sikre at man ikke taber borgere på gulvet i systemet, så mener vi, at den viden og erfaringer, vi har med systemet, er uundværlig.”
Og det med at tabe borgere på gulvet i systemet er åbenbart ikke helt sjældent. Der er nemlig en del faldgruber, som man skal være opmærksom på, forklarer Nikolaj Linneballe.
”Retshjælpskontorerne og den offentlige retshjælp ligger i storbyerne, og vi har fundet ud af, at mange afholder sig fra at søge hjælp, hvis man skal rejse langt for det. Det kan ende ud i, at vi kommer til at se nogle meget store ’blanke’ områder, fordi folk ikke søger hjælp. Så er det jo nemmere, hvis man kan tage fat i advokaten nede på hjørnet i stedet. Men hvis han så pålægges en masse administrativt bøvl ved at skulle yde rådgivning til de her borgere, så afholder visse advokater sig fra at give den rådgivning. Mange advokater gør det så pro bono – men det vil være et kæmpe problem, hvis udsatte borgeres retssikkerhed skal baseres på frivillighed”, siger han og fortsætter:
”Og det samme med, at systemet kan være svært overskueligt med mange forskellige led – som ultimativt kan ende ud i, at man står med en borger, der har et retskrav, men det fortaber sig i processen og de mange led, så det ikke gennemføres. Og det er i min optik retssikkerhedsmæssigt meget problematisk, at der ikke kommer denne her sammenhængskraft.”
Advokatrådet er dog inviteret med i følgegruppen, som Justitsministeriet skriver har til formål at ’inddrage viden og erfaringer fra praktikere’. Nikolaj Linneballe er dog ikke enig i, at det er det rette sted at placere praktikerne.
”Det er udvalget, der i sidste ende skal træffe beslutningerne. Følgegruppen vil være bundet af, hvad udvalget spørger os om. Og jeg synes jo, der er et retssikkerhedsmæssigt problem i, at man unddrager de personer, som rent faktisk skal være med til at udføre arbejdet.”
Dog slår han fast, at han er meget positivt indstillet over, at området nu tages op.
”Der er rigeligt med plads til forbedring af borgerens muligheder for at få juridisk hjælp og bistand uanset økonomisk formåen – i sidste ende handler det om det helt grundlæggende juridiske princip, at alle har lige adgang for loven”, siger han.