Danmark har verdens bedste retsstat. Det slår World Justice Projects ’Rule of Law Index’ fast igen i år. Ud af otte kategorier indtager Danmark en førsteplads på fem af dem. Det er kategorierne: ’Fravær af korruption’, ’Begrænsning af regeringens magt’, ’Civil retfærdighed’, ’Håndhævelse af loven’ og ’Fundamentale rettigheder’. De tre resterende kategorier er ’Regeringens gennemsigtighed’, ’Lov og orden’ og ’Kriminel retfærdighed’, hvor Danmark ligger på en hhv. 2., 3. og 3. plads.
”Jeg er rigtigt glad for, at rapporten igen i år viser, at Danmark samlet set har verdens bedste retsstatsgarantier. Det er en hjørnesten i det danske samfund og et mål, som Danmarks Domstole arbejder for hver eneste dag,” siger hun og fortsætter:
"Selv om der er pres på domstolene med mange og komplicerede sager, så cementerer undersøgelsen, at vi ikke går på kompromis med retsstatsprincipperne. Vi skal blive ved med at kæmpe for retsstatsgarantierne i Danmark. Men vi har også – sammen med ligesindede lande i Norden og andre steder – en vigtig rolle med at fremme retsstatsgarantierne i Europa og globalt. Når det går den forkerte vej i lande, der ligger tæt på os, og som vi har et tæt samarbejde med, så skal vi hjælpe, hvor vi kan.”
Men før vi føler os stolte for hurtigt, hvad er det så lige ’World Justice Project’ er?
Jo, World Justice Project er en uafhængig organisation, der arbejder for at fremme retsstaten over hele verden. Derfor udgiver de en rapport hvert år, hvor de måler og sammenligner retstilstanden i de forskellige lande. Det har de gjort siden 2008, hvor rapporten dog var noget kortere, end den er i dag. Dengang rummede den nemlig kun data fra 6 lande – hvor 2020-udgaven måler retstilstanden på hele 128 lande. Og siden Danmark blev inkluderet i undersøgelsen i 2012, har vi ligget på en samlet førsteplads hvert år.
Det er dog første gang nogensinde, at vi vinder på hele fem kategorier.
”Vi kan roligt være stolte over den retsstat, som vi har skabt i Danmark”, siger Mikkel Lindberg Laursen til K-News. Han er juridisk rådgiver i retssikkerhed og strafferet ved Institut for Menneskerettigheder og har kigget ned i rapportens danske tal.
Han fortsætter:
”Vi har jo skabt en overordnet set sund og god retsstat, tilvundet gennem en masse kampe gennem tiden. Det er de her tal med til at understrege. Men det skal ikke gøre, at vi bare læner os tilbage og siger ’at nu er der ingen grund til at gøre mere’”
Kigger man nemlig på Danmark isoleret set – uden sammenligning med andre lande – så er der nemlig nok problemer at tage fat i. Og der er områder, hvor det er gået den forkerte vej, mener Mikkel Lindberg Laursen, som qua sit arbejde går mere konkret til værks og derfor kan fortælle en anden form for sandhed end de overordnede tal.
Adgang til domstolene halter
Rule of Law Index måler landene på en skala fra 0-1 i otte forskellige kategorier. Under disse kategorier findes mellem 3-8 subkategorier, som ligeledes måles på en skala fra 0-1.
Danmark scorer højest på ’Fravær af korruption’ med hele 0.95 point samlet, og scorer lavest på ’Kriminel retfærdighed’ som samlet er 0.83 point. Kigger man dog lidt dybere ned i de kategorier, hvor vi har indtaget førstepladsen, afsløres der nogle brister i det danske retssamfund.
Under kategorien ’Civil retfærdighed’ er der to tal, der stikker ud. Det er ’Tilgængelighed og økonomisk overkommelighed’ (0.76), samt ’Ingen urimelige forsinkelser’ (0.73) – begge i forhold til domstolene. Disse tal ligger markant lavere end de andre subkategorier indenfor samme felt – men også lavere end subkategorierne i de andre felter bortset fra i ’Kriminel retfærdighed’
”Det er ikke overraskende. Den del af befolkningen, der har adgang til fri proces, er faldet ret væsentligt gennem tiden”, siger Mikkel Lindberg Laursen og henviser til især Justitias undersøgelser.
I et tidligere interview med K-News har Birgitte Arent Eiriksson udtalt sig om netop dette problem:
”Vi kan se, at antallet af sager med fri proces har været nedadgående, og udgifter til fri proces har været opadgående. Der er ikke rigtigt nogen, der ved hvorfor. Men der er noget, der tyder på, at færre af de borgere, som ordningen var tiltænkt, får fri proces, mens dem, der får fri proces i dag, har nogle helt andre sagstyper,”
Der er altså en diskrepans mellem, hvem ordningen er tiltænkt, og hvem der egentligt kan benytte sig af den. Birgitte Arent Eiriksson fortsætter:
”Men er man i retshjælpsforsikringsordningen, så skal man selv have en del penge op af lommen. Det skal man ikke i fri proces-ordningen. I retshjælpsordningen kan de udgifter, som borgeren risikerer at skulle af med, hvis de taber sagen, sagtens komme op i 250.000 kroner. Derfor er der en del sager, der slet ikke bliver anlagt, fordi borgeren ikke tør. Og det får en meget uheldig virkning på denne ’lige adgang til retfærdighed’, der skulle være i vores system”.
Udover det, så er de lange ventetider også et problem, som flere aktører i det danske juralandskab har peget på. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for civile sager er over svimlende 17 måneder, hvilket har fået Justitia til at foreslå en ændring af retsplejeloven, så man ved lov indskriver en tidsfrist, som man har gjort i Norge. Og Norge klarer sig da også en smule bedre på netop dette punkt med en score på 0.79 point.
Nye love indskrænker vores rettigheder
På tværs af verdensdelene viser der sig, for tredje år i træk, den tendens, at flere lande går tilbage samlet set, end der er lande, der går frem. Det er især i kategorierne ’Begrænsning af regeringens magt’, ’Fravær af korruption’ og ’Fundamentale rettigheder’.
William H. Neukom, grundlægger af World Justice Project og CEO udtrykker, bekymring for tendensen:
”Retssamfundet er ikke bare for dommere eller advokater. Det er fundamentet for retfærdige samfund, for muligheder og for fred. Vi er alle stakeholders i retssamfundet og retssikkerheden, og derfor spiller vi alle en rolle i at opretholde den. 2020-indekset understreger, at vi har et stort arbejde foran os”.
Danmark er hverken gået frem eller tilbage siden sidste år. Men efter Mikkel Lindberg Laursens opfattelse betyder det ikke, at vi ikke går tilbage på visse områder.
”Helt konkret har vi jo vedtaget love, der stiller grupper af borgere i en dårligere situation”, slår han fast.
”Vi kan tage en lov, der blev vedtaget sidste år, som specifikt handler om dømte seksualforbrydere. Den definition spænder ret bredt, så det er ikke nødvendigvis de helt hårde af slagsen”, starter han.
Han fortsætter:
”De skal leve efter nogle bestemte regler – det kan være, at de har fået opholdsforbud mod at komme i kommunens svømmehaller eller lignende, har fået kontaktforbud mod børn under 18 år osv. Men som et led i at sikre, at de ikke gør det, som de ikke må, har politiet adgang til deres hjem uden retskendelse. De kan tage deres computer og telefon mindst tre gange om året, komme på uanmeldte tilsynsbesøg – og de tilsynsbesøg skal som udgangspunkt ske hver 14. dag. Det er meget, meget indgribende”, fortæller han.
Det skal ikke forstås, som om Mikkel Lindberg Laursen er imod, at man holder øje med dømte seksualforbrydere. Det er også statens pligt at sikre børn f.eks. mod overgreb, fortæller han. Det er mere måden, det gøres på, der ærgrer ham.
”Når man som udgangspunkt skal udføre tilsynet hver 14. dag, når man går ind uden retskendelse, og når forbuddet starter med at være tidsubestemt, så øger det risikoen for, at et forbud – som til at starte med var proportionalt – ender med at blive uproportionalt.”
Før lovændringen i 2019 var det ikke politiet selv, men kriminalforsorgen, der udførte tilsynsbesøgene. Herudover var det bestemt, at tilsynsbesøgene kunne stå på i 1-5 år med mulighed for forlængelse – og var altså ikke på ubestemt tid fra starten.
Dette er efter Mikkel Lindberg Laursens opfattelse en klar svækkelse af vores fundamentale rettigheder – mere specifikt retten til beskyttelsen af ens privatliv og private bolig.
”Det skaber en enorm usikkerhed ved de mennesker, det går ud over. Man ved aldrig, hvornår politiet kunne vælge at komme på besøg. Og udover det, så noterer lokalsamfundet nok også, at politiet så ofte er forbi, hvilket kan forårsage en masse stigmatisering"
Han holder en kort tænkepause.
”Og her skal man også tænke på, at personerne jo allerede har afsonet deres straf – eller er prøveløsladt."
"Ud fra et rent menneskeretligt perspektiv, så er det meget indgribende, at myndigheder går ind i ens hjem uden retskendelse. Dermed opstår også en risiko for en øjet vilkårlighed – at politiet kommer til at gå længere, end hvad de egentligt må", afslutter Mikkel Lindberg Laursen.
Rule of Law-rapporterne har til formål med tiden at kunne bruges som et første skridt til at fastsætte ’benchmarks’ og reformer, men også til at øge forståelsen for retsstatens grundlæggende betydning.
Dyk selv ned i de forskellige landes tal her, og læs hele rapporten her.